Dag 91-120

Kroppen er 37,5 grader, og Sl 37,5 kaldes derfor lidt popsmart “en kristens normaltemperatur”. Salmen emmer af trosglæde og – tryghed. Prøv at finde forskellige udtryk for troen i disse tre salmer (fx “søge tilflugt hos ham”, 37,40). Sl 38 er den 3 bodssalme (ud af 7) og er en stærk syndsbekendelse. Sl 39 er en af de eneste salmer, der slutter med total fortvivlelse. Se den hjerteskærende bøn: “Vend dit blik fra mig, så jeg bliver lidt glad”. Også den erfaring af Gud har Bibelen med…

I kap. 13 begynder Josva som 85-årig fordelingen af landet – igen en stor opgave, som kun lykkedes delvist, da en del af de oprindelige folkeslag blev boende i landet. Selv i hjertet af Jerusalem blev jebusitterne boende (15,63). Som det ses, fik Rubens, Gads og halvdelen af Mannases stamme arvelod øst for Jordanfloden (linjen mellem Genesaret sø og Det døde Hav).

Resten af landet fordeles ved lodkastning = efter Guds vilje, dog efter en omhyggelig beskrivelse af landet. Det gamle Åbenbaringstelt fra ørkenen stilles op i Shilo, og her vælges det fremtidige område til stammen, inkl. de seks tilflugtsbyer (jf. 5 Mos 19) og levitbyerne, som blev præsterne hjemby. Afsnittet slutter med en tankevækkende kommentar: “Ikke ét af alle de gode ord, Herren talte til Israels hus, faldt til jorden; alt gik i opfyldelse” (21,45).

Gud holdt, hvad han havde lovet – det samme kan ikke siges om mennesker. Josva må tale stærkt til folket og forberede dem på fremtiden, hvor deres skæbne altid vil afhænge af forholdet til Herren. “Det er vort hjerte, der skal prøves efter Skriften, og ikke Skriften, der skal prøves efter vort hjerte” (C.O. Rosenius). Josva meldte klart ud (24,14-15), og folket indgik en pagt med Gud, som fik betydning for flere generationer efter (24,31). Hermed slutter endnu en af heltenes, Josvas, historie. Han blev ikke blot ved sit navn, men også ved sin overvindelse af fjenderne og entydige lydighed mod Gud, et forbillede på Jesus.

2 Kor burde hedde 3 Kor, da der efter al sandsynlighed er gået et brev tabt af Paulus: “Tårebrevet” (2,3f ; 7,8-13), som er skrevet mellem 1 og 2 Kor. Heri har Paulus påpeget nogle ting, som de skulle omvende sig fra, og 2 Kor lyser af taknemlighed over, at brevet har haft den ønskede hensigt. Endnu vigtigere er det for Paulus at pege på trøsten i evangeliet, på Kristus som opfyldelsen af Guds løfter (1,20 og kap. 3). I 3,12-14 udlægger Paulus 2 Mos 34,33 evangelisk: Sløret (Moses’ over hovedet og jødernes over Skriften) fjernes alene i Kristus. Det kaster lys over vores bibellæsning!

Jeg går til bekendelse: 2 Kor 5,11-21 er et af mine favoritsteder i Bibelen. Evangeliet prædikes så klart, og hvilke konsekvenser “Kristi kærlighed” har i liv og tjeneste kommer også frem. Kap. 6-8 er formaningsafsnit om åbenhed, sandhed, hellighed og giverglæde – og som altid hos Paulus med evangeliet om Kristus som motor.

Efter endnu en opfordring til at give rundhåndet (fordi Kristus gav rundhåndet), må Paulus runde brevet af med en trist situation i menigheden; de har lyttet til falske apostle, som har deres autoritet og åndelighed i det ydre og i deres egen styrke. De falske profeter har set store ud og har haft gyldne løfter til menigheden, men Paulus appellerer til at bruge en helt anden målestok: Magtesløsheden og Guds anbefaling og styrke.

De første linjer af Sl 42 og 40 om tørsten efter Gud og Guds redning fra undergangens grav er sat på vers både i Salmebogen (DDS 410) og i flere lovsange. Sl 41 er tydeligvis en kristologisk salme – læs den med Jesu kors i tankerne (v. 10 bliver citeret af Jesus i Joh 13,18). Sl 42 læste jeg midt i Corona-tiden og tænkte, at det er en salme / bøn, mange vil kunne identificere sig med i denne tid.

Paulus fortsætter temaet fra de forudgående kapitler med magtesløshed og Guds kraft. 12,1-10 har mange fundet hjælp i på vanskelige dage. Omsorgen for menigheden kommer til udtryk til sidst med frygten for, at de vil lade sig lede på afveje med fortabelse til følge, og Paulus forsøger at rette blikket så klart som muligt på Kristus. “Den apostolske velsignelse” (13,13) lyses over menigheden hver søndag efter prædikenen.

ENDELIG kommer vi til Hebræerbrevet, som jeg har glædet mig til, fordi brevet på eminent vis trækker trådene fra ørkenvandring og alle ofringerne op til nutiden. Der er et stærkt Kristus-perspektiv allerede i prologen (1,1-4) og det fortsætter med enestående sammenligninger mellem Kristus og englene (1,5-14), Moses (3,1-6) og ørkenvandringen (3,7-4,11), og derudover en herlig beskrivelse af Jesus (2,1-18). Se 4,12-13 for en rammende beskrivelse af Bibelen.

Jesu rolle som præst – og opfyldelsen af ypperstepræst-embedet fra GT – fylder kapitlerne (se allerede fra 4,14). Det særlige ved Jesu præsterolle er, at han både er 100% menneske (og derfor identificerer sig helt med os) og 100% Gud (hvilket særlig ses i afsnittet om Melkisedek, som netop kom ud af det blå (se 1 Mos 14,17-20) og var større end selv Abraham). Kapitlerne er indholdsmættede, men det lønner sig at “høre” og suge denne “faste føde” (5,11-14) til sig.

I kap. 9-10 sættes fokus specifikt på Kristi opfyldelse af ofringerne i GT. De var alle foreløbige og ufuldstændige, “en skygge af de kommende goder” (10,1). Selv om ofringerne gav israelitterne tilgivelse hos Gud, så lå der også en “påmindelse om synder” (10,3) i dem, fordi blod af tyre og bukke umuligt kunne bære straffen for deres synd. Der skulle et menneske (legeme – 10,5) til, og evangeliet er, at Kristus bragte dette offer. Det helliger, fører os til målet, giver os adgang ind i himlen – alene den bevidste vantro (10,26-31) kan afholde os fra evangeliets goder. “Troskapitlet” (kap. 11) beskriver på vidunderlig måde, hvad tro er og hvordan tro har gennemstrømmet mennesker gennem tiden.

Til sidst i brevet fokuseres der på livet i troens verden. Et liv i Guds opdragelse, i fred, med Guds dom og frelse som levende realiteter – og så en varmt ønske til sidst (13,20-24). Hermed slutter Hebræerbrevet – det eneste anonyme skrift i NT. Mange teorier er fremført om forfatterspørgsmålet, men Origenes havde sikkert ret i sin notits helt tilbage fra det 3. århundrede: “Hvem der skrev Hebræerbrevet – det ved kun Gud”.

Dommerbogen beskriver 400 års trist nedgangs-historie i Israel. En slags nedadgående spiral kendetegnede årene – med et gentagende mønster, som beskrevet i 2,11-16: 1. Herren svigtes af Israel, som tilbeder andre guder, 2. Gud sender fjender over landet, 3. Israelitterne råber til Gud, 4. Gud sender en befrier – en dommer. I kap. 3 afsløres en skjult sandhed bag den vanskelige erobring, nemlig at Gud prøvede folkets tro ved at lade de oprindelige folkeslag bo blandt dem (jf. Jesu lignelse om ukrudtet blandt hveden, Matt 13,24-30). Det gjorde han for at frelse dem.

Sl 43 og 44 er klagesalmer med “den uretfærdige lidelse” i fokus. Salmisten taler til sig selv / sin egen sjæl (43,5a) – har du prøvet det i bønnen? Ellers brug salmen til at gøre det… Kora-sønnerne står bag både Sl 44 og 45 (helt til 49), og se den store forskel, som viser, at mennesker også dengang både kunne give udtryk for klage og lovsang i bønnen: Fra Sl 44 og klagen over, at Gud har forstødt dem (44,10) og sover (44,24) – til jubellovsang over kongen, der velsigner. Sl 45 er samtidig en kristologisk salme, hvor kongen er et billede på Kristus.

Dommerbogens ”mønster” fra 2,11-16 (frafald, modgang, omvendelse, hjælp fra Gud, jf. forrige kommentar) gentages her i 4,1-4 og 6,1-7. Overvej i øvrigt, om det samme mønster findes i dit liv. I Dommerbogen er der i alt 6 ”små” dommere (som nævnes kort) og 7 ”store” dommere (jf. 7-tallet, fx i Åb), og her træder nogle af de store frem: Debora / Barak med den stærke sejssang og Gideon, som vi hører mere til i de næste kapitler.

Gideon var et menneske som os. Selv efter Guds store tegn med ulden på jorden var Gideon bange – ikke så underligt med hans lille hær på 32.000 mod midjanitternes 135.000. Aldeles rystende blev det, da derefter de bange og dem, der fører hånden op til munden for at drikke vand, bliver sendt hjem – og Gideon står med 300 mand tilbage. Nu var det klart, at det i tilfælde af sejr var Guds sejr alene. I kap. 8 får man fornemmelsen af, at Gideon bliver blodtørstig og går ud over Guds befaling. Han bliver også årsag til afgudsdyrkelse, og kap. 9 er med endnu mere ondskab og borgerkrig et endnu sortere kapitel i historien. Længslen mod en dommer / frelser, der ikke bærer ondskaben med sig, tager til…

Historien om Jefta er endnu et eksempel på Guds ubegribelige nåde. Han sender efter endnu et fald blandt israelitterne igen en dommer, men selv om de redder israelitterne fra fjenderne, bliver deres liv en del af den nedadgående spiral – her fx med Jeftas sorte fortid og hans katastrofale løfte til Gud, som koster hans egen datter livet. Mønstret (jf. 2,11-16) gentages flere gange, og nu bliver Samson på underfuld måde kaldet af Gud. Læg mærke til, at dommerne også er billeder på Kristus – se særligt 13,5a, hvor nøjagtig samme udtryk bruges som ved bebudelsen af Jesus (Luk 1,31). Se også 13,5b: ”Han skal gøre de første skridt til at frelse Israel” – Jesus gjorde de sidste!

Herrens ånd virkede i Samson (13,25 ; 14,6.19; 15,14), og han blev på nogle punkter et lyspunkt i Dommertiden. Desværre virkede begæret efter kvinder også i ham, nærmest som en besættelse, der både fik volden til at eskalere og blev afgørende for hans endeligt. ”Herren havde forladt ham”, står der om Samson i 16,20 – og selv om Gud gav ham sin styrke tilbage til sidst, så endte livet for Dommerbogens sidste dommer trist. Overvej, hvordan Samson er et billede / modbillede på Kristus, både i livet og døden.

Jeg vil forberede jer på, at disse triste kapitler er barsk læsning og afrunder en af Israels værste perioder. Forfaldshistorien slutter med homoseksuelt begær, en hensynsløs voldtægt og borgerkrig, som næsten udslettede en af Israels 12 stammer, nemlig Benjaminstammen. Her beskrives det ultimative frafald fra Gud og det rene anarki: ”Enhver gjorde, hvad han fandt for godt” (21,25).

Ruths historie er et lyspunkt midt i den mørke dommertid. Mens bølge efter bølge af fjender kommer ind over landet, baner et ægteskab mellem en israelit og en moabit vej for noget nyt frem mod kong David og Jesus selv (se slægtstavlen i Matt 1,5, hvor Ruth nævnes). Udgangspunktet er tragisk, da Noomi sidder tilbage efter tre dødsfald i sin nære familie (se 1,20-21). Hvor landet som helhed er på vej mod afgrunden, så er Ruths bog en historie om, at Gud ikke glemte den enkelte (4,14). Det kan også give os håb i dag.

Man finder spor af alle disse tre salmer af Kora-sønnerne i Lina Sandells salme “Ingen er så tryg i fare” (DDS 49) og Martin Luthers “Vor Gud, han er så fast en borg” og “Behold os, Herre, ved dit ord”. Guds store magt og styrke proklameres. Han står bag naturens kræfter og historiens gang – og samtidig er han den enkeltes Gud. Jeg standsede selv ved 48,11: “Som dit navn er, Gud, sådan skal din lovsang lyde til jordens ender; din højre hånd er fuld af retfærdighed.”

Velkommen til Lukasevangeliet. Hvor Markus er det korteste, er Lukas det længste (Lukas’ 24 kapitler er længere end Matt’s 28). Det er formentlig også det mest kronologiske af evangelierne, da Lukas har været minutiøs med samlingen af øjenvidneberetninger og andre skrifter (formentlig bl.a. Mark) for at skrive sit eget. Bemærk, hvad hensigten er (Luk 1,4). Mark begynder i ørkenen med Jesus som 30-årig, men Luk begynder 1,5 år før Jesu fødsel. Der skete underfulde ting, og de store lovsange “Magnificat” (1,46-55) og “Benedictus” (1,68-79) blev til.

Selv om de første vers formentlig er godt kendte som juleevangeliet, kan der også være noget nyt. Denne gang lagde jeg særligt mærke til englenes rolle. Efter lovsangen vendte de “tilbage til himlen” – men Jesus-barnet måtte så grueligt meget igennem, før han til sidst blev “båret op til himlen” (Luk 24,51). Dette lidelsestema blev slået fast af den gamle Simeon efter lovsangen “Nunc dimittis” (se 2,29-35) – i øvrigt benævnes de store lovsange efter det latinske begyndelsesord (her: “Nu lader du gå bort”). Beretningen om den 12-årige Jesus er særstof hos Lukas og den eneste episode, vi har mellem Jesus som spæd og Jesus som 30-årig. Slægtstavlen (3,23-38) er jomfru Marias slægt.

At Helligånden var over Jesus, kom til udtryk allerede ved Jesu dåb (3,21-22). Han førte ham også ud i ørkenen og tilbage til Galilæa. I Nazarets synagoge citerede Jesus Esajas’ bog: “Helligånden er over mig…” Derfor kunne han også bestemme over dæmoner, sygdomme, ja sågar fiskene i havet. Vanskeligere er det med mennesker, for Jesus vil ikke tvinge os, men kalde os syndere til omvendelse (5,27-32).

Allerede tidligt skaffede Jesu budskab og handlinger ham modstandere. Tænk, at for farisæerne stod bud og regler over godhed og hjælpsomhed – er det også sådan for os? Jesus valgte de 12 disciple efter en nat i bøn. “Sletteprædikenen” (6,17-49) ligner på flere punkter “Bjergprædikenen” i Matt 5-7 (en trøst for forkyndere, der synes, at man gentager sig selv – det gjorde Jesus også). I kap. 7 er både nogle af Jesu største undere, men den største modstand findes lige der, hvor Guds kraft udfolder sig, fx for kvinden: “Din tro har frelst dig. Gå bort med fred.”

I går hørte vi om modstand mod Jesus, men der var også tilhængere. Både ved Jesu fødsel, her på de støvede veje i Israel (8,1-3), ved korset og efter opstandelsen får Lukas fremhævet kvindernes særlige trofasthed. “Der går et sus af skørter omkring Jesus”, skrev Kaj Munk. Sædemandslignelsen er grundlignelsen om Guds ord og viser, hvilke vanskelige betingelser ordet har i vores liv – men at det også selv har potentialet til at spire og bære frugt. Læg mærke til Jesu gode ord til de syge (8,39.48.50).

Dagens læsning begynder med Peters klare bekendelse af Jesus som “Guds salvede” (9,20). Hvad det indebar, er ikke klart for disciplene – heller ikke, hvad storhed og tjeneste er (9,46-48.57-62). Jesus havde tålmodighed med og tillid til sine udvalgte og sendte de 12 disciple og 72 andre ud for at helbrede og forkynde til omvendelse og tro. Bemærk, at Jesus både taler tydeligt om dommen over vantroen (10,13-16) og glæder sig over frelsen (10,20.23). Overvej, om den barmhjertige samaritaner udelukkende skal vække os til næstekærlighed, eller han også bliver et billede på Kristus, der hjælper os.

Kora-sønnerne overvejer i Sl 49 menneskets pris og konkluderer, at løsesummen er for høj (v. 9-10), og døden er uundgåelig. Se så v. 16, hvor både Kristi offer og opstandelsen forkyndes stærkt. Jeg har kaldt Sl 50 “Foran Guds trone” – læs, hvordan verden ser ud fra Guds synsvinkel. Sl 51 er den fjerde bodssalme og samtidig Davids syndsbekendelse efter episoden med Batseba. Brug den stærke salme som et spejl for os.

Kap. 11 begynder med bøn: Fadervor og løfterne om bønhørelse (11,5-13). Pointen er IKKE, at Gud kan blive så træt at vores bøn, at han til sidst og af nød giver os, hvad vi beder om – MEN, at når selv onde mennesker giver andre, hvor meget mere vil da ikke den gode Gud give! Han vil lukke sit rige op og give frelse til alle. Konfrontationen mellem Jesus og farisæerne tager til. Vi er tit gode til at finde trøste- og opmuntringsord, men vi har også brug for alvorsord (følg fx denne række: 12,5.20.34.40.48.51.59).