2 Samuelsbog

Indledning
De to Samuelsbøger udgjorde oprindelig kun ét skrift. Det fremgår af de gamle hebraiske bibeludgaver. Det var den græske oversættelse af GT – Septuaginta, der udkom i 2. årh. f. Kr. – der først opdelte i to bøger. Samuelsbøgerne har navn efter dommeren og profeten Samuel, som er hovedperson i begyndelsen af Første Samuelsbog. Samuelsbøgerne hører hjemme blandt “De tidlige profeter”. Der er tale om profetisk historieskrivning. Det er vigtigt for forfatteren at slå fast, at disse historiske hændelser ikke alene fandt sted, men også hvorfor de gjorde det: Det var Israels Gud, der handlede med sit folk. Gennem disse profetiske historietekster forkyndes der om Gud til hans folk. Det forkyndes gennem profeten, hvem Gud er, og hvilke katastrofale følger ulydighed mod ham får. Navnet Samuelsbøgerne minder om, at Samuel er deres åndelige midtpunkt, og han står i begivenhedernes centrum. Han er en af de store åndelige ledere i GT. Han blev givet til sin mor Hanna som svar på bøn. Allerede som dreng modtog han sit kald fra Herren, og han tjente Herren med ubrudt troskab indtil sin død. Lydighed mod Herren synes at have været meget centralt i hans liv (1 Sam 15,22). Med Samuel, der var “betroet at være profet for Herren” (1 Sam 3,20), begyndte en ny epoke.

Fra denne tid blev profetismen et permanent indslag i Israels historie (ApG 3,24). Tidligere havde den været et spredt fænomen i Israel (1 Mos 20,7. 4 Mos 11,25-29. 5 Mos 34,10. Dom 4,4; 6,8). Et slående vidnesbyrd om den saltvandsindsprøjtning, det åndelige liv i Israel fik gennem Samuel, udgør de foreninger eller sammenslutninger af profeter, som omtales fra denne tid (1 Sam 10,5; 19,19-20). En mægtig, voldsom henrykkelse greb ofte disse mænd (1 Sam 19,20-24), hvilket måske hang sammen med, at Samuels tid var en vækkelsestid. Fra og med Davids kongetid fremstod profeter, som hverken optrådte ekstatisk eller i flokke, men som enkeltpersoner med en religiøs-etisk forkyndelse af enestående styrke. Sådanne mænd var Natan (2 Sam 12) og Gad (1 Sam 22,5. 2 Sam 24,11). I Elias´ og Elisas dage genopstod i Nordriget profetsammenslutninger som i Samuels dage (2 Kong 4,1; 9,1). Da disse profeter vandrede omkring blandt folket, har de helt sikkert haft stor betydning for at bevare kundskaben om Gud og den sande gudsdyrkelse.

En anden permanent institution fra denne tid er kongedømmet. Dets opståen havde både ydre og indre årsager. I den foregående tid, der var karakteriseret af megen forvirring, følte folket behov for en autoritativ leder (Dom 21,25). Især da Samuel blev gammel, og hans ugudelige sønner blev dommere, begyndte folket at længes efter en konge (1 Sam 8,1-5). Den indre årsag var, at folket ville have det “ligesom alle de andre folk” (1 Sam 8,20). Det forkerte i kravet var deres valg af nabofolkenes kongemodel, der reelt var en forkastelse af Gud (1 Sam 8,7). Folket var i deres krav ikke inspireret af kongeloven (5 Mos 17,14-20). Det gjorde med rette Samuel betænkelig. Derfor fandt han sig kun modvilligt i denne udvikling, selv om den var bebudet (1 Mos 17,6.16; 35,11; 49,10. 5 Mos 17,14-20), og salvede på Herrens befaling Saul til konge (1 Sam 9-10).

Saul regerede under vanskelige forhold i en tid præget af ufred. I begyndelsen havde han succes i kampene mod ammonitterne (1 Sam 11), filistrene (1 Sam 14) og amalekitterne (1 Sam 15). Men han forblev ikke tro mod Herren. Det blev hans skæbne. Saul var præget af en mærkelig blanding af lys og mørke, hvor mørket tog overhånd, så hans liv sluttede dybt tragisk (1 Sam 31,4). Forfatteren til Samuelsbøgerne er ukendt. Men vi ved, at Samuel har udarbejdet skriftlige arbejder (1 Sam 10,25), ligesom han har haft førstehånds oplysninger om Saul og David (1 Sam 19,18). Endelig ved vi, at han har skrevet en krønike, hvor der står, “hvad der er at fortælle om kong David” (1 Krøn 29,29). Forfatteren synes at have brugt flere kilder, fx De Retskafnes Bog (2 Sam 1,18). Eftersom Samuels død nævnes både i 1Sam 25,1 og 28,3, og der fortælles om flere begivenheder, som fandt sted længe efter hans død, kan den jødiske tradtion, som siger, at profeten Samuel er forfatteren, ikke fastholdes eksklusivt. I lyset af 1Sam 27,6 er det naturligt at tro, at bøgerne først blev afsluttet i deres nuværende form efter rigsdelingen i 931 f. Kr. E.J. Young konkluderer: (An Introduction to the Old Testament, s. 178) “Samuelsbøgerne blev forfattet under guddommelig inspiration af en profet, sandsynligvis fra Juda Rige, som levede kort tid efter rigsdelingen, og som indarbejdede tidligere skriftligt materiale i sit værk”.

Anden Samuelsbog handler om David og hans kongedømme. David, Israels største konge, var yngste søn af Isaj fra Betlehem af Juda stamme (1 Sam 16,11) og blev født o. 1040 f. Kr. I sin ungdom vogtede han sin fars får, og han blev allerede da salvet til konge (1 Sam 16). Han skildres som en dygtig mand og en god kriger, han taler forstandigt, ser godt ud, og så har han musikalske talenter (1 Sam 16,12.18). Hans livshistorie skildres fra 1 Sam 16-1 Kong 2.

Mens han var hyrde, måtte han undertiden kæmpe mod både bjørn og løve (1 Sam 17,34-36). Derved udvikledes hans talent for dristige initiativer, og samtidig lærte han at stole på Herren (Sal 18,30). Fordi han var dygtig til at spille på musikinstrumenter, blev han kaldet til Sauls hof. Saul kom til at holde meget af ham og gjorde ham til sin våbendrager (1 Sam 16,21). Ved sejren over filisteren Goliat fik David sit folkelige gennembrud (1 Sam 17-18). Det resulterede i Sauls misundelse, så han søgte at tage hans liv. Nu fulgte en periode i Davids liv, der var præget af uro, farer og vanskeligheder. To gange kunne David have slået Saul ihjel, men undlod at gøre det i respekt for, at Saul var Herrens salvede.

Efter at Saul og de fleste af hans sønner var faldet i krigen mod filistrene, blev David (ca. 1010 f. Kr.) konge i Hebron over Juda, mens Sauls overlevende søn Ishboshet blev konge over de øvrige stammer. Den situation varede ca. 7½ år. Efter en magtkamp mellem Ishboshets tilhængere og Davids tilhængere blev David hele Israels konge. Derefter regerede David i 33 år. Han udvidede sit rige og styrkede dets magt både indadtil og udadtil. I hans regeringstid blev Israel en stormagt. Han erobrede Jerusalem og gjorde den til rigets hovedstad. Netop denne by kunne blive samlingspunkt i det nye rige, eftersom ingen af Israels stammer tidligere havde erobret den, så ingen kunne gøre særlige krav på den. Han organiserede centraladministrationen; men det var gudstjenestelivet, der havde hans særlige interesse, og selv digtede han mange salmer.

I Anden Samuelsbog hører vi ikke kun om Davids fremgang og sejre, men også om hans fald og familieproblemer. Højdepunktet for David er Guds løfte om et evigt kongedømme gennem hans søn og slægt (2 Sam 7,12-16). Løftet til David får sin opfyldelse i Kristus.

Inddeling:
1. Davids reaktion ved Sauls død (2 Sam 1)
2. David etablerer sig som konge (2 Sam 2-5)
3. Arken til Jerusalem og Guds løfte til David (2 Sam 6-7)
4. Davids sejre (2 Sam 8-10)
5. Davids synd (2 Sam 11-12)
6. Stridigheder og intriger (2 Sam 13-20)
7. Sidste del af Davids regeringsperiode (2 Sam 21-24).

Alle introduktionerne er skrevet af Flemming Kofod-Svendsen og udgivet i “Bibelens bøger”, Logos Media 2004.
Bragt med tilladelse fra https://blr.dk/resource/introduktioner-til-bibelens-boeger/

Rammerne for 2 Samuelsbog
ca. 1000 f.Kr.
2 Samuelsbog fortæller om Davids regeringstid over Israel og hans kampe for at etablere Israel, som den dominerende magt i Syrien og Palæstina. David udvidede Israels grænser fra Sauls nye områder, indtil han ved slutningen af ​​hans regeringstid, kontrollerede hele Israel, Edom, Moab, Ammon, Syrien og Soba.