Malakias Bog

Indledning
Mens Haggaj og Zakarias først og fremmest tog sigte på at sætte mod og kraft i folket, fremtræder Malakias som en streng revser af folkets synd. Vi ved intet om den sidste skriftprofet i GT ud over det, vi kan slutte os til ud fra bogens budskab. Der er ingen historiske oplysninger om ham hverken i overskriften eller bogens indhold. Men ud fra hans bog kan vi se, at han var en nidkær forkynder, der med stor alvor talte om folkets synd og kaldte til omvendelse og et helligt liv.

Malakias’ Bog er ikke dateret, men de fleste placerer den i tiden mellem Haggaj/Zakarias og Ezra/Nehemias. I Mal 1,8 tales om “statholderen”, og det peger på persisk tid. Tempeltjenesten er i funktion (1,10. 3.10), så det må være efter år 516, da templet stod færdigt. De synder, som Malakias revser, svarer til dem, som Ezra og Nehemias prøvede at udrydde i menigheden. Det gælder fx forsømmelser i gudstjenestelivet, ægteskab med kvinder af ikke-jødisk afstamning og økonomisk udnyttelse af de fattige. Nehemias kom fra sin tjeneste hos perserkongen Artaxerxes til Jerusalem i året 445 f. Kr. (Neh 2). Efter 12 års tjeneste i Juda drog han tilbage til kongens hof og blev der en tid. Han kom til Jerusalem anden gang i 433. Malakias har nok virket som Guds profet i Juda nogle år før Nehamias’ første ankomst. Har Malakias ikke optrådt på samme tid som Nehemias og Ezra, forklarer det også, at han ikke er nævnt i deres skrifter.

Malakias er den sidste profet i GT, og netop ved den placering har han sin gudgivne opgave. Menigheden var efter Haggaj og Zakarias gået ind i en ventetid. De troende ventede på, at de rige løfter, Herren havde givet ved disse profeter, skulle gå i opfyldelse. De regnede med, at Messias´ komme og Gudsrigets herlighed var nær forestående. Men folk i Juda efter landflygtigheden havde ikke oplevet at se noget af alt det store, som de tidligere profeter havde talt om. Skuffelsen greb om sig, og deraf fulgte ligegyldigheden. I deres gudstjeneste holdt de fast ved de ydre former, men hjertet var ikke med. De blev lunkne i deres iver og bragte offergaver til Herrens alter i strid med hans ord i loven 1,7.8.13). De lavede bedrageri med tiendeafgiften (3,8), og respekten for Guds vilje med ægteskabet var aftagende. Skilsmisse og nyt giftermål var almindeligt (2,10-16). Troldom, falsk ed og uret imod fremmede, enker og faderløse kastede mørke skygger ind over menighedslivet (3,5). Det er i denne ligegyldighedens tid, Malakias træder frem. Han kommer som et sendebud med ord fra Herren til revselse af synd og sløvhed. Men han prædiker ikke kun moral. Hans egentlige ærinde er at minde tilhørerne om, at Herrens dag er nær, og at Gud forud vil sende Elias. Gud greb ind i historien godt 400 år senere. Gennem Johannes Døber fik Malakias’ forudsigelse sin første opfyldelse (Matt 17,12-13. Luk 1,17). Johannes Døber står på grænsen mellem den gammeltestamentlige og den nytestamentlige pagt. Med den ene hånd rækker han tilbage til Malakias og med den rækker han frem mod Guds egen søn. Da Gud sendte ham, opfyldte han de løfter, han havde givet sit folk, Israel (Gal 4,4-5).

Bogens inddeling:
1. Guds kærlighed til Israel (Mal 1,1-5)
2. Dom over præsterne (Mal 1,6-2,9)
3. Dom over folket på grund af blandede ægteskaber og skilsmisser (Mal 2,10-16)
4. Pagtsenglen kommer til dom (Mal 2,17-3,5)
5. Omvendelse og tiende (Mal 3,6-12)
6. De vægelsindede og de trofaste (Mal 3,13-21)
7. Profeten Elias skal komme (Mal 3,22-24).

Alle introduktionerne er skrevet af Flemming Kofod-Svendsen og udgivet i “Bibelens bøger”, Logos Media 2004.
Bragt med tilladelse fra https://blr.dk/resource/introduktioner-til-bibelens-boeger/

Rammerne omkring Malakias’ bog
Ca. 460 f.Kr.
Malakias profeterede sandsynligvis flere årtier efter tilbagekomsten fra det første eksil i Babylon. De var vendt tilbage fra Babylon til den mindre provins Judæa og havde genopbygget templet. Edomitterne var migreret mod nordvest, fra deres traditionelle hjemland lige syd for Moab, og ind i området umiddelbart syd for Judæa, dette land blev nu kaldt Idumæa. Området, der engang tilhørte det nordlige kongerige Israel, var blevet opdelt i flere mindre provinser, herunder Samaria.