Dag 331 – Matthæus evangeliet 22-23
Hele Jesu virke har været én stor invitation til den kærlige Guds evige fest – og nu fortalte Jesus en lignelse om virkningen af invitationen. Hvordan har lignelsen relevans i dag? Farisæerne og de skriftkloge forsøgte at fange Jesus på det forkerte ben, hvilket ikke lykkedes (22,46). Derimod fangede Jesus dem (og os) i hykleri og selvbedrag, hvilket stadfæstede dommen over Jerusalem.
| Uddybende noter |
| 23,5 Bederemme: Læderremme, der er forsynet med en læderkapsel, som indeholder skriftsteder skrevet på pergament. De blev båret på venstre arm og pande som en bogstavelig måde at adlyde 5 Mos 11,18 (jf. 2 Mos 13,9; 5 Mos 6,8). |
Dag 332 – Matthæus evangeliet 24-25
Dagens læsning er den sidste tale i Matt (som er det evangelium, der indeholder flest taler). Jesus gav sig tid til at undervise disciplene og forberede dem på tidernes ende. Læg mærke til, at Jesus vekslede mellem alvoren i verdens tilstand og trøsten for dem, der holder ud til enden. Det er Gud, der bestemmer, hvornår verden slutter, jf. forfatteren Poul Hoffmanns ord: “Jeg er optimist – jeg tror på jordens undergang”. Og, må vi tilføje: “Jesu genkomst”.
| Uddybende noter |
| 24,2 Jesu profeti om ødelæggelsen af templet blev opfyldt i år 70 e.Kr., da den romerske hær, under Titus, ødelagde Jerusalem og templet. 25,3-4 Lamper: Store kuppelformede fakler, hvor klude vædet i olie blev brugt som brændsel. Olie: Med ekstra beholdere med olie kunne faklerne holde i flere timer. |
Dag 333 – Matthæus evangeliet 26
Nu bliver Matthæus fortællende om de sidste begivenheder i påsken. Vi kommer ind i historien skærtorsdag. Disciplenes svigt bliver tydeligt udstillet (et træk, der bekræfter Bibelens troværdighed). Peters ord i 26,35 blev vendt til det modsatte: “Om jeg så skal fornægte dig, vil jeg aldrig dø sammen med dig”. Jesus ventede til det afgørende øjeblik, hvor han afslørede sin identitet (26,64), og så blev dommen fældet over ham.
| Uddybende noter |
| 26,53 Tolv legioner: 72.000. En romersk legion med fuld styrke havde 6.000 soldater. |
Dag 334 – Matthæus evangeliet 27-28
Judas’ tragiske død minder os om Saul, der også døde for egen hånd (1 Sam 31,4). Processen mod Jesus blev ført til ende, og Matt beskriver (som Mark og Luk) Jesus som den lidende Messias (i modsætning til Joh, der skriver med en “sejrende Kristus”-vinkel). Opstandelseskapitlet beskriver nøgternt verdenshistoriens største begivenhed, ikke underligt med overnaturlige hændelser (27,51-53 ; 28,2). Til sidst sendes disciplene (og vi) ud med et stort løfte fra Jesus selv.
Dag 335 – Jobs bog 1-5
Velkommen til Jobs bog – en helt enestående bog i Bibelen og således verdenslitteraturen. Bogen indleder “visdomslitteraturen” i GT og omhandler den ellers ukendte Job (men dog historiske person, jf. Ez 14,14; Jak 5,11), der kæmper med Gud i en for ham – og os – at se uretfærdig lidelse. Mennesker i lidelse og modgang har til alle tider spejlet sig og fundet både udfordring og trøst i Jobs bog. I begyndelsen (og slutningen) af bogen trækkes de store linjer for bogens drama. Læs med nysgerrigt og åbent sind.
Indledning til Jobs bog
Job havde det godt, indtil Satan forsøgte at få ham til at forbande Gud. Job mistede familie, rigdom og sit gode helbred. Det meste af bogen handler om at finde ud af årsagen til hans lidelser, men Gud får det sidste ord og velsignede Job.
Indledningen
Bogen har fået navn efter hovedpersonen Job. Jobs Bog er den gammeltestamentlige visdomslitteraturs største åndsværk. Det er et mægtigt værk om en mands lidelser og hans problemer med at få dette til at stemme med sin overbevisning om Gud som en retfærdig Gud. Jobs Bog behandler spørgsmålet om forholdet mellem menneskelig lidelse og Guds kærlighed. Med ubehagelig klarhed stiller den spørgsmålet: Hvordan kan en retfærdig Gud tillade al menneskelig ondskab? Bogen har et sprog og en intensitet, som gør den til noget af det ypperste i verdenslitteraturen.
Handlingen foregår i patriarktiden. Job boede i landet Us og hørte til blandt Østens folk (1,1.3). Job må have boet øst for det, der senere blev Israel, men vi kan ikke sige nærmere hvor. Hverken Moseloven, templet eller Israels historie nævnes. Han ofrer selv til Gud (1,5), selv om det i Moseloven kun er tilladt præster. Den eneste mønt, der omtales i bogen (kesita, Job 42,11), hører også hjemme i den ældste tid (1 Mos 33,19. Jos 24,32). Job har uden tvivl været en før-israelitisk troende, der dyrkede Herren, selv om han næppe har hørt til Abrahams kødelige efterkommere. Måske svarer hans tro meget til fx Melkisedeks (1 Mos 14). Det er også værd at bemærke, at Job opnåede en højere levealder end nogen efter udvandringen fra Egypten (42,16).
På grund af disse ting mener den jødiske tradition og flere kirkefædre, at bogen er skrevet af Moses. Det er også årsagen til, at den syriske oversættelse Peschitta placerer bogen umiddelbart efter Mosebøgerne. Andre argumenterer for en sen datering. Det eneste sikre er, at Jobs Bog er skrevet på et tidspunkt mellem Moses og profeten Ezekiel, som nævner Job på linie med Noa og Daniel (Ez 14,14.16.18.20). De havde alle tre stor betydning for Israels tro. Noa lærte Israel at bygge i tro, Daniel at frygte Gud i tro, Job at lide i tro. Jakob omtaler Jobs lidelse og udholdenhed, som et eksempel på Herrens barmhjertighed (Jak 5,11).
Jobs Bog hører til det, vi kalder visdomslitteraturen. Den er for størstedelens vedkommende skrevet i poetisk form, men ligesom vi ikke ved, hvor landet Us lå, ved vi heller ikke hvor, hvornår og af hvem Jobs Bog er skrevet.
Bogens indhold:
1. Job 1-2. Prolog, skrevet i prosa. Job er en rig mand, som sætter alt ind på at leve efter Guds vilje. Han bliver alligevel ramt af de hårdeste ulykker og plager. Det sker – uden at Job ved det – fordi Gud lader Satan prøve Job, om hans gudsfrygt er ægte, eller han kun holder sig til Gud, fordi han har fordel af det. Dette fremstilles i scener skiftevis på jorden og i himmelen.
2. Job 3-31. Diskussion mellem Job og hans venner om årsagen til ulykken.
a. Det begynder med, at Job forbander sin fødselsdag og ønsker, at han aldrig var blevet født (Job 3). Så følger tre tale-runder, hvor hver af hans tre venner prøver at tale ham til rette (dog kun to i sidste runde), og Job svarer hver enkelt.
b. 1. runde (Job 3-14)
c. 2. runde (Job 15-21)
d. 3. runde (Job 22-26). Vennerne prøver at være sjælesørgere, men optræder med forklaringer, formaninger og egne oplevelser, så de kun gør ondt værre. Deres omkvæd er, at der må være en synd eller svigten i Jobs liv, siden han er ramt af så store ulykker.
e. Jobs sammenfatning (27-31), herunder hans hymne til visdommen (27-28). Job slutter sin tale med en sammenfatning af sine standpunkter over for Gud (29-31). I kap. 29 mindes han sin tidligere lykke under Guds rige velsignelse. I kap. 30 klager han over sin nuværende elendighed. I kap. 31 fremhæver han sin uskyld og aflægger sin stærke uskyldsed, hvor han gennemgår en lang række synder, som han erklærer, at han ikke har begået og henvender sig direkte til Gud og beder ham om svar (“Nu må den Almægtige svare mig” 31,35). Job og hans venner har samme syn på gengældelseslæren, men problemet er, at selv om de har samme gengældelseslære, trækker de to forskellige konklusioner. Vennerne hævder, at Job må have syndet, siden Gud straffer ham. Job hævder, at Gud har straffet ham uberettiget.
3. Job 32-37. Elihu, Barak’els søn, taler imod Job. Han understreger, at Gud er ophøjet og retfærdig. Lidelsen er straf over ugudelige og tugt af gudfrygtige. Han formaner derfor til ydmyghed over for
Gud.
4. Job 38,1- 42,6. Gud selv svarer Job ud fra et stormvejr.
a. Gud stiller Job spørgsmål, om han forstår skabelsen og skaberværket. Job må indrømme, at han kommer til kort (38-39).
b. Gud beder Job om at styre verden bedre, end han selv gør, og Gud forkynder skaberværkets storhed. Job møder Gud. Over for dette bøjer Job sig for Skaberen, den Almægtige. Han tilbagekalder det, han har sagt og beder om at blive belært af Gud. Han er villig til at godtage, at Gud styrer alt med overlegen visdom, selv om han ikke har fået svar på, hvorfor han måtte lide (40,1-42,6).
5. Job 42,7-15. Epilog, skrevet i prosa. Først bliver Jobs venner revset, fordi de ikke havde talt ret om Gud. Derefter bliver det fortalt, hvorledes Gud igen velsigner Job.
Jobs Bog forkynder, at lidelse ikke kan forklares. Men Gud kan erkendes og erfares på trods af lidelse. Og et menneske kan med hele sin smerte være hos den almægtige Gud. Det blev Jobs lykke, og det er ethvert menneskes lykke. Den lidende og nedtrykte kan ikke få trøst ved noget andet end ved at skue Gud, dvs. ved en personlig erfaring eller oplevelse af fællesskab med Gud. Som Asaf udtrykker det: “At være Gud nær er min lykke” (Sl 73,28).
Alle introduktionerne er skrevet af Flemming Kofod-Svendsen og udgivet i “Bibelens bøger”, Logos Media 2004.
Bragt med tilladelse fra https://blr.dk/resource/introduktioner-til-bibelens-boeger/.
Dag 336 – Salmerne 136-138
Med “GT’s omkvæd” (136,1) som gennemgående respons er Sl 136 formentlig en vekselsang, brugt i gudstjenesten. Sl 137 refererer israelitternes dybe frustration og længsel efter landet under eksilet i Babylon. Det afsluttende hævnønske (137,8) blev udfordret af Jesus (Matt 5,43-48), men vi forstår det, når vi formoder, at det samme blev gjort mod israelitternes egne børn. Sl 138 af David er det taknemmelige menneskes lovprisning af Gud for sit nærvær og frelse.
Dag 337 – Jobs bog 6-10
Vi er godt i gang med Jobs tre “venners” taler, hvormed de forsøgte at hjælpe Job, men i virkeligheden var elendige sjælesørgere. Nogle har sagt, at deres bedste sjælesorg var de første 7 dage, hvor de satte sig hos Job og tiede stille (2,13). Elifaz og Bildad søgte i deres første taler (kap. 4-5 og 8) at påvise Jobs manglende gudsfrygt og tro som grund til hans lidelser. Jobs første svar (kap. 6-7 og 9-10) er fyldt af klage. Overvej i læsningen, hvordan du vil gøre rede for ondskabens problem og / eller gudsfrygtens hemmelighed.
Dag 338 – Jobs bog 11-15
Den tredje “ven”, Sofar, holdt sin første tale og fortsatte fejlfindingen hos Job. Han stemplede ham som både tankeløs, uvis og ufornuftig. Jobs lange svar rummede en hård kritik af “vennernes” gode råd (kap. 12-13,16) og derefter lige så hård en klage til Gud (13,17-kap. 14). Elifaz imødegik med anden tale (kap. 15) Jobs påståede gudsfrygt og indsigt. Han talte om Job helt upersonligt som “den uretfærdige”, “den gudløse”. Overvej, om sjælesorg i dag ind imellem ligner “vennernes”!
Dag 339 – Jobs bog 16-21
Job fastholdt, at “vennernes” taler skadede mere end de gavnede, og han påberåbte sig Gud selv som vidne i sin sag. Første gang i 16,19 og senere i det stærkeste vidnesbyrd hos Job (og måske i hele GT) om kødets opstandelse og evigt liv: 19,25-27 (også udødeliggjort i Händels Messias: “I know my redeemer liveth”). I svaret på Sofars sidste tale (kap. 20) er der stærke anklager; Job fremholdt sin oplevelse af det totalt nytteløse i at tro på Gud og uretfærdigheden hos Gud. Se også 21,19, som blev virkelighed, da Jesus døde på korset.
Dag 340 – Jobs bog 22-28
“Vennerne” intensiverede nu anklagen mod Job til også at gælde hans etik og moral. Elifaz gjorde et sidste forsøg på at overbevise Job om sine fejl, og Bildad talte om alle menneskers syndighed (se hans forkastelige menneskesyn i 25,6). Job gik til gengæld mere og mere i forsvarsposition og forsøgte desperat at påvise sin uskyld (27,5). I kap. 28 har vi Jobs uforlignelige tale om visdommen (et centralt begreb i GT (se Ordsp 8)), som modsvares af “Ordet” i NT.
Dag 341 – Jobs bog 29-32
Jobs sidste forsvar finder vi i kap. 30-31. Han fastholdt sin uretfærdige lidelse og fremhævede herunder sin strenge overholdelse af Guds bud, fx på seksualitetens (31,1-15), næstekærlighedens (31,16-23) og grådighedens (31,24-32) område. Han følte sig latterliggjort af mennesker og svigtet af Gud, og mon ikke vi forstår ham? “Nu må den Almægtige svare mig” lægger op til den unge Elihus tale – den fjerde, der i stilhed havde lyttet til de tre “venner”, men nu tog ordet på Guds vegne.
Dag 342 – Jobs bog 33-37
Elihus tale er markant anderledes end de andre. Han ville ikke lægge byrder på Job (33,7) og påvise synd eller manglende tro hos ham. Han ville modsige Jobs og “vennernes” forkerte opfattelse af Gud som den, der ud fra et “vægtskålsprincip” straffer den onde og lønner den gode. Hans udgangspunkt var: “For Gud er vi to lige” (33,6) – centrale dogmer var Jobs (og alle andres) syndighed (“Du har ikke ret”, 33,12) og Guds ret i sine handlinger (hvor uforståelige de end er): “Gud handler ikke uretfærdigt” (34,10). Hvad siger Elihus tale dig?
Dag 343 – Salmerne 139-141
Alle dagens tre Davidssalmer er bønner til Gud. Sl 139 er en af de stærkeste beskrivelser af såvel Guds omsorg for og kærlighed til mennesket som hans alvidenhed. Ethvert menneske er helt fra undfangelsen unikt og uerstatteligt. A propos Job-læsningen bryder også her et hævnønske ind (139,19-22) mod fjender, der forfølger David og spotter Gud. Samtidig giver han Gud ransagningstilladelse i sit liv (139,1.23-24). De næste to salmer er bønner om Guds beskærmelse, dels mod ydre fjender (Sl 140) og egen vildfarelse (Sl 141). Overvej, om Davids bøn skal være din: “Herre, sæt vagt ved min mund, vogt mine læbers dør! Vend ikke mit hjerte til det onde” (141,3-4a).
Dag 344 – Jobs bog 38-42
Først til sidst i Job talte Gud selv. Perspektivet løftedes fra den konkrete lidelse til de meget større linjer omkring skabelsen og opretholdelsen af verden. “Vil den, som klager over den Almægtige, føre sag mod ham”, spurgte Gud til sidst (40,1). Se også Rom 9,19-23, hvor Paulus ud fra præcis samme tankegang siger, at al Guds virke (selv om vi ikke altid ser det) sigter på barmhjertighed og frelse. Job måtte til slut også erkende sandheden i dette, bringe et offer for sine “venner”. Prøv for dig selv at sætte ord på, hvad Jobs bog har gjort ved dig.
| Uddybende noter |
| 40,15 Behemot: refererer normalt til kvæg, men i mindst én anden reference betyder det højst sandsynligt en flodhest (se fodnoten i autoriseret oversættelse). Det er næsten universelt fortolket sådan i denne passage, idet man tager beskrivelsen af v. 16-18 som poetisk ekstravagance. Nogle antager dog at beskrivelsen er af en slags mytisk skabning, som en parallel til Livjatan (40,25); den første mulighed er simplere. 40,25 Livjatan: Dyret beskrevet i dette afsnit kan være en krokodille (se fodnoten i autoriseret oversættelse). Fortolkere antyder nogle gange, at det er en mytisk skabning, der repræsenterer kræfter, der er overvundet af Guds kraft i skabelsen. Fokus i dette afsnit er imidlertid på det faktum, at uanset hvilken kraftfuld skabning der henvises til, så er den en del af Guds skabelse og er styret af hans kraft |
Dag 345 – Prædikerens bog 1-3
Med Præd er vi stadig i GT’s visdomslitteratur. Forfatteren kan være Salomo eller en anden konge i Israel (1,1). Af og til er det blevet sagt om “Prædikeren”, at han var pessimistisk og verdensfjern, men i virkeligheden betragtede han verden ganske realistisk ud fra et gudløst perspektiv og ud fra præmissen: Alt er Hevel (hebraisk ord (brugt 38 gange i bogen) = tomhed / røg, se 1,2). Han forsøgte alt, hvad verden kan give, fx rigdom, nydelse, visdom og magt, og fandt uden Gud kun tomhed. I kap. 3 bryder en legendarisk tale om tiden ind. Til slut ser vi, at Darwin ikke var den første til at sammenligne mennesket med dyrene (3,18-22).
Indledning til Prædikerens bog
Prædikerens Bog gengiver en persons poetiske og filosofiske grublen. ”Hvad er meningen?” spørger Prædikeren. Han bruger ofte udtrykket ”under solen” og beskriver således verdens gang uden tanke på Guds styring.
Indledning
Prædikerens Bog hører til visdomslitteraturen ligesom Ordsprogenes Bog og Jobs Bog. Visdom er at forstå sig på at leve. Den, der kender Guds love og respekterer dem, er “vis”. Den, der lader hånt om dem eller trodser dem, er en “dåre”. Mens Ordsprogenes Bog giver råd og regler for livsførelsen, og Jobs Bog behandler lidelsens problem, spørger Prædikerens Bog, der rummer ordsprog og belæringer, om der overhovedet er mening med livet.
I indledningen præsenteres bogen som “Ord af Prædikeren”. Det hebraiske ord for prædiker (qohælet) er dunkelt. Det kommer formentlig af ordet “samle” og angiver sikkert en bestemt funktion for en, som har med forsamlingen af folket at gøre, uden at man kan sige præcist, hvad denne funktion bestod i. Siden Luther, som oversatte med Prediger, er det blevet almindeligt i lutherske (og andre) kirker at forstå navnet – eller betegnelsen – om en, som taler i forsamlingen; derfor Prædikeren.
Indledningsordene: “Ord af Prædikeren, Davids søn, konge i Jerusalem” kunne tyde på, at Salomo er forfatteren. Dog siger bogen det ikke direkte. Derfor er det den almindeligste opfattelse blandt bibeltro teologer, at selve indholdet af Prædikerens Bog stammer fra Salomo (Præd 12,9. 1 Kong 5,12-13), mens nogen så har samlet Salomos tanker og forsynet dem med forklarende bemærkninger (se fx Præd 12,9-10).
For det moderne, rodløse menneske har Prædikerens Bog et aktuelt budskab, fordi den afdækker det bundne menneske og samtidig viser en vej ud af bundetheden. Prædikeren centrerer sine tanker om mennesket, sådan som det lever “under solen” (udtrykket under solen forekommer 29 gange i bogen).
Bogens grundspørgsmål lyder: “Er der nogen mening med livet?” Gang på gang vender han tilbage til ordet og til sine grundlæggende erfaringer af tomhed (forekommer 30 gange i bogen). Uophørligt slår han fast, at intet, som mennesket kan erhverve sig, leder ud af tomheden – det være sig visdom og rigdom, filosofisk granskning, nydelser eller hårdt arbejde. Livet kendetegnes imidlertid ikke bare af tomhedens tragedie. Det præges også af uretfærdighed og ubarmhjertighed. Men Prædikeren drager ikke ateismens slutning, og heller ikke pessimismens. I stedet ser hans skarpe blik den virksomme Guds hånd – i kontinuerlig aktivitet, Gud, som gør alting (11,5). Midt igennem tomheden skaber han; midt igennem uretfærdigheden udøver han ret; midt igennem ubarmhjertigheden afslører han en højere omsorg, Gud alene er stor. Han er den høje og mægtige Herre over livet. Gud er ikke et emne, som Prædikeren gransker og stiller kritiske spørgsmål til. Gud er den trygge grund, som han fæster sin tro og tillid til, hans livs kilde. Gud er den, som giver menneskene livet, og hvad de trænger til for at opretholde det. Gud er Gud.
Bogen giver et dybt indblik i menneskeliv, som hungrer og tørster efter retfærdighed. Prædikerens Bog forkynder det naturlige menneskes bankerot uden Jesus Kristus.
Bogens inddeling:
1. Indledning (Præd 1,1-11)
2. Alle tings forgængelighed (Præd 1,12-6,12)
3. Visdomsord (Præd 7,1-12,7)
4. Afslutning (Præd 12,8-14).
Alle introduktionerne er skrevet af Flemming Kofod-Svendsen og udgivet i “Bibelens bøger”, Logos Media 2004.
Bragt med tilladelse fra https://blr.dk/resource/introduktioner-til-bibelens-boeger/.
Dag 346 – Prædikerens bog 4-7
Præd gengiver nu nogle overordnede og gode betragtninger om verdens retfærdighed, om en- og tosomhed, om arbejde, rigdom og retfærdighed. Hvad menes der med “tretvundet snor” i 4,12b? Bemærk igen, at Prædikerens perspektiv stadig er uden gudstroen, alene på et mellemmenneskeligt plan, men meget af det trækker alligevel på Guds gode lov som et pejlemærke for det gode liv. Tænk over, hvad der menes med versene 7,14b og 7,29.
Dag 347 – Prædikerens bog 8-12
“Vismandens resignation” står der som overskrift over kap. 8-9. Uden troen på Gud og håbet i evangeliet bærer livet på en udstrakt tomhed, som Prædikeren var vis nok til at erkende. Mod slutningen bryder erkendelsen af Gud mere frem, dog med et noget lovisk vinkel, nemlig med fokus på ansvaret (11,9) og gudsfrygten (12,13). Hvor ville det være skønt at Præd sluttede med evangeliet om Guds gratis tilgivelse og tilsagn, men bogen bliver ud fra dens i forvejen stramt komponerede form ved en (god) formaning til at frygte Gud, der kræver os til regnskab. At Gud selv har betalt prisen, finder vi andre steder i Bibelen.
Dag 348 – Ordsprogenes bog 1-4
Velkommen til Ordsp – med få undtagelser forfattet af kong Salomo (1 Kong 5,9-12). Bogen er komponeret med en indledning (kap. 1-9), samlinger af ordsprog (kap. 10-29) og en afslutning (kap. 30-31). Bogen fremstår som en fars vejledning til sin søn, men er også almengyldig visdom for enhver. 1,7: “At frygte Herren er begyndelsen til kundskab” er uhyre centralt i bogen. Gudsfrygt betyder ikke her rædsel for Gud, men ærefrygt, tillid og den ydmyghed, at jeg ikke selv har visdommen, men må hente den i Guds ord. Visdom er ikke blot klogskab eller viden, men lige så meget karakter, adfærd og integritet.
Indledning til Ordsprogenes bog
Ordsprogenes Bog er en samling af vise ordsprog – mest fra Salomo. Ordsprogene kommer omkring mange emner, men fokuserer særligt på retfærdighed, visdom og gudsfrygt.
Indledning
Ordsprogenes Bog hører til i visdommens skole. Bogen handler om det daglige liv. I loven har Gud givet sin vilje til kende. I det profetiske ord har han peget på den kommende Frelser. I visdomslitteraturen underviser han i praktisk hverdagsliv. Ordsprogenes Bog kaster lys over menneskelivet i kald og stand. Her får ikke alene pædagogen med ansvar for børn og unge, lovgiveren og administratoren, men også barnet og den menige medarbejder gode råd fra Livets skaber og opretholder. Her gives vejledning for samlivet i ægteskab, i familie og i samfund, hvordan vi på en ret måde bruger de evner, vi er blevet betroet. Mottoet er: “At frygte Herren er begyndelsen til visdom, at kende den Hellige fører til forstandighed” (9,10).
Det var den udvalgte kong David, som skabte storriget Israel og gjorde Jerusalem til hovedstad i det nye storrige. Men det var hans søn Salomo (ca. 971-931 f. Kr.), der udbyggede centraladministrationen og skabte et hof, som i de store nabolande (1 Kong 4). Han styrkede det religiøse liv ved at bygge templet (1 Kong 6-8). Men Salomo skabte tillige en vismands- og rådgiverkultur, hvor han selv var primus motor og det kreative centrum (1 Kong 3,9-12; 5, 9-13; 10,1-9. 23-24). De vises kreds fungerede ikke kun som rådgivere for kongen, men også som opdragere og undervisere af de unge, der skulle i kongens tjeneste, enten det var i “statsadministrationen” eller “udenrigstjenesten”. De skulle kunne fremmede sprog og ellers have indsigt i tidens dannelse. I Jer 18,18 nævnes tre “erhvervsgrupper” i Israel, der var karakteriseret ved deres virksomhed: Præsten med sin præstelige vejledning, profeten med ord fra Gud og vismanden med sine råd. Forudsætningen for visdom og kundskab er, at man frygter Herren (1,7), og i Ordsp 8,22-36 er visdommen personificeret i en Messiasprofeti. Det viser, at visdomslitteraturen er en integreret del af den gammeltestamentlige åbenbaring. Den israelitiske visdom var båret og præget af en stærk gudstro. Vismanden forkyndte ikke Guds lov på samme måde som præsten eller Guds åbenbaring som profeten; men hans grundlag for at give råd var kendskabet til Guds visdom og vilje. Derfor bliver hovedmotivet i bogen også en formaning til at søge visdom, dvs. forstå hvad Guds vilje er og så praktisere den.
Mens David var hovedkraften bag salmedigtningen i Israel, var Salomo skaberen af ordsprogs- og visdomsdigtningen. Ifølge 1 Kong 5,12 forfattede han 3000 ordsprog og 1005 sange. Kun ca. 500 af ordsprogene har vi i dag bevaret. Af 1 Kong 5,13 fremgår, at han også skrev om dyr, fugle, fisk og træer.
Ordsprogenes Bog angiver selv, at bogen er en antologi med flere forfattere, hvor Salomo er hovedbidragyderen. Som forfattere er tillige nævnt Agur og Lemuel samt nogle vismænd. En redaktionel bemærkning (25,1) angiver, at kap 25-29 er samlet af kong Hizkijas mænd, dvs. folk med forbindelse til hoffet (ca. 700 f. Kr. dvs. ca. 250 år efter Salomo). Flere ordsprog findes i (næsten) enslydende versioner (14,12 og 16,25; 10,1 og 15,20; 16,2 og 21,2 etc.). Hvert ordsprog består oftest af to verslinjer, der indholdsmæssigt svarer til hinanden. Dog findes også større taleenheder og kompositioner af forskellig slags.
Ordsprogenes Bog kan inddeles på følgende måde:
1. Titel, prolog og motto (Ordsp 1,1-7).
2. Teologisk visdomslære. Denne del, der er en indledning til de egentlige ordsprog, kan kaldes en samling poetiske essays om den sande visdoms væsen og velsignelse. Formen er forskellig fra den knappe stil i resten af bogen. Hovedhensigten er at formane til at søge visdom og undgå dumhed. Visdommen finder man i et ret forhold til Gud (Ordsp 1,8-9,18).
3. Første Salomo-samling af ordsprog (375 ordsprog – Ordsp 10,1-22,16)
4. Første samling med ord af vismænd (Ordsp 22,17-24,22)
5. Anden samling med ord af vismænd (Ordsp 24,23-34)
6. Anden Salomo-samling af ordsprog (126 ordsprog – Ordsp 25,1-29,27)
7. Agurs ord, Jakes søn, fra Massa (Ordsp 30,1-33)
8. Kong Lemuels ord (Ordsp 31,1-9)
9. Den dygtige kvinde (et alfabetisk digt – Ordsp 31,10-31).
Alle introduktionerne er skrevet af Flemming Kofod-Svendsen og udgivet i “Bibelens bøger”, Logos Media 2004.
Bragt med tilladelse fra https://blr.dk/resource/introduktioner-til-bibelens-boeger/.
Dag 349 – Ordsprogenes bog 5-9
“Vogt dit hjerte, for derfra udgår livet”, hørte vi i 4,23. Hjertet er på hebraisk udtryk for gudsforholdet – og resten af indledningen (ja, hele Ordsp) bygger videre på denne tankegang. Kap. 5-7 bør læses af ægtemænd (særligt, men også -hustruer) med jævne mellemrum. Feministiske teologer har kritiseret perspektivet for at være patriarkalsk (med en vis ret), men se så kap. 8-9, hvor visdommen (hebraisk: hokmot, græsk: sofia) beskrives som en kvinde. “Visdom” svarer til “Ordet” i NT, og der er tydelige paralleler mellem 8,22-36 og Joh (fx Joh 1,1-13).
Dag 350 – Salmerne 142-144
Disse tre davidssalmer er meget forskellige, men et fællestræk er bønnen, som fylder meget i dem alle. Sl 142 er den hjælpeløses bøn og er formuleret (og måske nedskrevet), da David flygtede ind i en hule væk fra kong Saul, som ville dræbe ham (1 Sam 22,1 ; 24,4). Den sidste af 7 bodssalmer finder vi i Sl 143 (de andre har vi i Sl 6; 32 ; 38 ; 51 ; 102 ; 130). David bad om, at Gud ikke ville føre sag mod ham, men tilgive. Sl 144 er en lovsang. Se, om noget finder dig i din livssituation.
Dag 351 – Ordsprogenes bog 10-14
Nu kommer vi ind i selve ordsprogene. Ordsprogene kommer i 100-vis, og det er ikke lov-stof (“du skal” / “du må ikke”), men tanken er, at vi igennem (gentagen) læsning af dem vil opøves i god dømmekraft og sund gudsfrygt. Gennem et liv i visdommen er sandsynligheden større for et godt og langt liv. Pointen med Ordsp er dog ikke garantier – hverken for et problemfrit eller langt liv, og det gør en anden bog i visdomslitteraturen helt klart, nemlig Job. Det er bedre at stole på Guds visdom end sit eget hjerte og fornemmelse (14,12).
Dag 352 – Ordsprogenes bog 15-18
“Herrens øjne er alle vegne” (15,3) – er det en trussel eller en trøst, eller afgøres det af, om man forholder sig til Gud i tro eller vantro? Læg mærke til, at opfordringerne til at lytte efter / adlyde visdommen gentages igen og igen – måske er der en vigtig pointe: Selve ordsprogene lyder egentlig meget fornuftige, og den største udfordring for os ligger måske i at beslutte os for, om vi vil følge Gud eller ej. Skal Guds ord have taleret ind i vores liv? Det kunne være en sund overvejelse for os denne dag.
Dag 353 – Ordsprogenes bog 19-22
Egentlig er det ærgerligt, at vi sådan pløjer igennem Ordsp. Pas på, at læsningen ikke går for hurtigt, for der er masser af guldkorn, som det lønner sig at standse ved eller lære udenad. De mange korte ordsprog følger ikke nogen særlig logik eller tematisk orden, men kommer omkring helt væsentlige aspekter af menneskelivet (og så er der nogle sjove som 21.9.19). Modsætningerne mellem mennesker (fx retfærdig / uretfærdig, kløgtig / dum) beskriver ikke gode og dårlige mennesker, men konsekvenserne af evangeliet. Læs ikke ordsprogene som blot etisk vejledning, men brug dem som anledning til at lade evangeliets gode konsekvenser og virkning flyde ind i dagliglivet.
Dag 354 – Ordsprogenes bog 23-26
Rigdom var et tema allerede i kap. 22, og det fortsætter i kap. 23. Desuden er der ordsprog om alkohol, sex, bagtalelse, dovenhed kontra arbejde i kald og stand, lydighed mod øvrigheden og meget andet. Kap. 25-29 rummer den sidste samling af salomonitiske ordsprog, og perspektivet bliver her knap så konkret og mere overordnet om det gode liv. I kap. 25 er der flere paralleler til NT (prøv at finde parallelerne til Luk 14,7-14 og Rom 12,20-21).
Dag 355 – Ordsprogenes bog 27-31
Jeg lagde i læsningen denne gang særligt mærke til temaet: Åbenhed og ægthed i forhold til Gud og mennesker. Det nytter ikke at forstille sig og gøre sig ringere eller bedre, end man er. “Som vandet spejler ansigtet, sådan spejler hjertet mennesket”, lærer vi i 27,19. Se også 28,13-14 eller 29,25. Ordsp slutter med Agurs ord (kap. 30) og kong Lemuels mors ord (kap. 31). Agur begynder med at bøje sig for Guds visdom (jf. Ef 4,8) og taler om Gud og hans søn (30,4b) – som kun kan være Kristus selv! Kap. 31 beskriver den opdragelse Kong Lemuel fik af sin mor, som (sikkert også belært af kong Davids og Salomos advarende eksempler) opfordrer til at finde én dygtig kvinde, hvor gudsfrygten også berømmes (31,30).
Dag 356 – Højsangen 1-8
Højsangen er visdomslitteraturens sidste: Højs. Den ægteskabelige kærlighed mellem kvinde og mand (betegnet dels “kæreste” og “elskede” i den autoriserede oversættelse) er i fokus – både i sin egen ret, men også som et billede på menigheden og Kristus (jf. Ef 5,25ff). Kærligheden beskrives så fint og ægte, med respekt for antydningens kunst, som mange nutidige serier og film med fordel kunne tage ved lære af. Højs trækker på den bibelske vejledning, at sex hører til i ægteskabet – der trives kærligheden bedst.
Indledning til Højsangen
Højsangen er et episk kærlighedsdigt, som beskriver kærlighed, sex og ægteskab i en bryllupskontekst. Billedet forsøger at ramme både den erotiske tone og på den anden side kyske tilbageholdenhed, som kendetegner Højsangen.
Indledning
Højsangen er et af de skrifter i GT, som på en måde er lettest tilgængelig og nemmest at forstå. I de fleste kulturer genkender man nemlig Højsangens smukke og poetiske beskrivelse af brud og brudgoms kærlighed som en af livets skønneste gaver og oplevelser. Samtidig åbner fornyet læsning af Højsangen for ny indsigt og oplevelse.
Skriftets titel er Salomos Højsang (1,1), men den ordrette oversættelse fra hebraisk er: Sangenes Sang af Salomo, dvs. sangen over alle sange eller den ypperste sang. Kong Salomo er også nævnt som forfatter til andre bibelske skrifter: Ordsprogenes Bog, Prædikerens Bog samt salmerne 72 og 127. Ifølge 1 Kong 5,12 forfattede han 1005 sange.
Hvordan skal vi forstå denne kærlighedens lovsang i glødende og billedrig østerlandsk sprogdragt, hvor de elskende gensidigt lovpriser hinanden? Som altid bør man begynde med ordenes ligefremme betydning. For netop derved kan vi lære noget om, hvad gudgiven kærlighed er. Højsangen er ikke en kærlighedshistorie i almindelig forstand, men en samling kærlighedsdigte, som det også fremgår af den nye oversættelses inddeling i mindre strofer. Højsangen udtrykker den menneskelige kærlighed mellem mand og kvinde, som Gud skabte i sit billede (1 Mos 1,27). Bruds og brudgoms kærlighed er “Herrens lue” (8,6 1931-overs.). Sangene har nok først og fremmest været brugt ved bryllupsfester, men sikkert også ved andre lejligheder, hvor man følte trang til at synge om den fortryllende gave, kærligheden er.
Højsangen taler ikke alene om den menneskelige kærlighed, men den peger tillige hen på ham, der er kærlighed, og som i en selvhengivende kærlighed indgik en pagt med sit folk. I GT beskrives mange steder forholdet mellem Herren og Israel med billedet af et ægteskab (Es 54,1-8. Jer 2,2. Ez 16). En tilsvarende sprogbrug møder vi i NT på forholdet mellem Kristus og kirken (Ef 5,22-33. Åb 19,7; 21,2; 22,17). Der findes åbenbare ligheder mellem Højsangens skildring af kærligheden og den skildring, der gives i 1 Kor 13 (jf. fx Højs 8,6-7 og 1 Kor 13,4-7), hvor det først og fremmest er Jesu kærlighed, der skildres.
Midt i menneskers forvirrede og uforstandige begreber om Guds kærlighed står Højsangen i Bibelen som en åbenbaring af kærlighedens væsen. Vi gør klogt i at lytte til dens stærke tale. Så kan vi måske fornemme lidt af den lykke og alvor, der ligger i, at Gud siger om sig selv, at han er kærlighed (1 Joh 4,8.16). Samtidig kan vi lære noget om, hvad det er, denne kærlighed først og fremmest vil os, og hvad det er for en genkærlighed, den ønsker at kalde frem i vore hjerter.
Skriftets inddeling:
1. Sort, men yndig (Højs 1,1-2,7)
2. Skuffelse og onde drømme (Højs 2,8-3,5)
3. Bryllupsoptog (Højs 3,6-11)
4. Hvor er du smuk, min kæreste (Højs 4,1-5,1)
5. Jeg sover – men hjertet våger (Højs 5,2-8)
6. Sådan er min elskede (Højs 5,9-16)
7. Den eneste ene (Højs 6,1-10)
8. Bryllupsfest og bryllupsnat (Højs 6,11-7,14)
9. Sange om kærligheden (Højs 8,1-14)
Alle introduktionerne er skrevet af Flemming Kofod-Svendsen og udgivet i “Bibelens bøger”, Logos Media 2004.
Bragt med tilladelse fra https://blr.dk/resource/introduktioner-til-bibelens-boeger/.
Dag 357 – Salmerne 145-147
Den sidste navngivne forfatter i Sl er ikke overraskende David, der sang en stærk lovsang til den Gud, som er evig, barmhjertig og omsorgsfuld. De sidste 5 salmer er anonyme og alle lovsange. I Sl 146 modstilles menneskers og Guds hjælp, og Gud er al hjælps Gud. Sl 147 handler om Guds storhed og styrke, både i det store (som universet, se 147,4) og det små, når Gud tager sig af de hjælpeløse og fuglene.
Dag 358 – Johannes Åbenbaring 1-3
Velkommen til den sidste bog i Bibelen, som også retter os mod de sidste tider. Bogen åbner i kap. 1 med forfatterangivelse og affattelsessted og et mægtigt syn af Jesus (1. syn ud af 7), som låner sprog fra bl.a. Es og Dan. De 7 menigheder præsenteres, som er 7 konkrete menigheder i Lilleasien, men også et billede på alle menigheder til alle tider. 7-tallet går gennem hele bogen som det fuldkomne tal. Bogens formål er at opmuntre kristne til alle tider til at sætte håbet til Gud. Kap. 2 og 3 består af breve til de 7 menigheder – kan du genkende dig selv i nogle af advarslerne / opmuntringerne?
Indledning til Johannes Åbenbaring
Åbenbaring er løsningen på alle ting: Guds rige bliver igen fysisk og bogstaveligt genoprettet på jorden. De døde bliver oprejst. De endelige domme afsiges. Og Gud gør alting nyt!
Introduktion
Lige siden kejser Neros regering i 60’erne var de kristne blevet forfulgt af den romerske stat. I visse perioder havde de det roligt. I andre perioder var forfølgelsen meget hård. Det kunne også være forskelligt i de forskellige provinser. Den vigtigste årsag til disse forfølgelser var, at kejseren blev regnet for at være gud, og at nogle kejsere udtrykkelig gjorde krav på guddommelig ære og tilbedelse. Men det afviste de kristne, da det var en form for afgudsdyrkelse. Kejser Domitian (81-96) skildres som en særlig brutal tyran. Under ham blev nogle kristne frataget alle deres ejendomsbesiddelser. Andre forviste han til øde øer. Flere blev henrettet, ofte på en brutal måde.
På grund af sin kristne bekendelse blev den gamle apostel Johannes sendt til Patmos (1,9), der var en lille ø i Middelhavet ud for Lilleasiens kyst 90 km sydvest for Efesos. Dermed var han skilt fra menighederne inde på fastlandet. På Patmos blev han grebet af Ånden, som han selv udtrykker det (1,10), og fik befaling til at nedskrive det, han så og derefter sende det til syv navngivne menigheder inde på fastlandet (1,11). Disse menigheder synes at være frugten af Paulus´ og hans medarbejderes virksomhed i provinsen Asien (ApG 19,10). Menighederne er sikkert blevet grundlagt i midten af 50’erne, altså ca. 40 år før end Johannes skrev til dem, idet jeg i tråd med den oldkirkelige tradition går ud fra, at Johannes har skrevet sit skrift ca. år 95. De syv byer lå ved den store romerske landevej, så Johannes’ skrift kunne cirkulere hurtigt og let.
I forskellige syner så Johannes det ondes kamp mod Gud og de katastrofer, som af den grund ville ramme verden. Men han fik også lov at se, at Kristi rige vil sejre, og at Gud til sidst vil gøre alting nyt. Det var et rigt budskab om Kristi genkomst, der gav frimodighed til at leve for Herren – selv om meget i Johannes’ Åbenbaring er gådefuldt og stadig er genstand for forskellig fortolkning. Johannes’ budskab var i første række rettet til de små kristne menigheder, som oplevede forfølgelserne under Domitian, men samtidig har Johannes´ Åbenbaring et ærinde til hver kristen generation, så længe denne tidsalder varer. Her står Johannes på linie med GT’s profeter. De talte ud fra samtidens situation til deres egen generation. Men det profetiske ords rækkevidde er langt større. Johannes’ profeti afspejler den kollision, der fandt sted mellem de kristne og kejsermagten i slutningen af 1. årh. Men denne konflikt mellem Guds rige og verdensriget i Johannes’ samtid er et forbillede på det, som vil ske i de sidste tider. Gennem brydningen i sin egen tid ser Johannes konturerne af den afsluttende kamp mellem Kristus og Antikrist ved tidernes ende.
Samtidig indeholder Johannes’ Åbenbaring et alvorligt advarsels- og vækkelsesbudskab. Ikke mindst de såkaldte sendebreve (Åb. 2-3) viser, hvor utrolig let også bekendende kristne kan bedrages. Det er derfor livsvigtigt for enhver kristen gang på gang at ransage sig selv i Guds ords lys.
Johannes’ Åbenbaring inddeles naturligst på følgende måde:
1. Prolog – bogens tema, guddommelige oprindelse og menneskelige forfatter (Åb 1,1-11)
2. Første syn – den herliggjorte Kristus og hans budskab til menighederne (Åb 1,12-3,22)
3. Andet syn – Gud, Lammet og de syv segl (Åb 4,1-8,1)
4. Tredje syn – de syv basuner (Åb 8,2-11,18)
5. Fjerde syn – Satan, dyret fra havet, dyret fra jorden, Lammet på Zions bjerg (Åb 11,19-15,4)
6. Femte syn – Guds syv vredesskåle (Åb 15,5-16,21)
7. Sjette syn – Babylons fald og Lammets bryllup (Åb17,1-19,10)
8. Syvende syn – Guds riges sejr og det ny Jerusalem (Åb 19,11-21,8)
9. Målet – Det ny Jerusalem (Åb 21,9-22,5)
10. Epilog – Herrens genkomst er nær (Åb 22,6-21)
Alle introduktionerne er skrevet af Flemming Kofod-Svendsen og udgivet i “Bibelens bøger”, Logos Media 2004.
Bragt med tilladelse fra https://blr.dk/resource/introduktioner-til-bibelens-boeger/
Rammerne omkring Johannes Åbenbaring
Ca. år 95
Dag 359 – Johannes Åbenbaring 4-6
Nu fik Johannes et syn af Himlen og Guds storhed (2. syn). Der er brusende lovsang i al evighed, men også det problem, at profetien er forseglet og ikke kan åbnes. Johannes så sig om efter en værdig oplukker, som viste sig ikke at være en stærk eller magtfuld person, men det slagtede lam. Også dette er et gennemgående træk: Sejr vindes aldrig gennem magt og penge, men gennem kærlighed og offer. Åbningen af de 7 segl begynder med evangeliets sejrsgang over jorden (1. segl) og derefter afsløringen af verdens ondskab.
Dag 360 – Johannes Åbenbaring 7-9
Efter endnu et mægtigt syn (3. syn) ind i Himlen af den talløse store, hvide flok, blev det syvende segl med de helliges bønner brudt. Giver det et perspektiv over vores bønner? Det er vigtigt at bemærke, at alle syn og begivenheder i Åb ikke beskriver et kronologisk forløb i den sidste tid – men er billeder på kirkens og kristnes vilkår i verden. Der beskrives meget modgang og lidelser, bl.a. gennem de 7 basuner, men lige så gennemgående er Guds trøst (7,17) og styring af forløbet. Alt er i hans hånd.
Dag 361 – Johannes Åbenbaring 10-12
Kap. 10 og 11 handler om Guds kald gennem evangeliet til hele verden, for at mennesker skal omvende sig i tide. Den 7. basun varsler Guds herredømme og går over i det 4. syn, som handler om “historiens drama”. Læs kap. 12 med Jesus-historien i baghovedet. Åb beskriver ikke Jesu fødsel i Betlehem, men de himmelske dimensioner af Kristi fødsel beskrives: Dragen (som svarer til slangen i Edens Have) forfulgte det nyfødte barn uden held, men kastede sig nu over “kvindens øvrige børn”, dvs. os. Hvordan skal det gå?
Dag 362 – Johannes Åbenbaring 13-16
Centrale skikkelser i historiens store drama er to dyr, som står som billeder på verdslig magt (militær, økonomi, indflydelse) og misbrugt åndelig magt. Dyrene kræver absolut lydighed fra alle følgere og er således modsætningen til lydigheden mod Gud (se 5 Mos 6,4ff; Mark 12,29-31). Synene havde i samtidens forfølgelse stor aktualitet (de hebraiske ord for “Kejser Nero” og “dyret” giver begge 666), men afdækker også strukturer til alle tider. 14,9- 12 er måske Bibelens klareste beskrivelse af den evige fortabelse – som “pine” og “ingen hvile”, i kontrast til “hvile” (14,13). De syv plager (5. syn) minder os om Egyptens plager.
Dag 363 – Johannes Åbenbaring 17-19
Det 6. syn (17,1ff) handler om dommen over denne verdens rige, Babylon. Som det store, uovervindelige babylonske rige faldt i GT’s tid, og Guds folk vendte hjem til det lovede land, sådan vil al verdens ondskab gå sin undergang i møde. Den store skøge er symbolet, beklageligvis en kvinde – men billedet på den frelste skare er også kvinde, der (ikke med ydre pragt, men indre skønhed (19,6-8)) har gjort sig rede. Det gøres helt klart (utallige steder i Åb og Bibelen i øvrigt og også her), at frelsen alene udvirkes af Jesus (19,11-21, som indleder det 7. og sidste syn: “Kristi Rige”).
Dag 364 – Salmerne 148-150
Salmernes bog slutter med lovsang på alle tangenter. De tre salmer begynder alle med “Halleluja”. Bemærk, at salmerne ikke umotiveret opfordrer til lovsang, men grunden til lovsang nævnes altid – her særligt Guds skabelseskraft, frelse og nærvær. Kunne man sætte disse overskrifter over salmerne: “Lovsyng Herren, hele jorden” (Sl 148), “Lovpris Herren, menighed” (Sl 149), “Lovpris Herren med al musik” (Sl 150)?
Dag 365 – Johannes Åbenbaring 20-22
Bibelen slutter, som den begyndte – og faktisk endnu bedre: Med den perfekte verden, uden mulighed for et nyt syndefald. Dommens realitet skjules ikke, men Guds ord opmuntrer os til at knytte os til Jesu gerning for os og leve i troen på ham. Og hermed nåede vil til den sidste læsning i projekt “Læs verdens bedste bog”. Jeg vil sige en stor tak for deltagelsen og håber og tror, at det har givet aha-oplevelser undervejs og større glæde ved Guds ord.
