Dag 1 – 1 Mosebog 1-3
Vi bladrer om på 1 Mos 1. I dag om skabelse og syndefald. Bibelen har to skabelsesberetninger (1,1-2,4a og 2,4b-25), som komplementerer hinanden. Den første har det globale perspektiv – hele verdens skabelse på 6 dage, og mennesket, mand og kvinde, som kronen på værket. Den anden har det lokale perspektiv – Edens Have, Adam og Eva. Syndefaldet har haft katastrofale konsekvenser for hele menneskeheden siden da, men netop her hører vi også evangeliet første gang (”protoevangeliet”) i 3,15b.
Indledning til 1 Mosebog
1 Mosebog er Bibelens første bog og handler om begyndelsen. Mange historier er kendte
(Noahs ark, Kain og Abel, Josefs kappe, Adam og Eva osv.).
Dette billede viser en stor stjerne (symbol for Israel), adskilt fra de andre for at vise,
hvordan Gud udvalgte Abraham til at starte en helt ny og unik nation.
De andre stjerners antal er selvfølgelig tolv, ligesom de tolv stammer og Israels tolv sønner.
Introduktion
Første Mosebog består af to hoveddele: Urhistorien (kap. 1-11) og patriarkhistorien (kap. 12- 50). Urhistorien beskriver de fire store begivenheder: Skabelsen, syndefaldet, syndfloden og menneskeslægtens historie frem til og med Babelstårnet.
Første Mosebog handler om altings begyndelse. Første Mosebog er Bibelens grundvold, hvorpå alt andet hviler. Den er forudsætningerne for menneskets liv og historie. 1 Mos 1-2 er en majestætisk portal til hele menneskeslægtens historie og til Bibelens verden. Den kristne skabertro har sin basis i Bibelens første kapitler. Skabelsens krone og afslutning er mennesket, som Gud skabte i sit billede, til fællesskab med Gud og til at herske over verden. Den, som vil vide, hvad det efter Guds ord vil sige at være menneske, må tilbage til Bibelens første kapitler. Der finder vi vor identitet. Der lærer vi, hvem vi er. Skabelsen viser os Guds suverænitet og magt, hans godhed og hans visdom. Al velsignelse kommer fra ham. Alle mennesker er hans skabninger og er afhængige af ham, som er den store livgiver.
Første Mosebog fortæller indledningsvist om, hvordan synd, død og forbandelse kom ind i verden. Det står i syndefaldsberetningen (kap. 3). Al synd er dybest set synd mod Gud, mod skaberen. Samtidig viser urhistorien den ubrydelige sammenhæng mellem synd og straf i menneskers liv. Straffen har altid sin klare grund i menneskets synd. Straffen er Guds retfærdige dom. Synden er en ødelæggende magt i Guds skaberværk, en magt som sprænger de grænser, Gud har sat. Men allerede på syndefaldets dag gav Gud løftet om den kommende Frelser (3,15). Det var den første begyndelse til frelsesåbenbaringen. Siden udvalgte Gud sig et folk, der skulle bære åbenbaringen, og i dette folk skulle Frelseren en dag træde frem – ikke blot for dette folk, men for alle mennesker.
I patriarkhistorien følges Abrahams, Isaks og Jakobs slægter fra udvandringen fra Ur i Kaldæa til trældommen i Egypten. Det er beretningen om udvælgelsen frem til 12-stamme folkets tilblivelse. Fokus flyttes fra det verdensomspændende perspektiv, som urhistorien ruller op, for at følge den udvalgte halvnomadefamilie, som Gud har knyttet sin frelsesplan til. Gud udvælger inden for denne familie en enkelt mand, Abraham, til redskab for sin plan. Gud har begyndt sin frelseshistorie med sit udvalgte folk.
Bogens inddeling:
1. Skabelsen (1 Mos 1,1-2,25)
2. Syndefaldet (1 Mos 3,1-24)
3. Menneskeslægtens udvikling (1 Mos 4,1-6,4)
4. Syndfloden (1 Mos 6,5-9,17)
5. Noa som grundlægger af en ny slægt (1 Mos 9,18-11,26)
6. Abraham (1 Mos 11,27-25,18)
7. Isak og sønnerne Esau og Jakob (1 Mos 25,19-36,43)
8. Jakob og hans 12 sønner (37,1-50,26).
Alle introduktionerne er skrevet af Flemming Kofod-Svendsen og udgivet i “Bibelens bøger”, Logos Media 2004.
Bragt med tilladelse fra https://blr.dk/resource/introduktioner-til-bibelens-boeger/
Nærøsten på 1 Mosebogs tid
ca. 2000 f.Kr.
Første Mosebog beskriver begivenheder i det gamle nærøsten, fra civilisationens begyndelse, til Jakobs (Israels) familie flytning til Egypten. Historierne i Første Mosebog handler om nogle af de ældste nationer i verden, herunder Egypten, As-syrien, Babylonien og Elam.
| Uddybende noter |
| 3,15 Dette vers forstås normalt som slangens fremtidige nederlag til kvindens afkom (det vil sige en efterkommer). Af denne grund er det blevet givet navnet; “proto-evangeliet”, det vil sige den første bekendtgørelse af evangeliet. Mens 1 Mosebog ikke direkte identificerer slangen med Satan, er det klart at apostlen Johannes forstod det sådan (se Åb 12,9; 20,2). Ideen om kvindens “afkom” ses igen i 1 Mosebog 4,25 ved fødslen af Set. Resten af 1 Mosebog følger en enkelt linje af Sets efterkommere, som til sidst vil give en konge, gennem hvilken alle jordens nationer vil blive velsignet. Hendes afkom skal knuse dit hoved, og du skal bide hendes afkom i hælen: Brugen af afkom er i dette tilfælde ental og antyder at en bestemt person er i dette løfte. Løftet fra denne person kommer til opfyldelse i Jesus Kristus, som tydeligt præsenteres i NT som overvinder Satan (Hebr 2,14; 1 Joh. 3,8; sammenlign Joh 12,31). |
Dag 2 – 1 Mosebog 4-5
Uden for haven begyndte livets barske realitet. Ud af fire mennesker
på jorden måtte én lade livet. Det blev ”den retfærdige Abel”
som et varsel om, at retfærdigheden ville få trange kår i syndens
virkelighed – dog med mulighed for frihed (4,7). Abel nævnes også
i Ny Testamente, jf. Matt 23,35:
“For over jer må alt det retfærdige blod komme, der er udgydt på jorden, lige
fra den retfærdige Abels blod…”
Og Hebr 11,4:
“I tro frembar Abel Gud et rigere offer end Kain, og derved blev det bevidnet,
at han var retfærdig; det vidnesbyrd gav Gud ham for hans offergaver, og i
kraft af troen taler han endnu, skønt han er død”.
Slægtstavler kan synes lange, men minder os om, at Bibelen er
historie. Læg mærke til Enoks særprægede endeligt (5,24).
| Uddybende noter |
| 5,1-32 De fleste mennesker der levede efter syndfloden (det vil sige efter kap. 6-9), levede slet ikke lige så længe som folket i kap. 1-5. Dette kunne have været på grund af en vis ændring i jordens struktur eller i menneskers kroppe (eller begge dele) efter oversvømmelsen. Salme 90,10 beskriver en normal levetid som 70 eller 80 år, hvilket mere eller mindre har været tilfældet gennem den efterfølgende historie. |
Dag 3 – 1 Mosebog 6-9
Syndfloden. Menneskenes synd tog til, og “guds-sønnerne” (et udtryk for aristokratiske og magtsyge mænd) misbrugte magten. Gud fortrød (et udtryk, der kan oversættes: Menneskets synd fyldte Guds hjerte med smerte), at han havde skabt dem, så Gud måtte reagere ved at udslette alt levende – og enhver regnbue minder os nu om Guds nåde-pagt, at Gud aldrig gentager det, så længe verden består. Et interessant træk ved GT (Gammel Testamente) er, at både personer, hændelser og samfundsinstitutioner peger frem mod NT (Ny Testamente). Syndfloden bruges således i NT som et billede på den endelige dom (Luk 17,26ff) – og Noas ark som et billede på dåben (1 Pet 3,20-21).
| Uddybende noter |
| 6,1-2 Selvom Gud havde befalet mennesket at blive talrige (1,28), førte deres stigende antal til stigende ondskab på jorden. Problemet blev forværret af sammenføjningen af gudssønnerne og menneskedøtrene. Forskere har foreslået mindst to fortolkninger af denne passage: (1) faldne engle gifter sig med menneskets døtre; (2) mandlige efterkommere af Set gifter sig med de ugudelige kvindelige efterkommere af Kain. Men lige meget hvordan man fortolker passagen, er det klart at de her beskrevne forhold involverede seksuel synd, da mænd så og tog alle de kvinder de ville have. 6,4 Betydningen af kæmper er ikke klar. Den eneste anden GT-forekomst af dette hebraiske udtryk (heb. Nefilim) er i 4 Mos 13,33, hvor israelske spioner bruger begrebet til at beskrive en gruppe der bor i Kana’an. Kæmperne var mægtige mænd, helte eller krigere og kan som sådan godt have bidraget til den vold der fyldte jorden (se 1 Mos 6,13). 6,15 Arken ville i dag have været ca. 140 m. lang, 23 m. bred og 14 m. høj. 8,1 Gud glemte ikke Noa: Dette markerer vendepunktet i historien om syndfloden. Når bibelen siger, at Gud “husker” (glemmer ikke) nogen eller hans pagt med nogen, indikerer det at han er ved at handle på den persons velvære (se 9,15; 19,29; 30,22; 2 Mos 2,24; 32,13). 9,1-4 Den instruktion om at mennesker skal udøve autoritet over de andre levende væsener (1,28-30), erstattes af; at disse skabninger nu vil have frygt og rædsel for mennesker. Gud tillader nu at spise dyr (i modsætning til 1,30, hvor mennesker og dyr får ”alle grønne planter som føde”). Dyrets blod forbliver dog hellig og må ikke spises; dette skyldes at blodet er kilden til liv, og alt liv kommer fra Gud (se 3 Mos 17,12-14). 9,21-23 Blev han beruset: Den kortfattede beskrivelse af Noas beruselse indikerer Guds misbilligelse. Men Kams handlinger med at se hans far nøgen i teltet og derefter fortælle dette til sine brødre er ikke godt. Det tyder ikke på at der var tale om nogen pervers seksuel adfærd. Selvom teksten ikke udtrykkeligt angiver hvad der skete, er det tydeligt at Kam ydmygede og vanærede sin far, og tilsyneladende involverede han sine brødre i denne ydmygelse. I stedet gør Kams brødre alt for at undgå at se Noas nøgne krop, da vi får at vide at de nærmede sig ham baglæns (v 23). Sems og Jafets reaktion står i skarp kontrast til Kams handlinger, da brødrene ærer deres far på trods af hans tåbelige opførsel (2 Mos 20,12). 9,24-27 Udpegningen af Kam som den yngste søn er besynderlig, da han altid er opført efter Sem og før Jafet. Den traditionelle navneordning afspejler muligvis ikke den rækkefølge som drengene blev født i. Forbandet være Kana’an!: Noas reaktion på Kams handling er at forbande Kana’an; Kams søn. Den usleste træl skal han være: Denne passage blev fejlagtigt brugt i de forrige århundreder til at retfærdiggøre slaveri af afrikanere, hvilket resulterede i alvorligt misbrug, uretfærdighed og umenneskelighed for mennesker skabt i Guds billede. Noas forbandelse over Kana’an, der fokuserer på at han er tjener, forudser den dom der senere vil falde over Kana’anitterne (sammenlign 5 Mos 7,1-3 med 1 Mos 10,15-19). Dette, sammen med det faktum, at forbandelsen alene falder på Kana’an og ikke på Kams andre børn (der bosatte sig i det nordlige Afrika), viser hvor illegitim det var at bruge denne tekst til at retfærdiggøre slaveri af afrikanske mennesker. |
Dag 4 – 1 Mosebog 10-15
1 Mos 1-11 kaldes urhistorien, og den slutter med endnu en historie om menneskets synd. I stedet for at opfylde jorden, som Gud havde sagt (1,28), samlede menneskene sig for at skabe sig et navn, for at vi ikke skal blive spredt ud over hele jorden. Derfor skete ”den omvendte pinsedag”, hvor verdens sprog skabtes og Gud forvirrede sproget. I 1 mos 12 begynder Gud forfra med ”patriarkhistorien” om Abraham, Isak og Jakob. Helt centralt er løftet fra Gud, som peger frem mod Kristus. Læs 1 Mos 12,3 nøje.
| Uddybende noter |
| 12,16 Nogle bibelske forskere har fastholdt at kameler i 1 Mos, ikke passer ind i denne tid, da det antages at de ikke blev tæmmet før omkring 1100 f.Kr. Arkæologiske fund af kamelknogler har imidlertid antydet, at nogle kameler blev brugt af mennesker allerede i det tredje årtusinde f.Kr. Det er ikke overraskende at beviserne er begrænsede, taget i betragtning af hvad kamelerne er blevet anvendt til. I 1 Mos forekommer de normalt i passager, der involverer langdistancerejser gennem eller tæt på ørkener (se 24,10-64; 31,17, 34; 37,25). Knapheden på kameler i patriarkernes periode gjorde dem til en luksus af stor værdi, og dermed kan det at de bliver nævnt her (og andre steder) muligvis fremhæve Abrams rigdom. |
Dag 5 – 1 Mosebog 16-19
1 Mos 16 er historien om menneskets egen indsats. Abram handlede ud fra hvad han så, og ud fra fornuftens synsvinkel – og allerede for Hagar og Ismael fik den tilgang dybe konsekvenser, og det samme ser vi utallige andre gange i Bibelen og historien (Ismael regnes for stamfader til muslimerne og Isak til det jødiske folk). Kap. 17 er Guds pagt – Guds indsats (læg mærke til brugen af ”jeg”)! Paulus tager spørgsmålet om troen og omskærelsen op i Rom 4,9-12. Kap. 18 og 19 står i kontrast med hinanden – Guds store løfte og menneskets dybe synd.
| Uddybende noter |
| 17,10 Omskæring er ikke en hebraisk opfindelse. For eksempel blev det brugt i Egypten meget tidligt, dette som en handling af rituel renhed (tilsyneladende et krav for mænd, som ville arbejde i et egyptisk tempel). Nogle gravbilleder fra Det Gamle Rige (ca. 2575-2134 f.Kr.) viser denne praksis. 18,2 Abrahams opførsel antyder at han betragtede de tre mænd som meget vigtige. Løb han: I Mellemøsten ville en socialt fremtrædende ældre mand normalt ikke reagere på denne måde. Kastede sig til Jorden: Selvom dette kan have været en almindelig hilsen (se 19,1), viser det at Abraham betragter de besøgende som værdige til stor respekt. 19,5 Mændene I Sodoma har til hensigt at have sex med de to besøgende mænd, hermed oprindelsen af udtrykket “sodomi.” Lots tidligere insisteren (1 Mos 19,3) på at de besøgende ikke skulle overnatte på pladsen, indikerer at han frygtede for deres sikkerhed. 19,6-9 Lot er villig til at beskytte de to mænd mod pøblen omkring hans hus, en prisværdig gerning. I desperation tilbyder han sine to ugifte døtre som erstatning til de besøgende mænd – en chokerende, fej og utilgivelig handling (selvom han kunne have ment dette som et bluff, eller forventet at tilbuddet ville blive afvist). Pøblens reaktion bekræfter kun den virkelig onde karakter af deres intentioner. |
Dag 6 – 1 Mosebog 20-24
Næste generation i patriarkhistorien: Isak. Paulus uddrager en lære om loven og evangeliet fra Ismael- / Isakberetningen i Gal 4,21-5,1. Den hårrejsende beretning om Abrahams ofring af Isak er ladet med kristologi (=Jesus-betydning): Gud skånede IKKE Jesus, som han skånede Isak (jf. Hebr 11,17-19; Rom 8,32). Efter Saras død følger en bevægende historie om fundet af Isaks kone, Rebekka. ”Isak elskede hende og kom over sin mors død”.
| Uddybende noter |
| 24,9 Så lagde trællen hånden under sin herre Abrahams lænd: Da det at slå sig på hoften muligvis blev forstået som et tegn på anger og underkastelse (se Jer 31,19; Ez 21,17), kan det at lægge ens hånd under en andens hofte/lænd have indikeret underkastelse til den persons styrke og autoritet. Under alle omstændigheder ved at foretage denne handling, binder tjeneren sig til at adlyde Abrahams anmodning. |
Dag 7 – Salmerne 1-3
Salmernes Bog er en guldgrube, så glæd dig! Martin Luther skrev: “Vil du se den hellige kristne kirke levende afmalet både i form og farve, samlet i ét lille billede, så slå op i Salmernes Bog. Her har du et fint, rent og klart spejl, som kan vise dig, hvad kristenheden er. Ja, du vil også finde dig selv i den.“ De tre første salmer slår vigtige temaer an: Guds ord (Sl 1 og træet ved bækken som et billede på den, der ”har sin glæde ved Herrens lov”, dvs. Guds ord), Kristus (Sl 2 om Herren, der har indsat sin søn på tronen) og trøst (Sl 3 om Davids tilflugt til Gud i ekstrem modgang).
| Uddybende noter |
| 3,3 Sela: Betydningen af dette musikudtryk, der forekommer i 39 salmer, er ukendt. Det angiver muligvis et mellemspil. Andre forslag er: gentagelse, lovprisning, højere toneleje, stilhed for tilbedelse og andet. |
Dag 8 – 1 Mosebog 25-27
Rebekka og Isak havde fertilitetsproblemer, og de havde været gift i 20 år, inden de omsider fik tvillinger (jf. 25,20.26). De to tvillinger, Esau og Jakob, blev til to forskellige folk, lovens og løftets folk (jf. Rom 9,10-18). Kap. 26 og 27 rummer eksempler på konflikter, snyd og bedrag. Heller ikke dengang var Guds folk perfekte men Guds løfte forkyndes alligevel gennem folket (26,3-5). Teologen Kenneth Bailey har sammenlignet Esau- og Jakobhistorien med lignelsen om de fortabte sønner (Luk 15,11-32). Se, om du kan finde paralleller her.
| Uddybende noter |
| 25,26 Hans hånd holdt fast om Esaus hæl. Ham gav de navnet Jakob: Navnet “Jakob” minder ikke kun om det hebraiske udtryk for “hæl” (‘aqeb), men har også en bibetydning: “bedrager”. At gribe nogen i hælen var tilsyneladende en talemåde, der betyder “at bedrage”. Motivet med bedrag optræder i en række episoder i forbindelse med Jakob. Isak var tres år gammel: Tvillingerne er født 15 år før Abrahams død, se v. 7-8. Nogle gange i 1 Mos, af specifikke årsager, er nogle begivenheder fortalt ude af kronologisk rækkefølge, som her. |
Dag 9 – 1 Mosebog 28-32
Nu er den tredje patriark, Jakob, i fokus. Laban var virkelig en ”laban” og ødelagde Jakobs og sine døtres kærlighedsliv. Lea og Rakel levede hele livet i et intenst misundelsesforhold, som ses både i fortællingen og måske tydeligst i Leas hjerteskærende navngivning af sine sønner (29,31-35), men også i Jakobs promiskuøse forhold med medhustruerne Zilpa og Bilha. Familieidyllen går for alvor fløjten, da Jakob flygtede med al sin ejendom. Gud velsignede alligevel Jakob og bekræftede ham flere gange i sin omsorg for ham (28,10-15; 31,3.12-13; 32,23-30), så hele historien bliver også et stærkt vidnesbyrd om Guds uransagelige veje midt i menneskers synd.
| Uddybende noter |
| 29,18 Jeg vil tjene hos dig syv år for din yngste datter Rakel: I det gamle nærøsten var det normalt at en kommende ægtemand gav brudens far en betydelig pengegave, kendt som brudeprisen. Jakob angiver, at han er parat til at arbejde for Laban i syv år, og derfor betale for Rakel, hvad der svarer til syv års løn. 31,19 Stjal Rakel sin fars husguder: “Husguder” oversættes på hebraiske til terapim. På trods af at de bliver nævnt ret ofte i Bibelen, er kendskabet til disse genstande svagt, og udtrykket oversættes ofte som “billeder/afguder”. I dette tilfælde, da Laban senere omtaler dem som “guder” i v. 30, kan de have været små figurer, der forestiller bestemte guder. Fortælleren forklarer ikke, hvorfor Rakel tog sin fars “guder”. Måske troede hun at dette ville forhindre ham i at bruge deres magt til at overvinde Jakob. Måske troede hun, at de ville bringe hende held. Måske ville hun kun have dem for deres værdi, da de måske var lavet af kostbart metal. Uanset årsagen bliver det senere tydeligt, at Jakob ikke havde kendskab til deres uretmæssig tilegnelse (v. 32). |
Dag 10 – 1 Mosebog 33-36
Efter mange års adskillelse mødtes brødrene Jakob og Esau igen. Der var forsoning, men ikke fuldkomment. 33,16-17 antyder, at brødrene muligvis aldrig så hinanden igen, da Esau tager til Se’ir og Jakob til Sukkot. Skændselsdåden i kap. 34 problematiserede indgangen i landet, men Jakob fik i kap. 35 endnu en bekræftelse fra Gud (35,11-12) på, at han var den velsignede, og at Gud ville give ham landet. Jakobs yndlingshustru, Rakel, døde i barselssengen under fødslen af Benjamin, den 12. og sidste søn, hvorved tallet på stammerne blev fuldstændigt (jf. de 12 disciple og se Åb 7,5-8).
Dag 11 – 1 Mosebog 37-41
Josef-historien er bevægende og udstiller på én gang menneskets grænseløse syndighed og Guds vidunderlige nåde. Josef husker vi nok som et offer for brødrenes og andres ondskab, men han var også selv med til at skabe misundelsen (37,2.5.9). Tamar er en af de mange kvinder, som let overses, men som gennem lidelse blev stammoder til Kristus (Matt 1,3). Gud gik med Josef igennem seksuelle fristelser (kap. 39) og fængsling (kap. 40) og gav ham både en fremtrædende stilling og børn. Børnenes navne viser, at børnebørnene har været et lyspunkt i mørket (40,50-52).
Dag 12 – 1 Mosebog 42-45
Josefs tålmodighed med og kærlighed til sine brødrene er aldeles gribende, og historien er fortalt meget levende. Josef bliver et stærkt forbillede for os i mødet med modgang, og desuden et billede på Kristus, fx med ordene: ”Gud har sendt mig i forvejen til livets opretholdelse”. “Gud vendte det onde til det gode” giver udtryk for Josefs forståelse af hele forløbet og sin stærke tillid til Gud. Læg mærke til Juda (stamfader til Kristus), der i kap. 44,18ff tilbyder sig som ”Kristus” / barmhjertig samaritaner for den yngste søn, Benjamin.
Dag 13 – 1 Mosebog 46-50
Her begyndte israelitternes 430 års historie i Egypten (jf. 2 Mos 12,40-41). Jakob MÅTTE møde sin søn, inden han døde – og det lykkedes. Endda sine børnebørn så han. I kap. 49 velsignede Jakob sine 12 sønner. Læg igen mærke til Juda, som bar sceptret og staven – indtil ”herskeren” (Messias) kommer. Du er også blevet velsignet, for nu har du læst den første bog i Bibelen – tillykke med det!
Dag 14 – Salmerne 4-6
I disse 3 Davidssalmer får vi et enestående indblik i Davids bønsliv. David var presset af modgang og gik til Gud med fuld tillid til, at han kan hjælpe. Sl 6 er den første af “de 7 bodssalmer” (én til hver ugedag i fasten), hvor David bekender sine synder.
| Uddybende noter |
| Bodssalmer er de salmer i Salmernes Bog, hvis fælles tema er syndserkendelse og bøn om forladelse; det drejer sig efter oldkirkelig tradition om nr. 6, 32, 38, 51, 102, 130 og 143. I den katolske kirke bliver bodssalmerne reciteret ved liturgiske bodsandagter. |
Dag 15 – Markus 1-2
Velkommen til Markusevangeliet, der begynder med Jesus som 30-årig i Judæas ørken. Det er det korteste og efter manges opfattelse ældste evangelium af de fire. 1,14-15 kan man kalde ”Jesu programerklæring”, som skød hele hans tjeneste på jorden – og nu i Himlen – i gang. Han har ikke ændret på sit kald, ”Følg mig”, siden dengang (jf. 1,16-20). Resten af kap. 1 er ”Jesu første arbejdsdag”, som var hektisk – og krævede tidlig bøn (ligesom du er i gang med nu). I kap. 2 sprængte Jesus ALLE grænser for opførsel, kultur og teologi – til forargelse for de retfærdige, men med uendeligt godt budskab til syndere.
| Uddybende noter |
| 2,4 Et fladt tag kunne tilgås udefra. Det bestod af grene eller pinde, kombineret med ler, og Lukas tilføjer den detalje at dette tag også havde “tegl”, som blev brugt på nogle huse på det tidspunkt. 2,14 Levi (kaldet “Matthæus” i 3,18) opkrævede skatter og samarbejdede derfor med Herodes Antipas, som til gengæld samarbejdede med Romerriget. Som den besættende politiske magt i det jødiske land; Palæstina, blev Rom og alle der samarbejdede med Rom, foragtet af fromme jøder. Skattesystemet var korrupt, og de fleste skatteopkrævere skummede penge fra skatterne til sig selv. “langs søen” (Mark 2,13) og “i hans hus” (v. 15) tyder på at den skattebod som Levi brugte, lå ved Genesaret Sø og blev derfor brugt til at beskatte fiskere. |
Dag 16 – Markus 3-5.20
Nogle tror, at Guds rige kom fikst og færdigt med Jesus fra begyndelsen af – men Guds rige var og er en proces. I kap. 1 kaldte Jesus fire disciple, og først nu samlede han de 12, som skulle være apostle. Læg mærke til rækkefølgen (3,13-15): 1. Være sammen med Jesus. 2. Udsendt for at prædike og helbrede. Kap. 4 er grundlignelsen om Guds ord (den første lignelse i alle de tre første evangelier), og efter to lignelser mere gik turen til hedningeland. Som en anden dæmon rejste stormen sig, og Jesus stillede stormen både på søen og i den besatte mands liv.
| Uddybende noter |
| 3,6 Farisæerne havde ikke meget tilfælles med herodianerne (tilhængere og medarbejdere af Herodes Antipas fra Galilæa og det herodiske familiedynasti). Disse to grupper holdt imidlertid råd sammen (jf. Sl. 2,2) for at få ham slået ihjel (Mark 14,1-2). 4,38 Sov på en hynde er en øjenvidnedetalje, som kun findes i Markusevangeliet, og er uden tvivl formidlet til ham personligt fra Peter (se indledning). Jesu søvn indikerer mangel på frygt og også stor træthed, en påmindelse om hans sande menneskelighed. Disciplenes frygt for at gå under er større end deres tillid til Jesu nærvær (se v. 40). 5,9 Legion er mit navn: En legion var den største enhed i den romerske hær og havde ved fuld styrke 6.000 soldater. Det betyder ikke nødvendigvis at der var 6.000 dæmoner i manden, kun at der var rigtig mange. 5,11 På grund af hellenistisk indflydelse er ceremonielt urene grise ingen overraskelse i den ikke-jødiske Dekapolis-region. |
Dag 17 – Markus 5.21-6
”Hjemme” i Israel igen havde rygtet om Jesus bredt sig, og skaren samlede sig om ham. Jesus reagerede på ”de hjælpeløses tro” – i kap. 5 Jairus’ datter og kvinden med blødninger. Samtidig holdt Jesus sin identitet skjult, da tiden endnu ikke var inde og samtiden var fyldt med falske Messias-forventninger (også i hjembyen Nazaret (6,1-6)). Johannes Døberen måtte lade livet for sin uforbeholdne kritik af kong Herodes’ udenomsægteskabelige forhold til Herodias, og samtidig fortsatte Jesus sin gerning med bespisningsunderet og vandringen på søen. Læg mærke til, at selv Jesus havde brug for bøn (6,31.46) – hvor meget mere har vi så ikke!
| Uddybende noter |
| 5,38 En larmende hob, som både græd og jamrede afspejler højlydt dyb sorg over døden. Men nogle i mængden er professionelle sørgende, som var en nødvendig tilstedeværelse selv ved begravelser for de fattige. |
Dag 18 – Markus 7-8.26
Hvor kommer det rene og urene fra? Måske er vi i vores sundhedsorienterede tid gået tilbage til en farisæistisk forståelse (7,18-19), men se Jesu radikale tale om syndens ophav i vores hjerte (7,21-23) og lad os spejle os i den. Jesus helbredte fortsat i hedningeland (7,24-30) og i Israel (7,31-37), og igen gik tiden hos Jesus hurtigt, så de manglede mad. Ved første bespisningsunder i Israel (kap. 6) var der 5.000 mænd og 12 kurve til overs, og her i hedningeland var der 4.000 og 7 kurve til overs. Måske handler det om, at der i Jesus er brød nok til hele Israel (12 stammer) og til alle folkeslag (7-tallet).
| Uddybende noter |
| 7,10-13 Ær din far og din mor!: (jf. 2 Mos 20,12; 21,17; 5 Mos 5,16). Ingen sætter spørgsmålstegn ved vigtigheden af denne lov i de ti bud; at se bort fra den blev straffet med døden i det gamle Israel. En del af at ære sin far og mor er at tage sig af dem, både økonomisk og personligt, i deres alderdom. Jødisk tradition tillod dog at midler, der oprindeligt var dedikeret til forældrenes omsorg, kunne erklæres Korban (hebraisk/aramæisk for lovligt “viet til Gud”; jf. 3 Mos 1,2; 2,1), hvilket betyder, at personen ikke længere ville være forpligtet til at gøre noget for sin far eller sin mor. Disse midler kunne nu gives til templet hvis det ønskes. Sådanne menneskelige traditioner giver således plads til det menneskelige hjertes fordærvelse, direkte i modsætning til Moseloven, som så ofte tjener til at beskytte de svage og hjælpeløse, og i dette tilfælde; forældre i deres svage alderdom. “Korban”-traditionen er et eksempel på at se bort fra og afvise de mere vigtige aspekter af den mosaiske lov. |
Dag 19 – Markus 8.27-10
Den lange rejse til Cæsarea Filippi, Hermonbjerget (9,1-8), tilbage til Kapernaum og videre mod Jerusalem kan kaldes én lang uddannelsesrejse for disciplene, hvor Jesus forsøgte at åbne deres øjne for, hvem han var og hvad han skulle. Tre gange (kap. 8,9 og 10 omkring v. 30) forudsagde Jesus sin lidelse, død og opstandelse, og de så Jesus forklaret på bjerget. Desuden underviste han om efterfølgelse, skilsmisse og rigdom. Samtidig talte han om sandt discipelskab og fremhævede børnene (10,13-16) og tjenerrollen (10,41-45), som han selv valgte. Disciplenes øjne åbnedes meget langsomt (jf. 8,17-18), hvorimod den blinde Bartimæus’ øjne åbnedes på stedet – blot med råbet: “Davids søn, forbarm dig over mig”!
| Uddybende noter |
| 10,46 Det gamle Jeriko (Tell es-Sultan) nær pilgrimsstien til Jerusalem var måske ikke længere befolket på Jesu tid. Det nyere, Jeriko (Tell Abu el-Alajik) lå sydøst for pilgrimsstien og tjente som mødested for pilgrimme. For at nå dette nye Jeriko fra pilgrimsvejen, skulle man rejse den samme vej frem og tilbage. Dette kan forklare de små forskelle mellem Markus beretning og Matt 20,29 og Luk 18,35. Helbredelsen sker, når Jesus går tilbage til pilgrimsvejen fra Jeriko (jf. Matt 20,29; Luk 18,38). |
Dag 20 – Markus 11-12
Markus vier omkring 1/3 af sit skrift til den sidste uge i Jesu liv. Situationen spidsede til, og vi kender allerede disciplenes tanker fra 10,32. Jesus står foran den afgørende påskeuge. Allerede indtoget i Jerusalem havde messianske implikationer som en opfyldelse af profetierne (Zak 9,9; Sl 118,25-26), og diskussionerne med farisæerne gik på hans identitet. Mange var forvirrede og spurgte Jesus, men han holdt kortene tæt ind til kroppen indtil det afgørende tidspunkt (14,62). Både tempelrensningen og lignelsen om de onde vinbønder er domstale, som ramte den (og vor) tids religiøsitet som en hammer. Samtidig udfordrede Jesus alle og sagde: “Tro på Gud” (11,23).
| Uddybende noter |
| 11,2 Et føl, som står bundet: Matt 21,2 nævner også at et æsel var med føllet, men Markus nævner kun føllet, hvilket var vigtigst fordi Jesus skulle ride på det. 12,42-44 Småmønter: (Græsk. lepta [flertal]; en lepton var en jødisk mønt til en værdi af omkring 1/128 af en denar, hvilket var en dagsløn for en arbejder) vurderes til en brøkdel af en øre. Den fattige enke gav mere end alle de rige ifølge Gud, for hun gav alt hvad hun havde, mens de rige gav af deres overskud. |
Dag 21 – Salmerne 7-9
I dag læser vi tre salmer af kong David. I Sl 7 veksler David mellem tillid til Gud og klage. Overvej, om vi har en tendens til at blande det hele sammen og så ikke få ”udøst vort hjerte” for nogen af delene. Sl 8 er en tak for Guds skaberværk og mennesket som kronen på værket. Salmen tolkes kristologisk (= overføres på Kristus) i Hebr 2,6-8 og 1 Kor 15,27. Sl 9 handler om Guds styrke og menneskers svaghed. Vi kan bede v. 21 for os selv: ”Herre, indgyd folkene (os) frygt, så de forstår, at de kun er mennesker”.
Dag 22 – Markus 13-14
Midt i den hektiske påskeuge gav disciplenes beundring af templets storhed Jesus mulighed for at fortælle om de sidste tider. Han forberedte sine disciple på trængselstider. Der skulle komme falske profeter, modgang og naturkatastrofer – men de skulle også få givet ord, styrke og tegn til at vente med længsel og forventning. Alle tegn har indtruffet forlængst, og nu (for)venter vi Herren Jesus når som helst. I kap. 14 mærker vi Jesu omsorg (salvningen, nadveren, Getsemane) for sine disciple, som endnu ikke forstår hans gerning, men prøver så vidt muligt at holde deres løfter (14,31). Til sidst faldt også Peter, og hvad der skete, når du bladrer om til kap. 15 og frem, handler alene om Jesu gerning for os.
| Uddybende noter |
| 13,1 Herodes den Store udvidede det andet tempel til omkring dobbelt størrelse af Salomos tempel. 14,30 Før hanen galer to gange: Hver morgen galede haner et antal gange, adskilt af et par minutter. Jesus specificerer her de to første (jf. v. 72). Matthæus, Lukas og Johannes henviser imidlertid til hele tidsperioden med adskillige gal. 14,52 Gav slip på lagnet: Denne hændelse er kun nedskrevet i Markusevangeliet, hvilket får mange kommentatorer til at tro, at det er Markus selv, forfatteren til dette evangelium, der var denne unge mand, men at han af beskedenhed ikke medtog sit eget navn. |
Dag 23 – Markus 15-16
Jesus var helt alene – alle disciplene havde svigtet ham, og til sidst så kun nogle kvinder (bl.a. hans egen mor – 15,40-41) til på afstand. Det var fredag morgen, og retssagen mod Jesus havde stået på i løbet af natten. Ligesom for det jødiske råd (14,62) afslørede Jesus sin identitet som Kristus og jødernes konge. Nu kunne det blive klart for alle, at Messias ikke skulle herske, men kom for at lide og dø. Jesu menneskelighed skinner igennem i det sidste råb på korset, som Markus har refereret (jf. dog Luk 23,46 og Joh 19,30). Ikke nok med, at alle mennesker havde forladt Jesus, nu gjorde Gud det også – treenigheden sprænges, og Jesus dør alene. “Ham, der ikke kendte til synd, har han gjort til synd for os, for at vi kunne blive Guds retfærdighed i ham”, 2 Kor 5,21. Opstandelsen i kap. 16 har væltet disciplenes verden. Det ses bl.a. af v. 8, som formentlig er Markus’ afslutning på evangeliet (og v. 9-16 en senere tilføjelse). Kristus er opstået – og du har læst det første og ældste af de fire evangelier. Tillykke med begge dele!
| Uddybende noter |
| 15,23 Vin krydret med myrra har en mildt bedøvende effekt, Jesus ville ikke tage denne blanding. 15,27 De to røvere der blev korsfæstet sammen med Jesus opfylder profetien: “blev regnet blandt lovbrydere” (Es 53,12). Lukas alene fortæller, at en af de to røvere engang senere omvendte sig og udtrykte tro på Jesus (Luk 23,39-43). |
Dag 24 – 2 Mosebog 1-4
2 Mosebog hedder på latin “Exodus”, som ordret betyder “vej ud”. Vi skal følge en underfuld historie, som har formet det jødiske folks identitet lige siden og samtidig har mægtige implikationer for vores kristne tro. Exodus er Guds løsning for det folk, som er presset op mod havet / muren / synden / døden. Gud har “set”, “hørt”, “lagt mig på sinde” (3,7). Vi følger her i fire kapitler Moses’ liv fra fødsel og opvækst i Egypten over flugt ud i ørkenen i 40 år, indtil han til sidst som 80-årig rejste tilbage til Egypten med et klart budskab fra “JEG ER” (jf. Jesu “jeg er-ord”, som vi skal møde senere i Johannesevangeliet). Moses var på ingen måde perfekt, hvilket måske ses klarest i 4,24-26, hvor Sippora hjalp Moses til at rette op på et alvorligt svigt i gudsforholdet, nemlig den manglende omskærelse. Glæd dig til 2 Mos – et sandt drama begynder..
Dag 25 – 2 Mosebog 5-8
At træde frem foran selveste Farao har ikke overraskende fyldt Moses med frygt – men gradvist, med Guds indgriben, voksede hans mod. Det kan minde os om, at Gud bruger svage og syndige mennesker i sin tjeneste – han har (med undtagelse af Jesus) faktisk aldrig brugt andre. Gud virkede med “stærk hånd” (3,19; 6,1), så Farao – og senere vi – indser, hvor tåbeligt og umuligt det er at gå op imod Guds vilje og frelsesplan. At gøre det havde konkrete konsekvenser for Farao – og evige konsekvenser for os. Gud gav løfter til Moses i hobetal – om at tage folket til sig og føre dem til det lovede land.
| Uddybende noter |
| 5,18 Hakkelse: er en betegnelse for fintsnittet halm. 6,12 Jeg er uomskåret på læberne (jf. v30). Det er vanskeligt at afgøre om Moses har til hensigt at sige noget andet end at “jeg har ikke ordet i min magt… Jeg har svært ved at udtrykke mig i ord” (4,10). Ordvalget kan være en henvisning til hændelsen der involverer omskæring i 4,24-26. Hvis det er tilfældet, kunne Moses antyde at han ikke kun føler sig fysisk ude af stand til at tale (4,10), men også føler sig personligt uegnet eller “uren” til at udføre opgaven (jf. Es 6,5). |
Uddybende noter oversat fra ESV Study Bible, Crossway
Dag 26 – 2 Mosebog 9-12
Plagerne fortsatte med tiltagende styrke. Faraos forhærdelse kom både fra ham selv og Gud – og forhærdelsestanken tager Paulus op i Rom 9,14-18. 2 Mos 9,16-17 og 10,1-2 er central for forståelsen af Guds handling. Den sidste plage forberedtes af Gud og skulle blive til evigt minde for israelitterne – og os. Med blodet på dørstolperne ville folket blive skånet, forbigået. Ordet “Pesach” (påske) betyder “forbigang” og kan forstås både om englens forbigang den nat og Kristi offer på korset (jf. 1 Kor 5,7; Åb 5,12). En af betegnelserne på Jesus er netop “Lammet”. Kap. 12 er EXODUS – udgang af Egypten efter 430 års ophold. Bemærk 12,46, som opfyldes på korset (Joh 19,36).
| Uddybende noter |
| 12,5 Lydefri: uden skavanker eller mangler. 12,22 Isop: En pjusket busk, der bruges som børste i en række rensningsceremonier (se 3 Mos 14,4-7; 4 Mos 19,6, 18; Sl 51,9; jf. Joh 19,29). |
Uddybende noter oversat fra ESV Study Bible, Crossway
Dag 27 – 2 Mosebog 13-15.21
Overvej, om drabet på de førstefødte i Egypten modsvares af Jesu korsfæstelse og død – og overgangen over Det røde Hav af Jesu opstandelse?! Det kan ikke beskrives, hvor meget vi kan lære om Gud gennem ørkenvandringen, især hvis man selv kender til at gå gennem svære ting, kan forestille sig israelitternes frustrationer og er åben for Guds ledelse. Nogle af de kommende kapitler er lange og omstændelige (kan opleves som en “ørkenvandring”), men tag en bid ad gangen, så går det. Dagens læsning er den korte vej fra Egypten til Det røde Hav og den underfulde overgang over havet. Evangeliet skinner tydeligt igennem, særligt 13,21-22 ; 14,13 og den store lovsang i kap. 15. Paulus forklarer i 1 Kor 10,1-4 (ja, helt til v. 13), at folket i ørkenen stod over for Kristus selv.
Dag 28 – Salmerne 10-12
Alle tre salmer til i dag er “klagesalmer”. Salmisten stod i modgang over for fjender, som hånede ham og forfulgte ham. Vi kan formentlig genkende os i mange formuleringer, om ikke andet I forhold til vores sjælefjende Djævelen, som hvisker løgne i ørerne på os, fx “Gud er ikke til” (10,4). Spørgsmålet er: “Når grundvoldene vakler, hvad gør da den retfærdige?” (11,4). Hun / han klager sin nød til Gud og tager sin tilflugt til ham (11,1). Martin Luther har lært os, at “Herren” er Jesus. Læs salmerne med det fortegn, og de stråler nu med endnu større herlighed.
Dag 29 – 2 Mosebog 15.22-18
Nu begyndte vandringen sydpå mod Sinaj, som tog 2-3 måneder (resten af vandringen tog 40 år!). Gennemgående temaer er israelitternes utilfredshed (15,24 ; 16,2 ; 17,2) og vantro (16,20.27) – og på den anden side Guds prøvelse (15,25b-26) og ledelse (17,11-12.16). Mon ikke det er genkendelige temaer fra vores liv?! I Kap. 18 mødte Moses igen sin kone, som tidligere havde reddet ham fra døden (2 Mos 4,24-25), og sin svigerfar, som hjalp ham mod stress til at organisere rettergang. Moses skulle selv være “Højesteret” og lade andre om mindre sager.
Dag 30 – 2 Mosebog 19-22
Sinajs bjerg er lovens og pagtens sted – begreber, som har betydning i al form for religion og livsanskuelse, også for jødisk / kristen tro. Modsat al anden religion er udgangspunktet evangeliet: “I har selv set, hvordan jeg bar jer på ørnevinger og bragte jer herhen til mig” (19,4) og “Jeg er Herren din Gud, som førte dig ud af Egypten, af trælle-huset” (20,1). Gud ville holde folket fast hos ham, så de forblev hans ejendom, 19,5-6. Guds lov er redskab til det, da den påviser synden (jf. folkets reaktion i 20,19) og gang på gang driver dem (og os) tilbage til Gud / Kristus. Paulus udlægger denne tanke på genial vis i Gal 3,19-24. Samtidig ligger Guds lov til grund for samfundet (også vores) med proportionalitet mellem forbrydelse og straf, også kaldet “jus tallionis” (21,23-25 – se Jesus udfordre denne regel i discipelflokken i Matt 5,38-42).
