Dag 181 – 2 Kongebog 12-14
På dette tidspunkt i historien gik udviklingen meget forskelligt i Israel og Juda. Forfaldet fortsatte i Israel med stadig mere ugudelige konger, mens kongerne i Juda forsøgte en tilbagevenden til troen på Gud. Det skete gennem pagtsfornyelse (11,17-12,1) og kong Joash’ restaurering af templet (12,2-22). Dog blev der samtidig heftige tab, når der blev gjort op med tidligere konger. I øvrigt: bliv ikke fortvivlet, hvis du forvirres over konge-navnene. Der er fx en Joram og en Joash i både Israel og Juda – på samme tid!
| Uddybende noter |
| 13,20-21 Elisas grav: Grave i det gamle Israel blev ofte hugget ud af blød klippe eller placeret i huler (f.eks. 1 Mos 23), og de var ikke svære at få adgang til. |
Dag 182 – Salmerne 77-79
Sl 77 er en salme om bedeskuffelse. Asaf råbte til Gud både dag og nat, men hørte ikke noget svar. Han huskede tilbage på tidligere tider under Guds omsorg. Salmen slutter tragisk nok i datid (v. 16-21) om Guds store gerninger i fortiden. Sl 78 lærer os meget om Guds vej med sit ulydige folk. Gud må ifølge sin hellige natur reagere med vrede på folkets synd, men han griber også ind til frelse ved at udvælge Judas stamme (78,68) og David (78,70) – begge forbilleder på Jesus. Sl 79 er (som Sl 74) en klagesalme over ødelæggelsen af templet.
Dag 183 – 2 Kongebog 15-17
Vi er midt i en barsk tid. Forfaldet fortsatte i Israel, og landet var i praksis i opløsning. Kongernes regeringstid blev kortere og kortere, helt ned til én måned (15,13). Bemærk, at den første information om en konge altid er vedkommendes forhold til Gud. Kap. 17 refererer begivenhederne i år 722 f. Kr. ved Nordrigets (Israels) fald, hvor 10 stammer i det gamle folk forsvandt. Assyrernes taktik var at føre de toneangivende i eksil (17,6) og lade andre folkeslag flytte ind (17,24) og blande sig med israelitterne. Herved opstod samaritanerne – et blandingsfolk og -religion. Grunden til Nordrigets fald skjules ikke: folkets frafald (17,7-23).
Dag 184 – 2 Kongebog 18-19
Resten af 2 Kong følger Juda rige, som nu var alene tilbage efter Nordrigets fald. Assyrerkongen regnede det formentlig som en smal sag at løbe Sydriget overende med sine mere end 185.000 mand, men han glemte at regne med Herrens magt. “Han kommer ikke derind, skyder end ikke en pil derind”, sagde Gud (19,32), og sådan gik det.
| Uddybende noter |
| 18,18 Hofchefen… statsskriveren… sekretæren: Tre af de vigtigste judæiske embedsmænd, går ud for at forhandle med de tre assyriske embedsmænd (se også 1 Kong 4,1-6). 18,26-28 Tal dog aramaisk til dine tjenere: Aramæisk var sproget i det assyriske rige, vest for Eufrat og ville være forståeligt af de uddannede judæiske embedsmænd, dog ikke af de almindelige mænd på muren. Men assyrerne forsøgte at appellere til folket over hovedet på deres herskere, derfor ignorerede de anmodningen og fortsatte med at henvende sig til folket på hebraisk (judæisk). |
Dag 185 – 2 Kongebog 20-23
Gud er suveræn, har vi lige hørt i går – og alligevel hører vi i kap. 20, at han lader sig bevæge af et menneskes bøn. Hizkija fik både sejren over assyrernes hær og personligt 15 år mere at leve i. Kan vi også i dag holde fast i både Guds suverænitet og bønnens frimodighed? Kongerne Manasse og Amon ledte folket ind i afgudsdyrkelse igen, selv om Manasse faktisk omvendte sig.
Dag 186 – 2 Kongebog 24-25
2 Kong slutter med Sydrigets fald i 586, hvor babylonerne smadrede Jerusalems tempel og førte folket i eksil. Mange har sikkert syntes, at Konge-bøgerne var svære at komme igennem med så meget blod og vold. Israelitterne spurgte også sig selv: Hvordan kunne Gud tillade alle disse uhyrligheder? De gik dog også ind i en omvendelses-proces i Babylon, der medførte et fornyet pagtsfolk tilbage i Israel. Det læser vi mere om senere…
Dag 187 – Filipperbrevet 1-4
Filipperbrevet er et af fangenskabsbrevene i NT og er på trods af det et brev fuld af glæde. Der er et tydeligt kendskab og kærlighed til menigheden, som blev grundlagt som den første menighed i Europa på Paulus’ 2. missionsrejse (ApG 16,11-40). “Glæd jer i Herren” gentog Paulus igen og igen fra fængslet, hvor han havde oplevet fremgang for evangeliet. Her har vi den stærke “Filipperbrevshymne” 2,5-11 med en kort forklaring af hele Kristi virke. Kap. 4 runder af med glæden og en formaning til menigheden om at enes og rette blikket mod fredens Gud.
Indledning til Filipperbrevet
Paulus skrev (fra fængslet) for at påminde filipperne om at glæde sig under alle omstændigheder.
Indledning
Byen Filippi hed oprindelig Krenides. År 358 f. Kr. blev den erobret af Filip II af Makedonien, som befæstede byen, udnyttede dens mineraler og gav den navnet Filippi. Den blev indlemmet i det romerske imperium 168 f. Kr. Senere fik den status af romersk koloni. Det gav indbyggerne en række fordele, som samtidig gav borgerne grund til stolthed. Denne værdighed er omtalt i ApG 16,12. Byen lå ved hovedvejen – Via Egnatia – mellem Rom og Lilleasien. Denne strategiske placering gav byen store handelsmæssige fordele, men bragte den samtidig i forbindelse med de forskellige religiøse strømninger fra øst og vest.
Filippi var den første by i Europa, hvor Paulus grundlagde en kristen menighed. Han kom til byen på sin anden missionsrejse (ApG 16,12-40), sandsynligvis år 49 eller 50. Opholdet blev kortvarigt, men yderst dramatisk på grund af fængslingen af Paulus og Silas. Trods det kortvarige ophold opstod der en livskraftig menighed, som fra begyndelsen tog ivrigt del i Paulus’ missionsvirksomhed. Purpurhandleren Lydia og fangevogteren var nogle af de første, der kom til tro og lod sig døbe. Der voksede et fortroligt forhold frem mellem menigheden og Paulus, så de fx ved flere anledninger sendte Paulus pengegaver.
Man finder ikke i Filipperbrevet den samme opbygning, som i flere af de andre Paulusbreve, hvor man kan skelne mellem en dogmatisk og en formanende del. Brevet tager heller ikke særlige læremæssige spørgsmål op til drøftelse. Med rette er det blevet kaldt et Kristus-brev på grund af dets vidnesbyrd om, hvad Kristus betyder. Hvis man skal tale om et hovedtema, må det være glæden, som er hele brevets grundtone.
Brevet er skrevet under Paulus’ fangenskab (1,12-13), formentlig mens han var fange i Rom i 2 år omkring år 60 (ApG 28,16.30).
Brevet kan inddeles på følgende måde:
1. Indledning og forbøn (Fil 1,1-11)
2. Evangeliets fremgang ved Paulus’ lænker (Fil 1,12-26)
3. Formaning til enhed, ydmyghed og glæde (Fil 1,27-3,1)
4. Advarsel mod judaisterne (Fil 3,2-4,1)
5. Formaning til glæde, enighed og mildhed (Fil 4,2-9)
6. Paulus takker for filippernes gavmildhed (Fil 4,10-20)
7. Afslutning (Fil 4,21-23).
Alle introduktionerne er skrevet af Flemming Kofod-Svendsen og udgivet i “Bibelens bøger”, Logos Media 2004.
Bragt med tilladelse fra https://blr.dk/resource/introduktioner-til-bibelens-boeger/
Rammerne omkring Filipperbrevet
Ca. år 62
Paulus skrev sit brev til filipperne i en tid i fængsel, sandsynligvis i Rom. Beliggende langs den berømte vej; ’Via Egnatia’ var Filippi stedet for en vigtig militær sejr af Augustus Cæsar, og som et resultat blev det erklæret for en romersk koloni, hvilket sikrede den immunitet mod beskatning og trak mange veteraner til at slå sig ned der. Filippi var den første by i det nuværende Europa, hvor Paulus etablerede en kirke.
Dag 188 – Jonas Bog 1-4
Jonas’ Bog er nok den mest kendte blandt “de 12 små profeter” og hører til klassikerne i børnebibler – især det om “Jonas i hvalen” (i teksten står der dog “en stor fisk”). Der er flere eksempler på mennesker, der har overlevet i fiskens bug, men Jonas tjente særligt som forbillede på Jesus, der var i jordens skød i tre dage og tre nætter (Matt 12,38-41). Bogen er også historien om flugten væk fra Guds kald – og om Guds nåde imod den store by Nineve, der omvendte sig ved Jonas’ prædiken.
Indledning til Jonas Bog
Dette logo behøver vidst ingen introduktion.
Indledning
Navnet Jonas, Amittajs søn, findes kun to steder i GT: 2 Kong 14,25 og Jon 1,1. Han var født i Gatha-Hefer, en by i Galilæa ca. 5 km nordøst for Nazaret, så han hørte hjemme i Nordriget. Han fik kald til at profetere, mens Jeroboam II var konge i Israel (782-753). Måske har han virket nogle år før Amos (1,1). Ifølge jødisk tradtion hørte Jonas til blandt Elisas profetdisciple (2 Kong 4,38-41). Jonas forudsagde Jeroboams sejr over syrerne, som tidligere havde taget store landområder fra Israel (2 Kong 14,25). Måske har denne profeti gjort ham kendt i samtiden.
Jonas fik kald til at gå til Assyrerrigets hovedstad Ninive med et vækkelsesbudskab fra Gud. Måske var han modvillig, fordi han frygtede, det kunne gå ud over den hjemlige popularitet, hvis han gik til det fremmede og fjendtlige folk. Vi ved ikke, hvad der skete med profeten efter prædiketuren til Ninive. Ifølge jødisk tradition døde han i sin hjemby.
Gennem århundreder har både jødiske og kristne fortolkere været enige om, at Jonas’ Bog indeholder virkelig historie. Dette syn fastholdes af bibeltro fortolkere i dag. Nyere arkæologiske opdagelser har bekræftet Jonas’ oplysninger om Ninive. På et bestemt tidspunkt skete der virkelig en forandring med befolkningen i storbyen.
Det vigtigste er, at Jesus har forstået Jonas’ Bog historisk og tillige givet os nøglen til at forstå den: Jesus skal være i jordens skød, som Jonas var i havdyrets bug tre dage og tre nætter. Dermed sigtede Jesus til sin egen død og opstandelse (Matt 12,39-41. Luk 11,29-32).
Jonas’ Bog skal læses ud fra et dobbelt synspunkt. 1. Den er en troværdig beretning om en mand, der i en bestemt historisk situation fik en konkret opgave. Den lærer os noget om profeten: Han er et svagt og fejlende menneske, der må tugtes i Guds skole, før han er villig til at løse sin opgave. Vi undervises også om Gud: Han er langmodig med sit skrøbelige sendebud og elsker mennesker med en kærlighed, der overskrider landegrænser og omfatter såvel fjerne hedningefolk som Israel. Som udsendt til det store hedningefolk i øst er Jonas hedningemissionæren blandt profeterne, og Jonas’ Bog har missionsdimensionen over sig. Den peger frem mod den tid, da frelsens dør åbnes på vid gab for hedningerne på grund af ham, som “er mere end Jonas” (Matt 12,41). 2. Den er en profeti om Jesus og hans gudgivne opgave her i verden.
Inddeling:
1. Guds kald – Jonas’ flugt (Jon 1,1-16)
2. Jonas’ bøn (Jon 2,1-11)
3. Ninives omvendelse og redning (Jon 3,1-10)
4. Jonas’ vrede og Guds barmhjertighed (Jon 4,1-11).
Alle introduktionerne er skrevet af Flemming Kofod-Svendsen og udgivet i “Bibelens bøger”, Logos Media 2004.
Bragt med tilladelse fra https://blr.dk/resource/introduktioner-til-bibelens-boeger/
Rammerne omkring Jonas’ bog
Ca. 760 f.Kr.
Herren kaldte Jonas til at tage til den store assyriske by Nineve for at afsige dom over den. Jonas forsøgte at flygte ved at sejle fra havnen Joppe til Tarshish, som sandsynligvis lå i det vestlige Middelhav.
Dag 189 – Salmerne 80-82
De 3 salmer til i dag er skrevet af den samme forfatter, Asaf. Han var levit og ansat som lovsangs-leder i Davids regeringstid (1 Krøn 16,4-5.37). Som Grundtvig og andre store digtere skrev han meget forskellige salmer, som vi ser i dag. Først kommer en bøn om Guds ansigts lys (Sl 80). Dernæst en salme om lovsangens store betydning for Guds folk. Befalingen er enkel (81,11): “Luk munden op, så skal jeg fylde den” – hvor svært kan det være! Jo, det er svært, for folket (vi) ville ikke tage imod alt det gode, Gud ville give. Sl 82 sætter Gud og guderne op over for hinanden – et tema, der vel ikke er blevet mindre vigtigt i vore dage.
Dag 190 – Amos bog 1-4
Her kommer Amos’ Bog, skrevet af landmanden Amos, der dyrkede morbærfigentræer (Am 7,14). Amos fik et domsbudskab fra Gud mod alle omliggende lande og Israel selv. Bogens første kapitler er blevet sammenlignet med et stort lynnedslag, der bevægede sig i landene rundt om Israel (kap. 1-2) for til sidst at stå stille over Israel / Juda (kap. 3-4). Folket (og vi) skulle lære, at bare fordi man er Guds folk, så er man ikke garanteret frelse eller Guds velsignelse (Am 3,2), men at være Guds folk betyder, at Gud i nåde tilbyder sin frelse. Det skal vi se mere på i morgen.
Indledning til Amos Bog
Profeten Amos var ikke ud af profetslægt, men en landmand, der avlede kvæg og dyrkede morbærfigner (7,14). Alligevel blev han sendt af Gud med et stærkt budskab om dom og frelse.
Indledning
Amos var fåreavler fra byen Tekoa, der lå i Sydriget i Judæas ørken, ca. 18 km syd for Jerusalem (1,1). Han havde også kvæg, ligesom han dyrkede morbærfigner (7,14). Derimod var han ikke profet af profession, dvs. han havde ikke fået oplæring hos en profet (7,14). Gud tog ham fra hjorden og kaldte ham direkte ind i sin tjeneste som profet i Israel (7,15). Han var lægmanden, Gud havde brug for i en bestemt åndelig mørk og kritisk tid. Som praktisk landmand havde han tillige boglig dannelse. Sproget og stilen i hans bog ligger på et højt plan, og den vidner om, at Amos har haft et indgående kendskab til det Guds ord, der var arvet fra fædrene. Det kan tænkes, at han har rejst rundt i Nordriget under de økonomiske højkonjunkturer for at sælge sine uld- og figenprodukter og derved fået indblik i de moralske og religiøse forhold i Israels storbyer.
Han virkede, mens Uzzija var konge i Juda (767-740, medregent fra 791) og Jeroboam II var konge i Israel (782-753, medregent fra 793). Jeroboam II fortsatte den afgudsdyrkelse, som hans navnebroder Jeroboam knap 150 år tidligere ved rigets deling forledte Israel til (2 Kong 14,24). Men han var en dygtig politiker og statsmand, så Israels rige under ham havde materiel fremgang. Landområder, der tidligere var gået tabt til Syrien, blev tilbageerobret (2 Kong 14,25). Handelen med nabolandene gav store rigdomme, og kulturen blomstrede. De velstående blev rige og levede i stor luksus. Denne økonomiske højkonjunktur bekræftes også af arkæologiske undersøgelser. Men den indre kraft svarede ikke til den ydre glans. Selv om afgudsdyrkelsen ikke var helt så grov og vederstyggelig som under Akab og Jezabel på Elias’ tid (1 Kong 16,30-33), var Israels gudsdyrkelse alligevel blevet en skal uden kerne, noget ydre der manglede kraft. Ganske vist fortsatte tempeltjenesten, men folkets hjerte var vendt bort fra Herren (4,4; 5,5.23). De åndelige og moralske forhold stod i klar modsætning til fremgangen på det materielle område. En skæv fordeling af velstandsgoderne skabte en rig og grådig overklasse, der søgte sin rigdom på bekostning af de fattige. Lovens ord om at elske sin næste som sig selv gik i glemmebogen. Nydelsessyge og umoral tærede på folkesjælen. Usædelighed, drikkeri og uretfærdighed vandt frem (2,7-8; 6,4-6; 8,4-6). Man spurgte ikke efter Gud og hans vilje.
I denne situation kaldte Gud Amos ind i sin tjeneste. Det skete to år før jordskælvet (1,1). Arkæologiske udgravninger har afsløret et jordskælv ca. 760 f. Kr. Hans profetvirksomhed fandt sted i Nordriget, sandsynligvis i Betels helligdom. Vi ved ikke, hvor længe han virkede, men måske dannede episoden i Betel mellem Amos og førstepræsten Amasja afslutningen på hans offentlige profetgerning (7,12-15).
Hovedtanken i Amos’ forkyndelse er Guds retfærdighed. Af mennesket kræver Gud retfærdighed (5,14). Offer og gudstjeneste kan ikke erstatte retfærdighed (5,5). Amos bebrejder især de sociale synder. Hans forkyndelse er præget af social indignation, han vender sig imod de riges griskhed, udsugning af de fattige og uretfærdig retspleje (2,6-8; 5,7-13). På grund af alt dette vil Guds straf ramme Israel (5,18-20). Profeten var sendt for at tale til et folk, som var faldet fra Herren. Men det er ikke hele indholdet i Amos´ Bog. En rest skal overleve hjemsøgelsen, og så skal genoprettelsens tid komme. I 9,11-15 forkyndes evangeliet om Guds nåde og kærlighed. Herren glemmer ikke sit løfte til Davids hus og slægt (2 Sam 7,12-16). I NT fik de sidste vers hos Amos afgørende betydning på apostelmødet i Jerusalem (ApG 15,13-17).
Bogens inddeling:
1. Titel og tema (Am 1,1-2)
2. Otte domsord (Am 1,3-2,16)
3. Profetier mod Israel (Am 3,1-6,14)
4. Domssyner (Am 7,1-9,10)
5. Israels genrejsning (Am 9,11-15).
Alle introduktionerne er skrevet af Flemming Kofod-Svendsen og udgivet i “Bibelens bøger”, Logos Media 2004.
Bragt med tilladelse fra https://blr.dk/resource/introduktioner-til-bibelens-boeger/
Nærøsten på Amos’ tid
Ca. 750 f.Kr.
Amos, en landmand fra den jødiske by Tekoa, profeterede under en genopblussen af den politiske magt hos Israel og Juda. Under Jeroboam II havde Israel erobret meget af Syrien, selvom det ikke er sikkert, hvor godt de holdte fast på områderne. På samme måde erobrede Juda adskillige filistiske byer, samt andet territorium mod syd. Inden for et par årtier ville det voksende assyriske rige dog erobre Syrien, Galilæa og Gilead fra Israel, og både Israel og Juda ville blive vasalstater af Assyrien.
| Uddybende noter |
| 1,5 Portbom: Byportene var lukket med en tung træstang, som hang på tværs. Hvis bommen blev ødelagt, var byen helt åben og sårbar. |
Dag 191 – Amos bog 5-9
Domsbudskabet fra Amos fortsætter med en decideret dødsklage over Israel. Så vidt var frafaldet kommet, at Amos “synger landet ud”. Dog er der stadig håb, hvis folket søger Gud. Domssynerne (kap. 7-8) lader i første omgang ikke meget håb tilbage, for der kommer en bitter dag, hvor solen går ned ved middagstid og bringer en sorg som over det eneste barn. Den dag kalder vi Langfredag – og her ligger både Israels og vores håb. Bogen slutter derfor positivt med, at Gud vil genrejse Davids faldne hytte – igen en profeti, som opfyldes med Kristus (ApG 15,15-16).
| Uddybende noter |
| 5,7 Malurt er en plante hjemmehørende i Europa, Asien og det nordlige Afrika, den har en bitter smag og giftig ekstrakt (også 6,12). 5,10 Fælder dom i porten: De befæstede byer i det gamle Nærøsten havde en overdækket portbygning, hvori der var flere sæt porte. Så hvis fjenden brød igennem en port, blev de straks konfronteret med en anden. I fredstid ville alle disse porte være åbne, og portbygningen ville give et skyggefuldt sted, hvor byens gamle mænd kunne sidde og observere de som kommer og går. Her kunne de også afgøre retssagerne for de der kom for at få noget afgjort. Men i Israel gik retfærdigheden til den højestbydende, se også v. 12, 15. |
Dag 192 – Hoseas bog 1-5
Her kommer Bibelens første af de 12 små profeter, skrevet i 8. årh. før Kristus. Hoseas’ Bog er en gribende fortælling om Guds kærlighed, der sætter den elskede fri. “Læs Bibelen som Guds kærlighedsbrev til menneskeheden”, sagde Søren Kierkegaard, og det kommer tydeligt frem i Hoseas. Profeten Hoseas måtte igennem store trængsler som at gifte sig med en prostitueret og kalde sine børn navne, som tydeligt udstiller Israels folks synd. Paulus udlæggerHos 2,1.25 i Rom 9,19-26. Gud handler kraftigt for at råbe folket op: “I deres nød vil de opsøge mig” (5,15).
Indledning til Hoseas bog
Hoseas giftede sig med en prostitueret, som forlod ham igen. Gud befalede Hoseas at tage hende tilbage som en metafor for Guds trofasthed selv mod dem, der svigter ham.
Indledning
Profeten Hoseas modtog sit profetiske budskab, mens Uzzija, Jotam, Akaz og Hiskija var konger i Juda, og Jeroboam II var konge i Israel (1,1). Det er uvist, hvorvidt han oplevede Nordrigets og Samarias fald i 722 f. Kr. Dog kan Hos 10,14-15; 13,12-13; 14,1.5 tolkes således, at Hoseas befinder sig midt i Samarias undergang og forkynder Guds ord ind i denne forfærdelige situation Det sandsynlige er derfor, at Hoseas har virket i perioden ca. 755-720 f. Kr. Under den politisk dygtige Jeroboam II (782-753, medregent fra 793) havde Nordriget stor materiel fremgang, men rigdommen blev skævt fordelt, så der blev en voksende tabergruppe. Det alvorligste var, at det åndelige og moralske forfald i landet fortsatte. Efter Jeroboams død afløstes det økonomiske opsving af stagnation.
Vi kender ikke meget til Hoseas’ privatliv. Flere mener på grund af hans sprogbrug (4,16; 9,2; 10,11), at han var bondesøn. Han bruger metaforer og lignelser, som uden tvivl har været meningsfyldte i datidens bondekultur, men hvis betydning nemt går den moderne læser forbi. Hoseas’ Bog består af to hoveddele. De tre første kapitler handler om hans ulykkelige ægteskab med en horkvinde ved navn Gomer. Hun fødte tre børn, hvis navne forkyndte Herrens dom. Derefter synes Gomer at have forladt Hoseas til fordel for et liv i hor. Det ses som tegn på, at Gud vil forkaste det troløse Israel. Da Gomer var en anden mands elskerinde (3,1), opfordres Hoseas af Gud til at opsøge hende. Det er ham, som kaldes til at elske hende. Han skal demonstrere med sit liv, at Gud opsøger og elsker det frafaldne Israel. Hun tager ikke noget initiativ. Det kaldes Hoseas til at gøre. Det symboliserer, at Gud viser nåde mod et syndigt folk.
De resterende 11 kapitler bringer profetens forkyndelse til det troløse folk. Snart er det dom og straf, som udmales, snart er det kærlighed og omsorg. Dom og straf må komme, folket må ydmyges, men Herren har ikke glemt sit folk. Man kan også sige, at Hoseas’ Bog bevæger sig omkring to poler: Israels troløshed og Guds usvigelige kærlighed, hvor profetens familieliv var nøje knyttet til hans profetiske budskab.
Bogens inddeling:
1. Profetens ægteskab (Hos 1-3)
2. Profetens forkyndelse (Hos 4-14).
Alle introduktionerne er skrevet af Flemming Kofod-Svendsen og udgivet i “Bibelens bøger”, Logos Media 2004.
Bragt med tilladelse fra https://blr.dk/resource/introduktioner-til-bibelens-boeger/
Nærøsten på Hoseas’ tid
Ca. 740 f.Kr.
Hoseas profeterede sandsynligvis til Israel og Juda, lige før Samarias fald til det assyriske rige. Dette ældgamle rige dominerede meget af politikken i det antikke Nærøsten, fra Jeroboams og Azarja tid, indtil rigets undergang i slutningen af det syvende århundrede f.Kr. Assyrien ville opsluge næsten hele nærøsten fra Ur til Ararat til Egypten.
Dag 193 – Hoseas bog 6-10
I de sidste kapitler rakte Gud hånden ud mod sit frafaldne folk, og nu tog folket imod den. Håbet blev tændt, endda med en stærk forudsigelse af Jesus: “Han giver os liv efter to dage, rejser os på den tredje dag, og vi skal leve for Guds ansigt” (jf. Kristi opstandelse). Kapitlerne til i dag vidner om Guds kamp med sit folk. Fordi folket ikke gengældte Guds kærlighed, gik folket selv ind under Guds dom – men Guds ønske er klar: “Jeg vil helbrede deres frafald og elske dem med glæde” (14,5).
Dag 194 – Hoseas bog 11-14
“Fra Egypten kaldte jeg min søn” fra Hos 11,1 går tilbage til Guds udfrielsen af Egypten (2 Mos 4,22), men opfyldes også med Jesus, der med sin familie som nyfødt måtte flygte til Egypten over hals og hoved fra kong Herodes’ barnemord (Matt 2,15). Guds evige kærlighed og medfølelse kommer stærkt til udtryk i disse sidste kapitler af Hoseas. Ved omvendelse er der stadig håb, for Gud vil tilgive, helbrede og elske.
Dag 195 – Kolossenserbrevet 1-3
Kol er et vidunderligt brev fra Paulus’ hånd, skrevet under fangenskab i Rom i begyndelsen af 60-erne. Kolossæ ligger tæt på Efesos, som Paulus kom til, men menigheden i Kolossæ blev grundlagt af Epafras (1,7) og bestod primært af hedningekristne. Brevet vidner om Paulus’ glæde over menighedens tro, håb og kærlighed (1,4). Der er en indholdsfyldt Kristushymne (1,15-18), og Paulus prædiker evangeliet kort og klart, fx i 2,13-15. Paulus skjuler ikke, at konsekvenserne af evangeliet både er lidelser, kamp og efterfølgelse af Jesus, men også lovsang (se “lovsangens lille Bibel” i 3,16) og taknemlighed.
Indledning til Kolossenserbrevet
Paulus skrev dette brev for at grundfæste en ung menigheds tro på Kristus. Han
opmuntrede dem til at rette blikket mod det himmelske, da ”I er er oprejst med Kristus” (Kol 3,1-2).
Indledning
Kolossæ var en lille by i landskabet Frygien, som hørte til den romerske provins Asien, hvis hovedstad var Efesos. Kolossæ lå nærved Laodikea og Hierapolis (4,13). Paulus havde ikke grundlagt menigheden. Men da han i 2-3 år arbejdede i Efesos (ApG 19,10) hørte “alle i provinsen Asien Herrens ord, både jøder og grækere”. Under vækkelsen i Efesos har folk fra Kolossæ sikkert hørt evangeliet om Jesus Kristus og bragt det med tilbage til deres by. Den egentlige grundlægger af menigheden har måske været Epafras (1,7; 4,12-13).
Paulus sidder i fængsel, mens han skriver (1,24; 4,3.10.18). Brevet er sandsynligvis skrevet under hans fangenskab i Rom ca. år 60. Fra Epafras har han hørt gode nyheder om situationen i menigheden. Samtidig var forholdene ikke, som de burde være, fordi menigheden var truet af vranglære. Vranglæren ser ud til at have været en blanding af jødedom, gnosticisme og kristendom. Nogle gik op i omskærelse, spiseforbud og jødiske højtider. Andre var optaget af tidens populærfilosofi. Resultatet blev, at Kristus og velsignelsen i ham blev skubbet i baggrunden. På den baggrund giver Paulus en grundig undervisning om Kristi person og gerning og om indholdet af det kristne liv.
Inddeling:
1. Indledning (Kol 1,1-8).
2. Kristus og det kolossensiske kætteri (Kol 1,9-2,23).
3. Formaninger – med udgangspunkt i opstandelsen med Kristus (Kol 3,1-4,6).
4. Afslutning (Kol 4,7-18).
Alle introduktionerne er skrevet af Flemming Kofod-Svendsen og udgivet i “Bibelens bøger”, Logos Media 2004.
Bragt med tilladelse fra https://blr.dk/resource/introduktioner-til-bibelens-boeger/
Rammerne omkring Kolossenserbrevet
Ca. år 62
Dag 196 – Salmerne 83-85
Asaf klagede til Gud på folkets vegne. Nabofolkene ville udslette Israel, og det var en kamp mod Israels Gud. Læg mærke til Guds hensigt, som ikke er dommen, men at også de andre folk ser, hvem Gud er (83,17.19). Sl 84 er gudstjenestesalmen over dem alle, og Grundtvig har gendigtet den i DDS 84: Hyggelig, rolig, Gud er din bolig. I Sl 85 genkalder Kora-sønnerne Guds gerninger i fortiden og beder Gud om at vende tilbage – i vished om, at al velsignelse skal komme fra den levende Gud.
Dag 197 – Kolossenserbrevet kap. 4 + Filemonbrevet
Kol slutter med formaninger / opmuntringer til alle (3,18-4,1) og særligt til forbøn for evangeliets udbredelse gennem Paulus (4,2-4) og menigheden (4,5-6).
Linket til Filem er fangen Onesimos (Kol 4,9), som har været fange hos Filemon, men flygtede efter at have sat noget af hans ejendom over styr. Under flugten kom han til Rom, hvor han mødte Paulus og blev en kristen. Nu sendte Paulus ham (og Tykikos) tilbage med flere breve til menighederne, bl.a. Filem i håb om, at Filemon ville tage godt imod ham – som en broder. Brevet er blevet kaldt “slavernes frihedsbrev” – og hvad Paulus gjorde for Onesimos, har Kristus gjort for os på en endnu større skala.
Indledning til Filemonbrevet
Paulus sendte et brev og en bortløben slave til sin ven, Filemon. Filemon var slavens herre, men Paulus rådede Filemon til at modtage ham som en bror og ikke som en slave.
Indledning
Dette lille privatbrev til Filemon er det sidste af Paulus’ breve i vort NT, men det er ikke det yngste. Det er skrevet under apostelens første fangenskab i Rom samtidig med brevet til kolossenserne (Kol 4,9).
Brevet er i første række stilet til Filemon, men også et par andre modtagere er nævnt ved navn, ligesom brevet tillige er tiltænkt den husmenighed, der samledes hos Filemon (Filem 2). Filemon har sikkert boet i Kolossæ, eftersom det var Onesimus’ hjemby (Kol 4,9). Paulus karakteriserer ham som en kær ven og medarbejder, der har været til stor hjælp og trøst for menigheden i byen, og Paulus har uden tvivl været redskab til hans omvendelse (Filem 19-20). Brevet har en klar ydre foranledning. Det gælder slaven Onesimus, der var flygtet fra Filemon og måske havde bestjålet ham i forbindelse med flugten (Filem 18). Vi ved ikke, hvordan Onesimus er kommet til Rom, ligesom vi ikke ved, hvordan han er kommet i kontakt med Paulus. Derimod tyder meget på, at Paulus var middel til hans omvendelse, ligesom der var vokset et varmt venskab frem mellem de to (Filem 10).
Nu sender Paulus slaven Onesimus tilbage til sin ejer, idet han samtidig understreger, at Onesimus tillige er en “kær broder” (Filem16) og derfor beder Filemon om at behandle ham som en sådan. Vi ved ikke, om Filemon fulgte Paulus’ opfordring.
Dette brev viser, hvordan Paulus med stor kærlighed, hensynsfuldhed og fasthed forstod at omgås sine medmennesker og samtidig give klare råd. I det første århundrede var slaveriet en accepteret del af samfundslivet. Ingen tænkte på at afskaffe det. Paulus opfordrer ikke til oprør eller protestdemonstration mod slaveriet. Men han er heller ikke passiv, idet han gør noget andet. Han opfordrer Filemon til at modtage Onesimus “ikke længere som en slave, men som mere end en slave: en kær broder” (Filem16). Hvor det kristne fællesskab og den kristne kærlighed realiseres blandt mennesker, bliver slaveriet ikke alene meningsløst, men også umuligt. De ægte reformer i samfundet sker ved, at enkeltpersoner i samfundet ændres indefra.
Brevets inddeling:
1. Indledning (Filem 1-3)
2. Filemoms kærlighed og tro (Filem 4-7)
3. Paulus’ anbefaling af Onesimos (Filem 8-16)
4. Paulus’ anmodning til Filemon (Filem 17-22)
5. Afslutning (Filem 23-25).
Alle introduktionerne er skrevet af Flemming Kofod-Svendsen og udgivet i “Bibelens bøger”, Logos Media 2004.
Bragt med tilladelse fra https://blr.dk/resource/introduktioner-til-bibelens-boeger/
Dag 198 – Esajas bog 1-4
Velkommen til Esajas’ Bog. Esajas står først og er størst blandt de fire store profeter i GT (Es, Jer, Ez og Dan). Esajas virkede i Sydriget i slutningen af 700-tallet f.Kr. og er blevet kaldt “profeten blandt kongerne” (1,1), måske en slags hofprædikant – og “kongen blandt profeterne”, bl.a. fordi Esajas’ bog er mest indholdsmættet og at han gennem bogen har talrige henvisninger til Kristus. Den første del (kap. 1-6) er kaldt “forhærdelsens bog” og udstiller folkets synd. “Hovedet er ét stort sår, hjertet er blevet sygt” (1,5b) udtrykker tilstanden. Alligevel er der håb i Zion (2,1-5 og kap. 4) – et udtryk for frelsen i Jesus.
Indledning til Esajas bog
Esajas fik et mægtigt syn af Gud på tronen, da han blev kaldet i kap. 6, og han svarede: ”Her er jeg, send mig!” Gud sendte Esajas – med et budskab om dom, men også trøst for Israel.
Indledning
Navnet Esajas betyder Herren er frelse eller Herren frelser. Sit mægtige profetkald fik han i kong Uzzijas dødsår (6,1), o. år 740 f. Kr. Det er muligt, han allerede på det tidspunkt har været knyttet til templet i Jerusalem, men der er ingen tvivl om, at kaldelsen, sådan som den beskrives i kap. 6, har haft en helt afgørende betydning for ham og hans tjeneste. Ifølge Es 1,1 virkede han også under kongerne Jotam, Akaz og Hizkija. Ifølge 2 Krøn 32,32 har Esajas overlevet Hizkijas død o. 687 f. Kr. Es 37,38 omtaler Sankeribs død (681 f. Kr.), så måske har hans profetvirksomhed strakt sig over henimod 60 år. En stærk jødisk tradition hævder, at Esajas led martyrdøden under de blodige forfølgelser, som Hizkijas ugudelige søn og efterfølger, kong Manasse, satte i værk (jf 2 Kong 21,16).Under flugten fra kongen skulle Esajas have gemt sig i et hult træ, som den ugudelige konge så lod gennemsave. Dette kan ikke bevises, men flere har ment, det kunne være baggrunden for Hebr 11,37.
Esajas var søn af Amos, der ifølge jødisk tradition skulle være bror til kong Amasja (jf. 2 Kong 14,1). Esajas var i så fald fætter til Uzzija. Dette kunne forklare Esajas’ naturlige omgang med kongehuset og den indflydelse, han tydeligvis har haft blandt de ledende i folket. Hans ansete stilling fremgår også af, at kong Hizkija sendte sine ledende embedsmænd og præsternes ældste til Esajas (2 Kong 19,2). Derfor er han også blevet kaldt politikeren blandt profeterne. Han fulgte levende med i sin samtid og var en glimrende samtidsanalytiker. Sammen med sit folk gennemlevede han den ene krisetid efter den anden. Foruden den profetiske bog, der bærer hans navn, skrev han også historiske bøger om kong Uzzijas historie (2 Krøn 26,22) og kong Hizkijas historie (2 Krøn 32,32). Disse bøger var optaget i en bog om Judas og Israels Konger, der er gået tabt.
Esajas var formodentlig fra Jerusalem. I alt fald findes han altid i Jerusalem ikke langt fra templet, og han har muligvis virket som en slags hofprædikant eller kongelig konfessionarius. Han var gift med en profetinde (8,3), som måske har taget del i Esajas’ profettjeneste. To af deres børn fik symbolske navne for at tjene det budskab, som profeten skulle forkynde (7,3; 8,3). Som forholdene blev efter profetens sidst kendte optræden over for kong Hizkija, er det rimeligt at antage, at han har levet sine sidste år mere tilbagetrukket fra det offentlige liv (39,5-8). En sådan periode har givet anledning til tilbageblik og samling af det budskab, som var betroet ham gennem et langt livs virke. Samtidig har de nye forhold i denne tid givet større muligheder for de fremtidssyner og den trøst, som sidste del af bogen forkynder. Disse forhold har givet Herrens tjener den koncentration, som var nødvendig for at give hans profetier den systematiske opbygning og hans budskab den enhed og kraft, som hans bog så stærkt er præget af.
Esajas’ Bog falder naturligt i en række afsnit, som man af pædagogiske grunde har kaldt bøger.
1. Forhærdelsens bog (Es 1-6), der udsiger dom og straf over folket for dets ugudelige liv, slutter med, at Esajas kaldes til profet.
2. Immanuelsbogen (Es 7-12), der har sit navn efter Immanuel (7,14), handler om kong Akaz og hans tid, og samtidig forkynder profeten om den kommende fredsfyrste.
3. Folkenes bog (Es 13-23) indeholder en række udsagn om fremmede folk (Babylon, Assyrien, Filistæa, Moab, Syrien, Ethiopien, Egypten, Edom, Arabien og Tyrus), dog handler kap. 22 om Jerusalem.
4. Åbenbaringsbogen (Es 24-27), hvor temaet er verdensdommen og de nye ting, Gud vil skabe efter den.
5. Zionsbogen (Es 28-35), der har sit navn efter Zion (35,10), handler om Juda i relation til Assyrien og Egypten og slutter med en skildring af Herrens dom over folkeslagene, især Edom, og Messiastidens herlighed.
6. Historiebogen (Es 36-39) skildrer Esajas’ virke i Hizkijas regeringstid og er en pendant til 2 Kong 18-20.
7. Trøstebogen (Es 40-66) er en storslået åbenbaring af fremtiden. 40,1-2 kan siges at angive indholdet. a. Trøstens Gud – befrielse fra fangenskab (kap. 40-48). b. Trøstens grund – frelse fra synd ved Herrens lidende tjener (kap. 49-57). c. Det kommende fredsrige (kap. 58-66).
Bogens hovedtema er Guds straf over synd og Guds uendelige nåde. Esajas er på en særlig måde forsoningens og troens profet. Et gammeltestamentligt “jule-evangelium” forkyndes i kap. 9. De klareste og mægtigste Messias-profetier findes hos Esajas – hele det nytestamentlige budskab, fra den unge kvinde som skal føde Immanuel (Es 7,14) til den lidende Herrens tjeners soningsdød. Kap. 53 regnes for højdepunktet i hele den gammeltestamentlige profeti. Også den nye himmel og den nye jord omtales (65). Med rette er Esajas blevet kaldt “evangelisten blandt profeterne”, og det er vigtigt at sammenholde hans profetier med de opfyldelser, vi gang på gang møder i NT. I intet andet skrift i GT finder vi NT´s budskab om frelse af nåde så udtømmende behandlet. Han forkynder ikke alene, at en rest af Israel skal blive frelst, men han proklamerer også frelsen for alle folkeslag.
Både med hensyn til indholdets kraft og rigdom og sprogets skønhed og majestæt indtager Esajas en førsteplads blandt GT’s profeter.
Alle introduktionerne er skrevet af Flemming Kofod-Svendsen og udgivet i “Bibelens bøger”, Logos Media 2004.
Bragt med tilladelse fra https://blr.dk/resource/introduktioner-til-bibelens-boeger/
Nærøsten på Esajas’ tid
Ca. 740 f.Kr.
Esajas’ profetier er på baggrund af et voksende assyrisk rige. Denne genopståede gamle nation udgjorde en stor trussel mod Israel og Juda, og den ville til sidst opsluge næsten hele det Nærøsten, fra Ur til Ararat til Egypten.
Dag 199 – Esajas bog 5-8
Esajas’ domstale fortsætter med den gribende sang om vingården – en lignelse om Guds historie med menneskeheden. Esajas blev kaldet som profet med et mægtigt syn af Guds herlighed (jf. Moses’ syn af Gud i 2 Mos 3 og 24 eller Ezekiels syn (Ez 1). Esajas skal forkynde Guds kommende dom – men der bryder også et frelsesbudskab igennem med den unge kvinde, der “skal blive med barn og føde en søn” (7,14) = Jesus. “På den dag” er et tilbagevendende tema om dommens og frelsens dag.
| Uddybende noter |
| 6,2 Serafer: Flammende himmelske væsener (Hb. serapim betyder “flammer”). |
Dag 200 – Esajas bog 9-12
Måske kender du de første vers i kap. 9, som læses ved juletid i kirkerne. De rummer en stærk forudsigelse om Jesu styrke og kærlighed. Resten af afsnittet fortæller om Guds kamp for at redde sit syndige folk og råbe det op gennem profeterne, men både profeter og folket ville ikke. 10,20-22 taler om resten, som skal finde frelse midt i dommen. I kap. 11-12 forudsiges Davidssønnens fredsrige, som grundlægges på Zion (= Golgata). Hvis man læser den autoriserede oversættelse, kan man finde mange krydshenvisninger til NT. “Alle Guds løfter har fået deres ja i ham”, skriver Paulus i 2 Kor 1,20.
Dag 201 – Esajas bog 13-16
Efter “Immanuelsbogen” (kap. 7-12) kommer nu “Folkenes bog” (kap. 13-23). Babylonerne, som senere indtog Jerusalem, indtager en særstilling. Deres ondskab er et billede på hele verdens og Djævelens (se fx 14,12-15) ondskab, som skal få sin straf hos Gud, og retten skal ske fyldest (se det stærke Kristus-løfte i 16,4-5). Gud har nemlig grundlagt Zion, hvor der er tilflugt for det hjælpeløse folk (14,32).
Dag 202 – Esajas bog 17-20
Fokus rettes i disse kapitler hele vejen rundt om Israel. “På den dag” gentages mange gange i afsnittet som udtryk for dommens dag, hvor retten skal ske fyldest – men det er også frelsens dag. “På den dag skal menneskene se hen til deres skaber” (17,7 – se videre 18,3.7 ; 19,19. 23-24). Gud befalede Esajas at gå barfodet rundt i tre år som et tegn på den forestående deportation til Babylon. Gud ville lære folket at stole på ham i stedet for mennesker eller livløse ting – og stille det gode spørgsmål: “Hvordan skal vi nu blive befriet?” (20,6b). Fortsættelse følger i NT…
Dag 203 – Salmerne 86-88
Sl 86 har overskriften “Bøn af David”, og David beder både om hjælp, nåde, styrke og ledelse gennem livet – i tryg forvisning om Guds godhed. Sl 87 passer godt ind i Esajas-læsningen med sit fokus på Zion som det sted, “hver og en er født” (Es 66,8) – ja, vi blev alle genfødt på Zion, frelsens sted. Sl 88 kan man bede i sin yderste fortvivlelse. Det mørke hav er et billede på fortvivlelsen. Som en af de eneste salmer er der ingen forløsning til sidst, men kun fortvivlelse og mørke (v. 19). Måske har vi i sorg eller modgang gået gennem trængsler som ezraitten Heman, og Bibelen har altså også ord for sådanne situationer.
Dag 204 – Esajas bog 21-23
Rundturen rundt om Israel (inkl. Babylonien, som i kap. 21 vender tilbage i teksten) fortsætter, men kommer også til Jerusalem selv, for selv om israelitterne historisk set er Guds folk, skal de knytte sig til den samme frelser som alle andre folk for at blive frelst. “Denne synd kan ikke sones, før I dør” (22,14b) er et domsudsagn, men bliver til et frelsesudsagn i Kristus, hvor vi med ham dør for at kunne opstå til evigt liv. Læs Gal 2,19-20 for denne herlige virkelighed.
Dag 205 – Esajas bog 24-27
“Åbenbarelsesbogen” er kap. 24-27 blevet kaldt, fordi her forudsiges verdens undergang og frelse, og virkeligheden om verdens modstand mod Gud afsløres som et slør, der ligger over alle folkene. Det afsløres også, at håbet for alle verdens folk er ét sted: Hos Herren. Paulus tager det op i 2 Kor 3,14-18 og peger på, at sløret tages bort i Kristus. I disse kapitler finder vi uerstattelige ord som 25,8.9 ; 26,4 12; 27,13.
| Uddybende noter |
| 27,1 Livjatan: Et ældgammelt symbol på ondskab i al dens monstrøse rædsel. |
Dag 206 – Esajas bog 28-30
“Hvor finder jeg hjælp og frelse” kan stå som overskrift over “Zionsbogen” (kap. 28-35). Israelitterne så desværre hen til Egypten som redningsplanken for landet, og andre stolede på sig selv og sin egen pragt. Gud giver klar besked om, hvor hjælpen er: “I Zion lægger jeg en grundsten, en prøvet sten… en kostbar hjørnesten” (28,16). Også dette er en tydelig Kristusprofeti om Guds søn. Apostlen Peter tolkede stedet i 1 Pet 2,1-10 – se særligt v. 4: “Kom til ham, den levende sten, som blev vraget af mennesker, men er udsøgt og kostbar for Gud”.
Dag 207 – Esajas bog 31-35
Guds ord er skarpt i disse kapitler. Vi kan godt lide beskrivelsen af frelsen, som når Gud forudsiger en ny tid, hvor “ånd fra det høje udgydes over os” (32,15a) og “mit folk skal bo på fredens boplads” (32,18a). Der er også domsord som “Herrens vrede ramme alle folkene, hans harme alle deres hære”, og vi skal tage alle ordene til os. Vi er som mennesker i Guds hænder, spændt ud mellem dommen og frelsen, som syndere og samtidig retfærdige, mens vi lever – men med et enormt håb om evig redning fra fortabelsen (se 34,10ff) til det evige liv (35,10), som virkeliggøres i troen på Kristus.
| Uddybende noter |
| 34,14 Lilit: Dette ord i Bibelen har givet en del debat ift. valg af oversættelse, nogle fortolker ordet som et vildt dyr, andre som en dæmon. Den danske oversættelse (både den autoriserede fra 1992 og den nudanske), samt den norske og svenske, bruger ikke samme oversættelse som de mest gængse engelske oversættelser. I de engelske er “Lilit” erstattet med oversættelser som “night bird” (natte fugl, ESV) eller “the screech owl” (den skrigende ugle, KJV). Selvom den hebræiske bibel bruger ordet “Liyliyth”, vælger den engelske oversættelse, højst sandsynligt, at følge Rabbineren; Abraham ibn Ezra (1089 – 1164), som fortolkede dette ord som et vildt dyr, eller fugl ud fra konteksten, og altså ikke en dæmon, som i de skandinaviske udgaver. De skandinaviske oversættelser har oversat ordet mere direkte, og har nok lænet sig op af gamle jødiske udlægninger af bibelen fra ca. 500 år e.Kr. (Talmud og Midrash), hvor dæmoniseringen af Lilit finder sted for første gang (Den danske autoriserede oversættelse fra 1931 bruger ordet ‘Natteheksen’ og følger derfor også dæmoniseringen, i stedet for udlægningen som det vilde dyr, dog med et andet ord en Lilit,). Begge udlægninger sker dog mange århundrede efter Esajas selv brugte ordet, og samtidig med at dette specifikke hebræiske ord ikke forekommer andre steder i bibelen, og i andre kontekster, gør det svært at forstå andre evt. meninger med ordet. Ifølge en jødisk myte, i den middelalderlige ordsprogsbog, Ben Siras Alfabether, var Lilit Adams første hustru, men da hun krævede at blive ligestillet med Adam og blev afvist, flygtede hun og derefter blev Eva skabt til Adam i stedet for Lilit. |
(Amatørs egne undersøgelser, kilde: https://www.biblicalarchaeology.org/daily/people-cultures-in-the-bible/people-in-the-bible/lilith/)
Dag 208 – Esajas bog 36-37
“Historiebogen” (kap. 36-39) refererer historien omkring år 701 og assyrerkongen Sankeribs belejring af Jerusalem. Indholdet findes også i 2 Kong 18-20. Kong Hizkijas tillid til Gud er gribende. I en desperat situation har han intet våben stærkt nok – undtagen bønnen (37,14-20). Han trøstes af profeten Esajas, som også kommer med en profeti om frelsen for den rest, som holder sig til Herren. Kong Sankerib led et voldsomt tab, muligvis forårsaget af pest (37,36). Han vendte tilbage til Nineve og blev ca. 20 år senere myrdet af to sønner, mens han tilbad afguden Nisrok.
Dag 209 – Esajas bog 38-39
Hizkijas regeringstid lakkede mod enden, da han blev dødssyg. Igen vendte Hizkija sig til Gud og beklagede sig under gråd. Gud bønhørte ham og gav ham 15 år mere at leve i. Overvej, hvordan Gud i dag hører og svarer på bøn? Hvis du synes, der har været meget domstale, vold og ødelæggelse i Esajas’ Bog, så er det rigtigt. Bibelen har 66 bøger, og Esajas har 66 kapitler. Es kap. 1-39 er blevet sammenlignet med GT (som har 39 bøger) – men glæd dig til “Trøstebogen” i kap. 40-66 og dens 27 kapitler (= antal bøger i NT).
Dag 210 – Salmerne 89-91
Sl 89 begynder med lovsang til Gud for Guds skabermagt og trofasthed – og dernæst for Guds kaldelse af David og ledelse af kongen gennem tiden. Pludselig vender den dog til klage, for en katastrofe har indtruffet i landet. Der er uden tvivl en historisk situation bag, men salmen har også kristologiske implikationer. Moses har fået optaget én salme (90) i Salmernes Bog – men til gengæld en stærk salme om Guds evighed og menneskets forgængelighed. “Gud er vor bolig” er ord til trøst og “Lær mig at tælle mine dage” er en viis bøn at bede. Sl 91 er blevet kaldt “Soldatens salme” – hvorfor?
