Dag 151 – 1 Samuelsbog 20-23
Jonatan betyder “Guds gave” – og sådan så David formentlig på sin gode ven, Sauls søn. Sauls forsøg på at dræbe sønnen Jonatan (20,33) overbeviste ham om Sauls hensigter, og David måtte flygte. I Mark 2,23-28 forsvarer Jesus sine disciples overtrædelse af farisæernes bud med historien om David, der spiste helligt brød (21,7). Under opholdet i Nob skrev David Sl 56 (se v. 1), og mange Davidssalmer er blevet til i denne farefulde tid.
Dag 152 – 1 Samuelsbog 24-27
Sauls forhærdelse og kamp mod Guds vilje bliver mere og mere intens og ligner efterhånden Faraos. David bliver et forbillede for os og et Kristus-billede, når han tålte modgangen og endda flere gange skånede sin fjende, jf. Rom 5,10; Rom 12,19ff. Til slut erkendte Saul det umulige i sit forehavende (26,21-26), men David følte alligevel det mest sikkert at gå i tjeneste hos fjenden, filisterkongen Akish.
Dag 153 – 1 Samuelsbog 28-31
Saul handlede dybt dobbeltmoralsk, nu hvor Gud havde forladt ham. Han havde handlet ret ved at gøre op med spådomsfolk (jf. 3 Mos 20,6.27), men nu søgte han selv en spådomskone. “Successen” med at få Samuel frem er ikke et argument for brug af alternativ religion, men Gud brugte Sauls forfald til at forkynde hans endeligt. David står i kontrast til Saul, både i den stadige kontakt til Gud og i hans militære sejre. Saul er uden sammenligning den mest tragiske figur i GT – svarende til Judas i NT, og begge tog sit eget liv. Nu var vejen banet for David, og hans mangeårige fjende var død.
Dag 154 – Salmerne 64-66
“Guds pil” har jeg sat som overskrift over Sl 64. Den viser, hvordan ondskaben aldrig vinder i det lange løb – heller ikke over Jesus, den uskyldige (64,5). Overvej, hvorfor Sl 65 kan kaldes en af landmændenes salmer? Som i Sl 65 er også Sl 66 en lovsang. Det skjules ikke, at der har været hårde tider, men Gud har lyttet og grebet ind.
Uddybende noter
| Uddybende noter |
| 65,1 En sang: Det er ikke klart, hvad der menes med denne betegnelse. Den angiver måske en bestemt type af salmer.1 65,2 Zion er tempelbjerget og tempelkomplekset (se også note til Sl 14,7).1 65,12 Dine hjulspor driver af fedme: I gammel tid var det ofte sådan, at hvor kongerne drog frem med deres følge eller hære, var der nøgenhed og fattigdom i deres hjulspor. De lagde beslag på alt spiseligt og havde kun deres egne ønsker og behov for øje. Hvor Gud drager frem (5 Mos 33,26. Sl 68,5), er det lige modsat: I hans hjulspor er der fedme, et udtryk for rigdom og velsignelse.1 66,4 Sela: Betydningen af dette musikudtryk, der forekommer i 39 salmer, er ukendt. Det angiver muligvis et mellemspil. Andre forslag er: gentagelse, lovprisning, højere toneleje, stilhed for tilbedelse og andet. (Note fra Sl 3,3). 66,10 Lutre: Rense eller raffinere, især malm og legeringer.2 |
2 https://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=lutre
Dag 155 – 2 Samuelsbog 1-3
Sidst skrev jeg, at Davids fjende var død, men David sang alligevel en dybfølt dødsklage over sin konge, Saul, og Sauls søn Jonatan, som David elskede mere end kvinder – her lærer vi noget om venskabets store betydning. De første år derefter blev en tid med borgerkrig, da Sauls hus ikke ville anerkende nederlaget. Det kom til at koste både menneskeliv, ægteskaber og familieforbindelser. David holder sig til, at Gud må råde for både ham og landet.
Indledning til 2 Samuelsbog
Samuelsbøgerne er historien om, hvordan David blev Israels konge. Gud gav David det særlige løfte, at der altid ville være en efterkommer af David på tronen. NB! 1 og 2 Sam var oprindeligt én bog – derfor ét billede.
Indledning
De to Samuelsbøger udgjorde oprindelig kun ét skrift. Det fremgår af de gamle hebraiske bibeludgaver. Det var den græske oversættelse af GT – Septuaginta, der udkom i 2. årh. f. Kr. – der først opdelte i to bøger. Samuelsbøgerne har navn efter dommeren og profeten Samuel, som er hovedperson i begyndelsen af Første Samuelsbog. Samuelsbøgerne hører hjemme blandt “De tidlige profeter”. Der er tale om profetisk historieskrivning. Det er vigtigt for forfatteren at slå fast, at disse historiske hændelser ikke alene fandt sted, men også hvorfor de gjorde det: Det var Israels Gud, der handlede med sit folk. Gennem disse profetiske historietekster forkyndes der om Gud til hans folk. Det forkyndes gennem profeten, hvem Gud er, og hvilke katastrofale følger ulydighed mod ham får. Navnet Samuelsbøgerne minder om, at Samuel er deres åndelige midtpunkt, og han står i begivenhedernes centrum. Han er en af de store åndelige ledere i GT. Han blev givet til sin mor Hanna som svar på bøn. Allerede som dreng modtog han sit kald fra Herren, og han tjente Herren med ubrudt troskab indtil sin død. Lydighed mod Herren synes at have været meget centralt i hans liv (1 Sam 15,22). Med Samuel, der var “betroet at være profet for Herren” (1 Sam 3,20), begyndte en ny epoke.
Fra denne tid blev profetismen et permanent indslag i Israels historie (ApG 3,24). Tidligere havde den været et spredt fænomen i Israel (1 Mos 20,7. 4 Mos 11,25-29. 5 Mos 34,10. Dom 4,4; 6,8). Et slående vidnesbyrd om den saltvandsindsprøjtning, det åndelige liv i Israel fik gennem Samuel, udgør de foreninger eller sammenslutninger af profeter, som omtales fra denne tid (1 Sam 10,5; 19,19-20). En mægtig, voldsom henrykkelse greb ofte disse mænd (1 Sam 19,20-24), hvilket måske hang sammen med, at Samuels tid var en vækkelsestid. Fra og med Davids kongetid fremstod profeter, som hverken optrådte ekstatisk eller i flokke, men som enkeltpersoner med en religiøs-etisk forkyndelse af enestående styrke. Sådanne mænd var Natan (2 Sam 12) og Gad (1 Sam 22,5. 2 Sam 24,11). I Elias´ og Elisas dage genopstod i Nordriget profetsammenslutninger som i Samuels dage (2 Kong 4,1; 9,1). Da disse profeter vandrede omkring blandt folket, har de helt sikkert haft stor betydning for at bevare kundskaben om Gud og den sande gudsdyrkelse.
En anden permanent institution fra denne tid er kongedømmet. Dets opståen havde både ydre og indre årsager. I den foregående tid, der var karakteriseret af megen forvirring, følte folket behov for en autoritativ leder (Dom 21,25). Især da Samuel blev gammel, og hans ugudelige sønner blev dommere, begyndte folket at længes efter en konge (1 Sam 8,1-5). Den indre årsag var, at folket ville have det “ligesom alle de andre folk” (1 Sam 8,20). Det forkerte i kravet var deres valg af nabofolkenes kongemodel, der reelt var en forkastelse af Gud (1 Sam 8,7). Folket var i deres krav ikke inspireret af kongeloven (5 Mos 17,14-20). Det gjorde med rette Samuel betænkelig. Derfor fandt han sig kun modvilligt i denne udvikling, selv om den var bebudet (1 Mos 17,6.16; 35,11; 49,10. 5 Mos 17,14-20), og salvede på Herrens befaling Saul til konge (1 Sam 9-10).
Saul regerede under vanskelige forhold i en tid præget af ufred. I begyndelsen havde han succes i kampene mod ammonitterne (1 Sam 11), filistrene (1 Sam 14) og amalekitterne (1 Sam 15). Men han forblev ikke tro mod Herren. Det blev hans skæbne. Saul var præget af en mærkelig blanding af lys og mørke, hvor mørket tog overhånd, så hans liv sluttede dybt tragisk (1 Sam 31,4). Forfatteren til Samuelsbøgerne er ukendt. Men vi ved, at Samuel har udarbejdet skriftlige arbejder (1 Sam 10,25), ligesom han har haft førstehånds oplysninger om Saul og David (1 Sam 19,18). Endelig ved vi, at han har skrevet en krønike, hvor der står, “hvad der er at fortælle om kong David” (1 Krøn 29,29). Forfatteren synes at have brugt flere kilder, fx De Retskafnes Bog (2 Sam 1,18). Eftersom Samuels død nævnes både i 1Sam 25,1 og 28,3, og der fortælles om flere begivenheder, som fandt sted længe efter hans død, kan den jødiske tradtion, som siger, at profeten Samuel er forfatteren, ikke fastholdes eksklusivt. I lyset af 1Sam 27,6 er det naturligt at tro, at bøgerne først blev afsluttet i deres nuværende form efter rigsdelingen i 931 f. Kr. E.J. Young konkluderer: (An Introduction to the Old Testament, s. 178) “Samuelsbøgerne blev forfattet under guddommelig inspiration af en profet, sandsynligvis fra Juda Rige, som levede kort tid efter rigsdelingen, og som indarbejdede tidligere skriftligt materiale i sit værk”.
Anden Samuelsbog handler om David og hans kongedømme. David, Israels største konge, var yngste søn af Isaj fra Betlehem af Juda stamme (1 Sam 16,11) og blev født o. 1040 f. Kr. I sin ungdom vogtede han sin fars får, og han blev allerede da salvet til konge (1 Sam 16). Han skildres som en dygtig mand og en god kriger, han taler forstandigt, ser godt ud, og så har han musikalske talenter (1 Sam 16,12.18). Hans livshistorie skildres fra 1 Sam 16-1 Kong 2.
Mens han var hyrde, måtte han undertiden kæmpe mod både bjørn og løve (1 Sam 17,34-36). Derved udvikledes hans talent for dristige initiativer, og samtidig lærte han at stole på Herren (Sal 18,30). Fordi han var dygtig til at spille på musikinstrumenter, blev han kaldet til Sauls hof. Saul kom til at holde meget af ham og gjorde ham til sin våbendrager (1 Sam 16,21). Ved sejren over filisteren Goliat fik David sit folkelige gennembrud (1 Sam 17-18). Det resulterede i Sauls misundelse, så han søgte at tage hans liv. Nu fulgte en periode i Davids liv, der var præget af uro, farer og vanskeligheder. To gange kunne David have slået Saul ihjel, men undlod at gøre det i respekt for, at Saul var Herrens salvede.
Efter at Saul og de fleste af hans sønner var faldet i krigen mod filistrene, blev David (ca. 1010 f. Kr.) konge i Hebron over Juda, mens Sauls overlevende søn Ishboshet blev konge over de øvrige stammer. Den situation varede ca. 7½ år. Efter en magtkamp mellem Ishboshets tilhængere og Davids tilhængere blev David hele Israels konge. Derefter regerede David i 33 år. Han udvidede sit rige og styrkede dets magt både indadtil og udadtil. I hans regeringstid blev Israel en stormagt. Han erobrede Jerusalem og gjorde den til rigets hovedstad. Netop denne by kunne blive samlingspunkt i det nye rige, eftersom ingen af Israels stammer tidligere havde erobret den, så ingen kunne gøre særlige krav på den. Han organiserede centraladministrationen; men det var gudstjenestelivet, der havde hans særlige interesse, og selv digtede han mange salmer.
I Anden Samuelsbog hører vi ikke kun om Davids fremgang og sejre, men også om hans fald og familieproblemer. Højdepunktet for David er Guds løfte om et evigt kongedømme gennem hans søn og slægt (2 Sam 7,12-16). Løftet til David får sin opfyldelse i Kristus.
Inddeling:
1. Davids reaktion ved Sauls død (2 Sam 1)
2. David etablerer sig som konge (2 Sam 2-5)
3. Arken til Jerusalem og Guds løfte til David (2 Sam 6-7)
4. Davids sejre (2 Sam 8-10)
5. Davids synd (2 Sam 11-12)
6. Stridigheder og intriger (2 Sam 13-20)
7. Sidste del af Davids regeringsperiode (2 Sam 21-24).
Alle introduktionerne er skrevet af Flemming Kofod-Svendsen og udgivet i “Bibelens bøger”, Logos Media 2004.
Bragt med tilladelse fra https://blr.dk/resource/introduktioner-til-bibelens-boeger/
Rammerne for 2 Samuelsbog
ca. 1000 f.Kr.
2 Samuelsbog fortæller om Davids regeringstid over Israel og hans kampe for at etablere Israel, som den dominerende magt i Syrien og Palæstina. David udvidede Israels grænser fra Sauls nye områder, indtil han ved slutningen af hans regeringstid, kontrollerede hele Israel, Edom, Moab, Ammon, Syrien og Soba.
| Uddybende noter |
| 1,24 Skarlagen et klæde farvet med et farvestof, som er fremstillet af tørrede insekter, det var et tegn på velstand (Ordsp 31,21). |
Dag 156 – 2 Samuelsbog 4-7
Igen i kap. 4 begræder David sin konges død: Han er nærmest lutheraner med sin stærke loyalitet mod øvrigheden som Guds indsatte redskab (jf. Rom 13,1-7) – og den kraftige dom over Mikal handler netop om manglende loyalitet. Davids kongedømme var nu befæstet og kongebyen Jerusalem indtaget. Det er nærmest “indtoget i Jerusalem” i kap. 6. Læg mærke til det enorme løfte i kap. 7, som dybest set er et Kristusløfte – et hus og en trone til evig tid! Det rækker ud over Davids tid og frem mod Jesus og kirken.
Dag 157 – 2 Samuelsbog 8-12
Højt at flyve (kap. 8-10), dybt at falde (11-12). Herren gav David sejr over fjenderne, en god regering, venskaber, koner og børn. Alt, hvad hjertet begærer – næsten! David indrullerede sig i en spind af begær, utroskab, løgn og mord – jf. Jak 1,14-15. Overvej, om Natans fortælling (12,1-4) rammer nogle af dine synder. Læg mærke til Guds uforbeholdne og øjeblikkelige tilgivelse, da David bekendte sin synd (se Sl 51 for hans stærke bekendelse). Selv om David er tilgivet hos Gud, har synden konsekvenser, og Batseba og David humper videre i livet med dette sår.
Dag 158 – 2 Samuelsbog 13-15
Nu rettes lyskeglen en generation frem i tiden til Davids børn. Måske kan man sige, at æblet ikke faldt langt fra stammen, for som David faldt Amnon på det seksuelle område og misbrugte oven i købet sin egen (halv)søster. Det kostede i første omgang ét af Davids børn livet og resulterede i en vanskelig far- / sønstrid, der på trods af kvinden fra Tekoas geniale fortælling lå og ulmede.
Dag 159 – 2 Samuelsbog 16-18
Vi følger dramaet i Israels hus. Familiestridigheder af den kaliber vil man ikke ønske for sin værste fjende. Man kan blive i tvivl om, hvem man skal holde med, for både David og Absalom har (også bogstavelig talt) lig i lasten. David var dog Herrens udvalgte, og Absalom blev som Farao og Saul en, som kæmpede imod Guds vilje – og dermed i sidste end imod Guds kærlighed. Gud har nemlig besluttet at velsigne alle folk gennem løftets søn, som nu var David. Snart ville løftets søn blive Salomo (= Gud hører), også kaldet Jedidja (= den af Herren elskede – se 2 Sam 12,25) og til sidst Jesus Kristus (= Herren frelser).
Dag 160 – 2 Samuelsbog 19-21
Blodets bånd er tykt, og sønnen Absaloms død berørte David dybt, selv om konflikten havde været så hård. Mod slutningen af Davids regeringstid ulmede oprør og efterslæb efter både Sauls og Davids svigt. Meget af de hændelser, vi læser om, er ikke efter Guds gode vilje, men er styret af menneskers koldblodige hjerter. David lykkedes alligevel med at samle sin regering i Jerusalem, og så længe han regerede, overvandt han ved Guds hjælp fjenderne.
| Uddybende noter |
| 21,9 Begyndelsen af byghøsten var april. |
Dag 161 – Salmerne 67-69
Sl 67 begynder med velsignelsen og har formentlig baggrund i synagogegudstjenesten. Sl 68 og 69 er i høj grad kristologiske salmer. Læs dem med Jesus-historien i baghovedet, og flere steder er der direkte henvisninger til NT (se noteapparatet i den autoriserede oversættelse). Nogle ting kan være vanskelige at forstå, men Martin Luthers vejledning er god: ”Hver gang jeg har en tekst, der er som en nød med en hård skal, smider jeg den mod klippen (= Kristus), og så finder jeg den smukkeste kerne”.
Uddybende noter
| Uddybende noter |
| 67,1 Til strengespil: Strengeinstrumenterne var harpe og citer (Note fra Sl 4,1). Sang: Det er ikke klart, hvad der menes med denne betegnelse. Den angiver måske en bestemt type af salmer (Note fra Sl 65,1). 67,2 Sela: Betydningen af dette musikudtryk, der forekommer i 39 salmer, er ukendt. Det angiver muligvis et mellemspil. Andre forslag er: gentagelse, lovprisning, højere toneleje, stilhed for tilbedelse og andet. (Note fra Sl 3,3). Salme 68 Salmen er speciel ved at rumme mange ord, som ikke fra andre steder i GT, og desuden er teksten vanskelig at oversætte, hvilket kan ses, hvis man sammenholder forskellige bibeludgaver. Salmen bruger flere forskellige navne for Gud, og den rummer citater fra eller henvisninger til mange forskellige steder i Bibelen.1 Specielt v. 14-15. 31, er meget usikre, og derfor ikke forklaret her, men der er flere forslag fra kilderne (red.). Grundtvig har gendigtet Sl 68 i adventssalmen: Stat op I gry, min Gud, stat op.2 68,16 Bashans bjerg er Hermon-massivet nordøst for Genezaret Sø; dets imponerende tinder når over 3000 m op over havets overflade. Det kaldes et gudsbjerg. Forstavelsen guds- er her formodentlig en forstærkelse: et imponerende bjerg. Efter menneskelig målestok ville dette bjerg være et værdigt bjerg for Gud.2 68,18 Stridsvogne var et tegn på styrke.2 68,28 Det er uklart, hvorfor kun de fire stammer nævnes, og hvorfor det netop er Benjamin, Juda, Zebulon og Naftali. De to første boede i syd, de to sidste i nord. De kan således stå som repræsentanter for alle 12 stammer. Zebulon og Naftali kan også være nævnt på grund af salmens inspiration fra Deboras sang (Dom 5, især 5,18), Saul kom fra Benjamin stamme, David fra Juda stamme. Benjamin nævnes måske først, fordi Jerusalem hørte til denne stammes område. Nævnelsen af disse fire stammer kan dog også skyldes, at de ved en bestemt lejlighed eller ved bestemte gudstjenester havde særlige opgaver. Vi kender ikke den præcise forklaring, men vægten i verset ligger på, at alle deltager i hyldesten af Gud.2 68,32 Nubien: Etiopien.1 69,1 Al-shoshannim: Formodentlig en melodi oplysning. Ordets betydning er ukendt, men syntes at have sammenhæng med ordet for lilje (evt. efter liljerne). (Note fra Sl 45,1). 69,10 Nidkærhed: Det at holde meget strengt øje med at noget overholdes, udføres på en bestemt måde, følger bestemte regler eller principper, el.lign.; det at være meget eller overdrevent omhyggelig.3 69,13 Byportene var stedet, hvor man mødtes. Der var både skygge for solen og ly for regnen i portbygningens forskellige rum. Dér sad mændene og drøftedes livets gang – og salmistens synder. Sladderen tog form som nidviser – spottesange – som hele byen snart kendte.2 69,22 Malurt: 50-100 cm høj plante med grålige, lodne blade og små gule blomster; den har en stærkt aromatisk duft og indeholder et bittert stof.4 |
2 Salmernes Bog I, Credo, Jørgen Bækgaard Thomsen, s. 369-373.
3 https://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=nidk%C3%A6rhed
4 https://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=malurt
Salme: Stat op I gry, min Gud, stat op (Grundtvigs gendigt af Sl 68)
Stat op i gry, min Gud, stat op
1
Stat op i gry, min Gud, stat op!
Adspredes, flygt, du fjendetrop,
lær, hvad det er at grue!
Forsvind som røg i luftens skød,
hensmelt som voks for ild og glød!
Kan du Guds ansigt skue?
2
Op, glædes alle, glædes nu,
og kommer sorg ej mer i hu,
retsindige og fromme!
O, bryder fluks i lovsang ud
for eders Herre, eders Gud
ved navn at ihukomme!
3
Så hånd på værket, nøler ej,
men baner for den konge vej,
som farer på det jævne!
Han er de faderløses trøst,
han hører nådig enkens røst,
og han har Guddoms-evne.
4
Han låner hus til hver forladt,
af lænker han udløser brat
og hjælper op af grave;
til marken gold den Herre god
udspringe bød en nådeflod,
nu blir den som Guds have.
5
Den fylder han med liv og lyst
og planter for de arme trøst,
som de har længtes efter,
og dem, som bærer julebud,
indskyder du, al nådens Gud,
et ord med kæmpekræfter.
6
Velsignet være Gud, vor drot!
Med salighed, af nåde blot,
det har nu gode veje;
thi hos vor Gud og Herre sød
er udvej fra den bitre død,
fra gravens mørke leje.
7
O, jubler for ham! Ser I ej,
igennem himle går hans vej
med solens løb fra østen.
En strøm af lys er heltens spor,
og Guddoms-kraft er i hans ord;
o, lytter dog til røsten!
8
Lovsynger ham i gry og kvæld
med livets strøm af Jakobs væld,
I kirker alle sammen!
Istem for ham, vor Gud, vor drot,
hvert folk på jorden, stort og småt,
halleluja og amen!
Mel.: O, kommer hid dog til Guds Søn
Alt, hvad som fuglevinger fik
Sl 68
N.F.S. Grundtvig 1837.
www.dendanskesalmebogonline.dk
Dag 162 – 2 Samuelsbog 22-24
Til sidst i 2 Sam får vi lov til at se ind i Davids hjerte – dels i en lovsang (22) og dels i hans “famous last words” (23). Det er en både ydmyg og taknemlig konge, der så tilbage på Guds ledelse. Til sidst i kap. 23 opregnes Davids krigshelte. Bemærk den sidste: hittitten Urias – som en sidste hilsen om en af Davids mest betroede soldater, der faldt for Davids løgnespind. Til sidst går det igen galt, da Gud tillod (“lokkede” i 24,1 er for stærkt udtrykt) David at dyrke sin stolthed gennem en folketælling, men han må også bære straffen. Langt senere skulle der udgå befalingen om en folketælling fra kejser Augustus – for at berede vejen for Jesus Kristus, Davids søn.
Dag 163 – 1 Petersbrev 1-3
1 Pet er skrevet af disciplen Peter og har i en kommentar overskriften: Det levende håb! Peter øser af evangeliet om Kristus, den levende sten, om håbet (1,3-9), om Skriften (1,10-12). Og så har 1 Peter en særlig vægt på udholdenhed i forfølgelse – en virkelighed, som de første kristne stod i, men som også i dag koster mange kristne den højeste pris – og os andre lidt modstand eller hovedrysten. Peter opfordrer os til at lide for det gode, nemlig evangeliet om Jesus.
Indledning til 1 Petersbrev
Peter skriver om, hvordan kristne ville komme til at lide, men også, hvordan det vil føre frem til glædelig fremtid.
Indledning
Forfatteren præsenterer sig som “Peter, Jesu Kristi apostel”, og den oldkirkelige tradition er også enig i, at apostelen Peter er brevets forfatter. Brevet er sikkert skrevet i de vanskelige tider under Nero, kort tid før Peters martyrium i år 64. Hvis Babylon (5,13) er dæknavn for Rom, er det affattelsesstedet.
Få af Jesu disciple får vi et så klart billede af som Peter. Selv om der er dele af hans liv, vi kun ved lidt eller ingen ting om, er NT’s billede af hans person og udvikling nok til, at vi kan danne os et indtryk. Skematisk kan hans liv deles i fire afsnit: 1. Tiden før han mødte Jesus. 2. Hans samvær med Jesus og udvikling frem til pinse. 3. Fra pinsen til Apostelmødet i Jerusalem. 4. Fra Apostelmødet til hans død.
Om første del ved vi kun lidt. Den anden del kender vi fra evangeliernes beretning. Han hørte til inderkredsen, som på en særlig måde stod Jesus nær, og han blev også udpeget til leder af flokken (Matt 16,17-19). Efter fornægtelsen af Jesus fik han et fornyet kald (Joh 21,15-19). Det tredje afsnit er skildret i Apostlenes Gerninger. Pinsedag stod han frem som den selvskrevne leder af apostlene, og han var også leder af menigheden i Jerusalem, indtil han måtte forlade byen (ApG 12,17). På Apostelmødet i Jerusalem spillede han ligeledes en afgørende rolle (ApG 15,7-11). De oplysninger, NT giver om det sidste afsnit af hans liv, er meget sparsomme. Fra Gal 2,11-14 ved vi, at han besøgte Antiokia, hvor Paulus havde et alvorligt opgør med ham. Af 1 Kor 9,5 fremgår det, at han rejste en del, og når der i Korinthermenigheden var en fraktion, der sagde: “Jeg hører til Kefas” (1 Kor 1,12), kan det tyde på, at Peter har besøgt den menighed. Så hører vi ikke mere om ham, før vi møder ham i de breve, der bærer hans navn. En stærk oldkirkelig overlevering siger, at han led martyrdøden i Rom under Neros forfølgelse i 64.
Brevet er sikkert skrevet i Rom kort før forfølgelsen brød løs, og modtagerne er en række menigheder i Lilleasien, svarende til den vestlige del af Tyrkiet i dag. De kristne i dette område levede i et farligt hedensk miljø, der var en trussel mod deres gudsliv. De havde det også vanskeligt på grund af deres tro på Kristus. Selv om øvrigheden ikke forfulgte dem, skete det, at nogle anklagede dem hos myndighederne (4,12-16). I denne situation havde de brug for opmuntring og trøst. Vi ved ikke, hvordan Peter er blevet informeret om forholdene hos læserne, men hvis han skrev brevet fra Rom, har han sikkert fået meldinger fra de mange rejsende.
Et af nøgleordene i brevet er ordet håb. Han begynder med at minde læserne om, at Gud havde genfødt dem til et levende håb (1,3), og dette håb har sin grund i Jesu opstandelse fra de døde. Videre formanes læserne til at sætte alt deres håb til Guds nåde (1,13). Indholdet af deres tro er jo netop håb til Gud (1,21). De er genfødt ved Guds ord (1,23), og ved dette ord skal de bygges op til et åndeligt hus, hvor enhver har sin præstetjeneste (2,5). Så undervises de om det kald, de har fået i verden, både med hensyn til øvrighed (2,13-17), familieliv (3,1-7) og i forholdet til hinanden (3,8-12). Selv lidelse vil medføre velsignelse (4,1-6). I sidste kapitel behandler Peter forhold i menigheden og afslutter brevet med hilsener.
Brevet kan inddeles:
1. Indledning (1 Pet 1,1-2).
2. Det kristne håbs herlighed (1 Pet 1,3-12)
3. Formaning til et helligt liv i lyset af Kristi frelsergerning (1 Pet 1,13-2,10).
4. De kristnes pligter i samfund, hjem og menighed (1 Pet 2,11-3,12).
5. De kristnes forhold til lidelsen (1 Pet 3,13-4,19).
6. Menighedsliv og afslutning (1 Pet 5,1-11).
7. Afslutning (1 Pet 5,12-14).
Alle introduktionerne er skrevet af Flemming Kofod-Svendsen og udgivet i “Bibelens bøger”, Logos Media 2004.
Bragt med tilladelse fra https://blr.dk/resource/introduktioner-til-bibelens-boeger/
Rammerne omkring 1 Petersbrev
Ca. år 62-63
Peter, der sandsynligvis skrev fra Rom (kaldet “Babylon” i 5,13), skrev 1 Peter til troende i Pontus, Galatien, Kappadokien, Lilleasien og Bitynien. Disse navne refererede alle til romerske provinser i Lilleasien, nord for Taurusbjergene.
Dag 164 – 1 Petersbrev 4-5
Peter har formanet kvinde og mand i ægteskab i 3,1-7, og nu fortsætter han med livet i kærligheden (4,1-11) og i menigheden (5,1-11), der bliver udsat for både Djævelens bedrag og forfølgernes torturkamre. Forbilledet i trængsler er Jesus Kristus, som udholdt lidelsen på korset. I øvrigt døde Peter efter overleveringerne som korsfæstet – med hovedet nedad efter eget ydmyge ønske: “Jeg er ikke værdig at dø på samme måde som min Herre og Mester”.
Dag 165 – 2 Petersbrev + Judas’ brev
2 Pet er formentlig skrevet i 60-erne kort tid før disciplen Peters martyrium. Hvor 1 Pet handlede om forfølgelsen udefra, er temaet her snarere faren indefra, nemlig forførelsen, som kan ske ganske umærkeligt. Pejlemærkerne fra brevet er, når Guds tilgivelse mister sin betydning for os (1,9), når Skriften ikke regnes for Guds ord (1,12-21 ; 3,14-18 (bemærk i øvrigt, at Peter kommenterer Paulus’ breve)), når Kristi genkomst til dom og frelse underkendes (2,1-3 ; 3,1-13), eller når evangeliet ikke får konsekvenser i vores livsførelse (1,5-6).
Indledning til 2 Petersbrev
Peter stod foran døden, og han skrev derfor en kort påmindelse til kristne om oprigtig tro og apostlenes lære. Samtidig advarede han om, at falske lærere ville fremstå.
Indledning
Peter skriver dette brev til menigheder, der karakteriseres som dem, der “har fået den samme dyrebare tro, som vi” (1,1), og 1,16 antyder, at Peter selv har forkyndt evangeliet for dem. Nogle antager, at brevmodtagerne er jødekristne bosat i Palæstina og omegn, mens andre tager udgangspunkt i, at Peter også har virket i verdensbyen Rom og skriver brevet derfra, så det måske er en fællesskrivelse til en række menigheder.
Baggrunden for brevet er, at vranglære er trængt ind iblandt brevmodtagerne. I denne situation vil Peter tilskynde læserne til et helligt liv og advare dem mod de vranglærere, der lokker til en udsvævende livsførsel ved at påberåbe sig den kristelige frihed. Han advarer også mod spottere, som fornægter Kristi genkomst.
Peter forventer en brat død (1,14). Det antyder, at brevet er skrevet kort før Peters martyrdød under Neros forfølgelse af de kristne, dvs i løbet af efteråret 64.
Inddeling:
1. Indledning (2 Pet 1,1-2).
2. Evangeliets troværdighed – det bygger på guddommelig åbenbaring (2 Pet 1,3-21).
3. Advarsel mod falske lærere (2 Pet 2,1-22).
4. Kristi genkomst, verdens undergang og den nye jord (2 Pet 3,1-13).
5. Afslutning (2 Pet 3,14-18).
Alle introduktionerne er skrevet af Flemming Kofod-Svendsen og udgivet i “Bibelens bøger”, Logos Media 2004.
Bragt med tilladelse fra https://blr.dk/resource/introduktioner-til-bibelens-boeger/
Judas’ brev ligner 2 Pet og er skrevet af Jakobs (og formentlig Jesu (halv-) bror. I begge breve lærer vi noget interessant om Guds faldne engle.
Indledning til Judas’ brev
Judas skrev et kort brev med en formaning til menighederne om at “kæmpe for den tro, som én gang for alle er overdraget de hellige” (v. 3b) – og om at leve i kærligheden.
Indledning
Brevets forfatter præsenterer sig som “Jesu Kristi tjener og Jakobs bror” (Jud 1). Han er den eneste af forfatterne i NT, som nævner familieforhold, når han præsenterer sig selv. Brødreparret Jakob og Judas nævnes i Matt 13,55 og Mark 6,3 blandt Jesu kødelige brødre, og i Gal 1,19 omtaler Paulus Jakob som “Herrens bror”. Judas regner sig ikke selv blandt apostlene (Jud 17). Ligesom Jakob og de andre af Jesu brødre troede Judas heller ikke på Jesus i begyndelsen (Joh 7,5). Men efter opstandelsen finder vi Jesu brødre sammen med apostlene (ApG 1,14). I 1 Kor 9,5 nævner Paulus, at Herrens brødre er virksomme med evangeliet. Man kan derfor sikkert gå ud fra, at Judas virkede som evangelieforkynder og dermed var kendt i en del af de menigheder, der voksede frem.
Mon ikke Judas har henvist til sin bror Jakob for at styrke sin troværdighed og øge sin autoritet over for læserne? Jakob var jo den mægtige og indflydelsesrige leder af modermenigheden i Jerusalem (ApG 12,17; 15,13-21; 21,18-26). Paulus kalder ham en søjle i Gal 2,9 og nævner ham forud for apostlene Peter og Johannes. Det siger lidt om hans position i den første kristenhed. Men hvorfor skrev Judas ikke ligeud, at han var Jesu yngre bror? Hans ydmyge forhold til Jesus har sikkert gjort det umuligt for ham. Han var Jesu Kristi tjener.
Læserne karakteriseres ved tre udtryk: De er kaldede, elsket af Gud Fader og bevaret for Jesus Kristus (Jud 1). Det kan tyde på, at brevet er skrevet til kristne i almindelighed, uden at forfatteren har tænkt på nogen menighed eller gruppe af menigheder. Men flere henvisninger i brevet til jødiske overleveringer også uden for GT (Jud 9.14) ligesom den udbredte brug af gammeltestamentlige eksempler (Jud 5.7.11.14) kan tale for, at det er en eller flere grupper af jødekristne, han skriver til. Vi ved imidlertid ikke, hvor “mine kære” (Jud 3), som han kalder læserne, har boet. Vi ved heller ikke, hvor eller hvornår Judas skrev sit brev. Men det kan ikke høre til de tidligste NT-breve, eftersom den vranglære, Judas advarer imod, synes at have bidt sig fast (Jud 4). Brevet stammer sikkert fra slutningen af Judas’ liv, måske er det skrevet engang i 70’erne.
Baggrunden for brevet er meget klar. En farlig vranglære har sneget sig ind i de kredse, Judas henvender sig til. Oprindelig havde han tænkt at skrive et brev af mere almenkristelig karakter om frelsen (Jud 3), men så blev han klar over, at han i stedet for skulle formane til at kæmpe for den kristne tro (Jud 4).
Brevets inddeling:
1. Indledning og brevets foranledning (Jud 1-4)
2. Advarsel mod vranglærerne (Jud 5-23)
3. Afslutning (Jud 24-25).
Alle introduktionerne er skrevet af Flemming Kofod-Svendsen og udgivet i “Bibelens bøger”, Logos Media 2004.
Bragt med tilladelse fra https://blr.dk/resource/introduktioner-til-bibelens-boeger/
Dag 166 – Efeserbrevet 1-3
Fra Peter til Paulus. Ef er det første af “fangenskabsbrevene”, altså skrevet mens Paulus var fange (formentlig i Rom). Den første lovprisning er indholdsrig og kan med fordel læses langsomt og flere gange. Brevet er blevet kaldt “menighedsbrevet” og afspejler, at Paulus opholdt sig i Efesus i henimod tre år. Se, om du kan finde alle syv billeder på menigheden: Legeme, rige, husstand, bygning, tempel, bolig, brud (morgendagens læsning). 2,8- 10 er gode vers at tænke dybere over og lære udenad.
Indledning til Efeserbrevet
Paulus opmuntrede efeserne til at “leve, så det svarer til det kald, I fik” (Ef 4,1b) – dvs. til det kald at følge Kristus.
Indledning
Efeserbrevet er skrevet af Paulus, mens han i to år sad i fængsel i Rom o. år 60 (ApG 28,30. Ef 3,1; 4,1; 6,20). Romerrigets fjerde største by Efesos lå på Lilleasiens vestkyst og var hovedstad i provinsen Asien. Paulus besøgte første gang byen ved afslutningen af sin 2. missionsrejse (ApG 18,19-21). Byens stolthed var Artemistemplet, der blev regnet for et af verdens syv underværker, og som vi hører om i ApG 19. På sin 3. missionsrejse satsede Paulus kraftigt på Efesos, hvor der var rige muligheder for evangeliets udbredelse. Resultatet blev ikke alene en modermenighed af jøde- og hedningekristne, men evangeliet nåede ud i hele provinsen Asien (ApG 19,10). På det tidspunkt blev menighederne i Kolossæ, Laodikea og Hierapolis sandsynligvis dannet (Kol 4,13). Selv om Paulus havde arbejdet i Efesos i næsten tre år (ApG 19,8.10) og derfor kendte menigheden godt, er Efeserbrevet stort set blottet for personlige bemærkninger. Tonen er upersonlig, og der er ikke hentydninger til konkrete forhold i menigheden. Årsagen til dette er sikkert, at brevet oprindelig er en rundskrivelse til en række menigheder i Lilleasien. Ef 6,21 sammenholdt med Kol 4,7-9 viser, at Efeserbrevet og Kolossenserbrevet må være skrevet samtidig, og Tykikos har overbragt begge breve. Det har været ganske naturligt, at apostelen benyttede anledningen til at sende en hilsen til de menigheder i provinsen Asien, som Tykikus rejste forbi på vej til Kolossæ. Derfor var originalbrevet nok ikke forsynet med noget modtagernavn. Ordene “i Efesos” mangler også i nogle af de ældste og bedste håndskrifter, ligesom en række kirkefædre ikke kender den stedsbetegnelse. Da modermenigheden var i Efesos, er det naturligt, at rundbrevet blev knyttet til Efesos, og i det 2. årh. fik det overskriften “Til efeserne”.
Efeserbrevet er med rette kaldt kirkebrevet. Kirken er Kristi legeme. Intet andet skrift i NT understreger med samme styrke kirkefællesskabet, kirkens forhold til Kristus og dens betydning for den enkelte. Men kirken er nøje knyttet sammen med Guds frelsesplan, der strækker sig fra evighed til evighed. Enhed er et nøgleord i dette brev: Kirkens enhed med Gud, og jøde- og hedningekristnes indbyrdes enhed. Brevets første del (kap. 1-3) er belærende og kunne have overskriften: I Kristus Jesus. Anden del (kap. 4-6) er formanende. Som overskrift kunne stå: Til gode gerninger. Efeserbrevet ligner mere en meditation eller en kristen prædiken end et brev. Det er den modne Paulus, der skriver. Den største del af hans tjeneste er afsluttet. I sit fængsel ser han alle ting i evighedens perspektiv.
Brevet kan inddeles:
1. Indledning (Ef 1,1-2)
2. Lovprisning af Guds frelsesplan og forbøn (Ef 1,3-23)
3. Frelsen i Kristus – for jøder og hedninger – forbøn (Ef 2,1-3,21)
4. Formaning til enhed – det nye liv (Ef 4,1-5,20)
5. En kristen husorden – Guds fulde rustning (Ef 5,21-6,20)
6. Afslutning (Ef 6,21-24).
Alle introduktionerne er skrevet af Flemming Kofod-Svendsen og udgivet i “Bibelens bøger”, Logos Media 2004.
Bragt med tilladelse fra https://blr.dk/resource/introduktioner-til-bibelens-boeger/
Rammerne omkring Efeserbrevet
Ca. år 62
Efesos var en rig havneby i den romerske provins i Lilleasien. Det var et center for læring og var placeret i nærheden af flere vigtige landruter i det vestlige Lilleasien. Paulus skrev sandsynligvis sit brev til efeserne, mens han var i husarrest i Rom (ApG 28).
Dag 167 – Efeserbrevet 4-6
Formaningerne i dagens læsning kommer på baggrund af evangeliet om Kristus (3,15-21). De skal ikke forstås som byrder og regler, men som pejlemærker for det nye liv, vi er sat i som retfærdiggjorte og elskede af Kristus. Tydeligst kommer denne pointe måske til udtryk i “ægteskabslignelsen” om mand og kvinde som billede på Kristus og kirken. Guds fulde rustning (6,10-20) fortæller os om Guds styrke i svage mennesker som os.
Dag 168 – Salmerne 70-73
Søndagens 4 salmer lyser alle tydeligvis af det nære forhold til Herren. Sl 70 og 71 er Davids og den ukendte forfatters bøn om hjælp. Der er kun ét sted at vende sig hen: til Gud. Sl 72 er en god bøn for kongen, men er også en kristologisk salme om kongen, der hersker fra hav til hav og samtidig forbarmer sig over den svage og fattige. Sl 73 fastslår forskellen mellem den retfærdige og ”de overmodige” / “ugudelige”, som ikke ses i det ydre, men i det indre og i det evige. 73,28 er et godt vers at memorere.
Uddybende noter
| Uddybende noter |
| 70,1 Le-hazkir: kan muligvis betyde: til påmindelse. Meningen kan være, at salmen skal påminde Gud om bekendelsen og understrege bønnen om frelse. Det kan også sigte på brugerne, som så påmindes om syndsbekendelsens nødvendighed. (Note fra Sl 38,1). 71,22 Harpe og citer: Strengeinstrumenter med 3-12 Strenge.1 72,10 Tarshish er formodentlig den fønikiske koloni Tartessus i Spanien (Es 60,9. Jon 1,3). Saba lå i Sydarabien, det var kendt for sin rigdom (1 Kong 10,1-3. Es 60,6). Seba lå formodentlig i Afrika (1 Mos 10,7. Es 45,14 (skønt DO dér kalder dem sebæere)).1 72,16 Libanon var især kendt for sine store cedertræer.1 72,19 Amen er et af de hebraiske ord, der er gået ind i alle verdens sprog. Det betyder sand eller fast (det kan bedst oversættes: Det stå fast! Lad det stå fast!). Gentagelsen understreger betydningen.1 72,20 Salmernes Bog består tilsyneladende af fem ældre samlinger, der slutter efter Sl 41; 72; 89; 106 og 150. Tilsvarende slutning findes således Sl 41,14; 89,53; 106,48. Det er overraskende, at dette vers blev bevaret, da Salmernes Bog blev samlet, for der findes flere Davids-salmer efter denne. Men man har altså ikke villet foretage ændringer.1 73,1 Asaf: Sl 50 og 73-83 er knyttet til Asaf. Overskriften må betyde, at salmen stammer fra Davids eller Salomos tid, hvor Asaf var leder for sangere ved pagtsteltet (1 Krøn 16,37). Dette Asaf-kor (Asaf-sønnerne, 2 Krøn 35,15) bevarede sin faste plads ved templet og dets gudstjenester i al fald til templets fald 587 f.Kr. Det er muligt, at Asaf-salmerne i lidt højere grad end de øvrige salmer har undergået forandringer i tidens løb (se især til Sl 74); måske har Asaf-koret følt, at det stadig kunne tillade sig at aktualisere disse salmer.2 73,22 Stud: (ubegavet) grov og ufølsom person.3 |
2 Salmernes Bog II, Credo, Jørgen Bækgaard Thomsen, s. 12
3 https://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=stud
Dag 169 – 1 Kongebog 1-2
Kongebøgerne handler om det delte kongerige (Syd- og Nordriget) og kongerne, som regerede i begge riger. I begyndelsen af 1 Kong følger vi Davids sidste tid. Måske belært af Batseba-historien holdt han sig på måtten i forhold til Abishag. Snart fulgte magtkampen mellem Adonija og Salomo, som blev voldsom. Batseba og David blev involveret i forløbet, men Davids trone og kongeslægten med Salomo sejrede over Adonija, der “gik med store tanker om sig selv” (1,5 – jf. Rom 12,3).
Indledning til 1 Kongebog
Kongebøgerne fortæller historien om Israels konger. Nationen splittedes i to riger (Nord og Syd), og fortællingen undersøger, hvorvidt nationen var tro mod Moseloven. Vi kan allerede afsløre, at det var de ikke, og begge riger kom i fangenskab under andres herredømme. NB! 1 og 2 Kong var oprindeligt én bog – derfor ét billede.
Indledning
De to kongebøger var oprindeligt ét skrift. Det var først ved oversættelsen til græsk, at det blev delt i to. Kongebøgerne behandler perioden fra Davids sidste tid (ca. 970 f. Kr.) til kong Jojakins løsladelse fra fængslet i Babylon (ca. år 560), altså en periode på ca. 410 år.
Jødiske kilder anfører profeten Jeremias som forfatter til både Jeremias´ Bog, Klagesangene og de to kongebøger. Det støttes af, at kongebøgerne og Jeremias udtrykker samme syn på Israels historie, og at 2 Kong 24,18-25,30 med få afvigelser er identisk med Jer 52. Dog mener flere på grund af de små forskelle, at forfatteren til kongebøgerne har opholdt sig i Babylon, mens Jeremias efter al sandsynlighed sluttede sin virksomhed i Egypten (Jer 43,1-8). Derfor peger flere på, at det måske er en af Jeremias´ disciple, der er forfatter til kongebøgerne. Han må så have skrevet sit værk før år 538, da perserkongen Kyros gav store dele af folket lov til at vende tilbage til Juda og Jerusalem.
Forfatteren har brugt skriftlige kilder til sit historieværk. I 1 Kong 11,41 nævner han Salomos Krønike og senere Judas Kongers Krønike (1 Kong 14,29; 15,7 mfl.) og Israels Kongers Krønike (1 Kong 14,19; 15,31 mfl.). Disse krøniker har vel været tidens officielle historieskrivning, hvor man har kunnet læse om de enkelte kongers politiske indsats.
Kongebøgerne hører ligesom Samuelsbøgerne hjemme blandt “De tidlige profeter”. Det er profetisk historieskrivning, der gennem de historiske begivenheder forkynder, hvem Israels Gud er, og som forkynder både hans trofasthed og hans vrede mod al ulydighed. Som profetskrift vurderer de enkelte kongers indsats i lyset af deres lydighed mod Gud. En politisk set betydelig konge regnes for intet, hvis han har været ulydig mod Gud og fremmet afgudsdyrkelse. Forfatteren har især villet fremstille det, der hører til Israels religiøse historie. Ved rigets deling efter Salomos død (931 f. Kr.) fik Israels Rige 3/4 af det tidligere landområde og 2/3 af befolkningen. I de foregående århundreder var mange af folkets ledere kommet fra Israels område (Debora, Barak, Jefta, Gideon, Samuel mfl.). Afgudsdyrkelsen og frafaldet var imidlertid størst i Israels Rige, hvor det ene dynasti afløste det andet, men alle konger var ugudelige; derfor gik det hurtigt sin undergang i møde.
I Juda Rige herskede også megen ugudelighed, men enkelte konger tog et opgør med synd og frafald, undertiden blev det dog kun halvhjertet. De to kræfter, der kæmpede i Salomos liv, fromheden, som vi især møder i hans bøn ved templets indvielse (1 Kong 8,23-53), og verdsligheden, går igen i hele Davids slægt og i Juda riges historie. Det vemodige og tragiske er, at frafaldet også sejrede her, så Herrens straf blev uundgåelig.
De profetertyper, som virkede allerede i Samuelsbøgerne (Natan, Gad mfl.), træder også frem i Kongebøgerne. Det drejer sig fx om Akija fra Shilo (1 Kong 11,29-39; 14,1-18), Shemaja (1 Kong 12,22-24), gudsmanden fra Juda og profeten fra Betel (1 Kong 13,1-32), Elias (1 Kong 17-2 Kong 2), Elisa (2 Kong 2-13). De talte ordet fra Guds mund, som yderst sjældent var populært, og derved kom de ofte til at stå alene både mod konger og folkets flertal. Fra kongebøgernes periode har vi også en række skriftprofeter (Jonas, Amos, Hoseas, Esajas, Mika, Jeremias mfl.), så vi kan selv læse, hvor modigt og klart de talte Guds ord.
De katastrofale årstal var 722, da Israels rige gik til grunde, og befolkningen blev ført i eksil til Assyrien, og 586, da Juda rige og Jerusalem faldt, og en stor del af befolkningen blev ført i eksil til Babylon.
Første Kongebogs inddeling:
1. Davids sidste år og død (1 Kong 1-2)
2. Salomos vej til magten (1 Kong 3)
3. Salomos regeringstid og død (1 Kong 4-11)
4. Rigets deling (1 Kong 12)
5. Det delte monarki (1 Kong 13- 22)
Alle introduktionerne er skrevet af Flemming Kofod-Svendsen og udgivet i “Bibelens bøger”, Logos Media 2004.
Bragt med tilladelse fra https://blr.dk/resource/introduktioner-til-bibelens-boeger/
Omfanget af Salomos kongerige
ca. 971-931 f.Kr.
Salomos regeringstid markerede højdepunktet for Israels magt og rigdom i bibelsk tid. Salomos far, David, havde givet ham et rige, der omfattede Edom, Moab, Ammon, Syrien og Soba. Salomo skulle senere også regere over Hamat, og hans ægteskab med Faraos datter resulterede i en alliance med Egypten. Salomo kontrollerede vigtige handelsruter mellem flere store verdensmagter, herunder Egypten, Arabien, Mesopotamien og Anatolien (Lilleasien).
| Uddybende noter |
| 1,50 Alterets horn: Adonija mener at alteret, som er et helligt sted, beskytter ham mod Salomos hævn. Dette afspejler en almindelig gammel nærøstlig skik, hvor helligdomme et et tilflugtssted (jf. 2 Mos 21,12-14). |
Dag 170 – 1 Kongebog 3-6
Navnet Salomo er i familie med ordet “Shalom” og betyder “fred”, “hel”, “fremgangsrig”. Sådan gik det med Salomo i begyndelsen – ikke fordi han var noget særligt, men på grund af sin ydmyge bøn (3,6-9) og sit helhjertede forhold til Herren. “Herren gav Salomo visdom, som han havde lovet ham” (5,26). Kap. 6 tidsfæster Salomos mægtige tempel ret præcist til år 957. Templet stod indtil babylonierne indtog Jerusalem i 586/587.
| Uddybende noter |
| 5,20 Sidonierne er en generel betegnelse for fønikerne, berømt for deres ekspertise inden for tømmer. Sidon lå, ligesom Tyrus, på den fønikiske kyst syd for det nuværende Beirut. 5,32 Folk fra Gebal er arbejdere fra Byblos, en kystby nord for Tyrus. |
Dag 171 – 1 Kongebog 7-8
For Salomo var templet vigtigere end sit eget palads, og derfor blev det bygget først. Selv om paladset efter 13 års byggeri sikkert har været prangende, så var Salomos fokus Guds løfte til sin far David, som nu var opfyldt med byggeriet af templet. Stefanus henviste til Salomos tempel under sin forsvarstale, inden han blev stenet til døde (ApG 7,46-50). Hverken bronzen (7,47) eller antallet af offerdyr (8,5b) blev opregnet, men det gjorde Salomos stærke bøn om Guds troskab og tilgivelse. Overvej, om vi har den samme ydmyghed i forhold til Gud, som Salomo havde.
Dag 172 – 1 Kongebog 9-11
Gud viste sig igen for Salomo med et stærkt løfte og en advarsel. At begge visioner skulle gå i opfyldelse hen over de næste århundreder, vil vi se i bibellæsningen de næste dage. Både løftet og advarslen gik også i opfyldelse med Kristus, se fx Joh 3,16-21. Jesus talte om dronningen af Saba, “Sydens dronning”, i sin domstale (Matt 12,42). Selv om Salomo var en mægtig konge, så var der med Jesus “mere end Salomo”. “Begyndt er ikke endt, det må du vide”, synger vi i DDS 632, som illustrerer Salomos triste udvikling. Mod slutningen af sin regeringsperiode vendte Salomo sit hjerte fra Herren og blev afgudsdyrker.
Dag 173 – 1 Kongebog 12-14
Salomo døde i år 931 efter 40 år som konge i Israel. Efter hans død blev landet delt i to helt frem til år 722: Juda (Sydriget) med kong Rehabeam og Israel (Nordriget) med kong Jeroboam. Historien i kap. 13 er besynderlig, men stadfæster dommen over den ugudelige kong Jeroboam.
Dag 174 – 1 Kongebog 15-17
I kongerækken (helt frem til 2 Kong 25) skal man holde tungen lige i munden. Bemærk, at forholdet til Herren altid nævnes som et helt afgørende træk. Jo, for Gud står ved sit nådes ord om at velsigne og forbande ud fra forholdet til ham (1 Kong 9,3-9). På denne tid begyndte Gud at sende profeter ind i folket for at kalde til omvendelse og tro (dog var allerede Samuel både dommer OG profet, 1 Sam 3). Profeten Elias blev et redskab til at bringe mange tilbage til Gud.
Dag 175 – Salmerne 74-76
For ikke længe siden læste vi om tempelbyggeriet i Jerusalem. Sl 74 er skrevet efter babylonernes ødelæggelse af templet i 586. Israels folk klagede til Gud, som har tilladt fjenderne at indtage byen og ødelægge templet. Som læsere kender vi grunden, nemlig folkets manglende tro på Gud. Sl 75 og 76 er også skrevet af Asaf og understreger begge Guds styrke, både i sin vrede og sin frelse. 76,10 rummer et håb for os alle: “Gud rejste sig til dom for at frelse alle landets ydmyge”.
Dag 176 – 1 Kongebog 18-19
“Nu ved jeg, at du er en gudsmand, og at Herrens ord er sandhed i din mund”, sluttede 1 Kong 17. Det kom der et håndgribeligt eksempel på, da Elias og kong Akabs afgudsdyrkere blev samlet til styrkeprøven på Karmels bjerg. Én mand mod 450 Ba’al-profeter – én Gud mod alle andre guder. Ikke mindre vigtig er kap. 19, for man kan sagtens, når man vinder sejr og føler Guds hjælp, men på flugt og i sin ensomhed hørte Elias Guds stemme i den sagte susen (19,12) – og det kan vi godt oversætte til “den stille læsning af Guds ord”. Gud trøstede sin ensomme profet med, at Guds folk stadig var i landet (19,18).
Dag 177 – 1 Kongebog 20-22
Kong Akab traf den skæbnesvangre beslutning kun at lytte til Herren, når det passede ind i hans eget kram. Profeter blev tilkaldt for at legitimere / “velsigne” krigen mod aramæerne, og kong Akab gjorde sig ukendelig for ikke at falde i den krig, som Herrens sande profet Mika på forhånd havde udråbt som tabt. Overvej, om der er forhold, hvor vi med vold og magt vil have vores egen dagsorden igennem og helst med Guds velsignelse, selvom Gud taler imod det.
Dag 178 – 2 Kongebog 1-4
2 Kong begynder med overrækningen af stafetten fra den ene profet, Elias, til den næste: Elisa. Elias var forløber for Elisa, ligesom Johannes Døberen var forløber for Jesus. Elias og Elisa var både domsprofeter og nådesforkyndere. Der er både undere, mirakuløs graviditet, helbredelser, døde-opvækkelse og brødunder i kap. 4 – og selv om Elisa var et almindeligt menneske, så virkede Guds kraft mægtigt i ham.
Indledning til 2 Kongebog
Kongebøgerne fortæller historien om Israels konger. Nationen splittedes i to riger (Nord og Syd), og fortællingen undersøger, hvorvidt nationen var tro mod Moseloven. Vi kan allerede afsløre, at det var de ikke, og begge riger kom i fangenskab under andres herredømme. NB! 1 og 2 Kong var oprindeligt én bog – derfor ét billede.
Indledning
De to kongebøger var oprindeligt ét skrift. Det var først ved oversættelsen til græsk, at det blev delt i to. Kongebøgerne behandler perioden fra Davids sidste tid (ca. 970 f. Kr.) til kong Jojakins løsladelse fra fængslet i Babylon (ca. år 560), altså en periode på ca. 410 år.
Jødiske kilder anfører profeten Jeremias som forfatter til både Jeremias´ Bog, Klagesangene og de to kongebøger. Det støttes af, at kongebøgerne og Jeremias udtrykker samme syn på Israels historie, og at 2 Kong 24,18-25,30 med få afvigelser er identisk med Jer 52. Dog mener flere på grund af de små forskelle, at forfatteren til kongebøgerne har opholdt sig i Babylon, mens Jeremias efter al sandsynlighed sluttede sin virksomhed i Egypten (Jer 43,1-8). Derfor peger flere på, at det måske er en af Jeremias´ disciple, der er forfatter til kongebøgerne. Han må så have skrevet sit værk før år 538, da perserkongen Kyros gav store dele af folket lov til at vende tilbage til Juda og Jerusalem.
Forfatteren har brugt skriftlige kilder til sit historieværk. I 1 Kong 11,41 nævner han Salomos Krønike og senere Judas Kongers Krønike (1 Kong 14,29; 15,7 mfl.) og Israels Kongers Krønike (1 Kong 14,19; 15,31 mfl.). Disse krøniker har vel været tidens officielle historieskrivning, hvor man har kunnet læse om de enkelte kongers politiske indsats.
Kongebøgerne hører ligesom Samuelsbøgerne hjemme blandt “De tidlige profeter”. Det er profetisk historieskrivning, der gennem de historiske begivenheder forkynder, hvem Israels Gud er, og som forkynder både hans trofasthed og hans vrede mod al ulydighed. Som profetskrift vurderer de enkelte kongers indsats i lyset af deres lydighed mod Gud. En politisk set betydelig konge regnes for intet, hvis han har været ulydig mod Gud og fremmet afgudsdyrkelse. Forfatteren har især villet fremstille det, der hører til Israels religiøse historie. Ved rigets deling efter Salomos død (931 f. Kr.) fik Israels Rige 3/4 af det tidligere landområde og 2/3 af befolkningen. I de foregående århundreder var mange af folkets ledere kommet fra Israels område (Debora, Barak, Jefta, Gideon, Samuel mfl.). Afgudsdyrkelsen og frafaldet var imidlertid størst i Israels Rige, hvor det ene dynasti afløste det andet, men alle konger var ugudelige; derfor gik det hurtigt sin undergang i møde.
I Juda Rige herskede også megen ugudelighed, men enkelte konger tog et opgør med synd og frafald, undertiden blev det dog kun halvhjertet. De to kræfter, der kæmpede i Salomos liv, fromheden, som vi især møder i hans bøn ved templets indvielse (1 Kong 8,23-53), og verdsligheden, går igen i hele Davids slægt og i Juda riges historie. Det vemodige og tragiske er, at frafaldet også sejrede her, så Herrens straf blev uundgåelig.
De profetertyper, som virkede allerede i Samuelsbøgerne (Natan, Gad mfl.), træder også frem i Kongebøgerne. Det drejer sig fx om Akija fra Shilo (1 Kong 11,29-39; 14,1-18), Shemaja (1 Kong 12,22-24), gudsmanden fra Juda og profeten fra Betel (1 Kong 13,1-32), Elias (1 Kong 17-2 Kong 2), Elisa (2 Kong 2-13). De talte ordet fra Guds mund, som yderst sjældent var populært, og derved kom de ofte til at stå alene både mod konger og folkets flertal. Fra kongebøgernes periode har vi også en række skriftprofeter (Jonas, Amos, Hoseas, Esajas, Mika, Jeremias mfl.), så vi kan selv læse, hvor modigt og klart de talte Guds ord.
De katastrofale årstal var 722, da Israels rige gik til grunde, og befolkningen blev ført i eksil til Assyrien, og 586, da Juda rige og Jerusalem faldt, og en stor del af befolkningen blev ført i eksil til Babylon.
Anden Kongebogs inddeling:
1. Det delte rige indtil Israels undergang (2 Kong 1-17)
2. Juda rige til Jojakins løsladelse i Babylon (2 Kong 18-25).
Alle introduktionerne er skrevet af Flemming Kofod-Svendsen og udgivet i “Bibelens bøger”, Logos Media 2004.
Bragt med tilladelse fra https://blr.dk/resource/introduktioner-til-bibelens-boeger/
Israel og Juda under 2 Kongebog
ca. 853 f.Kr.
2 Kongebog fortæller om begivenheder i Israel og Juda fra Akabs død, til Israels og Judas landflygtighed. Historien involverer Israel, Juda, Syrien, Ammon, Moab, Edom og Filistæa, samt Egypten, Assyrien, Babylonien og andre riger langt uden for Israels grænser.
Dag 179 – 2 Kongebog 5-8
Den gribende historie om Elisa fortsætter i disse kapitler. Det er påfaldende, at Elisa helbredte syreren (ikke-israelitten) Na’aman, og Jesus henviste netop til dette i sin tale i hjembyen Nazaret (Luk 4,27). Elisa udførte flere undere, hvorved vi som læsere ser noget af Guds kraft. “…der er flere på vores side end på deres”, siger Elisa (6,16) – og med åbne øjne så Gehazi virkeligheden med Guds øjne. Den lakoniske kommentar i 6,23b er temmelig humoristisk. Lad os bede om, at Gud også åbner vores øjne for den åndelige virkelighed!
Dag 180 – 2 Kongebog 9-11
Kongerækken fortsætter efter fokus på profeterne Elias og Elisa fra 8,16 med skiftevis præsentation af konger i begge riger: Israel (Nordriget) og Juda (Sydriget). Kong Jehu af Israel indtager meget fokus i fortællingen, og fx hans fartglæde nævnes en passant (9,20). Han var udpeget allerede i 1 Kong 19,17 under Elias, og nu føres det ud i livet. Jehu blev et redskab til opgør med Akabs og Jezabels afgudsdyrkelse (10,18-29), først gennem en stærk salvning (9,1-10) og dernæst et statskup (9,11-10,26). Bibelen skjuler ikke den grusomme historie – og til sidst levnes et håb gennem Joash, der som 7-årig blev konge i Juda.
