2 Mosebog

Introduktion
Da Jakob og hans sønner kom til Egypten, fik de lov at bosætte sig i det frugtbare land Goshen, der ligger i den østlige del af Nilens delta (1 Mos 47,6). I alt boede deres efterkommere 430 år i Egypten (2 Mos 12,40-41). Egypten var den gamle verdens bedst organiserede stat, hvor kunst, litteratur, arkitektur og industri havde nået en høj udvikling. Vi ved ikke meget om denne del af Israels historie, men mellem Første og Anden Mosebog ligger der antagelig en periode på to-tre århundreder: fra Josefs død til begyndelsen af Israels slavetilværelse. I dette tidsrum er efterkommerne af den ene familie, der brød op fra sit hjemland, blevet så mange, at de i virkeligheden skal betragtes som et helt folk (1,7).

De første kapitler er beretningen om trældom og tunge tider under egypterkongens herredømme. Der var nemlig kommet en ny konge, som ikke kendte til Josef (1,8); det betyder sikkert et nyt dynasti, der stod for en anden politisk holdning. Nu blev det israelitiske folk betragtet med skepsis, ja man gjorde dem direkte til slaver (1,11). Men resultatet blev, at folket voksede endnu mere. Da prøvede egypterkongen med en etnisk udrensning ved at påbyde, at alle drengebørn skulle slås ihjel umiddelbart efter fødslen. Gud greb imidlertid ind efter sit løfte til folkets første fædre og forberedte udfrielsen. Ifølge 1 Kong 6,1 skete israelitternes udvandring 480 år før man begyndte at bygge Herrens tempel. Det skete i kong Salomos fjerde regeringsår (1 Kong 6,37), og han var tiltrådt 970 f. Kr., så udvandringen må være sket år 1446 f. Kr.

Den bærende søjle i Anden Mosebog er åbenbaringstanken. Vi møder en absolut tro på Guds nærvær og indgriben i verden. I hver enkelt begivenhed i folkets liv ser vi Guds hånd. I kærlighed følger han sit folk. Han ser sit folks lidelse, hører deres klageskrig og stiger ned for at redde dem (3,7-8). Udfrielsen sker under et offerdyrs blod (12,7.13). Men Gud, der vil bo iblandt sit folk, er også hellig og vil tilbedes og tjenes af et helligt folk.

Anden Mosebog indeholder de to afgørende begivenheder i Israels historie – udfrielsen af Egypten og lovgivningen på Sinaj – og kan inddeles:
1. Trældommen i Egypten og forberedelsen af befrielsen (2 Mos 1,1-12,51).
2. Udfrielsen og vandringen mod Sinaj (2 Mos 13,1-18,27).
3. Pagtslutningen på Sinaj med modtagelsen af De ti bud og pagtsbogen (2 Mos 19,1-24,18)
4. Tabernaklet og offertjenesten/præstetjenesten (2 Mos 25,1-31,18)
5. Frafaldet (guldkalven) og fornyelsen af pagten (2 Mos 32,1-34,35)
6. Forskellige påbud og forskrifter (2 Mos 35,1-40,38).

Alle introduktionerne er skrevet af Flemming Kofod-Svendsen og udgivet i “Bibelens bøger”, Logos Media 2004.
Bragt med tilladelse fra https://blr.dk/resource/introduktioner-til-bibelens-boeger/

Rejsen imod Sinajs bjerg
1446 f.Kr.
Blandt de mange teorier om ruten for udvandringen, anses den traditionelle rute til Djebel Musa af mange forskere for at være den mest plausible. Fra Ramses rejste israelitterne til Sukkot, men disse to steder er de eneste som er identificeret med sikkerhed. Derfra rejste de til Etam ogPi-ha-Kirot, hvor de krydsede Det Røde Hav. Derfra rejste de til Mara, Elim, Refidim og til sidst til Sinaj-bjerget.