Dag 301 – Salmerne 120-123
Nu kommer vi til valfartssangene i Salmernes Bog, brugt ved israelitternes store valfarter til Jerusalem, som vi læste om i 2 Mos 23,14-17 og 3 Mos 23. I disse salmer ser man glæden over vandringen til Jerusalem, opholdet ved Herrens hus og lovsangen dér, men mest centralt er “trosvandringen” med Herren, som ikke sover, som er skyggen ved din højre side (121,4-5). Overvej at bruge salmerne som motivator for søndagens gudstjeneste. 121,8 bruges med håndspålæggelse ved alle dåb i Folkekirken som et ønske for barnet.
| Uddybende noter |
| 120,4 Gyvel: op til 2 m. høj busk med mange tætte, tynde grene, store gule blomster og flade, sorte bælge hvis frø er meget giftige dyrkes ofte som prydbusk (i forskellige sorter); tilhører ærteblomstfamilien. |
Dag 302 – 2 Timotheusbrev 1-4
2 Tim bærer tydeligt præg af at være Paulus’ sidste brev, skrevet til Timotheus på den sidste rejse til Rom, og vi får et gribende testamente fra ham. Måske er Paulus blevet grebet for øjnene af Timotheus i Efesos (1,4) og ført væk. Bekymringen, som Paulus luftede i 1 Tim, var reel, og vranglæren og ugudeligheden var taget til. Paulus oplevede selv ensomhed og modgang (1,15 ; 4,10 . 14 . 16), og han ved, at martyriet venter (“Mit blod skal snart udgydes”, 4,6). Alligevel er han fuld af tillid til Gud og glæder sig til evigheden, og han søger gennem det meget personlige brev at styrke og opmuntre Timothus. Læg mærke til 1,9 ; 2,1 . 11-12 ; 3,16-17 ; 4,2 . 7.
Indledning til 2 Timotheusbrev
Paulus var døden nær og skrev et hjerteligt farvel til Timotheus. Her gav Paulus evangelistembedets fakkel videre, og han opfordrede Timotheus til at gøre det samme.
Indledning
Dette er det mest personlige brev, vi har af Paulus, som ved affattelsen befinder sig i et deprimerende fangenskab. Af medarbejdere er kun Lukas hos ham, flere tidligere venner har vendt ham ryggen, og frafaldet er stort i adskillige menigheder. Han er døden nær i år 64. Brevet er præget af frafaldet i Timotheus’ menighed og Paulus’ nært forestående død, men samtidig er det kendetegnet af stor trosfrimodighed. Første del af brevet er en direkte appel til Timotheus om at bruge den nådegave, Gud har givet ham og med frimodighed fortsætte sin tjeneste, selv om det medfører lidelser. Når det gælder vranglæren, skal han både bekæmpe den og undgå at blive præget af den. Timotheus skal først og fremmest være forankret i De hellige Skrifter og være trofast i tjenesten, især når det gælder formidlingen af Guds ord. Til sidst beder Paulus Timotheus om at tage Markus med sig og hurtigt komme til ham i fængslet.
1. Indledning (2 Tim 1,1-5)
2. Formaning til frimodig vidnetjeneste (2 Tim 1,6-2,13)
3. Om vranglærerne og kampen mod dem (2 Tim 2,14-4,5)
4. Paulus’ personlige situation (2 Tim 4,6-18)
5. Hilsener og velsignelse (2 Tim 4,19-22).
Alle introduktionerne er skrevet af Flemming Kofod-Svendsen og udgivet i “Bibelens bøger”, Logos Media 2004.
Bragt med tilladelse fra https://blr.dk/resource/introduktioner-til-bibelens-boeger/
Rammerne omkring 2 Timotheusbrev
Ca. år 64-67
| Uddybende noter |
| 1,15 Der er ingen yderligere information om Fygelos og Hermogenes. 2,17 Hymenæus blev nævnt som en falsk lærer i 1 Tim 1,20, men Filetus er ikke nævnt andetsteds. 3,8 Jannes og Jambres er navnene nævnt i tidlige ikke-bibelske jødiske skrifter, og er de egyptiske tryllekunstnere der modsatte sig Moses i 2 Mos 7,8-13. I disse skrifter blev disse mænd nøglesymboler på modstanden mod Guds sandhed. Selvom deres navne ikke optræder i selve GT, ville navnene være bekendte for Timotheus og andre jøder; at blive identificeret med disse fjender af Guds sandhed ville have betydelig retorisk kraft. 4,13 Kappe: Et tungt stykke stof, der vil være særlig vigtig om vinteren (se v 21). |
Dag 303 – 1 Krønikebog 1-5
Nu begynder vi på Krønikebøgerne. Man skal væbne sig med tålmodighed, da der er mange optegnelser (bl.a. i dag og i morgen). I Sam og Kong følger vi både Israel og Juda rige, men her er perspektivet udelukkende Juda rige, dvs. Sydriget. Slægtstavlen (1,1) går tilbage til Adam og vil minde folket, der kom tilbage til Israel, om Guds dybe løfter om landet og talrige efterkommere. I 2,1 er Bibelens mest kortfattede opregning af Jakobs 12 sønner. Derefter følger Judas slægt med David som den centrale.
Indledning til 1 Krønikebog
Krønikebøgerne maler med den brede pensel om det tidlige Israels historie, med fokus på Guds pagt med David. Det begynder med begyndelsen (det første ord er ”Adam”). Både pga. det lange tidsspand og de mange slægtstavler har bogen et timeglas som billede. NB! 1 og 2 Krøn var oprindeligt én bog – derfor ét billede.
Indledning
De to krønikebøger udgjorde oprindelig kun ét skrift. Det fremgår af de gamle hebraiske bibeludgaver. Det var den græske oversættelse af GT, der først opdelte det i to bøger. Krønikebøgernes hebraiske navn kan oversættes med: “Dagens ord / Dagens begivenheder”. I Septuaginta kaldes Krønikebøgerne Paraleipomenon, dvs. det som er efterladt. Tanken er, at de bøger fortæller det, som de tidligere kanoniske bøger havde udeladt. Da Kirkefaderen Hieronymus skulle oversætte Bibelen til latin – Vulgata der har været den katolske kirkes bibel – valgte han navnet Cronicae – krøniker – til disse bøger. Luther beholdt dette navn, da han i det 16. årh. oversatte Bibelen til tysk.
Forfatteren til Krønikebøgerne er ukendt, og skrifterne selv siger ikke noget om, hvem der har skrevet dem. Jøderne antog, at præsten Ezra var forfatteren. Vi ved ikke, om det er rigtigt, men afslutningen (2 Krøn 36,22-23) signalerer, at teksten ikke kan være blevet til væsentligt tidligere end på Ezras tid. Krønikebøgerne er nært beslægtede med Ezras og Nehemias’ bøger, for i lighed med de skrifter betragter de Israels historie ud fra en præstelig synsvinkel, så de kan udmærket være skrevet af Ezra eller kredse omkring ham ca. år 400 f. Kr. Forfatteren har i hvert fald efter fangenskabet i Babylon (2 Krøn 36,22-23) gennemgået hele det historiske materiale, som da forelå, og samlet det i overensstemmelse med sin overordnede målsætning. Han har sikkert brugt både Samuelsbøgerne og Kongebøgerne. Vedrørende slægtsregistrene henviser han til Israels Kongers Bog (1 Krøn 9,1), vedrørende kongernes historie henviser han til Judas og Israels Kongers Bog (2 Krøn 16,11; 25,26; 28,26; 32,32) og til Udlægningen til Kongernes Bog (2 Krøn 24,27), ligesom han henviser til Israels og Judas Kongers Bog (2 Krøn 27,7; 35,27; 36,8). Han henviser også til Samuels Krønike, Natans Krønike og Gads Krønike (1 Krøn 29,29), til Akijas Profetier og Jedis Syner (2 Krøn 9,29), til Shemajas Krønike og Iddos Krønike (2 Krøn 12,15) og til Iddos Udlægning (2 Krøn 13,22). Ingen anden bibelsk forfatter har fremlagt et så omfattende kildemateriale.
Med Krønikebøgerne begynder den hellige historie for anden gang fra Adam. Men den er i begyndelsen meget summarisk, idet den hovedsagelig består af slægtsregistre. Slægtsregistrene er udførligst for Juda, Levi og Benjamin stammer, der udgjorde kernen i folket efter fangenskabet. 1 Krøn 9 indeholder en fortegnelse over en del af Jerusalems indbyggere og dem, som gjorde tjeneste ved templet. Læsningen af disse navne er som en vandring på en gammel kirkegård med navne på en stor skare kendte og ukendte personer.
Den historiske del begynder med Sauls død, og derefter skildres Davids og Salomos historie og Juda riges udvikling. Forfatteren vil især skildre de tider, da Israels tro på Gud var stærk og prægede både folket og dets ledere. Derfor forbigår forfatteren næsten helt Nordriget, som efter delingen faldt fra Herren og senere blev forkastet af ham. I Davids og Salomos historie opholder forfatteren sig især ved deres indsats for gudstjenesten og templet. Han bruger ikke mindre end otte kapitler (1 Krøn 22-29) til at fortælle om Davids forberedelser til tempelbyggeriet. I Salomos historie forekommer udtrykket “Herrens hus” ca. 50 gange. Eftersom han kun vil fremstille det forbilledlige hos dem, har han forbigået fejl og fald i deres private liv. I overensstemmelse med denne holdning fortæller han med forkærlighed om de fromme konger i Juda rige, som lyttede til Herrens ord gennem profeterne: Asa, Joshafat, Joash, Uzzija, Jotam, Hizkija og Josija.
Krige og politiske begivenheder behandles yderst summarisk, mens forfatteren udførligt skildrer alt, hvad der angår pagtens ark, templet, gudstjenesten med sang og musik, præster og levitter, ja også profeterne møder vi oftere end i Kongebøgerne. Der går en tone af lovsang gennem Krønikebøgerne, ja man kan næsten mærke tempelduften. Israels historie fremstilles som en “kirkehistorie”. Han lægger dog også stor vægt på gudsforholdets inderside, på hjerteforholdet. Hjertets oprigtighed betyder mere end den rituelle korrekthed (2 Krøn 30, 18-20).
Krønikebøgerne imødekommer et praktisk, religiøst behov. For den rest, der vendte tilbage efter fangenskabet, var meget forandret. Kongedømmet var ophævet og den politiske selvstændighed forsvundet. Den profetiske røst var blevet tavs. Selv om det ydre var forandret, så stod grundelementerne tilbage: Guds sandhed, hans lov og trofasthed, hans gudstjeneste og tilbedelse. Nu gjaldt det om at finde det gamle fundament i den nye situation. Slægtsregistrene viser forbindelseslinjerne til Israels rod: De hellige patriarker og urfædrene. Deri så folket kaldet og udvælgelsen til at være Guds ejendomsfolk på jorden. De slægtsregistre, der kan virke kedelige for os, havde for israelitterne både farve og klang. Slægtsregistrene og gudstjenesten var en markering af Guds løfter til fædrene. Til trods for den dom, der var overgået folket ved Jerusalems fald og eksilet i Babylon, vil forfatteren forkynde håb, fordi Gud står ved sine løfter. Det har Gud netop vist ved at lade dem vende tilbage fra fangenskabet.
Første Krønikebogs inddeling:
1. Slægtsregistre (1 Krøn 1-9)
2. Sauls historie (1 Krøn 10)
3. Davids historie (1 Krøn 11-29)
Alle introduktionerne er skrevet af Flemming Kofod-Svendsen og udgivet i “Bibelens bøger”, Logos Media 2004.
Bragt med tilladelse fra https://blr.dk/resource/introduktioner-til-bibelens-boeger/
Omfanget af Davids kongerige
ca. 1010-971 f.Kr.
Davids mange kampe etablerede til sidst Israel som den dominerende magt i Syrien og Palæstina. David udvidede Israels grænser fra Sauls nye område, indtil han ved slutningen af hans regeringstid kontrollerede hele Israel, Edom, Moab, Ammon, Syrien og Zoba. Andre riger, såsom Tyrus og Hamat, indgik traktater med ham.
Dag 304 – 1 Krønikebog 6-9
De mange slægtstavler fortsætter til og med kap. 9, og der er langt mellem godbidderne i læsningen. Måske synes nogle, det er sjovt, at man kan hedde Sofa (7,35), Sur (9,36), eller nogle af de andre navne. Læser man navnene nøje efter, kan man bruge listerne til at repetere bibelhistorien med navne som Moses, Saul og David, der på sin lønningsliste bl.a. havde sangere (6,16ff), der skulle varetage lovsangen. Alle de andre navne indgik også i vore forfædres gang, ligesom vore døde gør det.
Dag 305 – 1 Krønikebog 10-14
Selve historieskrivningen begyndte med kong Saul (kap. 10), der endte sit liv så tragisk (10,4) og blev et så tydeligt eksempel på forbandelsen over den gudløse, som er et vigtigt tema i krønikebøgernes teologi (10,13 ; 9,1 ; 2,7 ; 2 Krøn 12,2 ; 36,14). Kong David (kap. 11ff) står på mange måder i kontrast til Saul. Selv om han også kun var et menneske og havde sine fejl, står han som forbillede på Kristus (Matt 22,41-45).
| Uddybende noter |
| 12,19 Strejfskare: bevæger sig i et område for at spejde, plyndre osv. ordnet.dk |
Dag 306 – 1 Krønikebog 15-18
Guds pagts ark var bragt med fra ørkenvandringen som et tegn på Guds forandelse og velsignelse. Man mærker Guds hellighed i tragedien med Uzza (13,9-11) og i forsigtigheden med arken (13,12-14), men også glæden over Guds nærvær i den stærke lovsang (kap. 16). Natans store forjættelse (kap. 17) om alt det, Gud ville gøre for ham (læg mærke til, hvor mange gange der står “jeg” i v. 7-15) – David var “blot” et redskab for Guds plan, og det skabte ydmyghed (v. 16), lovsang (v. 20) og bøn (v. 23-27).
| Uddybende noter |
| Kap 17 Forjættelse: løfte eller bebudelse, især om guddommelige tegn til mennesker. |
Dag 307 – 1 Krønikebog 19-24
David oplevede hele spektret af et menneske- og kristenliv: De store synder (omkring Batseba – ikke refereret i Krøn, men se 2 Sam 11), Guds nåde og tilgivelse, modgang og medgang, ydmygelse og ophøjelse, krig og fred. Her i kap. 19 var der krig og ydmygelse, og David lagde sig i Guds hænder (v. 13b). Kapitlerne i dag fortæller om heltegerninger, men også tåbelige dispositioner som folketællingen, som David gennemtvang imod Joabs (og Guds) råd, og det kom til at koste hele folket dyrt. Tempelbyggeriet kunne ikke gennemføres af David, da han havde udgydt blod, men David gjorde alligevel mange forberedelser med både materialer og ansatte (NB! Der var 4.000 i lovsangs bandet – 23,5).
Dag 308 – Salmerne 124-126
Her læser vi tre valfartssange, som særligt er blevet sunget på valfarterne til Jerusalem. Forestil dig at nærme dig Jerusalem efter lang vandring og synge 125,1-2. Disse salmer beskriver alle den hjælp, som folket har oplevet at få fra Gud i vanskelige situationer. Sl 126 er særligt vækkelsens jubelsang, som også får en stærk kristologisk betydning om, hvad der sker, når Gud har grebet ind og skabt redning. Sammenlign 126,5: “De, der sår med tårer, skal høste med jubel” med Matt 5,4. Prøv at sætte ord på, hvad det kunne betyde for dig.
Dag 309 – 1 Krønikebog 25-29
Både præster, sangere og portvagter var inddelt i skifter, som på skift gjorde tjeneste i templet (jf. Luk 1,5, hvor Johannes Døberens far, Johannes, gjorde tjeneste i Abias skifte). Der var 24 x 12 sangere = 288. Alt i alt var der 24.000 mand i hvert skifte (27,1). Krøn går let hen over mange stridigheder omkring David og familien, fordi vægten ligger på videreførelse af kongemagten. David gav med indtrængende formaninger (28,8-10) og en gribende lovsang / bøn stafetten videre til Salomo, og 1 Krøn slutter med kong Davids død.
| Uddybende noter |
| 29,7 Darejk: var en persisk mønt, der blev præget første gang under Dareios I (522-486 f.Kr.). |
Dag 310 – 2 Krønikebog 1-5
2 Krøn følger historien i Juda rige efter Davids død til og med rigets undergang, og som i 1 Krøn alene med fokus på Juda rige. Man kan kalde Krøn for en bibelkommentar over Kong’s historiefremstilling, og kongedømmet, templet og gudstjenesten skildres med en positiv vinkel (fx er hverken Batseba-historien (2 Sam 11) eller Salomos afgudsdyrkelse (1 Kong 11) beskrevet). Under David og Saul var riget stadig ét, og Salomo fik en god begyndelse med sin ydmyge drøm og Guds løfter (1,7-13).
Indledning til 2 Krønikebog
Krønikebøgerne maler med den brede pensel om det tidlige Israels historie, med fokus på Guds pagt med David. Det begynder med begyndelsen (det første ord er ”Adam”). Både pga. det lange tidsspand og de mange slægtstavler har bogen et timeglas som billede. NB! 1 og 2 Krøn var oprindeligt én bog – derfor ét billede.
Indledning
De to krønikebøger udgjorde oprindelig kun ét skrift. Det fremgår af de gamle hebraiske bibeludgaver. Det var den græske oversættelse af GT, der først opdelte det i to bøger. Krønikebøgernes hebraiske navn kan oversættes med: “Dagens ord / Dagens begivenheder”. I Septuaginta kaldes Krønikebøgerne Paraleipomenon, dvs. det som er efterladt. Tanken er, at de bøger fortæller det, som de tidligere kanoniske bøger havde udeladt. Da Kirkefaderen Hieronymus skulle oversætte Bibelen til latin – Vulgata der har været den katolske kirkes bibel – valgte han navnet Cronicae – krøniker – til disse bøger. Luther beholdt dette navn, da han i det 16. årh. oversatte Bibelen til tysk.
Forfatteren til Krønikebøgerne er ukendt, og skrifterne selv siger ikke noget om, hvem der har skrevet dem. Jøderne antog, at præsten Ezra var forfatteren. Vi ved ikke, om det er rigtigt, men afslutningen (2 Krøn 36,22-23) signalerer, at teksten ikke kan være blevet til væsentligt tidligere end på Ezras tid. Krønikebøgerne er nært beslægtede med Ezras og Nehemias’ bøger, for i lighed med de skrifter betragter de Israels historie ud fra en præstelig synsvinkel, så de kan udmærket være skrevet af Ezra eller kredse omkring ham ca. år 400 f. Kr. Forfatteren har i hvert fald efter fangenskabet i Babylon (2 Krøn 36,22-23) gennemgået hele det historiske materiale, som da forelå, og samlet det i overensstemmelse med sin overordnede målsætning. Han har sikkert brugt både Samuelsbøgerne og Kongebøgerne. Vedrørende slægtsregistrene henviser han til Israels Kongers Bog (1 Krøn 9,1), vedrørende kongernes historie henviser han til Judas og Israels Kongers Bog (2 Krøn 16,11; 25,26; 28,26; 32,32) og til Udlægningen til Kongernes Bog (2 Krøn 24,27), ligesom han henviser til Israels og Judas Kongers Bog (2 Krøn 27,7; 35,27; 36,8). Han henviser også til Samuels Krønike, Natans Krønike og Gads Krønike (1 Krøn 29,29), til Akijas Profetier og Jedis Syner (2 Krøn 9,29), til Shemajas Krønike og Iddos Krønike (2 Krøn 12,15) og til Iddos Udlægning (2 Krøn 13,22). Ingen anden bibelsk forfatter har fremlagt et så omfattende kildemateriale.
Med Krønikebøgerne begynder den hellige historie for anden gang fra Adam. Men den er i begyndelsen meget summarisk, idet den hovedsagelig består af slægtsregistre. Slægtsregistrene er udførligst for Juda, Levi og Benjamin stammer, der udgjorde kernen i folket efter fangenskabet. 1 Krøn 9 indeholder en fortegnelse over en del af Jerusalems indbyggere og dem, som gjorde tjeneste ved templet. Læsningen af disse navne er som en vandring på en gammel kirkegård med navne på en stor skare kendte og ukendte personer.
Den historiske del begynder med Sauls død, og derefter skildres Davids og Salomos historie og Juda riges udvikling. Forfatteren vil især skildre de tider, da Israels tro på Gud var stærk og prægede både folket og dets ledere. Derfor forbigår forfatteren næsten helt Nordriget, som efter delingen faldt fra Herren og senere blev forkastet af ham. I Davids og Salomos historie opholder forfatteren sig især ved deres indsats for gudstjenesten og templet. Han bruger ikke mindre end otte kapitler (1 Krøn 22-29) til at fortælle om Davids forberedelser til tempelbyggeriet. I Salomos historie forekommer udtrykket “Herrens hus” ca. 50 gange. Eftersom han kun vil fremstille det forbilledlige hos dem, har han forbigået fejl og fald i deres private liv. I overensstemmelse med denne holdning fortæller han med forkærlighed om de fromme konger i Juda rige, som lyttede til Herrens ord gennem profeterne: Asa, Joshafat, Joash, Uzzija, Jotam, Hizkija og Josija.
Krige og politiske begivenheder behandles yderst summarisk, mens forfatteren udførligt skildrer alt, hvad der angår pagtens ark, templet, gudstjenesten med sang og musik, præster og levitter, ja også profeterne møder vi oftere end i Kongebøgerne. Der går en tone af lovsang gennem Krønikebøgerne, ja man kan næsten mærke tempelduften. Israels historie fremstilles som en “kirkehistorie”. Han lægger dog også stor vægt på gudsforholdets inderside, på hjerteforholdet. Hjertets oprigtighed betyder mere end den rituelle korrekthed (2 Krøn 30, 18-20).
Krønikebøgerne imødekommer et praktisk, religiøst behov. For den rest, der vendte tilbage efter fangenskabet, var meget forandret. Kongedømmet var ophævet og den politiske selvstændighed forsvundet. Den profetiske røst var blevet tavs. Selv om det ydre var forandret, så stod grundelementerne tilbage: Guds sandhed, hans lov og trofasthed, hans gudstjeneste og tilbedelse. Nu gjaldt det om at finde det gamle fundament i den nye situation. Slægtsregistrene viser forbindelseslinjerne til Israels rod: De hellige patriarker og urfædrene. Deri så folket kaldet og udvælgelsen til at være Guds ejendomsfolk på jorden. De slægtsregistre, der kan virke kedelige for os, havde for israelitterne både farve og klang. Slægtsregistrene og gudstjenesten var en markering af Guds løfter til fædrene. Til trods for den dom, der var overgået folket ved Jerusalems fald og eksilet i Babylon, vil forfatteren forkynde håb, fordi Gud står ved sine løfter. Det har Gud netop vist ved at lade dem vende tilbage fra fangenskabet.
Inddeling:
1. Salomos historie (2 Krøn 1-9)
2. Juda Riges historie (2 Krøn 10-36)
Alle introduktionerne er skrevet af Flemming Kofod-Svendsen og udgivet i “Bibelens bøger”, Logos Media 2004.
Bragt med tilladelse fra https://blr.dk/resource/introduktioner-til-bibelens-boeger/
Omfanget af Salomos kongerige
ca. 971-931 f.Kr.
Salomos regeringstid markerede højdepunktet af Israels magt og rigdom i bibelsk tid. Hans far, David, havde skænket ham et kongerige, der omfattede Edom, Moab, Ammon, Syrien og Zoba. Salomo ville senere også bringe kongeriget Hamat under hans herredømme, og hans ægteskab med Faraos datter beseglede en alliance med Egypten. Hans ekspansive rige kontrollerede vigtige handelsruter mellem flere store verdensmagter, herunder Egypten, Arabien, Mesopotamien og Anatolien (Lilleasien).
Dag 311 – 2 Krønikebog 6-9
Man må sige, at det var en ydmyg konge, der trådte frem foran folket og velsignede dem. Tempelbyggeriet beskrives ikke så detaljeret som i 1 Kong, men nok til, at vi kan leve os ind i situationen den dag, hvor templet blev indviet. Salomos bøn var dyb, og Guds indgreb var stærkt og skabte lovsang (7,1-3) og en ugelang fest med glæde. Der er dog lidt malurt i bægeret, for allerede natten efter festen fik Salomo en drøm, der forudsagde landets fremtid (7,11-22). Dog, så længe Salomo levede, var der fred i landet.
Dag 312 – 2 Krønikebog 10-14
Efter Salomos død blev Rehabeam konge. Allerede efter tre dages regeringstid blev kongedømmet revet over i to – umiddelbart fordi han lagde en for streng linje over for folket (10,13-14), men i virkeligheden fordi “Gud havde vendt tingene sådan, for at Herren kunne opfylde det, han havde talt” (10,15). Vi lærer her, at Guds ord altid vil gå i opfyldelse, uanset om det er domsord eller frelsesord. Menneskets og kongens opgave er at lytte og handle efter det, og det gjorde særligt kong Asa, den første af de såkaldte reformkonger.
Dag 313 – 2 Krønikebog 15-19
I kongebøgerne fyldte Nordrigets tragiske udvikling med vantro og afgudsdyrkelse meget. I Krøn bliver der plads til flere positive historier om Syd-rigets konger som kong Abija, Asa og Joshafat. Gud handlede i GT’s tid meget konkret og håndgribeligt, og et tydeligt træk er, at det gik den gudfrygtige godt og den vantro dårligt. Det kan ikke oversættes direkte til NT / tiden efter Kristus, for den meget konkrete og håndgribelige velsignelse var et billede på den nuværende åndelige velsignelse (Ef 1,3).
Dag 314 – 2 Krønikebog 20-23
2 Krøn 20 er en vidunderlig beretning om den kamp, som vindes ikke i egen kraft, men i Guds. Det begynder med bøn (20,3-12) med de sidste stærke ord: “Vi ved ikke, hvad vi skal gøre, men vores øjne er rettet mod dig”. Svaret lyder: “I skal blot stille jer op og blive stående, så vil I se Herren frelse jer” (20,17b), og Israels “kamp” består i lovsang (20,18-19. 21-22). Overvej, om det er en brugbar model for vi kristnes liv. Læg mærke til, hvordan det fra kap. 21 går støt tilbage for Juda, bl.a. pga. Joshafats politiske alliancer med Nordisrael – indtil det lykkedes præsten Jojada at stifte en pagt mellem Gud og hele folket (23,16).
Dag 315 – Salmerne 127-129
Valfarterne til Jerusalem gav anledning og tid til både lovsang og refleksion over mange ting i livet. Sl 127 og 128 kredser om Guds velsignelse og omsorg (fx 127,2b: “…den, Herren elsker, får det, mens han sover”). Taknemlighed over familie fylder også salmerne. Sl 129 genkalder vanskelige tider, måske i Israels folk som under slaveriet i Egypten eller krig med fjenderne, og man kan sætte sin personlige historie ind i salmistens ord. Da er det godt at vide: “Herren er retfærdig” (129,4).
Dag 316 – 2 Krønikebog 24-28
Under barnekongen Joash skete et grundigt opgør med afgudsdyrkelsen – dog kun så længe ypperstepræsten Jojada levede. Hans søn Zakarias blev stenet under et forsøg på at videreføre linjen (24,20-22, jf. Jesu domstale over farisæerne i Matt 23,35), og både Joash, Amasja (kap. 25) og Uzzija (kap. 26) begyndte således godt, men endte i frafald og afgudsdyrkelse. Med Jotam (kap. 27) anedes et lyspunkt i 16 år, men med Akaz var landet tilbage i endnu værre tilstand med barneofringer og offerhøje i hver eneste by i Juda.
Dag 317 – 2 Krønikebog 29-32
Hizkija repræsenterede et totalt skifte. Fra første færd (29,3) gjorde han op med folkets åndelige forfald. “Nu har jeg i sinde at slutte pagt med Herre, Israels Gud, så hans glødende vrede må vende sig fra os” (29,10) angiver hans forsæt. Hizkija fejrede påske som foreskrevet (kap. 30) og reformerede templet. Overvej, hvad 31,20-21 kunne inspirere og udfordre dig med.
Dag 318 – 2 Krønikebog 33-36
De sidste kapitler i 2 Krøn beskriver historien frem til Judas fald og bortførelsen til Babylon. Kong Manasse var anderledes end de fleste, idet han begyndte dårligt, men endte godt. Kong Josija var den sidste reformkonge og regerede fra år 641 f.Kr. I år 622 fandt præsten Hilkija lovbogen, formentlig 5 Mos, i templet, og det medførte en gennemgribende reform. Bemærk, at historieværket slutter med håb (36,22-23).
Dag 319 – Malakias bog 1-3
Nu læser vi sidste profet i GT. Malakias (= “min engel”) gik med budskabet om Gud som kærlighed (1,2) og far (1,6 ; 2,10), og ligeledes med domsord til det folk, der forkastede barnekåret hos Gud i både tro og gerning. Han fik lov til ca. 400 år før Kristus at profetere om Elias (= Johannes Døberen, jf. Matt 11,13-14) og Herren Jesus, der skulle komme og gribe ind (3,23-24).
Indledning til Malakias bog
Gud elskede sit folk, men de var langt fra ham. Derfor sendte Gud Malakias med adskillige beskeder, bl.a. med hypotetiske dialoger mellem Gud og folket.
Indledning
Mens Haggaj og Zakarias først og fremmest tog sigte på at sætte mod og kraft i folket, fremtræder Malakias som en streng revser af folkets synd. Vi ved intet om den sidste skriftprofet i GT ud over det, vi kan slutte os til ud fra bogens budskab. Der er ingen historiske oplysninger om ham hverken i overskriften eller bogens indhold. Men ud fra hans bog kan vi se, at han var en nidkær forkynder, der med stor alvor talte om folkets synd og kaldte til omvendelse og et helligt liv.
Malakias’ Bog er ikke dateret, men de fleste placerer den i tiden mellem Haggaj/Zakarias og Ezra/Nehemias. I Mal 1,8 tales om “statholderen”, og det peger på persisk tid. Tempeltjenesten er i funktion (1,10. 3.10), så det må være efter år 516, da templet stod færdigt. De synder, som Malakias revser, svarer til dem, som Ezra og Nehemias prøvede at udrydde i menigheden. Det gælder fx forsømmelser i gudstjenestelivet, ægteskab med kvinder af ikke-jødisk afstamning og økonomisk udnyttelse af de fattige. Nehemias kom fra sin tjeneste hos perserkongen Artaxerxes til Jerusalem i året 445 f. Kr. (Neh 2). Efter 12 års tjeneste i Juda drog han tilbage til kongens hof og blev der en tid. Han kom til Jerusalem anden gang i 433. Malakias har nok virket som Guds profet i Juda nogle år før Nehamias’ første ankomst. Har Malakias ikke optrådt på samme tid som Nehemias og Ezra, forklarer det også, at han ikke er nævnt i deres skrifter.
Malakias er den sidste profet i GT, og netop ved den placering har han sin gudgivne opgave. Menigheden var efter Haggaj og Zakarias gået ind i en ventetid. De troende ventede på, at de rige løfter, Herren havde givet ved disse profeter, skulle gå i opfyldelse. De regnede med, at Messias´ komme og Gudsrigets herlighed var nær forestående. Men folk i Juda efter landflygtigheden havde ikke oplevet at se noget af alt det store, som de tidligere profeter havde talt om. Skuffelsen greb om sig, og deraf fulgte ligegyldigheden. I deres gudstjeneste holdt de fast ved de ydre former, men hjertet var ikke med. De blev lunkne i deres iver og bragte offergaver til Herrens alter i strid med hans ord i loven 1,7.8.13). De lavede bedrageri med tiendeafgiften (3,8), og respekten for Guds vilje med ægteskabet var aftagende. Skilsmisse og nyt giftermål var almindeligt (2,10-16). Troldom, falsk ed og uret imod fremmede, enker og faderløse kastede mørke skygger ind over menighedslivet (3,5). Det er i denne ligegyldighedens tid, Malakias træder frem. Han kommer som et sendebud med ord fra Herren til revselse af synd og sløvhed. Men han prædiker ikke kun moral. Hans egentlige ærinde er at minde tilhørerne om, at Herrens dag er nær, og at Gud forud vil sende Elias. Gud greb ind i historien godt 400 år senere. Gennem Johannes Døber fik Malakias’ forudsigelse sin første opfyldelse (Matt 17,12-13. Luk 1,17). Johannes Døber står på grænsen mellem den gammeltestamentlige og den nytestamentlige pagt. Med den ene hånd rækker han tilbage til Malakias og med den rækker han frem mod Guds egen søn. Da Gud sendte ham, opfyldte han de løfter, han havde givet sit folk, Israel (Gal 4,4-5).
Bogens inddeling:
1. Guds kærlighed til Israel (Mal 1,1-5)
2. Dom over præsterne (Mal 1,6-2,9)
3. Dom over folket på grund af blandede ægteskaber og skilsmisser (Mal 2,10-16)
4. Pagtsenglen kommer til dom (Mal 2,17-3,5)
5. Omvendelse og tiende (Mal 3,6-12)
6. De vægelsindede og de trofaste (Mal 3,13-21)
7. Profeten Elias skal komme (Mal 3,22-24).
Alle introduktionerne er skrevet af Flemming Kofod-Svendsen og udgivet i “Bibelens bøger”, Logos Media 2004.
Bragt med tilladelse fra https://blr.dk/resource/introduktioner-til-bibelens-boeger/
Rammerne omkring Malakias’ bog
Ca. 460 f.Kr.
Malakias profeterede sandsynligvis flere årtier efter tilbagekomsten fra det første eksil i Babylon. De var vendt tilbage fra Babylon til den mindre provins Judæa og havde genopbygget templet. Edomitterne var migreret mod nordvest, fra deres traditionelle hjemland lige syd for Moab, og ind i området umiddelbart syd for Judæa, dette land blev nu kaldt Idumæa. Området, der engang tilhørte det nordlige kongerige Israel, var blevet opdelt i flere mindre provinser, herunder Samaria.
Dag 320 – Matthæus evangeliet 1-4
Velkommen til Matt. Matt går tilbage til Abraham i slægtstavlen efter Josefs slægt. Hele kap. 1+2 er særstof ift. andre evangelier og tilføjer værdifuld viden om Jesus. Allerede fra de første dage på jorden begyndte profetierne om ham at blive virkeliggjort, fx Es 53,3: “Foragtet og opgivet af mennesker, en lidelsernes mand”. Jesus begyndte sine dage som flygtning og uønsket. Først langt senere skulle de gå op for mennesker, hvilken skelsættende betydning, han gjorde.
Indledning til Matthæus evangeliet
Matthæusevangeliet fortæller os de gode nyheder om Jesus Kristus, jødernes sande konge.
Introduktion
Ordet evangelium er oprindelig græsk og betyder et godt budskab. I NT bruges det aldrig i betydningen evangelieskrift, men altid som betegnelse for det kristne frelsesbudskab. Først omk. år 150 finder vi ordet brugt i betydningen evangelieskrift.
I begyndelsen blev frelsesbudskabet overleveret mundtligt. Det indeholdt ifølge Apostlenes Gerninger en tolkning af GT i lyset af Jesus som Messias og et personligt vidnesbyrd om ham, sådan som apostlene selv havde set og hørt ham. Vi ved ikke, hvor lang tid der gik, før man fik de første skriftlige gengivelser af apostlenes Kristus-vidnesbyrd. Men da Lukas samlede stof til sit evangelium, forelå der en del skriftligt kildemateriale (Luk 1,1-3).
Efterhånden opstod der behov for mere sammenhængende fremstillinger, idet øjenvidnerne ikke selv kunne være til stede overalt, hvor der voksede kristne menigheder frem. Desuden blev der også behov for en skriftlig fremstilling for at forklare og forsvare troen. Men evangeliet, det gode budskab, var fortsat ét. Evangelieskrifterne blev forskellige udformninger af det ene og samme evangelium. Selv om man kan konstatere, at der er forskel på Matthæus’ og Johannes’ evangelieskrifter, indeholder de begge det samme gode budskab om at Gud sendte Jesus til menneskenes frelse, og at denne Jesus er den Messias, der var lovet i GT.
Matthæus har ikke selv skrevet overskriften til det første evangelieskrift, men i oldkirken blev der ikke rejst den mindste tvivl om, at han var forfatteren. Selve evangelieskriftet giver ikke holdepunkter til præcist at bestemme affattelsestiden. Matt 5,23f.; 12,5-7; 23,16-22 tyder på, at templet fortsat består. Matt 24 indeholder Jesu forudsigelse af Jerusalems ødelæggelse, men ingen antydning af at disse forudsigelser er gået i opfyldelse. Det tyder på, at evangeliet er skrevet før Jerusalems fald år 70.
Da Matthæus blev kaldet af Jesus til discipel, var han tolder og hed Levi (Matt 9,9. Mark 2,14. Luk 5,27). Toldernes opgave var at opkræve de indirekte skatter og afgifter, der var knyttet til indførsel af varer. Han arbejdede på en toldstation ved Kapernaum på grænsen mellem Galilæa (Herodes Antipas´ område ) og Gaulanitis (Herodes Filips område). Det er sikkert Jesus, der har givet ham det nye navn Matthæus, som svarer til det hebraiske navn “Mattai”, en forkortelse for “Mattanja” (2 Kong 24,17), der betyder Guds gave. Vi ved ikke andet om ham, end at han blev Jesu discipel. Om hans liv fortæller evangelierne kun, at han “lod alt ligge” for at følge Jesus (Luk 5,28).
Det mest iøjnefaldende særtræk ved Matthæusevangeliets struktur er de fem store taleafsnit: a. Bjergprædikenen (kap. 5-7), b. Udsendelsestalen (kap. 10), c. Lignelsestalen (kap. 13), d. Discipeltalen (kap. 18). e. Talen om de sidste tider (kap. 24-25).
Matthæusevangeliet danner en naturlig overgang fra GT til NT. Matthæus vil over for Israels folk vise, at Jesus Kristus er den i GT lovede Messias, lovens og profeternes opfylder. Matthæusevangeliet kan derfor kaldes et Israelsmissionsskrift. Dette folk havde ventet, at hvis Jesus var Messias, skulle han fordrive romerne og oprette et israelittisk verdensrige, men det havde han ikke gjort. Flertallet af hans eget folk havde forkastet og korsfæstet ham. Det var derfor ikke så let for jøderne at se Messias i ham. Matthæus vil gennem sit evangelium vise, at den kristne tro bygger på et solidt fundament, og derved vil han række jøderne en hjælpende hånd, gendrive angrebene mod Jesus og styrke de jødekristne i deres tro på ham. Matthæus er meget fortrolig med GT, som han citerer 61 gange. 12 gange nævner han ved vigtige begivenheder i Jesu liv, at et skriftord fra GT går i opfyldelse, de såkaldte opfyldelsescitater: Det og det skete, for at det skulle opfyldes, som Herren har talt ved profeten, der siger… (1,22-23; 2,5-6.15.17-18.23; 4,14-16; 8,17; 12,17-21; 13,35; 21,4-5; 26,56; 27,9-10). Det er for Matthæus en stor glæde at fortælle, hvordan det ene løfte efter det andet i fædrenes gamle bibel går i opfyldelse. Sammenhængen med GT kommer også til udtryk ved, at evangeliet begynder med Jesu slægtstavle. Matthæusevangeliet har et mere markant jødisk præg end de andre evangelier. Men samtidig understreger Matthæus, at Jesus ikke alene er jødernes konge, men hele verdens frelser.
I fremstillingen af Jesus som Kristus har Matthæusevangeliet fem højdepunkter: a. Jesu dåb (3,13-17), b. Peters bekendelse (16,13-17), c. Folkets hyldest (21,1-11), d. Jesu bekendelse over for Rådet (26,63-64), e. Missionsbefalingen (28,16-20).
Matthæusevangeliet kan inddeles:
1. Jesu slægt, fødsel og tidlige barndom (Matt 1,1-2,23)
2. Jesu forberedelse til sin gerning; han begynder i Galilæa (Matt 3,1-4,25)
3. Bjergprædikenen (Matt 5,1-7,29)
4. Udsendelsestalen og ti undere (Matt 8,1-11,1)
5. Lignelsestalen og kristologiske afsnit (Matt 11,2-13,58)
6. Discipeltalen, tre lidelsesforudsigelser. Jesus på vej mod Jerusalem (Matt 14,1-20,34)
7. Jesu tale om de sidste tider og hans genkomst. Jesus i Jerusalem (Matt 21,1-25,46)
8. Jesu lidelse, død og opstandelse (Matt 26,1-28,20).
Alle introduktionerne er skrevet af Flemming Kofod-Svendsen og udgivet i “Bibelens bøger”, Logos Media 2004.
Bragt med tilladelse fra https://blr.dk/resource/introduktioner-til-bibelens-boeger/
Rammerne omkring Matthæusevangeliet
Begivenhederne i Matthæusevangeliet finder næsten udelukkende sted i nærheden af Palæstina, et område der strækker sig omtrent fra Cæsarea Filippi i nord til Beersheba i syd. På denne tid blev det styret af Romerriget.
| Uddybende noter |
| 2,16 Alle drenge på to år og derunder myrde: Den lille landsby kan have haft 10 til 30 drenge på den alder. |
Dag 321 – Matthæus evangeliet 5
Vi tager god tid til “Bjergprædikenen” i Matt 5-7, som har nogen lighed med “slettetalen” i Luk 6. Jesus helgenkårer ikke de stærke, rige og smukke, men dem med mangler og fejl – og dem, som forfølges (5,3-12, jf. ordet “salig”, som betyder både velsignet, lykkelig og heldig (jf. Bibelen2020)) . Bliv udfordret af Jesu ord om lys og salt, om, at han opfylder loven (= GT) – og ikke mindst af “antiteserne” (“I har hørt, at der er sagt… men jeg siger jer” – 5,21-48), som ikke er et opgør med GT selv, men med misforståelser af GT.
Dag 322 – Salmerne 130-132
De tre salmer til i dag viser noget af spændvidden i Salmerne. Sl 130 er en af bodssalmerne og kan bruges i den dybe afmagt og syndenød. Martin Luther satte den på vers i DDS 496: “Af dybsens nød, o Gud, til dig”. Sl 131 har temaet “barnekår hos Gud” eller “hvile hos Gud”. Sl 132 er en tydelig kristologisk salme, hvor ordene “David”, “salvede”, “Zion” alle peger på Kristus.
Dag 323 – Matthæus evangeliet 6-7
Vi læser resten af “Bjergprædikenen”, som rummede megen kritik af farisæernes (og vores) selvopfattelse (6,1-8 ; 16-21 ; 7,1-5). Her gav Jesus os Fadervor (6,9-13), den gribende tale om ubekymretheden og om at søge Guds rige først (6,24-34), lærte os om bøn (7,7-11), den gyldne regel (7,12) og havde skarpe advarsler mod at gå ind af den brede dør, der leder til fortabelsen. Jesus ansporer os til at lytte efter, hvilket både betyder at bekende vores synder og at lade Jesu ord få konsekvenser i vores liv. Prøv at sætte ord på, hvad det indebærer for dig at bygge på klippen.
Dag 324 – Matthæus evangeliet 8-9
Efter Jesu første store tale (ud af seks i Matt), kommer et fortællende afsnit med mange helbredelser og undere, hvor Jesus udfoldede evangeliet og kaldte disciple ind i efterfølgelse af ham. Matthæus har et særligt fokus på opfyldelsen af GT, jf. de mange “refleksionscitater” (“…for at det skulle opfyldes, som er talt ved profeten”, fx 8,17 – se også 2,5.15.17.23 ; 4,14). Matt’s målgruppe var særligt jødekristne, for hvem det har været vigtigt at se Jesu tjeneste som en opfyldelse af GT. Det åbner også Bibelen for os, så det er vel også vigtigt for os!
| Uddybende noter |
| 9,9 Sidde ved toldboden: Jøderne betragtede sandsynligvis Matthæus som en forræder, eftersom opkrævning af skatter indebar samarbejde med de romerske besættere af Palæstina. 9,23 Fløjtespillerne og skaren: Professionelle sørgende blev sædvanligvis hyret til at assistere ved begravelser, som regel inklusiv fløjtespillere og jamrende kvinder (der larmede). Da ligene hurtigt blev nedbrudt i Palæstina, måtte sørgende samles ret hurtigt efter et dødsfald. |
Dag 325 – Matthæus evangeliet 10-11
Udsendelsestalen er stærk og udfordrende. “I har fået det for intet, giv det for intet” rummer både evangeliets og udsendelsens frihed og drivkraft – ikke en byrde at bære på, men en gave at give videre. Led efter flere gode ord at leve på og virke med. Johannes Døberen har vi kun mødt i kap. 3, men nu hører vi om hans anfægtede spørgsmål og trøsten fra Jesus. Til sidst kommer et af Jesu stærkeste løfter, som utallige mennesker siden da har hørt som en stærk trøst i vanskelige situationer (11,28-29).
| Uddybende noter |
| 10,25 Beelzebul (jf. 12,24, 27) betyder “husets herre” og henviser til Satan. 10,29 Spurve blev sædvanligvis opfattet som den mindste af skabningerne, og en skilling var en af de mindst værdifulde romerske mønter (jf. 5,26). |
Dag 326 – Matthæus evangeliet 12-13
Læg i dagens læsning mærke til, hvor grænsesprængende Jesu budskab har været, når han talte om overleveringerne og GT. Overvej, hvordan evangeliet har virket på farisæerne, de nødstedte og syge, disciplene. Lignelsen om sædemanden (13,4-9) er grundlignelsen om Guds ord (og den første lignelse i alle synoptiske evangelier). Kapitlet fortsætter med lignelser om Guds ord og Himmeriget, og de giver os værdifuld information om, hvordan Guds rige fremmes i verden – og i os.
Dag 327 – Matthæus evangeliet 14-16
Johannes Døberen mistede tidligt livet, og hans tragiske død berørte Jesus dybt (14,13). Hans sindelag kom frem i omsorgen for de sultne jøder (14,14-21), disciplene (14,22-33 – også en lektie i Jesu magt) og de syge (14,34-36). Fra kap. 15 skærpedes konflikten med farisæerne, som kun forøgedes af, at Jesus hjalp de fremmede og bespiste dem (15,32-39). Den stærke bekendelse af Jesus i 16,16 var en stjernestund for Peter, dog hurtigt efterfulgt af et lavpunkt (16,23). Sand kristendom kendes på lidelse og efterfølgelse af Jesus! Overvej, hvad positivt der er i at “miste sit liv på grund af mig”.
| Uddybende noter |
| 14,25 Den fjerde nattevagt: Det romerske militær inddelte natten i fire vagter, på tre timer hver, fra kl. 18:00 indtil kl. 06:00. Den fjerde vagt ville have været mellem kl. 3:00 og 6:00 om morgenen, hvilket betyder at disciplene havde kæmpet mod stormen i over ni timer (jf. v. 22-23). |
Dag 328 – Matthæus evangeliet 17-18
Husker du Peter fra i går? Nu kommer endnu et højdepunkt med forklarelsen på bjerget – og endnu et lavpunkt med disciplenes mangel på bøn og faste (17,21). Tænk over, om livet bevæger sig sådan op og ned for kristne i dag. Kap. 18 har mange korte afsnit med etiske og åndelige belæringer, advarsler og lignelser – bl.a. en af de største: den gældbundne tjener om Guds og vores tilgivelse (18,23ff).
| Uddybende noter |
| 17,24 Tempelskat: Ved den årlige folketælling skulle hver person over 20 år give et offer på en halv sekel til støtte for tabernaklet (2 Mos 30,11-16), som senere blev anvendt på templet. |
Dag 329 – Salmerne 133-135
I dag læser vi de sidste valfartssalmer. Sl 133 fokuserer på menighedens fællesskab. Kaster salmen et nyt lys over en almindelig søndagsgudstjeneste i kirken? Sl 134 opfordrer til lovsang og blev måske sunget på tærsklen til Jerusalem og templet. Sl 135 lægger sig i slipstrømmen med en stor lovprisning af Gud, der har handlet mægtigt i historien og er virkelig, i modsætning til afguderne.
Dag 330 – Matthæus evangeliet 19-21
Dagens læsning begynder i Galilæa og slutter på tempelpladsen i Jerusalem. Ved vielse mellem mand og kvinde i Folkekirken læses 19,4-6 som en af de tre stærke tekster. Vi bliver udfordret af Jesus, når han åbnede Himmeriget for de små børn (19,13-15) og dem, der kun har arbejdet én time i vingården (20,1-16), mens den rige mand gik bedrøvet bort (19,22). Fra og med kap. 21 og indtil 28,16 foregår handlingen i Jerusalem.
| Uddybende noter |
| 20,29 Jeriko: Ikke den gamle by berømt fra GT (f.eks. Josva 5-6), men det nye Jeriko i nærheden, omkring en 1,6 km mod syd. Matthæus siger at helbredelsen af de blinde mænd fandt sted, da de gik ud af Jeriko (og Mark 10,46 er enig), men Luk 18,35 siger, at det var “Da Jesus nærmede sig Jeriko” Det er muligt at Matthæus og Markus henviser til det nye Jeriko, og Lukas til det gamle Jeriko i nærheden, eller omvendt. En anden mulighed er at de blinde mænd råbte til Jesus først, da han gik ind i byen (Luk 18,35), men han reagerede ikke og helbredte dem før han forlod byen. |
