Dag 1 – 1 Mosebog 1-3
Vi bladrer om på 1 Mos 1. I dag om skabelse og syndefald. Bibelen har to skabelsesberetninger (1,1-2,4a og 2,4b-25), som komplementerer hinanden. Den første har det globale perspektiv – hele verdens skabelse på 6 dage, og mennesket, mand og kvinde, som kronen på værket. Den anden har det lokale perspektiv – Edens Have, Adam og Eva. Syndefaldet har haft katastrofale konsekvenser for hele menneskeheden siden da, men netop her hører vi også evangeliet første gang (”protoevangeliet”) i 3,15b.
Indledning til 1 Mosebog
1 Mosebog er Bibelens første bog og handler om begyndelsen. Mange historier er kendte
(Noahs ark, Kain og Abel, Josefs kappe, Adam og Eva osv.).
Dette billede viser en stor stjerne (symbol for Israel), adskilt fra de andre for at vise,
hvordan Gud udvalgte Abraham til at starte en helt ny og unik nation.
De andre stjerners antal er selvfølgelig tolv, ligesom de tolv stammer og Israels tolv sønner.
Introduktion
Første Mosebog består af to hoveddele: Urhistorien (kap. 1-11) og patriarkhistorien (kap. 12- 50). Urhistorien beskriver de fire store begivenheder: Skabelsen, syndefaldet, syndfloden og menneskeslægtens historie frem til og med Babelstårnet.
Første Mosebog handler om altings begyndelse. Første Mosebog er Bibelens grundvold, hvorpå alt andet hviler. Den er forudsætningerne for menneskets liv og historie. 1 Mos 1-2 er en majestætisk portal til hele menneskeslægtens historie og til Bibelens verden. Den kristne skabertro har sin basis i Bibelens første kapitler. Skabelsens krone og afslutning er mennesket, som Gud skabte i sit billede, til fællesskab med Gud og til at herske over verden. Den, som vil vide, hvad det efter Guds ord vil sige at være menneske, må tilbage til Bibelens første kapitler. Der finder vi vor identitet. Der lærer vi, hvem vi er. Skabelsen viser os Guds suverænitet og magt, hans godhed og hans visdom. Al velsignelse kommer fra ham. Alle mennesker er hans skabninger og er afhængige af ham, som er den store livgiver.
Første Mosebog fortæller indledningsvist om, hvordan synd, død og forbandelse kom ind i verden. Det står i syndefaldsberetningen (kap. 3). Al synd er dybest set synd mod Gud, mod skaberen. Samtidig viser urhistorien den ubrydelige sammenhæng mellem synd og straf i menneskers liv. Straffen har altid sin klare grund i menneskets synd. Straffen er Guds retfærdige dom. Synden er en ødelæggende magt i Guds skaberværk, en magt som sprænger de grænser, Gud har sat. Men allerede på syndefaldets dag gav Gud løftet om den kommende Frelser (3,15). Det var den første begyndelse til frelsesåbenbaringen. Siden udvalgte Gud sig et folk, der skulle bære åbenbaringen, og i dette folk skulle Frelseren en dag træde frem – ikke blot for dette folk, men for alle mennesker.
I patriarkhistorien følges Abrahams, Isaks og Jakobs slægter fra udvandringen fra Ur i Kaldæa til trældommen i Egypten. Det er beretningen om udvælgelsen frem til 12-stamme folkets tilblivelse. Fokus flyttes fra det verdensomspændende perspektiv, som urhistorien ruller op, for at følge den udvalgte halvnomadefamilie, som Gud har knyttet sin frelsesplan til. Gud udvælger inden for denne familie en enkelt mand, Abraham, til redskab for sin plan. Gud har begyndt sin frelseshistorie med sit udvalgte folk.
Bogens inddeling:
1. Skabelsen (1 Mos 1,1-2,25)
2. Syndefaldet (1 Mos 3,1-24)
3. Menneskeslægtens udvikling (1 Mos 4,1-6,4)
4. Syndfloden (1 Mos 6,5-9,17)
5. Noa som grundlægger af en ny slægt (1 Mos 9,18-11,26)
6. Abraham (1 Mos 11,27-25,18)
7. Isak og sønnerne Esau og Jakob (1 Mos 25,19-36,43)
8. Jakob og hans 12 sønner (37,1-50,26).
Alle introduktionerne er skrevet af Flemming Kofod-Svendsen og udgivet i “Bibelens bøger”, Logos Media 2004.
Bragt med tilladelse fra https://blr.dk/resource/introduktioner-til-bibelens-boeger/
Nærøsten på 1 Mosebogs tid
ca. 2000 f.Kr.
Første Mosebog beskriver begivenheder i det gamle nærøsten, fra civilisationens begyndelse, til Jakobs (Israels) familie flytning til Egypten. Historierne i Første Mosebog handler om nogle af de ældste nationer i verden, herunder Egypten, As-syrien, Babylonien og Elam.
| Uddybende noter |
| 3,15 Dette vers forstås normalt som slangens fremtidige nederlag til kvindens afkom (det vil sige en efterkommer). Af denne grund er det blevet givet navnet; “proto-evangeliet”, det vil sige den første bekendtgørelse af evangeliet. Mens 1 Mosebog ikke direkte identificerer slangen med Satan, er det klart at apostlen Johannes forstod det sådan (se Åb 12,9; 20,2). Ideen om kvindens “afkom” ses igen i 1 Mosebog 4,25 ved fødslen af Set. Resten af 1 Mosebog følger en enkelt linje af Sets efterkommere, som til sidst vil give en konge, gennem hvilken alle jordens nationer vil blive velsignet. Hendes afkom skal knuse dit hoved, og du skal bide hendes afkom i hælen: Brugen af afkom er i dette tilfælde ental og antyder at en bestemt person er i dette løfte. Løftet fra denne person kommer til opfyldelse i Jesus Kristus, som tydeligt præsenteres i NT som overvinder Satan (Hebr 2,14; 1 Joh. 3,8; sammenlign Joh 12,31). |
Dag 2 – 1 Mosebog 4-5
Uden for haven begyndte livets barske realitet. Ud af fire mennesker
på jorden måtte én lade livet. Det blev ”den retfærdige Abel”
som et varsel om, at retfærdigheden ville få trange kår i syndens
virkelighed – dog med mulighed for frihed (4,7). Abel nævnes også
i Ny Testamente, jf. Matt 23,35:
“For over jer må alt det retfærdige blod komme, der er udgydt på jorden, lige
fra den retfærdige Abels blod…”
Og Hebr 11,4:
“I tro frembar Abel Gud et rigere offer end Kain, og derved blev det bevidnet,
at han var retfærdig; det vidnesbyrd gav Gud ham for hans offergaver, og i
kraft af troen taler han endnu, skønt han er død”.
Slægtstavler kan synes lange, men minder os om, at Bibelen er
historie. Læg mærke til Enoks særprægede endeligt (5,24).
| Uddybende noter |
| 5,1-32 De fleste mennesker der levede efter syndfloden (det vil sige efter kap. 6-9), levede slet ikke lige så længe som folket i kap. 1-5. Dette kunne have været på grund af en vis ændring i jordens struktur eller i menneskers kroppe (eller begge dele) efter oversvømmelsen. Salme 90,10 beskriver en normal levetid som 70 eller 80 år, hvilket mere eller mindre har været tilfældet gennem den efterfølgende historie. |
Dag 3 – 1 Mosebog 6-9
Syndfloden. Menneskenes synd tog til, og “guds-sønnerne” (et udtryk for aristokratiske og magtsyge mænd) misbrugte magten. Gud fortrød (et udtryk, der kan oversættes: Menneskets synd fyldte Guds hjerte med smerte), at han havde skabt dem, så Gud måtte reagere ved at udslette alt levende – og enhver regnbue minder os nu om Guds nåde-pagt, at Gud aldrig gentager det, så længe verden består. Et interessant træk ved GT (Gammel Testamente) er, at både personer, hændelser og samfundsinstitutioner peger frem mod NT (Ny Testamente). Syndfloden bruges således i NT som et billede på den endelige dom (Luk 17,26ff) – og Noas ark som et billede på dåben (1 Pet 3,20-21).
| Uddybende noter |
| 6,1-2 Selvom Gud havde befalet mennesket at blive talrige (1,28), førte deres stigende antal til stigende ondskab på jorden. Problemet blev forværret af sammenføjningen af gudssønnerne og menneskedøtrene. Forskere har foreslået mindst to fortolkninger af denne passage: (1) faldne engle gifter sig med menneskets døtre; (2) mandlige efterkommere af Set gifter sig med de ugudelige kvindelige efterkommere af Kain. Men lige meget hvordan man fortolker passagen, er det klart at de her beskrevne forhold involverede seksuel synd, da mænd så og tog alle de kvinder de ville have. 6,4 Betydningen af kæmper er ikke klar. Den eneste anden GT-forekomst af dette hebraiske udtryk (heb. Nefilim) er i 4 Mos 13,33, hvor israelske spioner bruger begrebet til at beskrive en gruppe der bor i Kana’an. Kæmperne var mægtige mænd, helte eller krigere og kan som sådan godt have bidraget til den vold der fyldte jorden (se 1 Mos 6,13). 6,15 Arken ville i dag have været ca. 140 m. lang, 23 m. bred og 14 m. høj. 8,1 Gud glemte ikke Noa: Dette markerer vendepunktet i historien om syndfloden. Når bibelen siger, at Gud “husker” (glemmer ikke) nogen eller hans pagt med nogen, indikerer det at han er ved at handle på den persons velvære (se 9,15; 19,29; 30,22; 2 Mos 2,24; 32,13). 9,1-4 Den instruktion om at mennesker skal udøve autoritet over de andre levende væsener (1,28-30), erstattes af; at disse skabninger nu vil have frygt og rædsel for mennesker. Gud tillader nu at spise dyr (i modsætning til 1,30, hvor mennesker og dyr får ”alle grønne planter som føde”). Dyrets blod forbliver dog hellig og må ikke spises; dette skyldes at blodet er kilden til liv, og alt liv kommer fra Gud (se 3 Mos 17,12-14). 9,21-23 Blev han beruset: Den kortfattede beskrivelse af Noas beruselse indikerer Guds misbilligelse. Men Kams handlinger med at se hans far nøgen i teltet og derefter fortælle dette til sine brødre er ikke godt. Det tyder ikke på at der var tale om nogen pervers seksuel adfærd. Selvom teksten ikke udtrykkeligt angiver hvad der skete, er det tydeligt at Kam ydmygede og vanærede sin far, og tilsyneladende involverede han sine brødre i denne ydmygelse. I stedet gør Kams brødre alt for at undgå at se Noas nøgne krop, da vi får at vide at de nærmede sig ham baglæns (v 23). Sems og Jafets reaktion står i skarp kontrast til Kams handlinger, da brødrene ærer deres far på trods af hans tåbelige opførsel (2 Mos 20,12). 9,24-27 Udpegningen af Kam som den yngste søn er besynderlig, da han altid er opført efter Sem og før Jafet. Den traditionelle navneordning afspejler muligvis ikke den rækkefølge som drengene blev født i. Forbandet være Kana’an!: Noas reaktion på Kams handling er at forbande Kana’an; Kams søn. Den usleste træl skal han være: Denne passage blev fejlagtigt brugt i de forrige århundreder til at retfærdiggøre slaveri af afrikanere, hvilket resulterede i alvorligt misbrug, uretfærdighed og umenneskelighed for mennesker skabt i Guds billede. Noas forbandelse over Kana’an, der fokuserer på at han er tjener, forudser den dom der senere vil falde over Kana’anitterne (sammenlign 5 Mos 7,1-3 med 1 Mos 10,15-19). Dette, sammen med det faktum, at forbandelsen alene falder på Kana’an og ikke på Kams andre børn (der bosatte sig i det nordlige Afrika), viser hvor illegitim det var at bruge denne tekst til at retfærdiggøre slaveri af afrikanske mennesker. |
Dag 4 – 1 Mosebog 10-15
1 Mos 1-11 kaldes urhistorien, og den slutter med endnu en historie om menneskets synd. I stedet for at opfylde jorden, som Gud havde sagt (1,28), samlede menneskene sig for at skabe sig et navn, for at vi ikke skal blive spredt ud over hele jorden. Derfor skete ”den omvendte pinsedag”, hvor verdens sprog skabtes og Gud forvirrede sproget. I 1 mos 12 begynder Gud forfra med ”patriarkhistorien” om Abraham, Isak og Jakob. Helt centralt er løftet fra Gud, som peger frem mod Kristus. Læs 1 Mos 12,3 nøje.
| Uddybende noter |
| 12,16 Nogle bibelske forskere har fastholdt at kameler i 1 Mos, ikke passer ind i denne tid, da det antages at de ikke blev tæmmet før omkring 1100 f.Kr. Arkæologiske fund af kamelknogler har imidlertid antydet, at nogle kameler blev brugt af mennesker allerede i det tredje årtusinde f.Kr. Det er ikke overraskende at beviserne er begrænsede, taget i betragtning af hvad kamelerne er blevet anvendt til. I 1 Mos forekommer de normalt i passager, der involverer langdistancerejser gennem eller tæt på ørkener (se 24,10-64; 31,17, 34; 37,25). Knapheden på kameler i patriarkernes periode gjorde dem til en luksus af stor værdi, og dermed kan det at de bliver nævnt her (og andre steder) muligvis fremhæve Abrams rigdom. |
Dag 5 – 1 Mosebog 16-19
1 Mos 16 er historien om menneskets egen indsats. Abram handlede ud fra hvad han så, og ud fra fornuftens synsvinkel – og allerede for Hagar og Ismael fik den tilgang dybe konsekvenser, og det samme ser vi utallige andre gange i Bibelen og historien (Ismael regnes for stamfader til muslimerne og Isak til det jødiske folk). Kap. 17 er Guds pagt – Guds indsats (læg mærke til brugen af ”jeg”)! Paulus tager spørgsmålet om troen og omskærelsen op i Rom 4,9-12. Kap. 18 og 19 står i kontrast med hinanden – Guds store løfte og menneskets dybe synd.
| Uddybende noter |
| 17,10 Omskæring er ikke en hebraisk opfindelse. For eksempel blev det brugt i Egypten meget tidligt, dette som en handling af rituel renhed (tilsyneladende et krav for mænd, som ville arbejde i et egyptisk tempel). Nogle gravbilleder fra Det Gamle Rige (ca. 2575-2134 f.Kr.) viser denne praksis. 18,2 Abrahams opførsel antyder at han betragtede de tre mænd som meget vigtige. Løb han: I Mellemøsten ville en socialt fremtrædende ældre mand normalt ikke reagere på denne måde. Kastede sig til Jorden: Selvom dette kan have været en almindelig hilsen (se 19,1), viser det at Abraham betragter de besøgende som værdige til stor respekt. 19,5 Mændene I Sodoma har til hensigt at have sex med de to besøgende mænd, hermed oprindelsen af udtrykket “sodomi.” Lots tidligere insisteren (1 Mos 19,3) på at de besøgende ikke skulle overnatte på pladsen, indikerer at han frygtede for deres sikkerhed. 19,6-9 Lot er villig til at beskytte de to mænd mod pøblen omkring hans hus, en prisværdig gerning. I desperation tilbyder han sine to ugifte døtre som erstatning til de besøgende mænd – en chokerende, fej og utilgivelig handling (selvom han kunne have ment dette som et bluff, eller forventet at tilbuddet ville blive afvist). Pøblens reaktion bekræfter kun den virkelig onde karakter af deres intentioner. |
Dag 6 – 1 Mosebog 20-24
Næste generation i patriarkhistorien: Isak. Paulus uddrager en lære om loven og evangeliet fra Ismael- / Isakberetningen i Gal 4,21-5,1. Den hårrejsende beretning om Abrahams ofring af Isak er ladet med kristologi (=Jesus-betydning): Gud skånede IKKE Jesus, som han skånede Isak (jf. Hebr 11,17-19; Rom 8,32). Efter Saras død følger en bevægende historie om fundet af Isaks kone, Rebekka. ”Isak elskede hende og kom over sin mors død”.
| Uddybende noter |
| 24,9 Så lagde trællen hånden under sin herre Abrahams lænd: Da det at slå sig på hoften muligvis blev forstået som et tegn på anger og underkastelse (se Jer 31,19; Ez 21,17), kan det at lægge ens hånd under en andens hofte/lænd have indikeret underkastelse til den persons styrke og autoritet. Under alle omstændigheder ved at foretage denne handling, binder tjeneren sig til at adlyde Abrahams anmodning. |
Dag 7 – Salmerne 1-3
Salmernes Bog er en guldgrube, så glæd dig! Martin Luther skrev: “Vil du se den hellige kristne kirke levende afmalet både i form og farve, samlet i ét lille billede, så slå op i Salmernes Bog. Her har du et fint, rent og klart spejl, som kan vise dig, hvad kristenheden er. Ja, du vil også finde dig selv i den.“ De tre første salmer slår vigtige temaer an: Guds ord (Sl 1 og træet ved bækken som et billede på den, der ”har sin glæde ved Herrens lov”, dvs. Guds ord), Kristus (Sl 2 om Herren, der har indsat sin søn på tronen) og trøst (Sl 3 om Davids tilflugt til Gud i ekstrem modgang).
Indledning til Salmernes Bog
Salmernes Bog er israelitternes sangbog, og mange af salmerne var musikstykker, arrangeret for korledere og musikere. Gennem salmerne ser vi Guds folk lige ind i hjertet i troskampe og forskellige livssituationer og sindstilstande.
Indledning
Israels folk var et poetisk begavet og musikalsk folk. I deres salmeskat findes lyrik af verdensklasse. Den poesi, vi finder i GT, begrænses ikke til de såkaldte poetiske bøger. Salmer eller dele af salmer findes også i de historiske og profetiske bøger. Salmernes Bog var Israels salme- og bønnebog, idet flere salmer bedst forstås som bønner. Bogens hebraiske titel betyder egentlig lovsange eller bønner (jf. 72.20.145,1).
Fra gammel tid har man inddelt Salmernes Bog i følgende 5 dele:
1. bog (Sl 1-41). Ifølge overskrifterne er de alle af David undtagen 1; 2; 10; 33, der er anonyme.
2. bog (Sl 42-72). Hovedsagelig salmer af David, men nogle er også af Kora-sønnerne.
3. bog (Sl 73-89). Især salmer af Asaf, men også af David, Salomo og Kora-sønnerne, samt nogle af anonyme forfattere.
4. bog (90-106). Bortset fra en enkelt af Moses og et par af David er de øvrige anonyme.
5. bog (107-150). Bortset fra en enkelt salme af Salomo består den del dels af Davids-salmer og dels af anonyme salmer.
David siges at være forfatter til 73 salmer, Moses til 1, Salomo til 2, Asaf til 12, Kora-sønnerne til 11 (dog omtales både Kora-sønnerne og ezraitten Heman til Sl 88) og ezraitten Etan til 1. De sidste 50 er anonyme.
De fem bøger i Salmernes Bog skal sikkert svare til de fem Mosebøger. Man har betragtet Salmernes Bog som den gammeltestamentlige menigheds “hymniske svar på lovbogen”. Det er derfor naturligt, at Salmernes Bog indledes med en lovsang om Herrens lov (Sl 1). Når man i synagogen læste et stykke af Mosebøgerne, læste eller sang man et tilsvarende afsnit i Salmernes Bog. Hver af de fem “salmebøger” slutter for øvrigt med en doksologi, en lovprisning. Dog skal vi nok opfatte hele salme 150 som en afsluttende doksologi. Inddelingen i fem bøger er måske foretaget af praktiske grunde af hensyn til Salmernes funktion i gudstjenesten.
Den ældste salme i Salmernes bog stammer fra Moses. De følgende århundreder var i åndelig henseende en fattig tid. Salmedigtningens blomstringstid bryder igennem med kong David. Mange forskere bestrider, at David skulle være forfatter til de salmer, der tillægges ham. Men det er urimeligt at frakende David hans digteriske evner og musikalske begavelse, som GT´s historiske bøger vidner om. Man kan heller ikke bestride hans anordninger og vejledninger vedrørende gudstjenestelivet, som omtales i Krønikebøgerne og hos Ezra og Nehemias. Det er derfor helt naturligt, at netop David, gennem sit omskiftende liv, sine dybe erfaringer i Guds skole, sin kærlighed til musik og sit talent for sang samt sin tætte kontakt til den åndelige reformations mænd som Samuel, Gad og Natan, blev den store sangerkonge, der gennem sine salmer blev til stor velsignelse for Guds folk til alle tider. Mange af Davids salmer passer på begivenheder i hans liv. Hvor det ikke er tilfældet, er det naturligst at antage, at salmen hentyder til en begivenhed, som vi ikke kender. Derimod kan salmer, der i den oprindelige tekst mangler overskrift, godt være forfattet af David. Et eksempel på det er Sl 2, som ifølge ApG 4,25-26 er forfattet af ham. Noget tilsvarende gælder Sl 95 i henhold til Hebr 4,7. Hvad de 50 anonyme salmer angår, kan de meget vel være forfattet over en lang tidsperiode.
Salmerne er sikkert blevet samlet i flere etaper. Derved fremkom flere skriftruller med salmer og bønner af fx David og Asaf (Sl 72,20. 2 Krøn 29,30). Den jødiske tradition siger, at det var Ezra, der til sidst redigerede Salmernes Bog. Samme tradition siger, at det også var ham, som skrev salme 119, Bibelens længste kapitel.
Ligesom salmerne ikke er ordnet kronologisk, er de heller ikke placeret efter indhold. De forskellige bøger indeholder mange forskelligartede salmer, sandsynligvis for at man ved gudstjenesterne kunne få en så alsidig anvendelse som mulig. Det indholdsmæssige fokus i Salmernes Bog bevæger sig fra fortiden (Sl 105-106) til håbet om en kommende herlighed (2; 110). Fra Guds gerninger i naturen (8; 19; 104) til hans undere i loven (1; 19; 119). Fra den dybeste nød (88; 137) til jublende lovsang (23; 103). Med rette er det sagt om Salmernes Bog, at der kan mennesket finde sig selv i en hvilken som helst situation og sindstilstand – glad, mismodig, forurettet, fortvivlet, ensom, søvnløs, ung, gammel, plaget af synd, renset fra skyld, bedende, tilbedende, grædende, jublende osv.
Da den samme salme mange gange rummer flere temaer, er det vanskeligt at foretage en tematisk inddeling. Et forslag er: a. Profetiske (messianske) salmer (2; 22; 23; 24; 110). b. Læresalmer (74; 78; 89). c. Bønnesalmer (5; 59; 83). d. Klagesalmer (10; 44; 74; 109; 130). e. Takkesalmer (9; 18; 30; 34; 92; 116; 124; 129). f. Bodssalmer (6; 32; 38; 51; 102; 143). g. Trøstesalmer (3; 4; 57). h. Hymner (lovprisningssalmer) (29; 33; 47; 65; 100; 103; 104; 113; 135).
I Salmernes Bog sættes der ord på det, mennesker bærer i deres indre. Stærke, ærlige ord. I de historiske bøger er forfatterne ofte anonyme. I de profetiske bøger fokuseres på Guds tale til mennesket. I salmerne åbner mennesker deres hjerte for Gud – og Gud for mennesker. Salmerne taler om, hvad Gud Fader og Gud Søn har på hjerte. Af de over 70 nytestamentlige citater fra 40 forskellige salmer handler ca. 50 om Kristi lidelse, død og opstandelse, og om hvordan evangeliet når alle folkeslag.
Guds folk har til alle tider fundet ord og fundet hjælp i salmernes rigdom. Martyrkirkens blodvidner har søgt trøst og styrke i salmerne. Kirkefædrene blev aldrig trætte af at lovprise dem. Klostrenes folk levede og åndede i dem. Reformatorerne kæmpede, levede og døde med salmeord i tanke og sind.
Alle introduktionerne er skrevet af Flemming Kofod-Svendsen og udgivet i “Bibelens bøger”, Logos Media 2004.
Bragt med tilladelse fra https://blr.dk/resource/introduktioner-til-bibelens-boeger/.
Uddybende noter
| Uddybende noter |
| 1,4 Avner: Tynd skal der omgiver en kornkerne, og som skal fjernes inden kernen kan bruges til føde.1 Korn og avner blev adskilt ved at en tærskeslæde blev trukket over dem, eller ved at de blev banket med en stok, så blev de med kasteskovle (Matt 3,12. Jer 15,7) smidt op i luften. Det tunge korn faldt ned, imens de lette avner blæses bort af vinden. 3 2,9 De egyptiske kongeritualer foreskrev bl.a. at kongen skulle sønderslå lerkar, hvorpå de omkringliggende landes navne stod skrevet, og en tilsvarende praksis kendes fra Mesopotamien. 3 3,3 Sela: Betydningen af dette musikudtryk, der forekommer i 39 salmer, er ukendt. Det angiver muligvis et mellemspil. Andre forslag er: gentagelse, lovprisning, højere toneleje, stilhed for tilbedelse og andet. 2 3,4 Gud løfter mit hoved: udtrykket betyder normalt, at et menneske frikendes i en sag og evt. genindsættes i sin stilling (1 Mos 40,20-21). Udtrykket stammer dog ikke nødvendigvis fra retssproget. Meningen kan også være, at Gud er den, der giver frimodighed (Sl 110,7; 27,6; se også Luk 21,28 og 2 Sam 15,30). 3 3,8 At blive slået på kinden var udtryk for vanære (1 Kong 22,24. Job 16,10. Klages 3,30. Mika 4,14). 3 |
2 https://denfriebibel.dk/ordforklaring.php?ord=Sela
3 Salmernes Bog I, Credo, Jørgen Bækgaard Thomsen, s. 33-48.
Dag 8 – 1 Mosebog 25-27
Rebekka og Isak havde fertilitetsproblemer, og de havde været gift i 20 år, inden de omsider fik tvillinger (jf. 25,20.26). De to tvillinger, Esau og Jakob, blev til to forskellige folk, lovens og løftets folk (jf. Rom 9,10-18). Kap. 26 og 27 rummer eksempler på konflikter, snyd og bedrag. Heller ikke dengang var Guds folk perfekte men Guds løfte forkyndes alligevel gennem folket (26,3-5). Teologen Kenneth Bailey har sammenlignet Esau- og Jakobhistorien med lignelsen om de fortabte sønner (Luk 15,11-32). Se, om du kan finde paralleller her.
| Uddybende noter |
| 25,26 Hans hånd holdt fast om Esaus hæl. Ham gav de navnet Jakob: Navnet “Jakob” minder ikke kun om det hebraiske udtryk for “hæl” (‘aqeb), men har også en bibetydning: “bedrager”. At gribe nogen i hælen var tilsyneladende en talemåde, der betyder “at bedrage”. Motivet med bedrag optræder i en række episoder i forbindelse med Jakob. Isak var tres år gammel: Tvillingerne er født 15 år før Abrahams død, se v. 7-8. Nogle gange i 1 Mos, af specifikke årsager, er nogle begivenheder fortalt ude af kronologisk rækkefølge, som her. |
Dag 9 – 1 Mosebog 28-32
Nu er den tredje patriark, Jakob, i fokus. Laban var virkelig en ”laban” og ødelagde Jakobs og sine døtres kærlighedsliv. Lea og Rakel levede hele livet i et intenst misundelsesforhold, som ses både i fortællingen og måske tydeligst i Leas hjerteskærende navngivning af sine sønner (29,31-35), men også i Jakobs promiskuøse forhold med medhustruerne Zilpa og Bilha. Familieidyllen går for alvor fløjten, da Jakob flygtede med al sin ejendom. Gud velsignede alligevel Jakob og bekræftede ham flere gange i sin omsorg for ham (28,10-15; 31,3.12-13; 32,23-30), så hele historien bliver også et stærkt vidnesbyrd om Guds uransagelige veje midt i menneskers synd.
| Uddybende noter |
| 29,18 Jeg vil tjene hos dig syv år for din yngste datter Rakel: I det gamle nærøsten var det normalt at en kommende ægtemand gav brudens far en betydelig pengegave, kendt som brudeprisen. Jakob angiver, at han er parat til at arbejde for Laban i syv år, og derfor betale for Rakel, hvad der svarer til syv års løn. 31,19 Stjal Rakel sin fars husguder: “Husguder” oversættes på hebraiske til terapim. På trods af at de bliver nævnt ret ofte i Bibelen, er kendskabet til disse genstande svagt, og udtrykket oversættes ofte som “billeder/afguder”. I dette tilfælde, da Laban senere omtaler dem som “guder” i v. 30, kan de have været små figurer, der forestiller bestemte guder. Fortælleren forklarer ikke, hvorfor Rakel tog sin fars “guder”. Måske troede hun at dette ville forhindre ham i at bruge deres magt til at overvinde Jakob. Måske troede hun, at de ville bringe hende held. Måske ville hun kun have dem for deres værdi, da de måske var lavet af kostbart metal. Uanset årsagen bliver det senere tydeligt, at Jakob ikke havde kendskab til deres uretmæssig tilegnelse (v. 32). |
Dag 10 – 1 Mosebog 33-36
Efter mange års adskillelse mødtes brødrene Jakob og Esau igen. Der var forsoning, men ikke fuldkomment. 33,16-17 antyder, at brødrene muligvis aldrig så hinanden igen, da Esau tager til Se’ir og Jakob til Sukkot. Skændselsdåden i kap. 34 problematiserede indgangen i landet, men Jakob fik i kap. 35 endnu en bekræftelse fra Gud (35,11-12) på, at han var den velsignede, og at Gud ville give ham landet. Jakobs yndlingshustru, Rakel, døde i barselssengen under fødslen af Benjamin, den 12. og sidste søn, hvorved tallet på stammerne blev fuldstændigt (jf. de 12 disciple og se Åb 7,5-8).
Dag 11 – 1 Mosebog 37-41
Josef-historien er bevægende og udstiller på én gang menneskets grænseløse syndighed og Guds vidunderlige nåde. Josef husker vi nok som et offer for brødrenes og andres ondskab, men han var også selv med til at skabe misundelsen (37,2.5.9). Tamar er en af de mange kvinder, som let overses, men som gennem lidelse blev stammoder til Kristus (Matt 1,3). Gud gik med Josef igennem seksuelle fristelser (kap. 39) og fængsling (kap. 40) og gav ham både en fremtrædende stilling og børn. Børnenes navne viser, at børnebørnene har været et lyspunkt i mørket (40,50-52).
Dag 12 – 1 Mosebog 42-45
Josefs tålmodighed med og kærlighed til sine brødrene er aldeles gribende, og historien er fortalt meget levende. Josef bliver et stærkt forbillede for os i mødet med modgang, og desuden et billede på Kristus, fx med ordene: ”Gud har sendt mig i forvejen til livets opretholdelse”. “Gud vendte det onde til det gode” giver udtryk for Josefs forståelse af hele forløbet og sin stærke tillid til Gud. Læg mærke til Juda (stamfader til Kristus), der i kap. 44,18ff tilbyder sig som ”Kristus” / barmhjertig samaritaner for den yngste søn, Benjamin.
Dag 13 – 1 Mosebog 46-50
Her begyndte israelitternes 430 års historie i Egypten (jf. 2 Mos 12,40-41). Jakob MÅTTE møde sin søn, inden han døde – og det lykkedes. Endda sine børnebørn så han. I kap. 49 velsignede Jakob sine 12 sønner. Læg igen mærke til Juda, som bar sceptret og staven – indtil ”herskeren” (Messias) kommer. Du er også blevet velsignet, for nu har du læst den første bog i Bibelen – tillykke med det!
Dag 14 – Salmerne 4-6
I disse 3 Davidssalmer får vi et enestående indblik i Davids bønsliv. David var presset af modgang og gik til Gud med fuld tillid til, at han kan hjælpe. Sl 6 er den første af “de 7 bodssalmer” (én til hver ugedag i fasten), hvor David bekender sine synder.
Uddybende noter
| Uddybende noter |
| 4,1 Strengespil: Strengeinstrumenterne var harpe og citer. 1 5,1 Fløjtespil: Skalmaje. 2 6,1 Al-ha-sheminit: Meningen med dette udtryk er ukendt, det drejer sig formodentlig om en melodiangivelse. Ordret betyder det: på den ottende. Der kan være tænkt på et ottestrenget instrument. Alternativt henvises der til 1 Krøn 15,20-21, hvor det sammenstilles med udtrykket al-alamot, der forstås som sopran, højt stemmeleje (jf. til Sl 46,1), mens al-ha-sheminit så skal betegne dybt stemmeleje (en oktav dybere), evt. bas. 2 Salme 6 Bodssalmer er de salmer i Salmernes Bog, hvis fælles tema er syndserkendelse og bøn om forladelse; det drejer sig efter oldkirkelig tradition om nr. 6, 32, 38, 51, 102, 130 og 143. I den katolske kirke bliver bodssalmerne reciteret ved liturgiske bodsandagter. 3 |
2 Salmernes Bog I, Credo, Jørgen Bækgaard Thomsen, s. 56-63.
3 https://denstoredanske.lex.dk/bodssalmer
Dag 15 – Markus 1-2
Velkommen til Markusevangeliet, der begynder med Jesus som 30-årig i Judæas ørken. Det er det korteste og efter manges opfattelse ældste evangelium af de fire. 1,14-15 kan man kalde ”Jesu programerklæring”, som skød hele hans tjeneste på jorden – og nu i Himlen – i gang. Han har ikke ændret på sit kald, ”Følg mig”, siden dengang (jf. 1,16-20). Resten af kap. 1 er ”Jesu første arbejdsdag”, som var hektisk – og krævede tidlig bøn (ligesom du er i gang med nu). I kap. 2 sprængte Jesus ALLE grænser for opførsel, kultur og teologi – til forargelse for de retfærdige, men med uendeligt godt budskab til syndere.
Indledning til Markusevangeliet
Markusevangeliet er en kortfattet, intens fortælling om Jesus, menneskets tjener og Guds søn.
Ordet ”straks” går igen og pepper fortællingen op.
Introduktion
Markusevangeliet er en beretning om Jesu liv, død og opstandelse. Evangeliet fortæller ikke, hvem der er forfatteren, men en enig tradition siger, at det er Markus. Hans fulde navn var Johannes Markus, og han var fra Jerusalem. Han har fra begyndelsen haft god forbindelse med de kristne, fordi hans mors hus var mødelokale for den ældste menighed (ApG 12,12). Selv havde han tæt kontakt med både Paulus og Peter. Han var fx med på Paulus’ første missionsrejse, ligesom han var sammen med Paulus under hans fangenskab i Rom (ApG 13,5; Kol 4,10). Peter kaldte ham “min søn Markus” (1 Pet 5,13), og traditionen fortæller, at Markus også var på rejse med Peter og stod ham nær. Endelig var han fætter til Barnabas (Kol 4,10). Han havde således gode forudsætninger for at skrive et evangelium. Ifølge den ældste tradition er det især Peter, der har været hans kilde.
I begyndelsen blev frelsesbudskabet overleveret mundtligt, og det er usikkert, hvor lang tid der gik, før man fik de første skriftlige gengivelser af apostlenes Kristus-vidnesbyrd, men Lukas omtaler flere kilder (Luk 1,1-3). Behovet for et skrevet evangelium opstod gradvist med dannelsen af nye menigheder. Med den stærke ekspansion i 40-erne og 50-erne har behovet været der allerede 10-15 år efter Jesu død og opstandelse. Ud fra denne vurdering kan Markusevangeliet være skrevet allerede omkring år 50. Markus var efter alt at dømme den første, der gav evangeliefortællingen en skriftlig form, og hans skrift har sikkert hørt til de kilder, Lukas kendte (Luk 1,1-33). Den oldkirkelige tradition er ikke entydig, når det gælder affattelsestiden. I Mark 13,14 forudsiger Jesus templets ødelæggelse, og da Markus ikke kommenterer dette, har han nok skrevet før krigen mod romerne (66-70 e. Kr.). Ifølge traditionen skrev Markus sit evangelium i Rom.
Markus skrev primært sit evangelium med tanke på hedninger. Når han omtaler jødiske skikke, forklarer han dem for sine læsere. Han oversætter aramaiske ord og bruger ofte latinske udtryk eller oversætter græske betegnelser til latin. Han har nok især som sine læsere tænkt på mennesker, der brugte latin som dagligsprog. Måske navnlig kristne i Rom. Markus hensigt med evangeliet er ifølge åbningsverset at give en fremstilling af Jesus Kristus som Guds søn. Disciplenes bekendelse til Jesus som Guds søn og Jesu forudsigelse af sin lidelse, død og opstandelse hænger nøje sammen hos Markus.
Markusevangeliet kan inddeles:
1. Indledning – Døberen, Jesu dåb og Jesu fristelse (Mark 1,1-13)
2. Jesu virksomhed i Galilæa – Gudsrigets nærhed (Mark 1,14-8,26)
3. Jesus på vandring mod Jerusalem – Kristusbekendelse og lidelsesforudsigelser (Mark 8,27-10,52)
4. Jesus i Jerusalem – stridssamtaler og Jesu tale om de sidste tider (Mark 11,1-13,37)
5. Jesu lidelse, død og opstandelse (Mark 14,1-16,20).
Alle introduktionerne er skrevet af Flemming Kofod-Svendsen og udgivet i “Bibelens bøger”, Logos Media 2004.
Bragt med tilladelse fra https://blr.dk/resource/introduktioner-til-bibelens-boeger/
Rammerne omkring Markusevangeliet
Begivenhederne i Markusevangeliet finder næsten udelukkende sted i nærheden af Palæstina, et område der strækker sig omtrent fra Cæsarea Filippi i nord til Beersheba i syd. På denne tid blev det styret af Romerriget. Bogen åbner med Jesu dåb af Johannes under Pontius Pilatus og tetrarkerne Antipas og Filips styre, og den afsluttes med Jesu død og opstandelse omkring tre år senere.
| Uddybende noter |
| 2,4 Et fladt tag kunne tilgås udefra. Det bestod af grene eller pinde, kombineret med ler, og Lukas tilføjer den detalje at dette tag også havde “tegl”, som blev brugt på nogle huse på det tidspunkt. 2,14 Levi (kaldet “Matthæus” i 3,18) opkrævede skatter og samarbejdede derfor med Herodes Antipas, som til gengæld samarbejdede med Romerriget. Som den besættende politiske magt i det jødiske land; Palæstina, blev Rom og alle der samarbejdede med Rom, foragtet af fromme jøder. Skattesystemet var korrupt, og de fleste skatteopkrævere skummede penge fra skatterne til sig selv. “langs søen” (Mark 2,13) og “i hans hus” (v. 15) tyder på at den skattebod som Levi brugte, lå ved Genesaret Sø og blev derfor brugt til at beskatte fiskere. |
Dag 16 – Markus 3-5.20
Nogle tror, at Guds rige kom fikst og færdigt med Jesus fra begyndelsen af – men Guds rige var og er en proces. I kap. 1 kaldte Jesus fire disciple, og først nu samlede han de 12, som skulle være apostle. Læg mærke til rækkefølgen (3,13-15): 1. Være sammen med Jesus. 2. Udsendt for at prædike og helbrede. Kap. 4 er grundlignelsen om Guds ord (den første lignelse i alle de tre første evangelier), og efter to lignelser mere gik turen til hedningeland. Som en anden dæmon rejste stormen sig, og Jesus stillede stormen både på søen og i den besatte mands liv.
| Uddybende noter |
| 3,6 Farisæerne havde ikke meget tilfælles med herodianerne (tilhængere og medarbejdere af Herodes Antipas fra Galilæa og det herodiske familiedynasti). Disse to grupper holdt imidlertid råd sammen (jf. Sl. 2,2) for at få ham slået ihjel (Mark 14,1-2). 4,38 Sov på en hynde er en øjenvidnedetalje, som kun findes i Markusevangeliet, og er uden tvivl formidlet til ham personligt fra Peter (se indledning). Jesu søvn indikerer mangel på frygt og også stor træthed, en påmindelse om hans sande menneskelighed. Disciplenes frygt for at gå under er større end deres tillid til Jesu nærvær (se v. 40). 5,9 Legion er mit navn: En legion var den største enhed i den romerske hær og havde ved fuld styrke 6.000 soldater. Det betyder ikke nødvendigvis at der var 6.000 dæmoner i manden, kun at der var rigtig mange. 5,11 På grund af hellenistisk indflydelse er ceremonielt urene grise ingen overraskelse i den ikke-jødiske Dekapolis-region. |
Dag 17 – Markus 5.21-6
”Hjemme” i Israel igen havde rygtet om Jesus bredt sig, og skaren samlede sig om ham. Jesus reagerede på ”de hjælpeløses tro” – i kap. 5 Jairus’ datter og kvinden med blødninger. Samtidig holdt Jesus sin identitet skjult, da tiden endnu ikke var inde og samtiden var fyldt med falske Messias-forventninger (også i hjembyen Nazaret (6,1-6)). Johannes Døberen måtte lade livet for sin uforbeholdne kritik af kong Herodes’ udenomsægteskabelige forhold til Herodias, og samtidig fortsatte Jesus sin gerning med bespisningsunderet og vandringen på søen. Læg mærke til, at selv Jesus havde brug for bøn (6,31.46) – hvor meget mere har vi så ikke!
| Uddybende noter |
| 5,38 En larmende hob, som både græd og jamrede afspejler højlydt dyb sorg over døden. Men nogle i mængden er professionelle sørgende, som var en nødvendig tilstedeværelse selv ved begravelser for de fattige. |
Dag 18 – Markus 7-8.26
Hvor kommer det rene og urene fra? Måske er vi i vores sundhedsorienterede tid gået tilbage til en farisæistisk forståelse (7,18-19), men se Jesu radikale tale om syndens ophav i vores hjerte (7,21-23) og lad os spejle os i den. Jesus helbredte fortsat i hedningeland (7,24-30) og i Israel (7,31-37), og igen gik tiden hos Jesus hurtigt, så de manglede mad. Ved første bespisningsunder i Israel (kap. 6) var der 5.000 mænd og 12 kurve til overs, og her i hedningeland var der 4.000 og 7 kurve til overs. Måske handler det om, at der i Jesus er brød nok til hele Israel (12 stammer) og til alle folkeslag (7-tallet).
| Uddybende noter |
| 7,10-13 Ær din far og din mor!: (jf. 2 Mos 20,12; 21,17; 5 Mos 5,16). Ingen sætter spørgsmålstegn ved vigtigheden af denne lov i de ti bud; at se bort fra den blev straffet med døden i det gamle Israel. En del af at ære sin far og mor er at tage sig af dem, både økonomisk og personligt, i deres alderdom. Jødisk tradition tillod dog at midler, der oprindeligt var dedikeret til forældrenes omsorg, kunne erklæres Korban (hebraisk/aramæisk for lovligt “viet til Gud”; jf. 3 Mos 1,2; 2,1), hvilket betyder, at personen ikke længere ville være forpligtet til at gøre noget for sin far eller sin mor. Disse midler kunne nu gives til templet hvis det ønskes. Sådanne menneskelige traditioner giver således plads til det menneskelige hjertes fordærvelse, direkte i modsætning til Moseloven, som så ofte tjener til at beskytte de svage og hjælpeløse, og i dette tilfælde; forældre i deres svage alderdom. “Korban”-traditionen er et eksempel på at se bort fra og afvise de mere vigtige aspekter af den mosaiske lov. |
Dag 19 – Markus 8.27-10
Den lange rejse til Cæsarea Filippi, Hermonbjerget (9,1-8), tilbage til Kapernaum og videre mod Jerusalem kan kaldes én lang uddannelsesrejse for disciplene, hvor Jesus forsøgte at åbne deres øjne for, hvem han var og hvad han skulle. Tre gange (kap. 8,9 og 10 omkring v. 30) forudsagde Jesus sin lidelse, død og opstandelse, og de så Jesus forklaret på bjerget. Desuden underviste han om efterfølgelse, skilsmisse og rigdom. Samtidig talte han om sandt discipelskab og fremhævede børnene (10,13-16) og tjenerrollen (10,41-45), som han selv valgte. Disciplenes øjne åbnedes meget langsomt (jf. 8,17-18), hvorimod den blinde Bartimæus’ øjne åbnedes på stedet – blot med råbet: “Davids søn, forbarm dig over mig”!
| Uddybende noter |
| 10,46 Det gamle Jeriko (Tell es-Sultan) nær pilgrimsstien til Jerusalem var måske ikke længere befolket på Jesu tid. Det nyere, Jeriko (Tell Abu el-Alajik) lå sydøst for pilgrimsstien og tjente som mødested for pilgrimme. For at nå dette nye Jeriko fra pilgrimsvejen, skulle man rejse den samme vej frem og tilbage. Dette kan forklare de små forskelle mellem Markus beretning og Matt 20,29 og Luk 18,35. Helbredelsen sker, når Jesus går tilbage til pilgrimsvejen fra Jeriko (jf. Matt 20,29; Luk 18,38). |
Dag 20 – Markus 11-12
Markus vier omkring 1/3 af sit skrift til den sidste uge i Jesu liv. Situationen spidsede til, og vi kender allerede disciplenes tanker fra 10,32. Jesus står foran den afgørende påskeuge. Allerede indtoget i Jerusalem havde messianske implikationer som en opfyldelse af profetierne (Zak 9,9; Sl 118,25-26), og diskussionerne med farisæerne gik på hans identitet. Mange var forvirrede og spurgte Jesus, men han holdt kortene tæt ind til kroppen indtil det afgørende tidspunkt (14,62). Både tempelrensningen og lignelsen om de onde vinbønder er domstale, som ramte den (og vor) tids religiøsitet som en hammer. Samtidig udfordrede Jesus alle og sagde: “Tro på Gud” (11,23).
| Uddybende noter |
| 11,2 Et føl, som står bundet: Matt 21,2 nævner også at et æsel var med føllet, men Markus nævner kun føllet, hvilket var vigtigst fordi Jesus skulle ride på det. 12,42-44 Småmønter: (Græsk. lepta [flertal]; en lepton var en jødisk mønt til en værdi af omkring 1/128 af en denar, hvilket var en dagsløn for en arbejder) vurderes til en brøkdel af en øre. Den fattige enke gav mere end alle de rige ifølge Gud, for hun gav alt hvad hun havde, mens de rige gav af deres overskud. |
Dag 21 – Salmerne 7-9
I dag læser vi tre salmer af kong David. I Sl 7 veksler David mellem tillid til Gud og klage. Overvej, om vi har en tendens til at blande det hele sammen og så ikke få ”udøst vort hjerte” for nogen af delene. Sl 8 er en tak for Guds skaberværk og mennesket som kronen på værket. Salmen tolkes kristologisk (= overføres på Kristus) i Hebr 2,6-8 og 1 Kor 15,27. Sl 9 handler om Guds styrke og menneskers svaghed. Vi kan bede v. 21 for os selv: ”Herre, indgyd folkene (os) frygt, så de forstår, at de kun er mennesker”.
Uddybende noter
| Uddybende noter |
| 7,1 Shiggajon er formodentlig navnet på en digttype, ordets betydning er ukendt. 2 3 Bibelen fortæller ingen steder om denne strid eller om nogen Benjaminit ved navn Kush. 2 8,1 Al-ha-gittit er et musikudtryk af ukendt betydning. 1 2 3 Salme 9 Sl 9 og Sl 10 står i vores Bibel som to selvstændige salmer. Det gør de også i den hebraiske grundtekst, mens Septuaginta (den gamle græske oversættelse) og Vulgata (den latinske kirkebibel) anfører dem som én salme. Derfor har en del Bibler en anden nummerering af alle følgende salmer indtil Sl 147, der er delt i to, så resultatet i alle tilfælde er 150 salmer. Årsagen er, at Sl 9 og Sl 10 tilsammen udgør et alfabetisk digt, hvor de to første vers begynder med det hebraiske a, de to næste vers med b osv. Skemaet er ikke konsekvent gennemført, men digtformen er helt klar. Det er en hebraisk form for poesi. Man brugte ikke enderim, som vi gør det, men gentagelse, billeder og sindrige konstruktioner. Der er 9 alfabetiske salmer i Salmernes bog (9; 10; 25; 34; 37; 111; 112; 119; 145), hvoraf 4 er af David. 1 9,12 Zion var stedet hvor Herren ville bo, og hvor templet blev bygget (1 Kong 8,1-11). 1 9,15 Zions datter er Jerusalem, dens befolkning og dem, der søger til tempelområdet (jf. v. 12). Porte er de steder, hvor menneskemylderet er størst, og hvor mange derfor vil høre vidnesbyrdet og jubelen. 2 9,17 Betydningen af Higgajon er ukendt, det kan måske angive et stille mellemspil (i Sl 92,4 er det oversat strengespil). Sela: Ordets betydning; se note til Sl 3,3 ved dag 7. 2 9,21 Sela: Det er det eneste sted hvor Sela står ved slutningen af en salme. Det afspejler formodentlig at Sl 9 og Sl 10 hørte sammen ved gudstjenesten. Ordets betydning; Betydningen af dette musikudtryk, der forekommer i 39 salmer, er ukendt. Det angiver muligvis et mellemspil. Andre forslag er: gentagelse, lovprisning, højere toneleje, stilhed for tilbedelse og andet. (Note fra Sl 3,3). |
2 Salmernes Bog I, Credo, Jørgen Bækgaard Thomsen, s. 67-84.
3 DO92 note.
Dag 22 – Markus 13-14
Midt i den hektiske påskeuge gav disciplenes beundring af templets storhed Jesus mulighed for at fortælle om de sidste tider. Han forberedte sine disciple på trængselstider. Der skulle komme falske profeter, modgang og naturkatastrofer – men de skulle også få givet ord, styrke og tegn til at vente med længsel og forventning. Alle tegn har indtruffet forlængst, og nu (for)venter vi Herren Jesus når som helst. I kap. 14 mærker vi Jesu omsorg (salvningen, nadveren, Getsemane) for sine disciple, som endnu ikke forstår hans gerning, men prøver så vidt muligt at holde deres løfter (14,31). Til sidst faldt også Peter, og hvad der skete, når du bladrer om til kap. 15 og frem, handler alene om Jesu gerning for os.
| Uddybende noter |
| 13,1 Herodes den Store udvidede det andet tempel til omkring dobbelt størrelse af Salomos tempel. 14,30 Før hanen galer to gange: Hver morgen galede haner et antal gange, adskilt af et par minutter. Jesus specificerer her de to første (jf. v. 72). Matthæus, Lukas og Johannes henviser imidlertid til hele tidsperioden med adskillige gal. 14,52 Gav slip på lagnet: Denne hændelse er kun nedskrevet i Markusevangeliet, hvilket får mange kommentatorer til at tro, at det er Markus selv, forfatteren til dette evangelium, der var denne unge mand, men at han af beskedenhed ikke medtog sit eget navn. |
Dag 23 – Markus 15-16
Jesus var helt alene – alle disciplene havde svigtet ham, og til sidst så kun nogle kvinder (bl.a. hans egen mor – 15,40-41) til på afstand. Det var fredag morgen, og retssagen mod Jesus havde stået på i løbet af natten. Ligesom for det jødiske råd (14,62) afslørede Jesus sin identitet som Kristus og jødernes konge. Nu kunne det blive klart for alle, at Messias ikke skulle herske, men kom for at lide og dø. Jesu menneskelighed skinner igennem i det sidste råb på korset, som Markus har refereret (jf. dog Luk 23,46 og Joh 19,30). Ikke nok med, at alle mennesker havde forladt Jesus, nu gjorde Gud det også – treenigheden sprænges, og Jesus dør alene. “Ham, der ikke kendte til synd, har han gjort til synd for os, for at vi kunne blive Guds retfærdighed i ham”, 2 Kor 5,21. Opstandelsen i kap. 16 har væltet disciplenes verden. Det ses bl.a. af v. 8, som formentlig er Markus’ afslutning på evangeliet (og v. 9-16 en senere tilføjelse). Kristus er opstået – og du har læst det første og ældste af de fire evangelier. Tillykke med begge dele!
| Uddybende noter |
| 15,23 Vin krydret med myrra har en mildt bedøvende effekt, Jesus ville ikke tage denne blanding. 15,27 De to røvere der blev korsfæstet sammen med Jesus opfylder profetien: “blev regnet blandt lovbrydere” (Es 53,12). Lukas alene fortæller, at en af de to røvere engang senere omvendte sig og udtrykte tro på Jesus (Luk 23,39-43). |
Dag 24 – 2 Mosebog 1-4
2 Mosebog hedder på latin “Exodus”, som ordret betyder “vej ud”. Vi skal følge en underfuld historie, som har formet det jødiske folks identitet lige siden og samtidig har mægtige implikationer for vores kristne tro. Exodus er Guds løsning for det folk, som er presset op mod havet / muren / synden / døden. Gud har “set”, “hørt”, “lagt mig på sinde” (3,7). Vi følger her i fire kapitler Moses’ liv fra fødsel og opvækst i Egypten over flugt ud i ørkenen i 40 år, indtil han til sidst som 80-årig rejste tilbage til Egypten med et klart budskab fra “JEG ER” (jf. Jesu “jeg er-ord”, som vi skal møde senere i Johannesevangeliet). Moses var på ingen måde perfekt, hvilket måske ses klarest i 4,24-26, hvor Sippora hjalp Moses til at rette op på et alvorligt svigt i gudsforholdet, nemlig den manglende omskærelse. Glæd dig til 2 Mos – et sandt drama begynder..
Indledning til 2 Mosebog
2 Mosebog fortæller historien om Guds udfrielse af Israels folk fra slaveriet i Egypten. Gud ledte folket til Sinajs bjerg og stiftede pagt med dem.
2 Mosebog har Egyptens 10 plager med, og desuden den første påske, vandringen gennem Det røde Hav, de 10 bud og Åbenbaringsteltets indretning.
Bogen følger historien fra udvandringen fra Egypten til ankomsten på Sinaj, hvor Gud skrev loven på to stentavler.
Introduktion
Da Jakob og hans sønner kom til Egypten, fik de lov at bosætte sig i det frugtbare land Goshen, der ligger i den østlige del af Nilens delta (1 Mos 47,6). I alt boede deres efterkommere 430 år i Egypten (2 Mos 12,40-41). Egypten var den gamle verdens bedst organiserede stat, hvor kunst, litteratur, arkitektur og industri havde nået en høj udvikling. Vi ved ikke meget om denne del af Israels historie, men mellem Første og Anden Mosebog ligger der antagelig en periode på to-tre århundreder: fra Josefs død til begyndelsen af Israels slavetilværelse. I dette tidsrum er efterkommerne af den ene familie, der brød op fra sit hjemland, blevet så mange, at de i virkeligheden skal betragtes som et helt folk (1,7).
De første kapitler er beretningen om trældom og tunge tider under egypterkongens herredømme. Der var nemlig kommet en ny konge, som ikke kendte til Josef (1,8); det betyder sikkert et nyt dynasti, der stod for en anden politisk holdning. Nu blev det israelitiske folk betragtet med skepsis, ja man gjorde dem direkte til slaver (1,11). Men resultatet blev, at folket voksede endnu mere. Da prøvede egypterkongen med en etnisk udrensning ved at påbyde, at alle drengebørn skulle slås ihjel umiddelbart efter fødslen. Gud greb imidlertid ind efter sit løfte til folkets første fædre og forberedte udfrielsen. Ifølge 1 Kong 6,1 skete israelitternes udvandring 480 år før man begyndte at bygge Herrens tempel. Det skete i kong Salomos fjerde regeringsår (1 Kong 6,37), og han var tiltrådt 970 f. Kr., så udvandringen må være sket år 1446 f. Kr.
Den bærende søjle i Anden Mosebog er åbenbaringstanken. Vi møder en absolut tro på Guds nærvær og indgriben i verden. I hver enkelt begivenhed i folkets liv ser vi Guds hånd. I kærlighed følger han sit folk. Han ser sit folks lidelse, hører deres klageskrig og stiger ned for at redde dem (3,7-8). Udfrielsen sker under et offerdyrs blod (12,7.13). Men Gud, der vil bo iblandt sit folk, er også hellig og vil tilbedes og tjenes af et helligt folk.
Anden Mosebog indeholder de to afgørende begivenheder i Israels historie – udfrielsen af Egypten og lovgivningen på Sinaj – og kan inddeles:
1. Trældommen i Egypten og forberedelsen af befrielsen (2 Mos 1,1-12,51).
2. Udfrielsen og vandringen mod Sinaj (2 Mos 13,1-18,27).
3. Pagtslutningen på Sinaj med modtagelsen af De ti bud og pagtsbogen (2 Mos 19,1-24,18)
4. Tabernaklet og offertjenesten/præstetjenesten (2 Mos 25,1-31,18)
5. Frafaldet (guldkalven) og fornyelsen af pagten (2 Mos 32,1-34,35)
6. Forskellige påbud og forskrifter (2 Mos 35,1-40,38).
Alle introduktionerne er skrevet af Flemming Kofod-Svendsen og udgivet i “Bibelens bøger”, Logos Media 2004.
Bragt med tilladelse fra https://blr.dk/resource/introduktioner-til-bibelens-boeger/
Rejsen imod Sinajs bjerg
1446 f.Kr.
Blandt de mange teorier om ruten for udvandringen, anses den traditionelle rute til Djebel Musa af mange forskere for at være den mest plausible. Fra Ramses rejste israelitterne til Sukkot, men disse to steder er de eneste som er identificeret med sikkerhed. Derfra rejste de til Etam ogPi-ha-Kirot, hvor de krydsede Det Røde Hav. Derfra rejste de til Mara, Elim, Refidim og til sidst til Sinaj-bjerget.
Dag 25 – 2 Mosebog 5-8
At træde frem foran selveste Farao har ikke overraskende fyldt Moses med frygt – men gradvist, med Guds indgriben, voksede hans mod. Det kan minde os om, at Gud bruger svage og syndige mennesker i sin tjeneste – han har (med undtagelse af Jesus) faktisk aldrig brugt andre. Gud virkede med “stærk hånd” (3,19; 6,1), så Farao – og senere vi – indser, hvor tåbeligt og umuligt det er at gå op imod Guds vilje og frelsesplan. At gøre det havde konkrete konsekvenser for Farao – og evige konsekvenser for os. Gud gav løfter til Moses i hobetal – om at tage folket til sig og føre dem til det lovede land.
| Uddybende noter |
| 5,18 Hakkelse: er en betegnelse for fintsnittet halm. 6,12 Jeg er uomskåret på læberne (jf. v30). Det er vanskeligt at afgøre om Moses har til hensigt at sige noget andet end at “jeg har ikke ordet i min magt… Jeg har svært ved at udtrykke mig i ord” (4,10). Ordvalget kan være en henvisning til hændelsen der involverer omskæring i 4,24-26. Hvis det er tilfældet, kunne Moses antyde at han ikke kun føler sig fysisk ude af stand til at tale (4,10), men også føler sig personligt uegnet eller “uren” til at udføre opgaven (jf. Es 6,5). |
Uddybende noter oversat fra ESV Study Bible, Crossway
Dag 26 – 2 Mosebog 9-12
Plagerne fortsatte med tiltagende styrke. Faraos forhærdelse kom både fra ham selv og Gud – og forhærdelsestanken tager Paulus op i Rom 9,14-18. 2 Mos 9,16-17 og 10,1-2 er central for forståelsen af Guds handling. Den sidste plage forberedtes af Gud og skulle blive til evigt minde for israelitterne – og os. Med blodet på dørstolperne ville folket blive skånet, forbigået. Ordet “Pesach” (påske) betyder “forbigang” og kan forstås både om englens forbigang den nat og Kristi offer på korset (jf. 1 Kor 5,7; Åb 5,12). En af betegnelserne på Jesus er netop “Lammet”. Kap. 12 er EXODUS – udgang af Egypten efter 430 års ophold. Bemærk 12,46, som opfyldes på korset (Joh 19,36).
| Uddybende noter |
| 12,5 Lydefri: uden skavanker eller mangler. 12,22 Isop: En pjusket busk, der bruges som børste i en række rensningsceremonier (se 3 Mos 14,4-7; 4 Mos 19,6, 18; Sl 51,9; jf. Joh 19,29). |
Uddybende noter oversat fra ESV Study Bible, Crossway
Dag 27 – 2 Mosebog 13-15.21
Overvej, om drabet på de førstefødte i Egypten modsvares af Jesu korsfæstelse og død – og overgangen over Det røde Hav af Jesu opstandelse?! Det kan ikke beskrives, hvor meget vi kan lære om Gud gennem ørkenvandringen, især hvis man selv kender til at gå gennem svære ting, kan forestille sig israelitternes frustrationer og er åben for Guds ledelse. Nogle af de kommende kapitler er lange og omstændelige (kan opleves som en “ørkenvandring”), men tag en bid ad gangen, så går det. Dagens læsning er den korte vej fra Egypten til Det røde Hav og den underfulde overgang over havet. Evangeliet skinner tydeligt igennem, særligt 13,21-22 ; 14,13 og den store lovsang i kap. 15. Paulus forklarer i 1 Kor 10,1-4 (ja, helt til v. 13), at folket i ørkenen stod over for Kristus selv.
Dag 28 – Salmerne 10-12
Alle tre salmer til i dag er “klagesalmer”. Salmisten stod i modgang over for fjender, som hånede ham og forfulgte ham. Vi kan formentlig genkende os i mange formuleringer, om ikke andet I forhold til vores sjælefjende Djævelen, som hvisker løgne i ørerne på os, fx “Gud er ikke til” (10,4). Spørgsmålet er: “Når grundvoldene vakler, hvad gør da den retfærdige?” (11,4). Hun / han klager sin nød til Gud og tager sin tilflugt til ham (11,1). Martin Luther har lært os, at “Herren” er Jesus. Læs salmerne med det fortegn, og de stråler nu med endnu større herlighed.
Uddybende noter
| Uddybende noter |
| Salme 10 Sl 10 har ingen overskrift, fordi den formelt er digtet sammen med Sl 9 som et alfabetisk digt. (Se note til Sl 9 på dag 21). Sl 10 begynder i grundteksten med det hebraiske bogstav for l. 1 Salme 12 Sl 12 er gendigtet af Martin Luther: Ak, Gud, fra himlen se herned. 1 12,1 Al-ha-sheminit: Meningen med dette udtryk er ukendt, det drejer sig formodentlig om en melodiangivelse. Ordret betyder det: på den ottende. Der kan være tænkt på et ottestrenget instrument. Alternativt henvises der til 1 Krøn 15,20-21, hvor det sammenstilles med udtrykket al-alamot, der forstås som sopran, højt stemmeleje (jf. til Sl 46,1), mens al-ha-sheminit så skal betegne dybt stemmeleje (en oktav dybere), evt. bas. (Note fra Sl 6,1) 12,17 Lutre: Rense eller raffinere, især malm og legeringe. 2 Diglen: Beholder som er fremstillet af et varmebestandigt materiale, og som bruges ved smeltning, glødning eller andre kemiske processer der foregår ved høj temperatur. 3 |
2 https://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=lutre
3 https://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=diglen
Salme: Ak, Gud, fra himlen se herned. (Martins Luthers gendigt af Sl 12)
Ak Gud, fra Himlen se herned
1
Ak Gud, fra Himlen se herned,
dig over os forbarme!
Så få af dig at sige véd,
i trængsel er vi arme.
Dit ord man ej vil lade stå,
og troens lys fluks ud vil gå
hos alle folk på jorden.
2
De lærer idel tant og svig,
af egen kløgt udspundet,
thi hjertet ej enfoldelig
i Herrens ord er grundet.
Én vil det så, en anden så,
så mange veje går de på,
med sandheds skin de pranger.
3
Når Gud vil rykke op med rod
falsk hellighed og lære,
da siger de med trodsigt mod:
Hvem vil mod os vel være?
Vi har jo magt i pen og mund,
vort ord skal gælde allen stund
trods den, det vil forhindre!
4
Dog Gud han siger: Nu jeg vil
min kirke mig antage
og bøje øret nådig til
dens sørgesang og klage.
Lad fjenderne kun komme frem,
mit ord skal trøstigt møde dem
og fri min lille skare!
5
Som sølvets ægthed prøves grant
ved ildens hede lue,
og, prøvet så, for vist og sandt
helt ædelt er at skue,
så prøves og ved kors Guds ord
og skinner da på mørken jord
i al sin glans og styrke.
6
Bevar dit ord, o fromme Gud,
fra uren lærdoms plage,
og lad dets stråler bryde ud
i disse onde dage!
Vi giver, Gud, os dig i vold:
Du er vort værge og vort skjold,
for dig skal hovmod falde.
Mel.: Erfurt 1524
Af dybsens nød, o Gud, til dig
Sl 12
Martin Luther 1523. (Dansk 1528).
W.A. Wexels 1840.
www.dendanskesalmebogonline.dk
Dag 29 – 2 Mosebog 15.22-18
Nu begyndte vandringen sydpå mod Sinaj, som tog 2-3 måneder (resten af vandringen tog 40 år!). Gennemgående temaer er israelitternes utilfredshed (15,24 ; 16,2 ; 17,2) og vantro (16,20.27) – og på den anden side Guds prøvelse (15,25b-26) og ledelse (17,11-12.16). Mon ikke det er genkendelige temaer fra vores liv?! I Kap. 18 mødte Moses igen sin kone, som tidligere havde reddet ham fra døden (2 Mos 4,24-25), og sin svigerfar, som hjalp ham mod stress til at organisere rettergang. Moses skulle selv være “Højesteret” og lade andre om mindre sager.
Dag 30 – 2 Mosebog 19-22
Sinajs bjerg er lovens og pagtens sted – begreber, som har betydning i al form for religion og livsanskuelse, også for jødisk / kristen tro. Modsat al anden religion er udgangspunktet evangeliet: “I har selv set, hvordan jeg bar jer på ørnevinger og bragte jer herhen til mig” (19,4) og “Jeg er Herren din Gud, som førte dig ud af Egypten, af trælle-huset” (20,1). Gud ville holde folket fast hos ham, så de forblev hans ejendom, 19,5-6. Guds lov er redskab til det, da den påviser synden (jf. folkets reaktion i 20,19) og gang på gang driver dem (og os) tilbage til Gud / Kristus. Paulus udlægger denne tanke på genial vis i Gal 3,19-24. Samtidig ligger Guds lov til grund for samfundet (også vores) med proportionalitet mellem forbrydelse og straf, også kaldet “jus tallionis” (21,23-25 – se Jesus udfordre denne regel i discipelflokken i Matt 5,38-42).
