Prædikerens bog

Indledning
Prædikerens Bog hører til visdomslitteraturen ligesom Ordsprogenes Bog og Jobs Bog. Visdom er at forstå sig på at leve. Den, der kender Guds love og respekterer dem, er “vis”. Den, der lader hånt om dem eller trodser dem, er en “dåre”. Mens Ordsprogenes Bog giver råd og regler for livsførelsen, og Jobs Bog behandler lidelsens problem, spørger Prædikerens Bog, der rummer ordsprog og belæringer, om der overhovedet er mening med livet.

I indledningen præsenteres bogen som “Ord af Prædikeren”. Det hebraiske ord for prædiker (qohælet) er dunkelt. Det kommer formentlig af ordet “samle” og angiver sikkert en bestemt funktion for en, som har med forsamlingen af folket at gøre, uden at man kan sige præcist, hvad denne funktion bestod i. Siden Luther, som oversatte med Prediger, er det blevet almindeligt i lutherske (og andre) kirker at forstå navnet – eller betegnelsen – om en, som taler i forsamlingen; derfor Prædikeren.

Indledningsordene: “Ord af Prædikeren, Davids søn, konge i Jerusalem” kunne tyde på, at Salomo er forfatteren. Dog siger bogen det ikke direkte. Derfor er det den almindeligste opfattelse blandt bibeltro teologer, at selve indholdet af Prædikerens Bog stammer fra Salomo (Præd 12,9. 1 Kong 5,12-13), mens nogen så har samlet Salomos tanker og forsynet dem med forklarende bemærkninger (se fx Præd 12,9-10).

For det moderne, rodløse menneske har Prædikerens Bog et aktuelt budskab, fordi den afdækker det bundne menneske og samtidig viser en vej ud af bundetheden. Prædikeren centrerer sine tanker om mennesket, sådan som det lever “under solen” (udtrykket under solen forekommer 29 gange i bogen).

Bogens grundspørgsmål lyder: “Er der nogen mening med livet?” Gang på gang vender han tilbage til ordet og til sine grundlæggende erfaringer af tomhed (forekommer 30 gange i bogen). Uophørligt slår han fast, at intet, som mennesket kan erhverve sig, leder ud af tomheden – det være sig visdom og rigdom, filosofisk granskning, nydelser eller hårdt arbejde. Livet kendetegnes imidlertid ikke bare af tomhedens tragedie. Det præges også af uretfærdighed og ubarmhjertighed. Men Prædikeren drager ikke ateismens slutning, og heller ikke pessimismens. I stedet ser hans skarpe blik den virksomme Guds hånd – i kontinuerlig aktivitet, Gud, som gør alting (11,5). Midt igennem tomheden skaber han; midt igennem uretfærdigheden udøver han ret; midt igennem ubarmhjertigheden afslører han en højere omsorg, Gud alene er stor. Han er den høje og mægtige Herre over livet. Gud er ikke et emne, som Prædikeren gransker og stiller kritiske spørgsmål til. Gud er den trygge grund, som han fæster sin tro og tillid til, hans livs kilde. Gud er den, som giver menneskene livet, og hvad de trænger til for at opretholde det. Gud er Gud.

Bogen giver et dybt indblik i menneskeliv, som hungrer og tørster efter retfærdighed. Prædikerens Bog forkynder det naturlige menneskes bankerot uden Jesus Kristus.

Bogens inddeling:
1. Indledning (Præd 1,1-11)
2. Alle tings forgængelighed (Præd 1,12-6,12)
3. Visdomsord (Præd 7,1-12,7)
4. Afslutning (Præd 12,8-14).

Alle introduktionerne er skrevet af Flemming Kofod-Svendsen og udgivet i “Bibelens bøger”, Logos Media 2004.
Bragt med tilladelse fra https://blr.dk/resource/introduktioner-til-bibelens-boeger/.