Dag 271 – Ezekiels bog 25-28
Fra kap. 25 vender Ezekiel sig mod nabofolkene, der gennem flere århundreder havde undertrykt og ringeagtet Israel og Juda. Nabofolkenes dybereliggende problem var, at de ikke dyrkede den levende Gud – og hensigten med domsordene var da også, at de skulle forstå, hvem der er Herren. Den gamle fjende, Tyrus, får den hårdeste dom. Overvej, om Tyrus’ hovmod kan være et billede på Satan, der gør oprør mod Gud (Judas’ Brev v. 6). Kapitlerne rummer mange domsord og kan synes ubarmhjertige, men er der også en trøst i at vide, at al (vores) ondskab en dag skal straffes – og at den dag hedder Langfredag?
Dag 272 – Ezekiels bog 29-32
Disse kapitler handler alle om Egypten og kong Farao. Både israelitterne i Jerusalem og Babylon havde sat deres håb til Egypten (som vi også så hos Jeremias), men Egypten er en rørstok, som let knækker (29,6). Farao Hofra kaldte hoverende sig selv “ham med den stærke arm”, men for Gud har selv en stærk arm ingen styrke, og han ville svække “Farao og hans larmende hob” og styrke babylonerkongen (30,22-26). Afsnittet minder os om, at Gud er en hellig Gud – og “vil du undgå Guds harme, må du flygte ind i hans kærlige arme”.
Dag 273 – Salmerne 114-116
Sl 114 genkalder udvandringen af Egypten og indvandringen i Israel. Når selv havet og floden skælvede for Gud, hvor meget snarere skulle vi så ikke (Luk 12,5). Og samtidig er Gud den, vi kan stole på (115,9-11), elske (116,1) og vandre foran i frihed (116,9). “Soli Deo Gloria” – alene Gud æren (115,1).
Dag 274 – Ezekiels bog 33-35
I kap. 3 læste vi om Ezekiels kaldelse, og at han stod som vægter for Israels hus, der skulle advare folket om den kommende dom. Vi står alle individuelt til ansvar for Gud, som NT også bekræfter (Matt 12,36; Rom 14,12) – men nu indtraf en national katastrofe: “Byen er faldet” (33,21). Folket hørte Guds ord, men handlede ikke efter dem (jf. Jesu lignelse i Matt 7,24-27). Præster og ledere havde også svigtet, og derfor lyder nu en profeti om, at Gud selv ville overtage hyrdejobbet gennem sin egen hyrde, David. Det er en fantastisk Kristus-profeti, som opfyldes med Jesus (Joh 10,11-18; Matt 22,41-46).
Dag 275 – Ezekiels bog 36-39
Disse kapitler rummer virkeligt mange aspekter. Gud har tidligere talt hårdt til Israels folk for deres synd, men de var også blevet ydmyget og ført i eksil i Babylon. Nu kommer der store løfter om en ny tid, hvor folket skulle vende om til Gud, renses og vende tilbage til Israel (kap. 36). Tiden efter Babylon skulle være som en samling af døde ben (kap. 37). Ud over at beskrive hjemkomsten, handler det også om Guds kirke – både den verdensomspændende og den lokale. Kap. 38 og 39 beskriver GT’s sidste krig og har paralleller i Åb 20,7-10, hvor betegnelserne Gog og Magog bruges igen. Det centrale er: Gud har styr på historien!
Dag 276 – Ezekiels bog 40-43.12
I april 573 f.Kr. fik Ezekiel sit sidste syn, som strækker sig over resten af bogen. Synet indeholder først en slags rundvisning i og beskrivelse af det tempel, som Ezekiel fik at se i guddomssyner. Grundplanen er kvadratisk og indrettet som åbenbaringsteltet i ørkenen og det første tempel i Jerusalem. Synet er blevet videregivet i Babylon, hvor Ezekiel sad sammen med sit folk (40,4), og har givet håb og trøst. Budskabet er: Gud har ikke glemt Jer. Han har planer for dem og vender tilbage til templet (43,1-11), hvilket vil skabe både syndserkendelse og en evig bolig blandt sit folk.
Dag 277 – Ezekiels bog 43.13-46
Rundvisningen omkring templet udvides til byen og efterhånden landet i kap. 45. Den lukkede østport er et tema i sig selv (43,4 ; 44,1 ; 46,2). Ad den skal “fyrsten” komme igennem, og den dag i dag er det en forventning blandt jøderne, at Messias skal komme den vej, når han kommer. Porten har betydning for både jøder, muslimer og kristne. Ved indtoget i Jerusalem red Jesus ind ad denne port, og dermed opfyldte han Ez 46,2 og andre skriftsteder, fx Zak 9,9.
Dag 278 – Ezekiels bog 47-48
Ez slutter med et mægtigt syn om vandet, der flyder fra templets dør. Der er det underlige ved vandet, da det bliver dybere og dybere, jo længere det flyder væk fra templet. Normalt er det omvendt – men her beskrives Helligåndens virke ud i verden som en større og større flod, der giver liv i overflod (47,8-12). Grundtvig digtede i “Hil dig! Frelser og Forsoner” om “floden, som kan klipper vælte, floden, som kan isbjerg smelte, som kan blodskyld tvætte af” (DDS 192). Ezekiel beskriver et Israel større end nogensinde og et tempel, som er større end selve byen – og opfyldelsen har evighedens dimensioner. Alt er fuldendt – og bedst af alt: “Herren er her” (48,35).
Dag 279 – Daniels bog 1-3
Ezekiel var i Babylon, men fik sine syner om Jerusalem. Daniel fortæller i første halvdel af bogen (kap. 1-6) historien i Babylon, og vi mærker allerede fra begyndelsen presset fra myndighederne til at lade sig assimilere ind i babylonsk kultur og religion og væk fra den levende Gud. Mærker vi også pres på forskellige områder til at opgive bibelske principper og holdninger? Daniel og vennerne stod fast, om det så kostede livet. Læs nøje de vise ord i 3,16-18.
Indledning til Daniels bog
Daniels møde med løverne, som er her i logoet, er selvfølgelig kun en lille stump af denne bog. Daniel tydede drømme, havde selv flere syner, og fokuserede generelt på Guds suverænitet over verdens riger.
Indledning
Daniel tilhørte en fornem jødisk slægt og var opvokset i Jerusalem. I kong Jojakims tredje regeringsår (606 el. 605 f. Kr.) blev han sammen med andre unge mænd ført i fangenskab i Babylon (1,1-4). Daniel og hans venner var fromme, unge mænd, som sikkert var blevet opdraget under indflydelse af den åndelige vækkelse, der var en frugt af Josijas reformation 622 f. Kr. I det fremmede holdt de sig nøje til Herrens lov. Efter at Daniel havde tydet en drøm for kong Nebukadnesar, blev han en af de ledende embedsmænd i riget og beholdt sin høje stilling under flere konger. Derved fik han et godt indblik i den daværende storpolitiske situation. Bogen vidner om, at Gud kan bevare mennesker i de mest kritiske situationer.
Daniels Bog er en af de vigtigste bøger i GT, men samtidig en af de mest omstridte. Striden gælder bl.a. forfatterspørgsmålet, men både den jødiske tradition og oldkirken fastholdt Daniels forfatterskab. Det afgørende er imidlertid Jesu stilling. Han taler klart om, at Daniel er forfatteren (Matt 24,15). Dertil kommer, at øget forskning, ikke mindst arkæologien, har stadfæstet oplysningerne i Daniels Bog, uden at alle historiske problemer dog er løst.
Mellem Gud og verdensmagten – sådan er hovedindholdet af Daniels Bog blevet sammenfattet. Det er rammende sagt, for bogen handler først og fremmest om kampen om herredømmet over menneskeheden. Gud venter tilbedelse af sin skabning, og Satan vil tillokke eller tiltvinge sig menneskehedens tilbedelse. Bogen handler netop om mennesker, som lever i den konflikt, som altid opstår, når verdensmagten kræver den lydighed, som kun Gud har ret til. Det bliver konkretiseret i en række enkeltfortællinger i den historiske del (kap 1-6) og en række visioner i den profetiske del (kap 7-12).
Første del fortæller om den tro, som adlyder Gud mere end mennesker og viser samtidig, hvordan Gud også i det babyloniske fangenskab vandt den ene sejr efter den anden over verdensmagten, og hvordan han på underfuld måde reddede sine hellige fra hedningernes hånd, da de ville tvinge dem til at svigte Gud. Daniel forkynder også Gud som den, der straffer verdensmagtens herskere for deres overmod. Men samtidig viser Gud dem nåde, hvis de ydmyger sig.
Også sidste del af Daniels Bog handler om Guds dom over verdensmagten, men i form af vældige syner, hvori Gud åbenbarer sit riges fremtid. Verdensrigerne kommer og går, men Gud leder alt mod et bestemt mål: Guds riges sejr. Her møder vi Bibelens mægtigste åbenbaringer over verdensrigernes historie og udvikling. Der tales stærkt om trængselen og den endelige sejr for Guds rige. Det giver Guds folk tålmodighed i trængslerne. Enkelte dele af NT – især Johannes Åbenbaring – har hentet meget stof fra Daniels Bog. Sådanne afsnit og skrifter om den sidste, store trængsel og om Guds riges endelige sejr kalder vi apokalyptiske (ordet betyder, at noget bliver afsløret). Apokalyptikken taler mere detaljeret og kronologisk end profetien om de sidste tider.
I Daniels første syn åbenbares en menneskesøn (7,13), som skal få et evigt herredømme. Det er baggrunden for Jesu tale om Menneskesønnen i NT: “Menneskesønnen er ikke kommet for at lade sig tjene, men for selv at tjene og give sit liv som løsesum for mange” (Matt 20,28). Dermed har Jesus også sagt, hvordan han skal vinde det evige herredømme, det kongerige som Daniel taler om: Ved at give sit liv. Det er efter sin død og opstandelse, Jesus siger: “Mig er givet al magt i himlen og på jorden” (Matt 28,18). Dette tema i Daniels Bog: Menneskesønnens evige herredømme har været til trøst for Guds folk i trængsler og lidelser.
Bogens inddeling:
1. Daniels historie (Dan 1-6)
2. Daniels syner og Daniels bøn (Dan 7-12).
Alle introduktionerne er skrevet af Flemming Kofod-Svendsen og udgivet i “Bibelens bøger”, Logos Media 2004.
Bragt med tilladelse fra https://blr.dk/resource/introduktioner-til-bibelens-boeger/
Rammerne omkring Daniels bog: Det Babylonske rige
Ca. 605-536 f.Kr.
| Uddybende noter |
| 2,4 Fra dette punkt, indtil slutningen af kap. 7 skifter teksten fra hebraisk til aramæisk, hovedsproget i disse babylonske omgivelser. Måske indikerer ændringen at disse kapitler omhandler emner af universel betydning, snarere end dem af mere specifikt israelitisk interesse. 2,43-44 Traditionelle kommentatorer gennem kirkens historie har næsten universelt identificeret de fire kongeriger som Babylon, Medo-Persien (etableret af Kyros i 539 f.Kr.; specifikt navngivet i 8,20), Grækenland (under Alexander den Store, omkring 331; specifikt navngivet i 8,21), og Rom (Romerriget begyndte sit herredømme over Palæstina i år 63). De forskere, der imidlertid antager, at Daniels detaljerede visioner ikke kan være forudsigelige profetier, men måtte være skrevet efter de begivenheder, de hævder at “forudsige”, mener, at Daniel ikke blev skrevet i det 6. århundrede f.Kr. men i det 2. århundrede f.Kr., i den makkabæiske periode. Under denne ordning kan det fjerde rige ikke være Romerriget, som endnu ikke eksisterede på det tidspunkt. Så de foreslår forskellige andre identifikationer for rigerne, såsom (1) Babylon, (2) Mediske rige, (3) Persien og (4) Grækenland; det Mediske rige var dog aldrig en uafhængig verdensmagt, efter at Babylon faldt til Kyros i 539 f.Kr. (det blev også styret af Kyrus). |
Dag 280 – Salmerne 117-118
Som i Salmebogen og moderne lovsange er der også i Salmernes Bog stor forskel på indholdet og længden. Den korteste salme og det korteste kapitel i Bibelen er Sl 117. På blot 2 vers er en opfordring til og en begrundelse for lovsang. Sl 118 begynder og slutter med GT’s omkvæd, er en kristologisk salme og danner baggrund for bl.a. indtoget i Jerusalem, men også Jesu gerning (Matt 21,42). Sl 118,8 er Bibelens midterste og meget sigende vers: “Det er bedre at søge tilflugt hos Herren end at stole på mennesker”. Kan vi huske – og praktisere – det, så er meget nået.
Dag 281 – Daniels bog 4-6
Der skete mange undere omkring Daniel og hans venner, og flere af dem omtales i og huskes fra alle børnebibler. Gud brugte ham til at hjælpe sit eget folk i landflygtigheden, men han fik også i flere omgange stor betydning i det babylonske hof og folk. I kap. 2 (og senere 8 og 10-12) forudsiger Daniel endda verdenshistoriens gang. Budskabet er: Selv om I kommer gennem svære tider, så har Gud styr på det. Han leder historien frem mod sit eget mål og kan vende det onde til det gode.
| Uddybende noter |
| 5,25 Daniel læste og fortolkede skriften: mené, mené, teqél, ufarsín. Ordene er aramæiske og danner en sekvens af vægte, der falder fra en mina, til en sekel (1/60-del af en mina), til en halv sekel. Det var ikke sådan at kongen og de vise mænd ikke kunne læse dem, men de forstod ikke deres betydning. Læst som verber (med forskellige vokaler knyttet til de aramæiske konsonanter), bliver rækkefølgen: “Talt, talt, vejet og delt.” Herren havde talt dagene for Belshassar rige og bragt det til ende, fordi han var vejet på vægten og fundet for let (v 27). Gentagelsen af ”talt” kan tyde på, at det vil ske hurtigt. 6,1 Satrap: provinsguvernør. |
Dag 282 – Daniels bog 7-9
I anden halvdel af Dan går det fra historien til de syn, Daniel fik om den åndelige virkelighed og de sidste tider. Det er ikke muligt her at gå i detaljer med synene, men læg mærke til synet af Gud og menneskesønnen (Jesu foretrukne selvbeskrivelse i evangelierne) i kap. 7 (jf. Åb 1,7 og kap. 4) og det voldsomme syn af kampen i kap. 8, der foruroligede Daniel så meget, at det gjorde ham syg (8,27). Kap. 9 er Daniels mægtige syndsbekendelse og bøn for sit folk, som vi i dag stadig kan bruge i vores bønner. Han forudsiger en ny tid (9,26), når en salvet bliver fjernet uden dom: “Synden bragt til ophør og skylden sonet”. GT er fyldt med Kristus!
Dag 283 – Daniels bog 10-12
Kap. 10-12 gengiver Daniels fjerde og sidste syn. Det begyndte med et syn af Kristus (10,4-14), som tappede alle kræfter ud af Daniel, men som også banede vej for Guds ord til ham. I kap. 11 bliver det for alvor vanskeligt at holde styr på aktørerne i den store krig og kampen frem og tilbage – og ikke mindre betydningen af det. Jeg hæfter mig ved to ting: Gud har styr på det – og alt er forudsagt. Overvej, om det også er sådan med vores liv!
Dag 284 – Haggajs bog 1-2
Hagg er en af de seneste bøger i GT og gengiver Haggajs fire profetord, heraf to den samme dag. Året er 520, og Israels folk var vendt hjem fra eksilet i Babylon, og nu gjaldt det genopbygningen af landet. Gud minder folket om, at de ikke må glemme templet. En del af folket havde set det gamle tempel fra før eksilet, og Haggaj forkynder, at det afgørende ikke er templets udseende, men at Herrens ånd tager bolig iblandt dem (2,5b). “Gå i gang” (2,4b), siger han, for Gud vil velsigne. Det er også løftet til os, som lever efter “den udvalgte” (2,23) er kommet og har gjort alt færdigt ved sin død og opstandelse (Joh 2,18-22).
Indledning til Haggajs bog
Jøderne forsømte at genopbygge templet, men lavede fine huse til sig selv. Profeten Haggaj opmuntrede folket til at bygge templet færdigt og igen nyde Guds velsignelser.
Indledninger
I år 538 f. Kr. gav perserkongen Kyros jøderne lov til at vende tilbage og genopbygge templet (Ezra 1,1-4). Han mente, det var bedst, at de enkelte folk fik mulighed for at leve i overensstemmelse med deres egen religion i deres eget land. Den jødiske fyrste Sheshbassar førte folket og tempelkarrene tilbage fra Babylon. Han var også med til at lægge fundamentet til templet (Ezra 5,16). Til trods for perserkongens velvillige indstilling fik de hjemvendte mange vanskeligheder at kæmpe med, da de skulle i gang med genopbygningen. Deres land var blevet hærget af en ødelæggende krig. Jerusalem lå for en stor del i ruiner. Samaritanerne og andre fremmede nabofolk skabte vanskeligheder og utryghed.
De hjemvendte begyndte med at rejse et alter på tempelpladsen (Ezra 3,1-3). Da de så gik i gang med selve templet, opstod der problemer med de samaritanske naboer. Byggeriet blev forhindret, ja gik direkte i stå, alt mens folk byggede huse til sig selv (Hagg 1,9). Værre end de ydre vanskeligheder var den modløshed og ligegyldighed, der bemægtigede sig folket.
I denne situation trådte profeterne Haggaj og Zakarias frem i år 520 (Ezra 5,1; 6,14. Hagg 1,1. Zak 1,1). De inspirerede folket og dets ledere til at fortsætte opbygningen, indtil templet efter yderligere 4 års arbejde stod færdigt i 516 f. Kr. Det blev indviet 70 år efter Jerusalems og det første tempels ødelæggelse. Haggaj holdt sine fire taler de sidste måneder i 520, hvor de sikkert også er blevet nedskrevet. Bogen har stor betydning som historisk kilde til viden om forholdene i Juda efter hjemkomsten fra Babylon og frem til Ezras og Nehemias´ virke.
Haggajs taler drejer sig udelukkende om tempelbyggeriet og de følger, dette byggeri vil få. Alle taler er rettet til statholderen Zerubbabel og ypperstepræsten Josva. Ved at få tempelbyggeriet i gang fik Haggaj stor betydning for jødernes religiøse udvikling efter eksilet.
Bogens inddeling:
1. Haggaj og hans tid (Hagg 1,1)
2. Første tale: Opfordring til genopbygning af templet – folkets reaktion (Hagg 1,2-15)
3. Anden tale: Templet bliver lille i forhold til Salomos, men dets herlighed større (Hagg 2,1-9)
4. Tredje tale: Belæring om rent og urent (Hagg 2,10-19)
5. Fjerde tale: Et guddommeligt løfte til Zerubbabel (Hagg 2,20-23).
Alle introduktionerne er skrevet af Flemming Kofod-Svendsen og udgivet i “Bibelens bøger”, Logos Media 2004.
Bragt med tilladelse fra https://blr.dk/resource/introduktioner-til-bibelens-boeger/
Jerusalem på Haggajs tid
Ca. 520 f.Kr.
Dag 285 – Ezras Bog 1-5
Ezra og Neh beskriver den første afgørende tid efter eksilet og ved genopbygningen af Israel efter den store ødelæggelse. Ezra begynder i år 539 f.Kr., hvor verdensherredømmet skiftede fra Babylon til Persien. Gud brugte kong Kyros til at opfylde Jeremias’ profetier om folkets hjemkomst (1,1, jf. Jer 25,11-14). Kap. 2 er hovedsageligt navne, men minder os om, at Bibelen er historie. Vigtigst i genopbygningen var gudsdyrkelsen – offertjeneste og lovsang. Der var fjender og modgang, og byggeriet lå stille i 16 år, men lederen Zerubbabel satte sammen med profeterne Haggaj og Zakarias mod i det folk, som i Babylon var blevet vakt for troen på Gud.
Indledning til Ezras Bog
Da jøderne vendte tilbage fra Babylon, blev de bedt om at genopbygge Guds tempel i Jerusalem. Ezra fortæller om, hvordan det lykkedes, på trods af forhindringer.
Indledning
Bibelen taler klart om, at Gud styrer historiens gang. Når Israels folk adlød Gud og holdt den pagt, Herren havde sluttet med sit folk, var det under hans velsignelse. Var folket ulydigt og brød pagten, kom det under Guds dom og straf. Det blev ramt af forbandelse. Efter kong Salomos død blev folket splittet i tistammeriget/Israels rige i nord og tostammeriget/Juda rige i syd.
Israels rige faldt hurtigst fra Herren og gled ind i hedensk afgudsdyrkelse. På grund af sin synd gik Israels rige undergangen i møde i 722 f.Kr., da Samaria blev erobret af assyrerkongen Salmaneser og folket bortført til Assyrien. Folket blev ikke alene bortført, men det gik helt til grunde som folk. Det forsvandt slet og ret ud af historien. Det erfarede i sandhed, hvad det vil sige at komme under forbandelsen, fordi det forlod Gud og ikke lod sig advare af hans sendebud. Dog tyder meget på, at enkeltpersoner og smågrupper senere tilsluttede sig Juda rige.
I Juda rige blev troen på den levende Gud fastholdt på en ganske anden måde, men heller ikke her gik man fri af hedenskabet. Profeter og gudfrygtige konger som Hizkija og Josija bekæmpede hedenskabet, mens andre fremmede det. Derfor måtte straffen også ramme Juda rige. I år 605 f.Kr. blev det besejret af kong Nebukadnesar, som førte en del af skattene fra Herrens hus og en del ledende mænd, deriblandt profeten Daniel, til Babylon (2 Krøn 36,7). Fra det år regnes politisk det 70-årige babyloniske fangenskab. I år 597 f.Kr. fulgte et nyt nederlag, hvor kong Jojakin blev ført som fange til Babylon sammen med mange andre – bl.a. profeten Ezekiel (2 Krøn 36,10). Men afgudsdyrkelsen fortsatte, og i år 586 f.Kr. kom så den endelige og fuldstændige ødelæggelse af Jerusalem. Templet blev brændt, murene revet ned og folket bortført til Babylon (2 Krøn 36,20). Gang på gang havde Herren sendt sine profeter for at advare sit folk, men det ville ikke høre. Det forkastede Herrens ord. Dermed kom også Juda rige til at opleve forbandelsen. Men det gik ikke til grunde. I fangenskabet gennemgik folket en lutrings- og renselsesproces. Der kom en fornyet besindelse på den religiøse arv. Jøderne betragtede sig nu mere som en åndelig enhed – en menighed omgærdet af loven – end som en nationalstat. Synagoger blev bygget, hvor folk kunne samles til gudstjeneste. Her var Ordet i centrum. Bøn og lovsang blev også faste led i gudstjenesten. De hellige skrifter fik større og større betydning. Særlig gennem studiet af loven fremstod efterhånden den gruppe mennesker, som blev kaldt de skriftlærde. Man lagde vægt på det, der adskilte Guds folk fra de andre folk, nemlig pagten med Herren og deres hellige skrifter. De erkendte, at fangenskabet var Guds straf over den afgudsdyrkelse, som havde fundet sted. En rest fik så lov at vende tilbage, den fromme kerne af Juda og Israels rige. Det var det folk, hvor i tidens fylde Messias, den lovede frelser og konge, blev født.
Gud havde lovet sit folk befrielse fra fangenskabet efter 70 år (Jer 25,12; 29,10. Dan 9,2). På den politiske himmel begyndte det også at lysne. Efter storkongen Nebukadnesars død i 562 f.Kr. kom der svage efterfølgere. Samtidig var Kyros i de iranske højsletter begyndt sin sejrrige fremmarch. Da han i 538 f.Kr. rykkede mod selve Babylon, fortæller han selv i en indskrift, at byen åbnede sine porte for ham uden modstand. Den nat blev Babylons sidste konge Belshassar dræbt. GT sætter denne store begivenhed i sammenhæng med den ugudelige fest, han holdt (Dan 5), og ser hans død som Guds straf. Men dermed er også sagt, at Kyros´ sejr over Babylon og hans indtog i byen var villet og planlagt af Gud selv (Es 44,28-45,7). Med Kyros´ sejr opstod det persiske rige, som var oldtidens største vest-asiatiske rige.
Da Kyros var kommet til magten, tillod han som en af sine første embedshandlinger de fangne folkeslag at vende tilbage til deres hjemlande og at medtage deres afgudsbilleder. Eftersom israelitterne ikke havde afgudsbilleder, fik de i stedet lov til at medbringe de tempelskatte, der var i behold. Dermed er vi fremme ved begyndelsen af Ezras Bog, der er en direkte fortsættelse af Anden Krønikebog.
Ezras Bog har sit navn efter hovedpersonen i bogens anden del. Det fremgår ikke direkte af bogen, hvem der er dens forfatter, men ifølge jødisk tradition er Ezra forfatteren. Et argument for denne opfattelse er, at forfatteren i flere passager taler i første person. Nehemias´ Bog er en direkte fortsættelse af Ezras Bog. Af flere udtalelser i bogen er det naturligt at regne Nehemias for bogens forfatter. I den hebraiske bibel betragtes de to bøger som en helhed. De skildrer jødefolkets historie efter det babyloniske fangenskab. De dækker tilsammen årene 538-433 f.Kr. Dog giver de ingen sammenhængende skildring, men behandler alene de vigtigste begivenheder.
Inddeling:
Ezra 1-6: Tilbagekomsten under ledelse af statholderen Zerubbabel og ypperstepræsten Jeshua. Ca. 50.000 vender tilbage. I Jerusalem rejser de alteret på dets gamle fundamenter og går i gang med at genopbygge templet. Men entusiasmen ender snart i modløshed. De møder modstand fra bl.a. samaritanerne. Dertil kom misvækst, dyrtid og inflation. I 520 kommer genopbygningen igen i gang især takket være profeterne Haggaj og Zakarias. I 516 står templet færdigt, 70 år efter ødelæggelsen.
Ezra 7-10: Tilbagekomsten under præsten Ezra. 58 år efter templets indvielse, dvs. 458 f.Kr. brød Ezra op fra fangenskabet og vendte sammen med 2000 efterkommere af de bortførte tilbage til Jerusalem. Her påbegynder Ezra, der er skriftlærd og en meget dygtig bibeludlægger, en reformation ved at undervise Guds folk i Guds lov. Jøderne anser Ezra for deres største leder efter Moses. Hans gerning er en milepæl i det jødiske folks historie. Fra nu af samler interessen sig om at studere den skriftlige arv fra fædrene.
Alle introduktionerne er skrevet af Flemming Kofod-Svendsen og udgivet i “Bibelens bøger”, Logos Media 2004.
Bragt med tilladelse fra https://blr.dk/resource/introduktioner-til-bibelens-boeger/
Det persiske imperium på Ezras tid
Ca. 458 f.Kr.
I løbet af Ezras tid havde det persiske imperium nået sin største udstrækning og opslugte næsten hele nærøsten. I 539 f.Kr. besejrede perserne, under Kyros den Store, babylonierne og absorberede deres territorium ind i imperiet, heriblandt landene Israel og Juda (kendt som hensides floden). Det næste år tillod Kyros at Judas folk vendte hjem under Zerubbabels ledelse og genopbygge Herrens tempel. Senere, omkring 458 f.Kr., vendte en anden gruppe fra det judæiske eksil tilbage under Ezras ledelse.
Dag 286 – Ezras Bog 6-10
Brevet, som blev sendt til Dareios, fik betydning for byggeriet, og templet blev færdigt “på befaling af Israels Gud og på befaling af perserkongerne” (6,14). Det var færdigt i 516 f.Kr. Først i kap. 7 nævnes Ezra ved navn. Han kom fra Babylon sammen med ca. 2.000 andre til Israel i 458 f.Kr. og tog del i genopbygningen af landet. Ezra var præst, skriftlærd, og “havde sat sig for at granske Herrens lov og følge den og lære Israel lov og ret” (7,10). Han fik skelsættende betydning ved sin tro på Gud, sit kald at “ydmyge os for vor Gud” (8,21), bodsklagen (kap. 9) og opløsningen af blandede ægteskaber (kap. 10). Dette sidste kan være vanskeligt for os at forstå rimeligheden af, men dengang var det nødvendigt. På hvilke områder skal du gøre bod og forandre dig?
| Uddybende noter |
| 8,27 En darijk var en mønt, der vejede omkring 8,5 gram |
Genopbygningen af Jerusalems tempel blev udført i etaper (ca. 536-516 f.kr.). Først blev alteret bygget, så der igen kunne ofres (Ezra 3,2-3). Den anden fase var templets fundament, det vakte blandede reaktioner fra folket. Nogle glædede sig over at grundstene var lagt, mens andre, især de ældre præster, var kede af det, formentlig fordi kvaliteten af byggeriet var ringere end det tidligere tempel. På grund af den lokale befolknings modstand og den manglende motivation blandt jøderne, tog det 20 år at færdiggøre opførelsen af tempelbygningen.
Den eneste information der gives i bibelen om templets arkitektur, er dimensionerne, som var tres alen (27 m) høj og bred (Ezra 6,3). Da der ikke er nogen omtale af bygningens længde, skal disse dimensioner referere til templets facade, dvs. forhallen.
Dag 287 – Salmerne 119.1-88
Fra den korteste (117) til den længste salme i Sl: Den store salme om Guds ord (se også Sl 1). Både loven og evangeliet rummes i udtrykket “Guds lov”. Læg særligt mærke til glæden over Guds ord (v. 14-16), velsignelsen ved (v. 1-2) og villigheden (v. 7) til at følge Guds lov, friheden ved at følge Guds vej (v. 32). Her er bønner, formaninger, opmuntringer, lovprisninger og meget mere.
Dag 288 – Nehemias Bog 1-3
Neh handler som Ezra om tilbagekomsten fra Babylon og genopbygningen af Israel. I 445 f.Kr. hørte Nehemias om Jerusalems tilstand, og det kastede ham ind i både bønskamp med Gud og konkret handling ved at rejse “hjem” og som statholder inspirere og organisere. “Himlens Gud vil lade det lykkes for os” (2,20a) gengiver Nehemias’ tilgang. “Møgporten” har det lidt sjove navn, fordi man kørte skraldet fra byen gennem denne port. Overvej i øvrigt, på hvilke områder Nehemias er til inspiration for os både som enkeltpersoner og som kirke.
Indledning til Nehemias Bog
Nehemias samlede israelitterne for at genopbygge Jerusalems mure og huske på deres pagt med Gud. Bogen er Nehemias’ personlige beretning.
Indledning
Bibelen taler klart om, at Gud styrer historiens gang. Når Israels folk adlød Gud og holdt den pagt, Herren havde sluttet med sit folk, var det under hans velsignelse. Var folket ulydigt og brød pagten, kom det under Guds dom og straf. Det blev ramt af forbandelse. Efter kong Salomos død blev folket splittet i tistammeriget/Israels rige i nord og tostammeriget/Juda rige i syd.
Israels rige faldt hurtigst fra Herren og gled ind i hedensk afgudsdyrkelse. På grund af sin synd gik Israels rige undergangen i møde i 722 f.Kr., da Samaria blev erobret af assyrerkongen Salmaneser og folket bortført til Assyrien. Folket blev ikke alene bortført, men det gik helt til grunde som folk. Det forsvandt slet og ret ud af historien. Det erfarede i sandhed, hvad det vil sige at komme under forbandelsen, fordi det forlod Gud og ikke lod sig advare af hans sendebud. Dog tyder meget på, at enkeltpersoner og smågrupper senere tilsluttede sig Juda rige.
I Juda rige blev troen på den levende Gud fastholdt på en ganske anden måde, men heller ikke her gik man fri af hedenskabet. Profeter og gudfrygtige konger som Hizkija og Josija bekæmpede hedenskabet, mens andre fremmede det. Derfor måtte straffen også ramme Juda rige. I år 605 f.Kr. blev det besejret af kong Nebukadnesar, som førte en del af skattene fra Herrens hus og en del ledende mænd, deriblandt profeten Daniel, til Babylon (2 Krøn 36,7). Fra det år regnes politisk det 70-årige babyloniske fangenskab. I år 597 f.Kr. fulgte et nyt nederlag, hvor kong Jojakin blev ført som fange til Babylon sammen med mange andre – bl.a. profeten Ezekiel (2 Krøn 36,10). Men afgudsdyrkelsen fortsatte, og i år 586 f.Kr. kom så den endelige og fuldstændige ødelæggelse af Jerusalem. Templet blev brændt, murene revet ned og folket bortført til Babylon (2 Krøn 36,20). Gang på gang havde Herren sendt sine profeter for at advare sit folk, men det ville ikke høre. Det forkastede Herrens ord. Dermed kom også Juda rige til at opleve forbandelsen. Men det gik ikke til grunde. I fangenskabet gennemgik folket en lutrings- og renselsesproces. Der kom en fornyet besindelse på den religiøse arv. Jøderne betragtede sig nu mere som en åndelig enhed – en menighed omgærdet af loven – end som en nationalstat. Synagoger blev bygget, hvor folk kunne samles til gudstjeneste. Her var Ordet i centrum. Bøn og lovsang blev også faste led i gudstjenesten. De hellige skrifter fik større og større betydning. Særlig gennem studiet af loven fremstod efterhånden den gruppe mennesker, som blev kaldt de skriftlærde. Man lagde vægt på det, der adskilte Guds folk fra de andre folk, nemlig pagten med Herren og deres hellige skrifter. De erkendte, at fangenskabet var Guds straf over den afgudsdyrkelse, som havde fundet sted. En rest fik så lov at vende tilbage, den fromme kerne af Juda og Israels rige. Det var det folk, hvor i tidens fylde Messias, den lovede frelser og konge, blev født.
Gud havde lovet sit folk befrielse fra fangenskabet efter 70 år (Jer 25,12; 29,10. Dan 9,2). På den politiske himmel begyndte det også at lysne. Efter storkongen Nebukadnesars død i 562 f.Kr. kom der svage efterfølgere. Samtidig var Kyros i de iranske højsletter begyndt sin sejrrige fremmarch. Da han i 538 f.Kr. rykkede mod selve Babylon, fortæller han selv i en indskrift, at byen åbnede sine porte for ham uden modstand. Den nat blev Babylons sidste konge Belshassar dræbt. GT sætter denne store begivenhed i sammenhæng med den ugudelige fest, han holdt (Dan 5), og ser hans død som Guds straf. Men dermed er også sagt, at Kyros´ sejr over Babylon og hans indtog i byen var villet og planlagt af Gud selv (Es 44,28-45,7). Med Kyros´ sejr opstod det persiske rige, som var oldtidens største vest-asiatiske rige.
Da Kyros var kommet til magten, tillod han som en af sine første embedshandlinger de fangne folkeslag at vende tilbage til deres hjemlande og at medtage deres afgudsbilleder. Eftersom israelitterne ikke havde afgudsbilleder, fik de i stedet lov til at medbringe de tempelskatte, der var i behold. Dermed er vi fremme ved begyndelsen af Ezras Bog, der er en direkte fortsættelse af Anden Krønikebog.
Ezras Bog har sit navn efter hovedpersonen i bogens anden del. Det fremgår ikke direkte af bogen, hvem der er dens forfatter, men ifølge jødisk tradition er Ezra forfatteren. Et argument for denne opfattelse er, at forfatteren i flere passager taler i første person. Nehemias´ Bog er en direkte fortsættelse af Ezras Bog. Af flere udtalelser i bogen er det naturligt at regne Nehemias for bogens forfatter. I den hebraiske bibel betragtes de to bøger som en helhed. De skildrer jødefolkets historie efter det babyloniske fangenskab. De dækker tilsammen årene 538-433 f.Kr. Dog giver de ingen sammenhængende skildring, men behandler alene de vigtigste begivenheder.
Inddeling:
Neh 1-7: Genrejsningen af Jerusalems mure. Mens Ezra var en from præst og dygtig teolog, var Nehemias en gudfrygtig, men energisk og beslutningsdygtig politiker. Han havde en meget betroet og indflydelsesrig stilling hos perserkongen. Den forlod han i 445/444 f. Kr. for at rejse til Jerusalem og hjælpe sine nedslåede landsmænd. I de følgende år udfoldede han sit organisationstalent, så Jerusalems mure blev genopbygget.
Neh 8-13: Religiøse reformer under Ezra og Nehemias. Efter at murene var genopført, så Jerusalem lå beskyttet, skulle livet i den hellige by organiseres. Grundlaget for Guds folks liv både som folk og som enkeltpersoner er Guds ord. Under højtidelige former indgik folket en pagt med Gud, hvori de lovede at holde Guds ord og leve som et helligt folk. Men det gik her som så ofte før: folket brød hurtigt den pagt, det selv havde indgået. Især gik det galt, da Nehemias vendte tilbage til Persien (Neh 13,6). Under hans fravær har måske profeten Malakias virket. Da Nehemias vendte tilbage, har de måske i fællesskab videreført det reformatoriske arbejde. Her slutter den hellige historieskrivning, som først blev genoptaget, da Gud igen skabte nyt i sit rige ved Johannes Døbers og Jesu fødsel.
Alle introduktionerne er skrevet af Flemming Kofod-Svendsen og udgivet i “Bibelens bøger”, Logos Media 2004.
Bragt med tilladelse fra https://blr.dk/resource/introduktioner-til-bibelens-boeger/
Det persiske imperium på Nehemias tid
Ca. 450 f.Kr.
I løbet af Nehemias’ tid havde Perserriget nået sin største udstrækning og opslugte næsten hele nærøsten. I 539 f.Kr. besejrede perserne, under Kyros den Store, babylonierne og inddragede her landende Israels og Judas (kendt som Hinsides floden) i hans imperium. Det næste år lod han Judas folk (nu kaldet jøder) at vende hjem og genopbygge Herrens tempel. Adskillige bølger af hjemvendte jøder fortsatte med at genbosætte sig i Judæa, og Nehemias fik tilladelse til at genopbygge Jerusalems ruinmure omkring 445 f.Kr.
Jerusalem blev ødelagt af Babylon i 586 f.kr. Efter deres tilbagevenden fra eksil i 536 f.kr. genopbyggede jøderne, under ledelse af Zerubbabel og Jeshua, først alteret og lagde derefter fundamentet til templet. Tyve år senere, i 516 f.v.t., blev templet genopbygget. Denne tidsperiode omtales som det andet tempelperiode.
Senere, og under meget vanskelige omstændigheder, genopbyggede Nehemias bymuren. Dette er meget detaljeret beskrevet i kap. 3. Der er rigeligt med arkæologiske beviser, både for og imod, at kun den østlige høj var bosat på det tidspunkt, og at byens østmur blev bygget højere oppe på skråningen end den tidligere mur, således at byen var mindre end på Salomons tid.
Dag 289 – Nehemias Bog 4-7
Som i Ezra fortæller Neh om fjendernes modstand og latterliggørelse af byggeriet. Læg mærke til, at Nehemias ikke greb til samme metoder, men overgav sagen til Gud (4,8.14 ; 5,15; 6,14-16). Der var også udfordringer indadtil, som Nehemias tacklede efter bedste evne og med Guds hjælp. Bibelen bruger ofte begrebet “opbyggelse”, dels om menighedens og dels om den enkeltes opbyggelse (fx Ef 2,19-22 ; 1 Pet 2,1-8). Prøv at læse teksten med det i baghovedet.
Dag 290 – Nehemias Bog 8-10
2. halvdel af Neh handler om fornyelse af troen på Gud. Det begyndte (som altid ved fornyelse) med oplæsning og studium af Guds ord (kap. 8) og omvendelse til Gud. Nehemias gennemgik hele frelseshistorien i sin stærke syndsbekendelse – og læg mærke til, hvordan bønnen skifter mellem folkets synd og Guds nåde. Regelmæssige kirkegængere vil kunne genkende nadverritualet i lovprisningen i 9,5b-6. Nehemias klandrede ikke alle andre, men tog sig selv med i syndsbekendelsen (9,33-34.37). Bønnen fik konkrete konsekvenser for folket (kap. 10).
Dag 291 – Nehemias Bog 11-13
Kap. 11-12 rummer primært fortegnelser over tilbagevendte indbyggere i Jerusalem og præsterne og kan forekomme uinteressant, men for den tids mennesker har det været som at læse lister over tilbagekomne fra koncentrationslejrene efter 2. verdenskrig eller over overlevende fra en naturkatastrofe. Desuden er det Guds frelseshistorie og derfor VORES historie, vore trosfædre. Nehemias ledte indvielsen af bymuren, og som statholder (med implikationer i både lovgivende, dømmende og udøvende magt) påtalte han forhold, der stred mod Guds gode vilje. “Jeg rensede dem for alt fremmed” (13,30) – og deri gjorde han en god gerning.
Dag 292 – Zakarias bog 1-6
Zak er den næstsidste bog i GT. Zakarias trådte frem to måneder efter Haggaj, i år 520 f.Kr. Hagg fortæller om genopbygningen, og Zak indeholder stærke budskaber om Guds nidkærhed for Jerusalem (1,14 ; 8,1), fordi han vil frelse folket, trøste Zion og udvælge Jerusalem (1,17). Zakarias fik 10 syn, som er vanskelige at tyde, men som skulle give håb, mod og fornyet tro til det hjemvendte folk. Ypperstepræsten Josva (samme navn som Jesus, se kap. 3-4) fjerner landets skyld på én dag (Langfredag), og også Helligånden omtales (4,6). Der ligger et stærkt håb i, at Gud vil overvinde det onde.
Indledning til Zakarias Bog
Zakarias havde flere syner end nogen anden af de mindre profeter. En ofte brugt sætning er: “Jeg løftede øjnene…”
Indledning
Zakarias trådte frem første gang i oktober/november 520 f. Kr. Han virkede på samme tid som profeten Haggaj (Hagg 1,1. Zak 1,1). Deres budskab havde meget til fælles, bl.a. at templet skulle genopbygges. Zakarias bliver i 1,1 kaldt søn af Berekja og sønnesøn af Iddo. Men i Ezra 5,1 og 6,14 bliver han omtalt som søn af Iddo. Det kan forklares ved, at ordet for søn også kan betyde sønnesøn, ligesom “far” kan betyde en af forfædrene. Iddo er sandsynligvis den samme, som ham der er nævnt i Neh 12,4.16, en af de præster der sammen med Zerubbabel er vendt tilbage fra fangenskabet i Babel. Hvis denne antagelse er rigtig, så er det profeten Zakarias, der nævnes i Neh 12,16, hvor det oplyses, at han var overhoved for præsteslægten Iddo (jf. v. 12). Han var med andre ord både præst og profet.
Efter al sandsynlighed har Zakarias virket som profet i længere tid end Haggaj. Den sidste datering i Zakarias´ Bog er Darius´ 4. regeringsår, den 4. dag i den 9. måned (7,1). Det er to år efter den sidste dato hos Haggaj. Hvor længe Zakarias har haft sit virke i Juda efter denne tid, ved vi ikke. Dog er det sandsynligt, at hans virksomhed har strakt sig over et længere tidsrum.
Som præst og profet var han levende interesseret i, at templet skulle genrejses, og han har sammen med Haggaj bidraget meget til, at arbejdet blev genoptaget og videreført (Zak 1,16; 4,8-9; 6,15). Han var ikke kun optaget af templet, men han har også talt om menighedslivet, som det skal leves efter Guds ord. Talen om menighedens og Guds riges fremtid har en bred plads i hans forkyndelse. Ifølge jødisk tradition fik Zakarias stor betydning for gudstjenesten og dens ordninger i det andet tempel.
Det folk, som Zakarias talte Guds ord til, var ikke længere det hårde og genstridige, som de tidligere profeter havde talt til, men det var lutret af fangenskabet. Trods synd og fald var der lydhørhed for Guds ord, og især var Messiasforventningerne levende hos dem. Bogen er rig på trøst og opmuntring. Zakarias er især optaget af løfterne om genoprettelsen af Israel og den kommende Messias. Zakarias’ Bog falder i to dele. Kap. 1-8 indeholder de syner, han modtog mellem 520 og 518 f. Kr. Kap. 9-14 er profetier om Guds dom og hans kommende rige.
Bogens inddeling:
1. Kald til omvendelse (Zak 1,1-6)
2. Otte syner (Zak 1,7-6,15)
3. Herren kræver ikke faste, men omvendelse (Zak 7-8)
4. Dommen over hedningerne og ankomsten af Jerusalems konge (Zak 9)
5. De hedenske undertrykkere skal lide nederlag, men Israel skal blive genrejst (Zak 10)
6. Den gode og den dårlige hyrde (Zak 11)
7. Jerusalems kommende herlighed – militær triumf og åndelig fornyelse (Zak 12)
8. Renselse fra synd – hyrden bliver slået (Zak 13)
9. Gud kommer og regerer (Zak 14).
Alle introduktionerne er skrevet af Flemming Kofod-Svendsen og udgivet i “Bibelens bøger”, Logos Media 2004.
Bragt med tilladelse fra https://blr.dk/resource/introduktioner-til-bibelens-boeger/
Nærøsten på Zakarias’ tid
Ca. 520 f.Kr.
Zakarias profeterede for Judas folk kort efter at de var vendt tilbage fra eksil i Babylon. Flere år tidligere, i 539 f.Kr., erobrede Kyros den Store, som havde forenet perserne og mederne under hans styre, Babylon og absorberede dets territorium i sit imperium. Et år senere tillod han Judas folk at vende tilbage til deres hjemland og genopbygge templet. Han og hans søn Kambyses udvidede det persiske imperium, indtil det strakte sig fra Egypten og Lydien til grænserne til Indien.
Dag 293 – Zakarias bog 7-10
Zakarias ind i den tid, hvor folket var kommet tilbage fra 70 års eksil i Babylon (kap. 7 er tidsangivet til 518 f.Kr.). Nu skulle de genopbygge landet og genfinde troen på Gud. Gud gentager sit ord om “nidkærhed for Zion” (1,14 ; 8,2). Har du tænkt på, at folket (og vi) fandt frelse pga. Guds vrede over synden? Det var den, der ramte Jesus på korset – og gør, at vi kan gå fri! Zakarias ser for sig en spire, Semak (6,12), der skal herske, men sagtmodigt og ridende på et føl (9,9). Kun Esajas’ Bog har flere henvisninger til NT end Zak, og læs kapitlerne med Jesus-historien i baghovedet.
| Uddybende noter |
| 8,19 På den tid fastede folket i den fjerde måned, da Jerusalems mure faldt (2 Kong 25,3-4; Jer 39,2; 52,6-7); i den femte måned, da byen faldt (Jer 52,12-15); i den syvende måned, da Gedalja blev myrdet (2 Kong 25,25; Jer 41,1-3); og i den tiende måned, da belejringen af byen begyndte (2 Kong 25,1; Ez 24,1-2). |
Dag 294 – Salmerne 119.89-176
Sl 119 fortsætter med at lovprise Guds ord. Når en siger: “Jeg tror på en person (Jesus), ikke på en bog”, så er det ofte for at lægge afstand til Bibelen, og selv om citatet har en vis sandhed, så bliver troen på Gud og tilliden til Guds ord knyttet helt sammen i Sl 119. “I evighed står dit ord fast” (v. 89), “Hvor jeg elsker din lov” (v. 97), “Dine love er underfulde (v. 129), “Dit ord er gennemlutret, og din tjener elsker det” gengiver den ukendte forfatters forhold til Guds ord. Hvor jeg håber, at det smitter os og sætter os i gang med at tage Guds ord ind, også i praksis, som den mest kendte sætning i Sl 119 minder os om (v. 105).
| Uddybende noter |
| 119,113 Vankelmodige: præget af skiftende sindsstemning og vanskelighed ved at træffe beslutninger. |
Dag 295 – Zakarias bog 11-14
I slutningen af Zak har vi de tydeligste Kristus-profetier. I 11,13 forudsiges prisen for Judas’ forræderi. I 12,10 tales om Gud som gennemboret, og man skal holde klage over den eneste søn. Jesus citerede 13,7 i Getsemane have, da disciplene forlod ham. Ikke mindre end 17 gange i kap. 12-14 findes udtrykket “på den dag”, og profetierne om Kristi første (da han blev født) og andet komme (når han kommer for at dømme levende og døde) flyder sammen som bjergtoppe i horisonten.
Dag 296 – Esters bog 1-5
Est er en perle i Bibelen. Den fortæller et stykke konkret historie og er den sidste historiske bog i vores Bibel (i vores læsning mangler vi kun Krøn). Gud nævnes intet sted i bogen, men gudstroen farver hele forløbet. Kvindesynet hos kong Ahasverus er anderledes end i vores tid, og Esters liv i kongeslottet har uden tvivl været vanskeligt. Mordokaj spiller en central rolle, bl.a. med dette ord til Ester: “Hvem ved, om det ikke var med henblik på en situation som denne, du opnåede kongelig værdighed?” (4,14). Hvem ved, om der også er en mening med den situation, du og jeg er i?
Indledning til Esters bog
Esthers bog er historien om, hvordan en jødisk kvinde blev dronning i Persien – lige i rette tid til at stoppe en ondsindet plan om etnisk udrensning af jøderne over hele imperiet.
Indledning
Mens Ezras og Nehemias´ bøger handler om de jøder, som vendte tilbage til hjemlandet, fortæller Esters Bog om den del af folket, som af mangel på fædrelandskærlighed og religiøs interesse blev tilbage i Persien. Nogle blev landmænd. Andre slog sig på handel. Babylon var jo en storby, hvor det var muligt at tjene store penge. Men man risikerede også at blive taberen både socialt og religiøst. Som tiden gik, gled mange bort fra deres fædrene tro. Vi ved ikke, hvornår Esters Bog er skrevet, og hvem der er forfatteren, men fortroligheden med persiske skikke og udtryk peger på en jøde, der levede i Persien, og som har haft adgang til de kilder, der omtales i Esters Bog (2,23; 6,1; 9,20; 10,2).
Begivenhederne i bogen foregår mellem den første og den anden hjemkomst til Jerusalem og falder således mellem det 6. og 7. kapitel i Ezras Bog. På den tid regerede kong Xerxes (485-465), der i Bibelen kaldes Ahasverus. Som så mange andre absolutte magthavere var han både genial og gal og led af storhedsvanvid. Kongens magtmisbrug skyldtes dog ofte hans rådgivere. Men at en enevældig konge var et villigt redskab for tilfældige yndlinge og elskerinder, skabte stor utryghed og frygt. Det havde nær kostet jøderne livet.
Esters Bog er en af Bibelens mærkeligste bøger. Guds navn bliver ikke nævnt. Det er også karakteristisk, at bøn ikke nævnes, alene faste. Tonen i bogen er i det hele taget persisk og verdslig. Den giver et godt billede af, hvor dybt det jødiske folk var sunket under påvirkning af de fremmede folk. Men det vidunderlige er, at denne tilsyneladende rent dennesidige historie tydeligt viser Gud den Almægtige som suveræn hersker. Guds Ånd fylder denne jordiske beretning med evigt, åndeligt indhold. Gud havde ikke glemt sit folk og sine løfter.
Bogens inddeling:
1. Den jødiske kvinde Ester bliver dronning (Est 1-2).
2. Hamans onde planer (Est 3-5).
3. Mordokajs og folkets redning (Est 6-10).
Alle introduktionerne er skrevet af Flemming Kofod-Svendsen og udgivet i “Bibelens bøger”, Logos Media 2004.
Bragt med tilladelse fra https://blr.dk/resource/introduktioner-til-bibelens-boeger/
Det persiske imperium på Esters tid
Ca. 479 f.Kr.
Længe før Esters tid var Israels og Judas folk (senere kaldet jøder) blevet spredt over hele nærøsten af assyrerne og babylonierne. Til sidst absorberede perserne næsten alle disse lande i deres imperium, som nåede sin største udstrækning under Esters tid. Således ville Hamans plan, om at udrydde alle jøder i hele det persiske imperium, have udslettet stort set hele det jødiske folk, og Esters dristige handlinger reddede dem fra fuldstændig ødelæggelse.
| Uddybende noter |
| 1,10 Eunukker: Kastrerede mænd, der blandt andet tjente i det kongelige harem. 3,10 Signetring: En ring der bruges til at forsegle officielle dokumenter (Jer. 22,24). Haman er bemyndiget til at handle med kongelig autoritet. 5,1 Skrud: Meget fint (og kostbart) tøj der bæres ved særlige lejligheder. |
https://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=Skrud
Dag 297 – Esters bog 6-10
“Den, der graver en grav kan selv falde i den”, læser vi i Ordsp 26,27, og sådan gik det for den onde Haman. Det er beskrevet ganske humoristisk, selv om situationen har været rystende alvorlig, både for Haman og jøderne. I dag er Purimfesten i Israel en festdag med oplæsning af Est i synagogerne. Folk kommer udklædt og har skraldere med, som larmer hver gang Hamans navn bliver nævnt. Man kan købe kagerne “Hamans ører”, og mange er klædt ud. Est viser os Guds trofasthed og minder os om at bede for jøderne, der også i vore dage oplever antisemitisme rundt omkring.
Dag 298 – Titusbrevet 1-3
“Pastoralbrevene” kaldes Tit og 1 + 2 Tim – Paulus’ omsorgsbreve til pastorer, dvs. hyrder og lærere i menigheden. Det lå Paulus på sinde at viderebringe den sunde lære i menighederne. Man mærker også hans omsorg for sine medarbejdere på missionsmarken. Titus er ikke nævnt i ApG, men i Gal 2,1ff læser vi, at han var med ved apostelmødet i Jerusalem (ApG 15). I Tit er der både dogmatiske og praktiske anvisninger til forskellige grupper af mennesker i menighederne – og en helt vidunderlig beskrivelse af dåbens betydning (3,3-8).
Indledning til Titusbrevet
Paulus gav Titus opgaven at grundlægge en tværkulturel menighed på Kreta. Dette brev gav Titus nogle pejlemærker til at virkeliggøre det.
Indledning
“Til Titus, mit ægte barn i vor fælles tro” (1,4). Sådan begynder Paulus sit brev. Han har altså været middel til, at Titus kom til tro. Det må være sket før apostelmødet i Jerusalem. Titus omtales første gang i Galaterbrevet, hvor der står, at han, der var hedningekristen og uden tvivl hørte hjemme i menigheden i Antiokia, var med under apostelmødet (2,1-3). Ellers er det overraskende, at Titus ikke er nævnt i Apostlenes Gerninger. Fra korinterbrevene ved vi, at Paulus to gange sendte ham til Korinth, første gang for at fjerne mistro og mistillid til Paulus, anden gang for at få fart på pengeindsamlingen til modermenigheden i Jerusalem (2 Kor 7,6-16; 8,16-24; 12,18). Titus har både været handlekraftig og i besiddelse af betydelige diplomatiske evner. Det er måske netop derfor, Paulus efterlod ham på Kreta med den opgave at bringe orden i de rodede menighedsforhold (1,5.10.12; 3,2.9-10). Paulus havde en gang tidligere været på Kreta. Det var det korte ophold i havnebyen Gode Havne i forbindelse med den dramatiske sejlads til Rom (ApG 27,8).
Paulus ville med dette brev opmuntre Titus, der stod i en vanskelig situation på Kreta. Paulus havde nemlig under sit besøg på øen observeret mange problemer og mangler i menigheden. Man var i en situation, hvor den sunde lære blev anfægtet, ja nogle mente endog, de havde en bedre lære, end den de modtog af Paulus og hans medarbejdere. Disse vranglærere påstod at have en højere indsigt i åndelige spørgsmål end almindelige kristne. Sammen med den læremæssige vildfarelse var der moralsk forvirring.
Titus’ opgave var at indsætte ledere i de enkelte menigheder med de rette åndelige forudsætninger for opgaven. Åndelig og praktisk orden og overensstemmelse mellem lære og liv er en selvfølge hos enhver kristen og i den lokale menighed. Men forudsætningen for at leve et helligt liv er, at vi tilegner os Guds nåde i tro og taknemmelighed. Paulus har i Nikopolis skrevet brevet til Titus før en vinter; måske efteråret 62 eller lige før vinteren 62-63.
Brevets inddeling:
1. Indledning (Tit 1,1-4)
2. Situationen på Kreta (Tit 1,5-16)
3. Hvordan Titus skal formane (Tit 2,1-3,11)
4. Hilsener og nådesønske (Tit 3,12-15).
Alle introduktionerne er skrevet af Flemming Kofod-Svendsen og udgivet i “Bibelens bøger”, Logos Media 2004.
Bragt med tilladelse fra https://blr.dk/resource/introduktioner-til-bibelens-boeger/
Rammerne omkring Titus
Ca. år 62-64
Dag 299 – 1 Timotheusbrev 1-3
Timotheus kender vi i modsætning til Titus ret godt. Han var Paulus’ mest elskede og prøvede medarbejder på missionsrejserne, bl.a. i Thessalonika, Korint og på Paulus’ første rejse til Rom. Ifølge traditionen var han den første menighedsforstander i Efesos, hvor han led martyrdøden i 97. Årsagen til 1 Tim var bekymring for vranglære i menigheden (1,3-11), og brevet indskærper derfor den “sunde lære” (1,10) og opmuntrer til at organisere gudstjenesten efter evangeliet. I 2,8 har vi Bibelens eneste direkte anvisning til bøn: Med løftede hænder! Paulus har anvisninger både til kvinder og mænd. 1,15 og 2,3-5 er sætninger, som det lønner sig at lære udenad.
Indledning til 1 Timotheusbrev
Dette er et brev fra præst til præst om, hvordan man bedst er hyrde for en menighed.
Indledning
Timotheus omtales adskillige steder i NT. Paulus har været middel til hans omvendelse, idet han kalder ham “mit ægte barn i troen” (1 Tim 1,2). Vi hører første gang om ham i ApG 16,1. Han var fra Lystra, hvor Paulus traf ham på sin anden missionsrejse. Han var søn af en troende jødisk kvinde, mens hans far var græker.
Timotheus rejste med Paulus fra Lystra og videre til Europa, hvor han bl.a. ydede en selvstændig indsats i Thessaloniker-menigheden (1 Thess 3,2). På den tredje missionsrejse sendte Paulus Timotheus fra Efesos til Makedonien (ApG 19,22), ligesom han fulgtes med Paulus til Jerusalem (ApG 20,4) og også var sammen med ham under en del af fangenskabet i Rom. Han nævnes nemlig som medforfatter til tre af fangenskabsbrevene (Kol 1,1. Fil 1,1. Filem 1). At Paulus satte ham meget højt, viser hans karakteristik af ham i Fil 2,19-22. Da Paulus skrev sit første brev til ham, var han i Efesos, hvor han “skulle påbyde visse folk, at de ikke må føre vranglære” (1,3). Senere blev han sikkert fængslet, men løsladt igen (Hebr 13,23). Den oldkirkelige tradition siger, at Timotheus blev den første biskop i Efesos, og at han led martyrdøden i år 97.
Lukas fortæller ikke i Apostlenes Gerninger, hvordan Paulus’ fangenskab i Rom sluttede. Men biskop Klemens i Rom fortæller i et brev fra år 96, at Paulus fik sit ønske om at besøge Spanien opfyldt (Rom 15,24-28). Det håb, Paulus udtrykte i Fil 2,24 om at blive løsladt, gik i opfyldelse. Det er formentlig sket o. år 61. Derefter er han taget ud på sin fjerde missionsrejse, hvor han ud over Spanien også har besøgt Kreta, hvor han efterlod Titus (Tit 1,5), Lilleasien, hvor han lod Timotheus blive i Efesos (1 Tim 1,3) og derfra til Makedonien, hvorfra han skrev Første Timotheusbrev og Titusbrevet, det sidste før en vinter (Tit 3,12). Måske er det sket efteråret 62 eller lige før vinteren 62-63. Dog kender vi ikke den nøjagtige rejserute.
I Første Timotheusbrev regner Paulus med at kunne vende tilbage til Efesos (3,14; 4,13), og måske er det dér, han er blevet pågrebet og ført til sin dødscelle i Rom, hvorfra Andet Timotheusbrev er skrevet umiddelbart før hans martyrium (2 Tim 1,8.17; 2,9; 4,6-8), ca. år 64. Paulus’ to breve til Timotheus og hans brev til Titus kaldes ofte pastoralbrevene. Udtrykket hænger sammen med, at disse breve på en helt speciel måde beskæftiger sig med de opgaver, som menighedens ledere ( pastorer=hyrder) har ansvaret for. Ud fra Første Timotheusbrev kan vi se, at opgaven bl.a. har været: Hvordan skal man stille sig til vranglære, hvordan skal menighedsmedlemmer forholde sig ved gudstjenesten, hvad er ægte gudsfrygt og nøjsomhed i hverdagen, og hvad kræves der af de forskellige ledere i menigheden?
Brevets inddeling:
1. Indledning (1 Tim 1,1-2)
2. Evangelieforkyndelse som modvægt til vranglære (1 Tim 1,3-20)
3. Bestemmelser om gudstjenesten (1 Tim 2,1-15)
4. Menighedens forskellige ledere (1 Tim 3,1-16)
5. Nej til falsk lære – stræb efter gudsfrygt (1 Tim 4,1-16)
6. Forskellige grupper i menigheden (1 Tim 5,1-6,2)
6. Formaning til at holde fast ved bekendelsen (1 Tim 6,3-16)
7. Afsluttende formaninger (1 Tim 6,17-21).
Alle introduktionerne er skrevet af Flemming Kofod-Svendsen og udgivet i “Bibelens bøger”, Logos Media 2004.
Bragt med tilladelse fra https://blr.dk/resource/introduktioner-til-bibelens-boeger/
Rammerne omkring 1 Timotheusbrev
Ca. år 62-64
| Uddybende noter |
| 1,10 Menedere: Person, der sværger (har svoret) falsk ed. 1,20 Overgav til Satan: Henviser til at blive smidt ud af kirken. |
Uddybende noter oversat fra ESV Study Bible, Crossway
Dag 300 – 1 Timotheusbrev 4-6
I anden del af brevet kommer bekymringen og omsorgen for menigheden stærkere frem. Det er frafaldet fra troen på Jesus (4,1-5 ; 5,15), som Paulus igen og igen frygter. Det kunne ske gennem vranglærere, som “brændemærket i deres samvittighed” indførte jødiske eller hedenske skikke, eller “indefra” gennem optagetheden af rigdom og penge (6,6-10 . 17-19). Ind imellem giver Paulus personlige råd til sin betroede medarbejder (4,6-16 ; 5,21-23 ; 6,11-16 . 20-21). Igen er der gode sætninger i brevet, fx 6,6 . 10 . 12.
