2 Krønikebog

Indledning
De to krønikebøger udgjorde oprindelig kun ét skrift. Det fremgår af de gamle hebraiske bibeludgaver. Det var den græske oversættelse af GT, der først opdelte det i to bøger. Krønikebøgernes hebraiske navn kan oversættes med: “Dagens ord / Dagens begivenheder”. I Septuaginta kaldes Krønikebøgerne Paraleipomenon, dvs. det som er efterladt. Tanken er, at de bøger fortæller det, som de tidligere kanoniske bøger havde udeladt. Da Kirkefaderen Hieronymus skulle oversætte Bibelen til latin – Vulgata der har været den katolske kirkes bibel – valgte han navnet Cronicae – krøniker – til disse bøger. Luther beholdt dette navn, da han i det 16. årh. oversatte Bibelen til tysk.

Forfatteren til Krønikebøgerne er ukendt, og skrifterne selv siger ikke noget om, hvem der har skrevet dem. Jøderne antog, at præsten Ezra var forfatteren. Vi ved ikke, om det er rigtigt, men afslutningen (2 Krøn 36,22-23) signalerer, at teksten ikke kan være blevet til væsentligt tidligere end på Ezras tid. Krønikebøgerne er nært beslægtede med Ezras og Nehemias’ bøger, for i lighed med de skrifter betragter de Israels historie ud fra en præstelig synsvinkel, så de kan udmærket være skrevet af Ezra eller kredse omkring ham ca. år 400 f. Kr. Forfatteren har i hvert fald efter fangenskabet i Babylon (2 Krøn 36,22-23) gennemgået hele det historiske materiale, som da forelå, og samlet det i overensstemmelse med sin overordnede målsætning. Han har sikkert brugt både Samuelsbøgerne og Kongebøgerne. Vedrørende slægtsregistrene henviser han til Israels Kongers Bog (1 Krøn 9,1), vedrørende kongernes historie henviser han til Judas og Israels Kongers Bog (2 Krøn 16,11; 25,26; 28,26; 32,32) og til Udlægningen til Kongernes Bog (2 Krøn 24,27), ligesom han henviser til Israels og Judas Kongers Bog (2 Krøn 27,7; 35,27; 36,8). Han henviser også til Samuels Krønike, Natans Krønike og Gads Krønike (1 Krøn 29,29), til Akijas Profetier og Jedis Syner (2 Krøn 9,29), til Shemajas Krønike og Iddos Krønike (2 Krøn 12,15) og til Iddos Udlægning (2 Krøn 13,22). Ingen anden bibelsk forfatter har fremlagt et så omfattende kildemateriale.

Med Krønikebøgerne begynder den hellige historie for anden gang fra Adam. Men den er i begyndelsen meget summarisk, idet den hovedsagelig består af slægtsregistre. Slægtsregistrene er udførligst for Juda, Levi og Benjamin stammer, der udgjorde kernen i folket efter fangenskabet. 1 Krøn 9 indeholder en fortegnelse over en del af Jerusalems indbyggere og dem, som gjorde tjeneste ved templet. Læsningen af disse navne er som en vandring på en gammel kirkegård med navne på en stor skare kendte og ukendte personer.

Den historiske del begynder med Sauls død, og derefter skildres Davids og Salomos historie og Juda riges udvikling. Forfatteren vil især skildre de tider, da Israels tro på Gud var stærk og prægede både folket og dets ledere. Derfor forbigår forfatteren næsten helt Nordriget, som efter delingen faldt fra Herren og senere blev forkastet af ham. I Davids og Salomos historie opholder forfatteren sig især ved deres indsats for gudstjenesten og templet. Han bruger ikke mindre end otte kapitler (1 Krøn 22-29) til at fortælle om Davids forberedelser til tempelbyggeriet. I Salomos historie forekommer udtrykket “Herrens hus” ca. 50 gange. Eftersom han kun vil fremstille det forbilledlige hos dem, har han forbigået fejl og fald i deres private liv. I overensstemmelse med denne holdning fortæller han med forkærlighed om de fromme konger i Juda rige, som lyttede til Herrens ord gennem profeterne: Asa, Joshafat, Joash, Uzzija, Jotam, Hizkija og Josija.

Krige og politiske begivenheder behandles yderst summarisk, mens forfatteren udførligt skildrer alt, hvad der angår pagtens ark, templet, gudstjenesten med sang og musik, præster og levitter, ja også profeterne møder vi oftere end i Kongebøgerne. Der går en tone af lovsang gennem Krønikebøgerne, ja man kan næsten mærke tempelduften. Israels historie fremstilles som en “kirkehistorie”. Han lægger dog også stor vægt på gudsforholdets inderside, på hjerteforholdet. Hjertets oprigtighed betyder mere end den rituelle korrekthed (2 Krøn 30, 18-20).

Krønikebøgerne imødekommer et praktisk, religiøst behov. For den rest, der vendte tilbage efter fangenskabet, var meget forandret. Kongedømmet var ophævet og den politiske selvstændighed forsvundet. Den profetiske røst var blevet tavs. Selv om det ydre var forandret, så stod grundelementerne tilbage: Guds sandhed, hans lov og trofasthed, hans gudstjeneste og tilbedelse. Nu gjaldt det om at finde det gamle fundament i den nye situation. Slægtsregistrene viser forbindelseslinjerne til Israels rod: De hellige patriarker og urfædrene. Deri så folket kaldet og udvælgelsen til at være Guds ejendomsfolk på jorden. De slægtsregistre, der kan virke kedelige for os, havde for israelitterne både farve og klang. Slægtsregistrene og gudstjenesten var en markering af Guds løfter til fædrene. Til trods for den dom, der var overgået folket ved Jerusalems fald og eksilet i Babylon, vil forfatteren forkynde håb, fordi Gud står ved sine løfter. Det har Gud netop vist ved at lade dem vende tilbage fra fangenskabet.

Inddeling:
1. Salomos historie (2 Krøn 1-9)
2. Juda Riges historie (2 Krøn 10-36)

Alle introduktionerne er skrevet af Flemming Kofod-Svendsen og udgivet i “Bibelens bøger”, Logos Media 2004.
Bragt med tilladelse fra https://blr.dk/resource/introduktioner-til-bibelens-boeger/

Omfanget af Salomos kongerige
ca. 971-931 f.Kr.
Salomos regeringstid markerede højdepunktet af Israels magt og rigdom i bibelsk tid. Hans far, David, havde skænket ham et kongerige, der omfattede Edom, Moab, Ammon, Syrien og Zoba. Salomo ville senere også bringe kongeriget Hamat under hans herredømme, og hans ægteskab med Faraos datter beseglede en alliance med Egypten. Hans ekspansive rige kontrollerede vigtige handelsruter mellem flere store verdensmagter, herunder Egypten, Arabien, Mesopotamien og Anatolien (Lilleasien).