Johannes evangeliet

Introduktion
Hvem skrev det evangelium, der adskiller sig fra de tre første i stil, opbygning og indhold? To steder møder vi et øjenvidneudsagn (19,35; 21,24). Forfatteren var med på Golgata og ved Genesaret Sø, da den opstandne viste sig for disciplene. Han må være en palæstinensisk jøde, da han afslører et godt lokalkendskab til steder, bygninger og skikke i Palæstina og samtidig skriver korrekt græsk med visse semitiske træk.

Navnet Johannes er ikke nævnt i evangeliet. Derimod bruger forfatteren flere steder udtrykket den discipel Jesus elskede om sig selv (13,23; 19,26; 20,2; 21,7.20). Det peger på en person, som stod Jesus særlig nær. Det ved vi, at Peter, Jakob og Johannes gjorde. I 13,23-24 og 20,2 nævnes den discipel, Jesus elsker, sammen med Peter. Altså er Peter udelukket. Tilbage har vi de to Zebedæussønner, men ApG 12,2 fortæller, at Jakob blev henrettet med sværd. Det skete sandsynligvis år 44. Det tyder på, at forfatteren må være apostlen Johannes. Det understreges også af den oldkirkelige tradition.

Vi kender kun Johannes’ liv stykkevis. Han var søn af Salome og fiskeren Zebedæus, der måske har været en veletableret fiskeskipper, da han havde daglejere (Matt 4,21; 27,56. Mark 1,20; 15,40). Deres hjem var i Kapernaum (Matt 4,13.21). Johannes var nok yngre end Jakob, eftersom han flere steder i evangelierne kaldes Jakobs bror (Mark 1,19; 3,17).

Johannes sluttede sig til Johannes Døber (1,35-40). Da han hørte Døberens vidnesbyrd om Jesus, forlod han sammen med Andreas Døberen for at følge Jesus. Ved Genesaret Sø fik han og broderen kaldet til at blive menneskefiskere (Matt 4,21. Luk 5,10-11). Da forlod de både deres far og fiskerbåden for at følge Jesus. Sammen med Peter og Jakob hørte Johannes til inderkredsen i discipelflokken (Mark 5,37. Matt 17,1; 26,37). De to brødre fik af Jesus tilnavnet “Tordensønner” (Mark 3,17). Baggrunden siges ikke direkte, men Mark 9,38-39 og Luk 9,49.54-55 antyder, at de sandsynligvis havde et voldsomt temperament. Overraskende nok er det netop Johannes, som har fået betegnelsen kærlighedens apostel, og som så stærkt, især i sine breve, understreger, at mødet med Kristi kærlighed skal give sig udslag i næstekærlighed. Eller måske et det netop ikke så overraskende. Som få andre havde han indset nødvendigheden af Kristi kærligheds nyskabende kraft i et menneskes liv og selv oplevet det. Jesus overlod ham ansvaret for sin mor, da han hang på korset (19,26-27). Peter og Johannes var de første apostle, som kom til Jesu grav påskemorgen (20,3-10), og Johannes var den første, der genkendte Jesus, da han åbenbarede sig for dem ved Genesaret Sø.

I Apostlenes Gerninger møder vi Johannes flere gange, oftest sammen med Peter (1,13; 3,1-11; 4,13-22; 8,14). I 12,2 nævnes Jakob som Johannes’ bror, måske fordi Johannes i urmenigheden var mest kendt af de to. Paulus betegner Johannes som en af søjlerne i menigheden (Gal 2,9). Den oldkirkelige tradition hævder (næsten) enstemmigt, at Johannes tilbragte den sidste del af sit liv i Efesos, hvor Paulus mange år tidligere havde opholdt sig (ApG 19). Vi ved ikke, hvornår han kom dertil, men han fik en ledende stilling i menigheden. Så blev han forvist til øen Patmos (Åb 1,9), men vendte tilbage til Efesos, hvor han døde i kejser Trajans regeringstid (98-117). Vi ved ikke, om Johannes skrev sit evangelium før eller efter opholdet på Patmos.

Johannes henvender sig et par steder direkte til læserne (19,35; 20,31), men uden at sige hvem de er, eller hvor de findes. Oplysninger om jødiske højtider (2,13; 6,4; 7,3; 11,55) og forklaring af jødiske skikke (2,6; 4,9; 19,40) kan tyde på, at evangeliet i første række er rettet til hedningekristne. Johannes har valgt at fortælle om syv af Jesu offentlige tegn (2,1-12; 4,43-54; 5,1-18; 6,1-15. 16-21; 9,1-41; 11,1-44), og i 20,31 fortæller han hvorfor – nemlig for at læserne skal tro, at Jesus er Kristus og dermed få evigt liv. Desuden har Johannes gengivet en række af Jesu taler og udsagn om sig selv, bl.a. de syv “Jeg-er-ord” (6,35; 8,12; 10,7.11; 11,25; 14,6; 15,1). Pointen er, at læseren skal modtage Jesus i tro.

Det svarer til, at Johannes beskæftiger sig meget med menneskers reaktion på Jesu ord og gerninger; deres forskellige måde at reagere på deler dem i første omgang i tre grupper: 1. Disciplene, som tror på Jesus (fx 2,11; 4,39.42.53; 9,38; 14,23-24; 17,8). 2. Jøderne, som afviser Jesus (fx 5,16; 6,41-42. 60-61. 66). 3. Mellemgruppen, som i udgangspunktet har en positiv indstilling til og en overfladisk tro på Jesus, men som alligevel ikke forstår sandheden om ham (fx 2,23ff; 7,31; 8,30; 10,42). I virkeligheden er der dog kun to grupper – dem, der tror på Jesus og dem, der forkaster ham. Det kommer i Johannesevangeliet tydeligt frem ved, at disciplenes tro i løbet af evangeliet bliver mere og mere afklaret (med et højdepunkt i Marthas bekendelse 11,27), samtidig med at jøderne bliver mere og mere opsatte på at slå ham ihjel (5,18; 7,30; 8,59; 10,31; 11,53.57), mens midtergruppen tvinges til at vælge side (fx 8,31).

Johannesevangeliets opbygning og indhold:
1. Prolog (Joh 1,1-18)
2. Jesus åbenbarer sin herlighed for folket i tegn og tale (Joh 1,19-12,50)
3. Jesus åbenbarer sin herlighed for disciplene (Joh 13,1-17,26)
4. Jesus åbenbarer sin herlighed i lidelse, død og opstandelse (Joh 18,1-20,31)
5. Epilog (Joh 21,1-25).

Alle introduktionerne er skrevet af Flemming Kofod-Svendsen og udgivet i “Bibelens bøger”, Logos Media 2004.
Bragt med tilladelse fra https://blr.dk/resource/introduktioner-til-bibelens-boeger/

Rammerne omkring Johannesevangeliet
Begivenhederne i Johannesevangeliet finder sted i Palæstina, som var indlemmet i Romerriget i 63 f.Kr. Den overvejende ikke-jødiske region Dekapolis, eller “Ti byer”, var en løs sammenslutning af semiautonome byer administreret af den ro-merske legat i Syrien.