Dag 61 – 4 Mosebog 27-30
Den sidste portion love i denne omgang (og så har vi også fået nok af dem!). Mange af lovene er tidsbestemte og synes mærkelige for os. Offerlove og straffeforanstaltninger er helt og fuldt afløst af Kristi offer. Det er samtidig vigtigt at lytte sig ind til lovenes intention, og så er de fortsat gode som samfundsregler og gyldige som rettesnor for vores personlige liv. Sådan bekræftes de også i NT.
| Uddybende noter |
| 27,1 Noa her (Hb. No‘ah) er et kvindenavn og staves anderledes end Noah (Hb. Noakh) i 1 Mos 6-9. |
Dag 62 – 4 Mosebog 31-33
I dag koncentrerer vi os om et hundesvært spørgsmål (og det popper op mange gange i resten af det historiske stof): Hvordan i alverden kan Gud befale israelitterne at føre krig og udrydde andre folkeslag og mennesker, som han elsker af hele sit hjerte? Vi skal spejde efter svaret i frelseshistorien. Gud vil frelse ALLE gennem Kristus som den eneste sande vej til Gud, og Israels folk blev foreløbigt udvalgt som det demonstrationsfolk, hvormed Gud viste sin vrede og kærlighed. ALT, hvad der rejser sig mod Guds folk, bliver besejret – i GT på en håndgribelig og konkret måde som en forbillede på, hvordan Kristus skulle besejre det onde på korset og på dagen, da han kommer for at dømme levende og døde.
Dag 63 – Salmerne 25-27
Mens David i Sl 25 har bekendelsen af synd og Guds tilgivelse i fokus, handler Sl 26 om “den uretfærdige lidelse”. David udtrykker i Sl 27 længslen efter Gud (som i Sl 25) og trygheden i at kende Gud. Mon ikke vi kan øve os på at sige som David i v. 3-5? Opstandelsen er med i Gammel Testamente, se v. 13: “Jeg stoler på, at jeg skal se Herrens godhed i de levendes land”.
Uddybende noter
| Uddybende noter |
| 26,2 Hjertet er udtryk for ånd og personlighed, nyrerne for glæde og følelser. 1 27,5 Templet kaldes Guds hytte (Sl 76,3) og telt (2 Sam 7,2. Sl 15,1).2 Og selvom templet ikke fandtes på Davids tid, havde Åbenbaringsteltet samme funktion (2 Mos 33,7. Jos 18,8).1 27,6 Et hoved der knejser er symbol på sejr (Sl 3,4; 83,3; 110,7). 2 |
2 Salmernes Bog I, Credo, Jørgen Bækgaard Thomsen, s. 173-174.
Dag 64 – 4 Mosebog 34-36
Udmålingen af landet viser tydeligt, at Gud sætter grænserne. Han giver også den 13. stamme (husk at Josef-stammen er delt i Mannasse og Efraim), levitterne, plads rundt i alle stamme-områder. En pudserløjerlig ordning er tilflugtsbyerne. Man kunne finde asyl for selv drab i tilflugtsbyen, og man var fanget der, indtil ypperstepræsten døde – og så var man fri! Denne ordning er en forudsigelse og har en åndelig betydning: Mennesket er fanget, indtil ypperstepræsten dør for al synd, hvorefter mennesket er frit. Jesus blev vores ypperstepræst, og han sagde: “Hvis altså Sønnen får gjort jer frie, skal I være virkelig frie”.
Dag 65 – 1 Thessalonikerbrev 1-5
1 Thess er Paulus’ tidligste brev (og muligvis det ældste skrift i NT), skrevet fra Korinth under den 2. missionsrejse ca. år 50. Brevet oser af det nære forhold mellem menigheden og apostlene, der havde grundlagt menigheden. Han omtaler dem som “vore børn” (2,17), “vor ære og glæde” (2,20), og sammenligner sig både med en mor (2,7) og en far (2,11). Taknemligheden for frelsen i Kristus og menighedens tro, håb og kærlighed (1,3) er stor, men Paulus ved også, at formaningen til et liv efter Guds vilje og imod det onde er nødvendigt. Troen på et gensyn i det evige liv finder næring i 4,13-18.
Indledning til 1 Thessalonikerbrev
Paulus havde hørt gode ting om menigheden i Thessaloniki, og han opmuntrede dem til at “gøre endnu mere fremgang” (1 Thess 4,1).
Indledning
Byen Thessalonika svarer til det nuværende Saloniki. Den blev grundlagt år 315 f. Kr. og blev snart den vigtigste handelsby i Makedonien. Den lå centralt på vejen fra Rom til Østen og var en vigtig havneby. Under kejser Augustus fik byen udstrakt selvstyre (jf. formuleringen “bystyrets medlemmer” ApG 17,6.8).
På sin anden missionsrejse omkring år 50 bragte Paulus kristendommen til Europa. Første station var Filippi (ApG 16,12-40). Derpå fortsatte han vestover ad datidens handelsvej til Thessalonika, hvor der under vanskelige forhold blev dannet en menighed, der bestod af både jøde- og hedningekristne (ApG 17,1-9). Som sædvanligt begyndte han sit missionsarbejde i synagogen (ApG 17,2). Jøderne blev imidlertid misundelige og fik organiseret en forfølgelse af Paulus og hans rejseledsager Silas, så de måtte forlade byen. Tilbage stod en meget ung menighed. Fra Athen sendte Paulus sin nære medarbejder Timotheus til Thessalonika for at få nærmere oplysninger om den åndelige situation og for at styrke menigheden i troen (1 Thess 3,2). Mens Paulus opholdt sig i Korinth kom Timotheus tilbage fra Thessalonika dels med gode nyheder om menighedens tro og kærlighed (1 Thess 3,6) og dels med en melding om visse mangler ved deres tro (1 Thess 3,10).
Så snart Paulus havde fået Timotheus’ redegørelse, skrev han til menigheden, både for at udtrykke sin glæde over de gode nyheder og for at vejlede den. Med rette er det sagt, at dette brev indeholder mere sjælesorg end teologi. Det er den omsorgsfulde missionær, der taler til sin menighed. Brevet er skrevet i begyndelsen af Paulus’ knapt toårige ophold i Korinth, det vil sige ca. år 50. Medmindre man tilslutter sig provinsteorien i forbindelse med Galaterbrevet, er Første Thessalonikerbrev det ældst bevarede Paulusbrev.
Brevets inddeling:
1. Indledning (1 Thess 1,1)
2. Tak til Gud for menighedens modtagelse af ordet (1 Thess 1,2-10)
3. Paulus’ ophold i Thessalonika (1 Thess 2,1-16)
4. Paulus’ længsel efter menigheden (1 Thess 2,17-3,13)
5. Formaninger om kristen tro og liv (1 Thess 4,1-5,22)
6. Afslutning (1 Thess 5,23-28).
Alle introduktionerne er skrevet af Flemming Kofod-Svendsen og udgivet i “Bibelens bøger”, Logos Media 2004.
Bragt med tilladelse fra https://blr.dk/resource/introduktioner-til-bibelens-boeger/
Rammerne omkring 1 Thessalonikerbrev
ca. år 49-51
Thessalonika nød privilegeret status, som Makedoniens hovedstad og lå på en havn langs den travle vej Via Egnatia.
| Uddybende noter |
| 1,7 Makedonien og Akaja var de to græske provinser i Romerriget. |
Dag 66 – 2 Thessalonikerbrev 1-3
2 Thess er formentlig skrevet kort tid efter det første. Medarbejderne er stadig hos ham, og tilstanden er den samme. Paulus retter nogle misforståelser, især den, at Kristi komme skulle være lige om hjørnet, og at det derfor skulle være unødvendigt at arbejde i sit kald og sin stand. Jesu genkomst og dens alvor understreges tydeligere. Der skal komme forfølgelser, og lovløshedens menneske skal træde frem. Hvad der præcis holder ham tilbage (2,6f) er der forsøgt mange svar på, men det afgørende er, at den sidste tid er i Guds hånd og styres af ham frem mod målet. 2,16-17 kunne være et godt ord at gå ud i dagen på!
Indledning til 2 Thessalonikerbrev
Paulus skrev igen til thessalonikerne og instruerede dem i at leve i lyset af Herrens komme.
Indledning
Der er næppe gået lang tid efter Første Thessalonikerbrev, førend Paulus fik foruroligende meldinger fra menigheden. Det var stadig synet på Jesu genkomst, der gav problemer. Nogle i menigheden mente ligefrem, at Kristi genkomst var så umiddelbart forestående, at det ikke tjente noget formål at passe sit daglige arbejde (2 Thess 3,11). Det var der allerede tendenser til, da Paulus skrev 1 Thess (4,11-12), men det synes at have udviklet sig til en alvorlig fare i menigheden. Andre var blevet så skræmt af denne lære, at de var helt ude af sig selv (2 Thess 2,2). Den alarmerende situation hang sammen med, at de både havde modtaget en falsk profeti og et falsk brev om Jesu genkomst (2,2). Vi ved ikke, hvordan Paulus er blevet informeret om den nyeste udvikling, men meldingerne har været så foruroligende, at han skønnede det nødvendigt med et nyt brev. Samtidig er der fortsat meget at glæde sig over ved thessalonikernes menighed. Dette brev er sikkert skrevet kort efter Første Thessalonikerbrev.
Brevets inddeling:
1. Menighedens tro og udholdenhed (2 Thess 1,1-12)
2. Lovløshedens menneske og Herrens dag (2 Thess 2,1-12)
3. Opfordring til udholdenhed og forbøn (2 Thess 2,13-3,5)
4. Formaning til at passe sit arbejde (2 Thess 3,6-16).
5. Afslutning (2 Thess 3,17-18).
Alle introduktionerne er skrevet af Flemming Kofod-Svendsen og udgivet i “Bibelens bøger”, Logos Media 2004.
Bragt med tilladelse fra https://blr.dk/resource/introduktioner-til-bibelens-boeger/
Rammerne omkring 2 Thessalonikerbrev
ca. år 49-51
Dag 67 – 1 Korintherbrev 1-3
1 Kor er skrevet på Paulus’ tredje missionsrejse (år 53-57), efter Thessalonikerbrevene, men før Romerbrevet. Paulus udviser dyb kærlighed til menigheden, men også dyb smerte over splittelser og andre problemer. Læg mærke til, at Paulus for at imødegå det IKKE først formaner eller skælder ud, men øser af og prædiker evangeliet, ordet om korset, Guds skjulte visdom, Jesu retfærdighed. Dermed kommer brevet til at handle meget om den nødvendige sammenhæng mellem troen og alle aspekter af livet. Han minder menigheden om, at de ikke hører til mennesker som Paulus og Apollos, men alle er GUDS medarbejdere og bygning – ja tempel!
Indledning til 1 Korintherbrev
Menigheden i Korinth var splittede i flere sager: Åndeligt lederskab, retssager, madregler osv. Paulus prøvede at få dem til at fokusere på herliggørelse af Gud frem for bekæmpelse af hinanden.
Indledning
Korinth var en af oldtidens storbyer. Den lå i landskabet Akaja mellem det græske fastland og Peloponnes. Da romerne 146 f. Kr. erobrede byen, blev den fuldstændig ødelagt, men Julius Cæsar sørgede for at genopbygge den år 46 f. Kr. Senere blev den hovedstad i provinsen Akaja, der nærmest svarer til det nuværende Grækenland, og den romerske statholder fik sin residens i byen. Byen havde en strategisk beliggenhed på den smalle landtange, som forbandt Peleponnes med det græske fastland. Korinth var en meget vigtig handelsby med to havne, Kenkrea i øst mod Ægæerhavet, og Lekæum i vest ud mod Adriaterhavet. Varetransporten mellem vest (Rom) og øst (Lilleasien) medførte, at Korinth hurtigt blev centrum for kommunikation, handel og administration, mens Athen beholdt sin førerstilling som kulturcentrum.
Befolkningen var tilflyttere efter genopbygningen, en blanding af romere, grækere, orientalere og jøder; mange var slaver. Her mødtes sprog, håndværkstraditioner, handelsvarer og kulturmønstre fra øst og vest. Ikke mindst mødtes de forskellige religioner, som etablerede sig i Korinth med templer og kultsamlinger. Det jødiske samfund havde egen synagoge. De moralske forhold i byen var dårlige, som de ofte vil være i en rodløs befolkning i en havneby.
Til denne by kom Paulus første gang i år 50 på sin anden missionsrejse og grundlagde en menighed (ApG 18,1-5). I 1 Kor 2,3 fortæller Paulus, at han kom “i svaghed og med megen frygt og bæven”, men Gud styrkede ham (ApG 18,9). Han boede hos et jødisk ægtepar Priskilla og Akvila og arbejdede som teltmager. Senere kom Silas og Timotheus fra Makedonien (ApG 18,5).
Som sædvanlig begyndte Paulus sin missionsvirksomhed blandt jøderne, men da de stillede sig afvisende, fortsatte han i et privat hus. Her kom flere til tro, bl.a. synagogeforstanderen og hans familie. Arbejdet i menigheden bød sikkert både på farer og vanskeligheder. Herrens specielle forsikring til Paulus i et syn tyder på det. En indstævning for statholderen Gallio (ApG 18,12-17) førte dog ikke til andet, end at det blev klart for Paulus, at han ikke havde noget at frygte fra den kant. Da Paulus efter 1½-2 års forløb forlod byen, var der vokset en menighed frem af hedningekristne med et vist indslag af jødekristne. Senere kom den jødekristne Apollos og virkede i menigheden (ApG 18,27-19,1). Det er også sandsynligt, at Peter har besøgt Korinth, siden en flok i menigheden holdt sig til ham (1,12).
Fristelserne fra de hedenske omgivelser blev ofte for stærke for de unge kristne, og på grund af seksuelle problemer i menigheden skrev Paulus et formanende brev til dem, som vi ikke har bevaret (5,9-13). Under sin tredje missionsrejse (ApG 18,23-21,16) opholdt Paulus sig i 3 år ( 52-55) i Efesos, hvorfra han i foråret 55 skrev Første Korintherbrev.
Brevet er rettet til menigheden som helhed. Trods skrøbeligheder er den Kristi legeme, men den har brug for en praktisk kristendomsundervisning. Gennem hele brevet mærker man den personlige kontakt, der må have været mellem Paulus og de kristne i Korinth. Brevet behandler en række praktiske spørgsmål, dels fordi menigheden har bedt apostelen udtale sig om dem, og dels fordi han selv finder, at den trænger til vejledning. Det giver en fyldig fremstilling både af kristenliv og menighedsliv, og med god grund har man kaldt det Paulus´ etiske hovedbrev. Det kristne trosindhold skydes ikke til side på bekostning af de praktiske problemer, for det er den kristne tro, som er afgørende også i de praktisk-etiske spørgsmål. Brevet begynder med en stærk understregning af, at kristen tro er tro på den korsfæstede Jesus Kristus og slutter med at understrege, at kristen tro er tro på den opstandne Jesus Kristus.
Inddeling
1. Indledning (1 Kor 1,1-9)
2. Menighedens grundvold – Jesus Kristus, og det som korsfæstet (1 Kor 1,10-4,21)
3. Menighedens renhed – hedenskabets urenhed (1 Kor 5,1-6,20)
4. Svar på spørgsmål fra menigheden om bl.a. seksuel afholdenhed og ægteskab og om afgudsofferkød (1 Kor 7,1-11,1)
5. Gudstjeneste og menighedsliv (1 Kor 11,2-14,40)
5. Kristi opstandelse og genkomst (1 Kor 15,1-58)
6. Afslutning (1 Kor 16,1-24).
Alle introduktionerne er skrevet af Flemming Kofod-Svendsen og udgivet i “Bibelens bøger”, Logos Media 2004.
Bragt med tilladelse fra https://blr.dk/resource/introduktioner-til-bibelens-boeger/
Rammerne omkring 1 Korintherbrev
ca. år 53-55
Paulus skrev 1 Korintherbrev under sin tredje missionsrejse, nær slutningen af sin treårige tjeneste i Efesos (ApG 19,21-22). Både Korinth og Efesos var velhavende havnebyer gennemsyret af hedensk afgudsdyrkelse og filosofi. Korinth nød både militært- og økonomisk fordel af sin strategiske placering i den ene ende af landtangen, der forbandt den sydlige græske halvø med fastlandet.
Dag 68 – 1 Korintherbrev 4-5
I går så vi, at kristne er Guds tempel – og nu handler det om kirkens medarbejdere, som menigheden var blevet splittet om. Paulus fremfører et par befriende standpunkter: “Hold jer til Skriften” (4,6 – Skriften er på den tid GT) og “Ingen må være stolt af mennesker” (3,21). I kap. 5 skifter perspektivet til formaninger – især på det seksuelle område, og som nævnt med evangeliet som fortegn. Korinth var kendt for en løssluppen moral, og menigheden var åbenlyst en del af det. Med lån fra ørkenvandringen (5,13) må Paulus i et specifikt tilfælde anbefale en udelukkelse fra menigheden. Hvorfor? “For at ånden kan frelses på Herrens dag” (5,5). Overvej, om vi i vores tid er blevet for slappe i forhold til konkret synd – og om vi har glemt at forkynde evangeliet så klart som i Bibelen.
Dag 69 – 1 Korintherbrev 6-7
I dag fortsætter linjen fra i går. Paulus kritiserer kristnes retssager mod hinanden og appellerer til, at man i menigheden tager imod hinanden og endda lider tab for andres skyld. Det evige liv står på spil if. 6,9-11, og vi kan overveje de enkelte synder, Paulus taler om – herunder, om vi har tendens til at under- eller overbetone nogle af dem, måske for at redde vores eget skind. Fokus er dog først og sidst at pege på, at man ikke kan leve i de synder, som vi er købt fri af. Bo Giertz: “En kristen kan ikke have synden som sit håndværk; han har den som sin tandpine”. Kap. 7 handler (meget usædvanligt) primært om Paulus’ egne anbefalinger og personlige holdninger til ægteskab. Derfor kan vi frit være enige eller uenige (jf. 7,22-23a.32a).
Dag 70 – Salmerne 28-30
Sl 28 og 29 står som en slags modpoler. Hvor Sl 28 er den bedendes perspektiv med vores sårbarhed og afhængig af Gud, ser Sl 29 fra Guds perspektiv og viser kraften i Guds røst / ord. Måske kan du genkende noget af Skriftens virkning på dig (i overført betydning) med ærefrygt, ødelæggelse (fx af vores indbyggede forestillinger om Gud) og opbyggelse. Sl 30 viderefører dette med en takkesalme til Gud – på trods af en meget ærlig beskrivelse af Guds skjulthed, er taknemligheden først og sidst.
Uddybende noter
| Uddybende noter |
| 28,2 Salmisten vender sig bedende mod templets – pagtsteltets – inderste, det Allerhelligste. Bedestillingen var oftest stående eller knælende med oprakte, udstrakte arme og hænder. I det Allerhelligste stod – både i pagtsteltet og i templet – pagtens ark med to gyldne keruber over (1 Kong 6,19; 8,6-9). Den symboliserede Guds nærvær i folket, og derfor vendte jøden sig i sin bøn mod dette sted (1 Kong 8,29.33.35.38.41-43). 1 28,8 Den salvede er kongen.1 Salme 29 Salmen har i sprog, stil og billeder klare forbindelser til gamle kana’anaeiske tekster, men det giver ikke grundlag for at afgøre, at den egentlig er en kana’anaeisk salme, hvor gudsnavnet Baal-Hadad er udskiftet med det hebr. jhwh (Jahve, Herren). Den er snarere digtet i et opgør med kana’anaeisk religion, idet den bruger nogle fælles ord og vendinger, men knytter dem til Herren: Herren er Gud – ingen anden. Sådan har forkyndelse og salmer til alle tider benyttet tidens sprog og begreber til at fortælle, hvem Gud Herren er. 1 29,1 Det udtryk, der står for gudssønner i v. 1, bruges også i Sl 89,7 og i Job 2,1 står næsten det samme. De to nævnte steder er der tale om engle, og det er der formentlig også her i Sl 29. 2 29,4 Libanons cedre er symbol på det høje, stærke og stolte (Es 2,13. Sl 92,13). 1 29,6 Libanon og Sirjon er bjergområder i den nordlige del af landet, nord for Genesaret Sø. I 5 Mos 3,9 kaldes Hermonbjerget Sirjon.2 29,8 Kadesh-ørkenen er den sydlige del af landet, syd for Det døde Hav.2 29,9 Hinden: Hun hos kronhjorte og sikahjorte.3 Hinden kan pludselig få fødselsveer før tiden, af skræk over tordenen.1 30,1 Tempelindvielsen: Overskriften til Sl 30 hedder: Salme af David. En sang ved tempelindvielsen. Nu var David faktisk ikke med, da templet i Jerusalem blev indviet, for det var hans søn Salomo, som byggede det efter Davids død. Principielt kan David godt være forfatter alligevel, for 1 Krøn 28-29 beretter om, at han havde gjort alt parat til bygningen af Herrens tempel. Han kan sagtens have haft en sang parat også. Årsagen til, at David ikke fik lov at bygge templet, var, at han var kriger og havde »udgyt meget blod på jorden« (1 Krøn 22,8). Desuden havde han vist hovmod ved at tælle folket (1 Krøn 21,8).2 |
2 Bibelværk for menigheden Bind 6, Inger Margrethe Kofod-Svendsen, Lohse, s. 84-86.
3 https://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=hinden
Dag 71 – 1 Korintherbrev 8-10
Den kristne frihed er temaet for disse kapitler. Det konkrete udgangspunkt er håndtering af afgudsofferkød, men anliggendet er principielt omkring frihed, men også afkald for evangeliets skyld. Overvej, om fx 8,13; 9,27; 10,31 kan appliceres på fx nydelse af alkohol, søndagsarbejde, valg af film og TV-serier. I 10,1-13 får vi et flashback til ørkenvandringen, og 10,14-18 fortæller om enheden med Kristus i nadveren.
Dag 72 – 1 Korintherbrev 11-12
Nu kommer et svært halvt kapitel, hvor vi skal holde tungen lige i munden. Paulus taler om forholdet mellem mand og kvinde – ud fra dels en tids- og kulturbestemt vinkel og dels et skabelsesperspektiv. Den første vinkel handler om skam (11,6b), og sømmelighed (11,13). I dag vil de fleste sige, at det ikke er usømmeligt, at en kvinde ikke har hår eller beder utildækket, så vi behøver ikke følge det. Den anden vinkel, skabelsesperspektivet (11,3.7-8), fastholder på samme tid en principiel forskel mellem mand (som kvindens ophav) og kvinde (som mandens ære) – og dog en samhørighed, så alle har helt lige værdi (11,11). Resten af kap. 11 og kap. 12: Værs’go at suge til jer af nadverens evangelium (og indskærpning af ordentlig brug) og et vidunderligt billede af Kristi kirke, som er hans legeme.
| Uddybende noter |
| 11,4 Noget på hovedet: Den græske sætning (kata kephalēs) betyder bogstaveligt “ned fra hovedet” og kan referere enten til langt hår der hænger løst (v. 14-15), eller til et slør der dækker ansigtet, eller til et stykke klæde der er trukket over hovedet (som et moderne sjal eller tørklæde), men som stadig efterlader ansigtet utildækket. Som baggrund for at forstå Paulus’ pointe i dette vers, praktiserede romerske mænd nogle gange den skik at trække de løse folder af deres toga over hovedet, som en fromhed i tilbedelsen af hedenske guder. Paulus trækker således på eksemplet med denne hedenske skik (som alle i den korintiske kirke ville have syntes var absurd) for at fremhæve at mennesker ikke bør vanære Kristus ved at bede efter hedensk skik (8,4). Han bruger derefter ideen til at bane vejen for hans argument om, at det er lige så absurd for hustruer at bede eller profetere offentligt med deres hoveder utildækket (11,5; 11). 11,5-6 Utildækket hoved: En gift kvinde, der ikke havde noget over sit hoved offentligt, ville have bragt skam over sin mand. Handlingen kan have betydet at hun var seksuel tilgængelighed eller kan simpelthen have været et tegn på at være ugift. I kulturer hvor kvinders hovedbeklædning ikke er et tegn på at være gift, behøver hustruer ikke at dække deres hoveder i tilbedelse, men de kunne adlyde denne befaling ved at bære et andet fysisk symbol på at være gift (såsom en vielsesring). Et barberet hoved eller kort hår blev betragtet som skammeligt for en kvinde. I det første århundredes Korinth, blev langt hår anset for at være “ærefuldt” for en kvinde (se v. 15). |
Dag 73 – 1 Korintherbrev 13-14
“Kærligheden har ingen lykkelig slutning – den slutter aldrig” lyder et slogan, jeg så. 1 Kor 13 kaldes “kærlighedens højsang” og er brugt ved vielser – overvej, om ordene om kærligheden er så stærke, at de overgår den menneskelige kærlighed (og derfor handler om Kristi kærlighed)? I kap. 14 får vi et indblik i en af den første menigheds konkrete udfordringer med sømmelighed og ordentlighed (v. 40). Menighedens opbyggelse ligger apostlen på sinde, og derfor er profeti (prædikenen) vigtigere end tungetalen.
Dag 74 – 1 Korintherbrev 15-16
1 Kor 15 kaldes opstandelseskapitlet. Paulus understreger tydeligt Jesu fysiske opstandelse som et historisk faktum – og sammenhængen mellem hans opstandelse og troens vished – og også sagt modsat: hvis IKKE Kristus var opstået, hvor meningsløst, tomt og tåbeligt troen og livet ville have været. Derudover løftes sløret for hvordan og hvornår opstandelsen skal ske. Kristus er i alt førstegrøden (15,20), så ved at se på, hvordan han opstod, kan vi forvente vores opstandelse efter døden. Der er håb sammen med Jesus! Kap. 16 afslutter brevet, men læs ikke for let hen over det. Der er guldkorn, også der.
| Uddybende noter |
| 15,5 Kefas er det aramæiske navn for apostlen Peter (Gal 2,8-9). Han og Johannes var de første af de mænd der fulgte Jesus, som fik at vide at Jesu grav var tom (Luk 24,12; Joh 20,5-6; jf. Mark 16,7). De tolv inkluderer Judas’ afløser, Matthias (se ApG 1,21-23, 26). |
Dag 75 – Jakobs brev 1-5
Jakobs brev er et vildt brev, som siger mange ting på en utraditionel og modsat måde, fx om tro og gerninger, bøn, rigdom og stolthed. Mange vers kan ikke stå alene (se fx 2,24; 4,2; 5,15a). Det mest kontroversielle, “retfærdigheden af lovgerninger” (2,14-26), står umiddelbart i kontrast til Paulus’ vægtlægning af “retfærdighed ved tro alene” (fx Rom 4,3-5) – men hvor Paulus’ pointe er, at gerningerne ikke frelser os, er Jakobs pointe, at en blot intellektuel og påstået tro er en død tro. Læs selv med åbent sind og bliv udfordret! Allerede 1,2-4 kan man godt læse nogle gange…
Indledning til Jakobs brev
Denne bog er skrevet af ’Jakob den Retfærdige’ og opildner kristne til at vandre i gode gerninger.
Indledning
Forfatteren – Jesu bror – forudsættes bekendt af læserne. Før Jesu død og opstandelse troede Jesu brødre ikke på ham (Joh 7,5), men efter himmelfarten var Jakob og hans brødre sammen med apostlene (ApG 1,14). Forklaringen får vi formentlig i 1 Kor 15,7, hvor Paulus fortæller, at Jakob mødte sin bror, Jesus, som den opstandne Herre og Kristus.
Snart blev Jakob sammen med apostlene leder i menigheden i Jerusalem. Da Jakob, Zebedæus´ søn, led martyrdøden år 44, og Peter samtidig måtte flygte fra Jerusalem (ApG 12,17f.), blev Jakob menighedens egentlige leder. Den stilling havde han i henved 20 år, til han led martyrdøden ved stening år 62. På apostelmødet i 48/49 spillede Jakob en ledende rolle. Han anerkendte fuldt ud hedningernes ret til evangeliet (ApG 15,13. Gal 2,9), men holdt selv fast ved de jødiske skikke og traditioner (ApG 21,20-25).
Efter mordet på Stefanus udbrød der forfølgelse, så mange fra Jerusalem-menigheden blev spredt ud over Judæa og Samaria, og senere bosatte jødekristne sig overalt i det mægtige romerrige. Jakob skriver til dem, der var åndelige børn af modermenigheden i Jerusalem.
Brevet indeholder ikke personlige antydninger som hilsener, rejseplaner eller forbønsemner. Det er et formanings- og påmindelsesbrev til de forskellige jødekristne. Han kendte deres prøvelser (1,2) og de sociale forhold hos dem (1,9-10; 5,1-8). Der var også ufred og strid hos læserne (4,1). Der var en tendens til at stole på verden (4,4), og nogle gik meget op i ydre rigdom (5,1). I enkelte tilfælde blev der også gjort forskel på rig og fattig (2,1ff). Det stod i det hele taget ikke tilstrækkelig klart for læserne, at hvis troen skulle være levende, måtte den bære frugt i det daglige liv (2,14-26). Læserne har været fortrolige med GT (1,25; 2,8-13), ligesom deres mødested har været en synagoge (2,2), men flere af dem har måske brugt Paulus´ forkyndelse af frelse uden lovens gerninger som en undskyldning for moralsk slaphed. Brevets hovedtanke er praktisk gudsfrygt.
Jakob har et rigt billedsprog, stærkt præget af GT, som minder om Jesu sprogbrug (jf. fx Matt 5-7). En række etiske temaer tages op i forlængelse af Jesu forkyndelse. Centralt i brevet står sammenkædningen af gudsdyrkelse og etisk livsførelse. Nogle har hævdet, at der er en modsætning mellem Paulus’ retfærdiggørelseslære og Jakobs ord om forholdet mellem tro og gerninger (2,14-26). Men Jakob fornægter ikke på nogen måde retfærdiggørelsen af nåde ved tro alene. Paulus og Jakob supplerer hinanden. Over for mennesker, der vil bygge deres frelse på egne gerninger, må Paulus’ hovedanliggende lyde for fuld kraft. Men hvis kristne vil nedvurdere eller direkte afvise gerningerne, ja måske erstatte syndernes forladelse med syndernes tilladelse, så skal Jakobs hovedanliggende udbasuneres.
Brevet er antageligt skrevet før apostelmødet i Jerusalem, og før hedningemissionen for alvor fik sit gennembrud, dvs. midt i 40’erne. Det er NT’s ældste skrift.
Brevet kan inddeles i ti kendetegn på ægte gudsfrygt:
1. Prøvelser (Jak 1,2-12).
2. Fristelser (Jak 1,13-18).
3. Ordets hørere og ordets gørere (Jak 1,19-27).
4. Ingen personsanseelse (Jak 2,1-9).
5. Lovlydighed (Jak 2,10-13).
6. Tro og gerninger (Jak 2,14-26).
7. Kontrol over tungen (Jak 3,1-12).
8. Nej til misundelse, verdslighed og falsk sikkerhed (Jak 3,13-5,6).
9. Tålmodighed (Jak 5,7-12).
10. Bøn (Jak 5,13-20).
Alle introduktionerne er skrevet af Flemming Kofod-Svendsen og udgivet i “Bibelens bøger”, Logos Media 2004.
Bragt med tilladelse fra https://blr.dk/resource/introduktioner-til-bibelens-boeger/
Rammerne omkring Jakobs brev
ca. år 40-45
Jakobs brev blev sandsynligvis skrevet til overvejende jødiske kristne husmenigheder udenfor Palæstina, baseret på dets omtale af “de tolv stammer, der lever spredt” (1,1), dets udpræget jødiske indhold og dets fokus på forfølgelse og fattigdom. Dette ville betyde, at brevet blev sendt gennem det meste af den antikke Middelhavsverden.
Dag 76 – 5 Mosebog 1-3
5 Mos kaldes på latin “Deuteronomium” – den anden lov. Den består af Moses’ lange og gribende afskedstaler på tærsklen til det forjættede land. Ind imellem kommer der underholdende sidebemærkninger, som fx beskrivelsen af Bashans konge Ogs seng af jern (3,11). Første tale (kap. 1-4) er tilbageblik på vandringen og sejrene, Gud gav folket – dels en påvisning af folkets store frafald fra Herren, dels en påmindelse om Herrens trofasthed.
Indledning til 5 Mosebog
”Deuteronomium” (5 Mos på latin) betyder bogstaveligt ”anden lov” og refererer til gentagelsen af Moseloven. 5 Mos kan med god ret kaldes Israels tidligste forfatning.
Moses gennemgik loven, indskærpede de 10 bud igen og adresserede, hvordan budene skulle praktiseres i det forjættede land.
Introduktion
Der var gået knapt 40 år, siden Gud ved Sinaj indgik sin pagt med Israel. En ny generation var vokset op. Folket stod ved grænsen til det forjættede land, Kana’an, og Moses stod ved afslutningen af sin livsgerning. Da gav han folket sit åndelige testamente i en serie alvorlige og højtidelige taler, som udgør Femte Mosebog. Derefter gik han op på Nebobjerget, hvor Herren lod ham se det forjættede land. Så døde Moses, og en måned senere gik folket under Josvas ledelse ind i Kana’an.
I sine taler gentog Moses loven med henblik på livet i Kana’an. Den nye generation trængte til at få loven indskærpet med al den autoritet og varme, som prægede deres 120 år gamle leder. Indtrængende understregede han betydningen af lydighed mod Gud og hans vilje, og med stor alvor talte han om følgerne af vantro og frafald.
Inddeling:
1. Moses’ første tale (5 Mos 1,1-4,49)
2. Moses’ anden tale (5 Mos 5,1-26,19)
3. Moses’ tredje tale (5 Mos 27,1-30,20)
4. Moses’ fjerde tale (5 Mos 31,1-33,29)
5. Moses’ død (5 Mos 34,1-12).
Moses’ første tale (kap. 1-4) er et tilbageblik på ørkenvandringen. Han minder om Guds trofasthed og ledelse, men også om at den gamle generation måtte dø i ørkenen på grund af ulydighed. Den rummer en formaning til at holde loven. Talen introduceres af et forord (1,1-5), der placerer den i sin sammenhæng, og efterfølges af et appendiks om tilflugtsbyerne i Østjordanlandet (4,41-43).
Moses’ anden tale (kap. 5-26) handler om den lov, der blev givet ved Sinaj. Talen introduceres med nogle historiske oplysninger samt omtale af tid og sted (4,44-49). Selve talen falder i to hoveddele. Første del er en udlægning af De ti bud (kap. 5-11). Moses taler til en generation, der ikke var med på Sinaj. Derfor er der brug for en forklaring af det, Gud dengang gav sit folk. Han samler alle budene i det ene store kærlighedsbud (6,4-5). Anden del er den praktiske udmøntning af de grundlæggende principper, der er indeholdt i De ti bud (kap. 12-26). Afsnittet 12,1-16,17 handler om forholdet til Gud, hvordan et helligt folk dyrker Gud, mens 16,18-26,15 handler om forholdet til næsten. Den anden tale slutter med en højtidelig pagtserklæring, hvor Gud erklærer Israel for sit særlige ejendomsfolk, og hvor folket bekender sig til Herren og forpligter sig til at holde alle hans bud og befalinger (26,16-19).
Moses’ tredje tale (kap. 27-30) er rettet mod fremtiden. Den handler om indtagelsen af det forjættede land. Moses fornyer pagten ved at indskærpe Guds løfter og advarsler. Udfrielsen fra Egypten var Guds ubetingede gave til folket. Vil folket blive i befrielsens forhold til Gud, skal de opfylde pagtens krav. I denne forbindelse taler Moses alvorligt om velsignelse ved lydighed og forbandelse ved ulydighed. Han taler om livets vej og dødens vej.
Moses’ fjerde tale (kap. 31-33) er hans egentlige afskedstale, hvor han giver sine sidste formaninger til folket og dets nye leder, Josva. Moses’ sang (32,1-43), der er en del af pagtsfornyelsesceremonien (31,10-13.19-22), fremhæver Guds omsorg og godhed ved at stille den over for folkets utaknemmelighed og utroskab. Moses slutter sin tale og dermed sin gerning ved at velsigne Israels stammer, inden han dør. Derpå døde Moses. Gud begravede ham, og folket græd. Josva overtog ledelsen, og nekrologen over Moses blev skrevet (kap. 34).
Femte Mosebog handler i høj grad om vort forhold til Gud og vor næste. Moses henviser ofte til, hvem Herren er, og hvad han har gjort for sit folk. Samtidig pålægger han folket en særlig omsorg for fattige, fremmede, enker og faderløse. GT’s profeter knytter til ved bogens budskab, der også indeholder løfter om Kristus (ApG 3,22). NT indeholder mere end 80 citater fra Femte Mosebog. De mest kendte er fra Jesu fristelse i ørkenen, hvor han afviser djævelens tredobbelte fristelse med tre citater fra 5 Mos (Matt 4,1-11), og fra Jesu stridssamtale med farisæerne om det største bud i loven, hvor han ligeledes citerer 5 Mos (Matt 22,37-40).
Alle introduktionerne er skrevet af Flemming Kofod-Svendsen og udgivet i “Bibelens bøger”, Logos Media 2004.
Bragt med tilladelse fra https://blr.dk/resource/introduktioner-til-bibelens-boeger/
Rammerne for 5 Mosebog
1406 f.Kr.
5 Mosebog fortæller om Moses’ ord til israelitterne, mens de ventede på Moabs sletter for at komme ind i Kanaan.
| Uddybende noter |
| 1,2 Horeb er det navn der bruges i 5 Mos for Sinaj-bjerget (undtagen i v 33,2), hvor Israel modtog befalingerne (2 Mos 19,1 – 4 Mos 10,12). Kadesh-Barnea: En by på den sydlige grænse af det forjættede land, hvor Israel slog lejr (4 Mos 13,26). 2,9 Moab nedstammede, ligesom Ammon, (v 19) fra Lot, Abrahams nevø (1 Mos 19,37). 3,11 Rabba, Ammons hovedstad (2 Sam 11,1; Amos 1,13-14), er det moderne Amman, Jordan. Ogs seng af jern var over 4 m. lang og 1,8 m. bred, dette kan referere til hans kiste. Henvisningen minder Israel om, at de “gigantiske” refaitter er blevet dræbt, og at Israels frygt for dem (se 5 Mos 1,28) er ubegrundet. Den almindelige alen (forskellig fra en kongelig alen) var cirka 46 cm. |
Dag 77 – Salmerne 31-33
Sl 31 er et godt eksempel på bøn. David udøser sit hjerte og veksler mellem klage, bøn, håb, lovsang. Augustin (354-430) skrev i en kommentar til Sl 31: Hvis Salmen beder, bed; hvis den klager, klag; hvis den udtrykker glæde, glæd jer; hvis den håber, håb; hvis den frygter, frygt. Alt det, som er beskrevet her, er nemlig ligesom et spejl for os”. Jesu sidste ord fra korset var Sl 31,6. Sl 32 er den anden bods-salme og beskriver friheden i syndsbekendelsen. Sl 33 er en mægtig salme om Guds ords kraft. V. 22 er en god morgenbøn.
Uddybende noter
| Uddybende noter |
| 31,21 Templet kaldes Guds hytte (Sl 76,3), (note fra Sl 27,5). Salme 32 Bodssalmer er de salmer i Salmernes Bog, hvis fælles tema er syndserkendelse og bøn om forladelse; det drejer sig efter oldkirkelig tradition om nr. 6, 32, 38, 51, 102, 130 og 143. I den katolske kirke bliver bodssalmerne reciteret ved liturgiske bodsandagter.1 32,1 Maskil: Er formodentlig navn på en digttype. Ordets betydning er usikker. 2 3 32,4 Sela: Betydningen af dette musikudtryk, der forekommer i 39 salmer, er ukendt. Det angiver muligvis et mellemspil. Andre forslag er: gentagelse, lovprisning, højere toneleje, stilhed for tilbedelse og andet. (Note fra Sl 3,3). 33,2 Citer og harper, som begge var strengeinstrumenter, brugtes både til verdslig og gudstjenestelig musik. Efter rabbinsk tradition skulle der altid være mindst ni citere i brug ved tempel gudstjenesten.2 33,17 Hesten var tidens mest frygtede krigsvåben, og den er her det samlende udtryk for jordisk magt (Es 30,15-16; 31,1-2. 2 Mos 15,1.4. 5 Mos 17,16). Men dens magt er bedragerisk, for den kan ikke altid hjælpe til sejr, og i sidste ende redder den ingen! 2 |
2 Salmernes Bog I, Credo, Jørgen Bækgaard Thomsen, s. 195-202.
3 DO92 note
Dag 78 – 5 Mosebog 4-6
“Ikke føje noget til, ikke trække noget fra” (4,2) er en god ledetråd i vores omgang med Bibelen, Guds ord. Ordene gentages i Bibelens sidste kapitel, Åb 22,18-19. Bl.a. 4,7-8.40 (men også mange andre steder) viser, at Moses ikke så Guds lov som en spændetrøje, men som en vej til Guds nærhed og som en befrielse. Kan vi også se sådan på Guds lov (jf. Sl 119,32)? Kap. 5-26 er Moses’ anden tale, og det begynder med anden og sidste citering af De 10 bud (jf. 2 Mos 20). I kap. 6,4 er det jødiske Credo (trosbekendelse), “Shema” (som betyder “hør”). At elske Herren, din Gud, og din næste som dig selv – er bærende for hele loven.
Dag 79 – 5 Mosebog 7-10
I kap. 7 får vi baggrunden for Guds udvælgelse: Hans kærlighed og trofasthed – det gælder både Israel og os. Bemærk, at Israels udvælgelse ikke er en automatisk garanti om frelse. Kravet om band gælder også “indadtil” i Israels folk. Folket formanes til ikke at glemme Guds store gerninger, men huske dem. Mon ikke 8,17-18 er et aktuelt ord i vores generation?! Kap. 9 og 10 ser tilbage på begivenhederne på Sinaj, og til sidst (10,12-22) hører vi igen, at forholdet til Gud er en relation, et kærlighedsforhold. Luther sagde i forklaringen til det første bud (Store katekismus): “Hvor hjertet holder sig til Gud, så at dette bud overholdes, dér går det af sig selv med alle de andre”.
Dag 80 – 5 Mosebog 11-14
11,8-9 kan vi kalde jødernes missionsbefaling (jf. Matt 28,18-20). Gud lærer os åndelige sandheder gennem sin konkrete, jordiske, håndgribelige handlen med Israels folk i GT. Dengang var stedet vigtigt (kap. 12), og Gud udvalgte Jerusalem som dét sted, han ville vise sig. Efter Kristus går al sand tilbedelse af Gud gennem én person: Jesus Kristus (jf. Joh 4,20-21). Advarsler mod afgudsdyrkelse har derfor fuld gyldighed i dag. Alt sammen “for at Herren din Gud kan velsigne dig i al den gerning, du udfører” (5 Mos 14,29)
Dag 81 – 5 Mosebog 15-18
Tænk at vokse op i et samfund med gælds-eftergivelse hvert 7. år! Baggrunden er, at “Herren din Gud har velsignet dig”. Kap. 16 har glæden som gennemgående tema (v. 11. 14. 15). “På to eller tre vidners udsagn” (17,6) var en retsbeskyttelse. Vi synes, dommen er hård, men se Hebr 10,28-29 for en sammenligning med Kristi dom. Efter etablering af en højesteret og vigtige retningslinjer til kongen (bl.a. om bibellæsning (17,19)!), findes i kap. 18 en af de skønneste Kristus-profetier om “en profet som dig”, der skal tale Guds ord.
| Uddybende noter |
| 16,1 Abib: Den første måned (2 Mos 12,2; 3 Mos 23,5), svarende til marts/april. |
Dag 82 – 5 Mosebog 19-23
Moses forbereder folket på deres nye liv i det forjættede land. Der skulle være en klar retsorden på det juridiske plan. Guds krigsførelse har en temmelig overlegen fremgangsmåde, hvor den ene efter den anden må vende hjem, sluttende med “den, der er bange og modløs”. Hvorfor? Fordi Gud vil føre krigen (20,4). Ind i de mange detaljerede bud og regler ser vi pludselig Kristi forhånelse (21,23), og omsider er der retfærdige forhold for kvinden (22,25.28-29).
| Uddybende noter |
| 22,19 Hundrede sekel er en meget høj bøde, meget mere end en brudepris (jf. v. 29). Arbejdere på gammel babylonsk tid tjente en halv sekel om måneden. Sammen med reglen om, at han ikke må skilles fra hende, søgte denne lov at afskrække mænd fra at fremsætte falske påstande og søge let skilsmisse. 23,18 Helligskøge: Kultisk prostitution blev praktiseret i den kanaanæisk religion som et frugtbarhedsritual. Det var strengt forbudt i det gamle Israel. |
Dag 83 – 5 Mosebog 24-26
Skilsmissebrevet kommenterer Jesus i en samtale med farisæere i Matt 19,3-12. Selv om loven kan synes ulige for kvinden, var den faktisk en beskyttelse af hende i forhold til gældende praksis, og ligeledes finder vi her omsorg for nygifte (24,5) og de fremmede, den faderløse og enken (fx 24,19). Leviratægteskabsordningen (25,5-10) og den lidt underlige lov bagefter (25,11-12) var til for at sikre slægtens overlevelse. 26,5-19 er en slags trosbekendelse – prøv at fremsige den for Gud og husk, at teksten handler om VORE fædre.
| Uddybende noter |
| 25,5 Svoger: På latin betyder svoger levir, derfor anvendes udtrykket “levirat-ægteskab” på denne lov. Dets formål var beskyttelse af enken og er et tilfælde hvor polygami var tilladt (dvs. svogeren kan allerede have været gift). |
Dag 84 – Salmerne 34-36
Sl 34 har jeg i min Bibel givet overskriften “stråle af glæde” – men den kunne også hedde “nær hos de knuste” – se hvorfor! Sl 35 beskriver Davids trængsler og bliver samtidig en stærk kristologisk salme. Prøv at læse den med Jesu lidelse i tankerne – han, som bad for sine fjender: “Herre, tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør”. Sl 36 var B.S. Ingemanns inspiration til DDS 31: “Til himlene rækker din miskundhed, Gud”.
Uddybende noter
| Uddybende noter |
| 34,1 Overskriften knytter salmen til en bestemt begivenhed i Davids liv (1 Sam 21), da han på sin flugt for Saul kom til filisterkongen Akish i Gat. Her blev han genkendt, og for at slippe bort i live spillede han vanvittig. Da sindssyge mennesker regnedes for besatte og farlige, gjaldt det om at holde sig dem fra livet, og derfor blev David blot jaget bort. Hans list lykkedes. Man kan undre sig over, at kongen kaldes Abimelek (1 Mos 20,2; 21,32), men det kan have været filister-kongens officielle titel, ligesom alle egypterkongerne kaldtes farao.1 35,2 Rundskjold var et lille skjold man holdte i venstre hånd for at beskytte hovedet. Langskjold refererer til et stort skjold holdt i højre hånd, som beskytter hele kroppen. Infanteriet brugte disse redskaber. (Note fra Jer 46,3). 35,5 Avner: Tynd skal der omgiver en kornkerne, og som skal fjernes inden kernen kan bruges til føde. Korn og avner blev adskilt ved at en tærskeslæde blev trukket over dem, eller ved at de blev banket med en stok, så blev de med kasteskovle (Matt 3,12. Jer 15,7) smidt op i luften. Det tunge korn faldt ned, imens de lette avner blæses bort af vinden. (Note fra Sl 1,4). 35,13 Spægede: Underkaste en streng levevis, især med hensyn til mad og drikke. 2 Salme 36 Over v. 6-10 har B.S. Ingemann 1845 digtet: Til Himlene rækker din miskundhed. Gud.3 |
2 https://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=sp%C3%A6gede
3 Bibelværk for menigheden Bind 6, Inger Margrethe Kofod-Svendsen, Lohse, s. 102.
Salme: Til himlene rækker din miskundhed, Gud (Ingemanns gendigt af Sl 36,6-10)
Til himlene rækker din miskundhed, Gud
1
Til himlene rækker din miskundhed, Gud,
din trofasthed når dine skyer;
din retfærdshånd over bjergene ud
er strakt over dale og byer.
2
Som himlenes favn er din kærlighed, Gud,
som havenes dyb dine domme.
Til frelsen fører du sjælene ud,
vil skabningens suk ihukomme.
3
Hvor dyrebar er dog din miskundhed, Gud,
hvor menneskebørnene bygge!
I mulm er kærlighedsvingen bredt ud,
vi skjuler os under dens skygge.
4
Du kvæger i ørken den tørstende sjæl,
du bjærger den bævende due.
Hos dig er livets det evige væld,
og lys i dit lys skal vi skue.
Mel.: J.P.E. Hartmann 1852
Sl 36, 6-10
B.S. Ingemann 1845.
www.dendanskesalmebogonline.dk
Dag 85 – 5 Mosebog 27-30
Moses’ tredje tale (27-30 retter blikket fremad: “Når I kommer over Jordan…” (27,2). Her afsløres det, at det vigtigste ikke er at komme over Jordan, men i alt at holde pagten med Herren. Læg mærke til, at overholdelse af loven ikke er det centrale, men omvendelse (30,2), omskærelse af hjertet (30,6) og at have ordet nært (30,11-14 – citeres i Rom 10,6-8). Som nævnt tidligere: Guds konkrete og håndgribelige velsignelse og forbandelse i GT modsvares af en ÅNDELIG virkelighed i den nye pagt, centreret omkring Jesus (se fx Joh 3,36; Hebr 10,28-29; 1 Joh 1,9-10). I forhold til Gud er vi stillet over for livet og døden, velsignelsen og forbandelsen (30,19-20), og opfordringen til os lyder: “Så vælg da livet”.
Dag 86 – 5 Mosebog 31-32
Moses forbereder sig og folket på afslutningen af sit virke. Han boede 40 år i Egypten, 40 år med sin familie hos sin svigerfar, gik 40 år i ørkenen med Israels folk – og er nu 120 år. Nu var tiden til at indsætte sin efterfølger, Josva (samme navn som Jesus). De to står på Moabs slette skulder ved skulder og fremsiger en stærk sang om Guds trofasthed, om folkets frafald og vigtigheden af at følge Gud. Flere steder citeres i NT (fx 32,21 – Rom 10,19; 32,39 – Joh 10,28).
Dag 87 – 5 Mosebog 33-34
Ligesom vores gudstjenester slutter også Moses’ liv med en velsignelse over Guds folk, stamme for stamme. Moses gik til sidst op på Nebobjerget og fik lov at skue ud over det forjættede land, som han ikke selv kom ind i. Moses var “Herrens tjener” (34,5), en ganske særlig profet.
| Uddybende noter |
| 33,8 Tummim og Urim var muligvis to flade sten, som tosidede terninger, der blev brugt til vejledningen. |
Dag 88 – Josvas bog 1-5
Josvas bog er en voldsom bog, hvilket ses allerede i bogens opdeling: Erobringen af det forjættede land (1-12) og fordelingen af landet (13-22). Gud sætter mod i Josva med løftet om hans nærvær (1,1-9), ligesom han var med Moses. Gud gentager flere undere fra Moses’ tid, se 3,17 og 5,15. Den skønne historie om skøgen Rahab viser, at Gud ikke ønsker død og ødelæggelse, men at andre folkeslag bringer sig i pagt med og tror på Israels Gud.
Indledning til Josvas bog
Josvabogen er fortællingen om Israels indtagelse af det forjættede land. Første halvdel af bogen er fuld af krige, bl.a. erobringen af Jeriko. Anden halvdel handler om opdelingen af landet. Billedet her er derfor præget af action.
Indledning
Denne bog har fået navn efter sin hovedperson, Josva, Nuns søn, der var af Efraims stamme (4 Mos 13,8). I bogen står der ikke nogen forfatterangivelse, og vi kender ikke forfatteren. Måske er dele af bogen skrevet af Josva (24,26), måske er andre dele skrevet af et øjenvidne (se fx den detaljerede beskrivelse i Jos 7-8 og andre steder i bogen). Kildeskriftet De Retskafnes Bog bliver nævnt (10,13). En sammenligning af Jos 15,63 med 2 Sam 5,6-9 viser, at Josvabogen må være skrevet, før David indtog Jerusalem.
Josva var født i Egypten og hed oprindelig Hosea (hjælp), men Moses gav ham navnet Josva (4 Mos 13,16). Allerede under ørkenvandringen optrådte han som hærfører i kampen mod amalekitterne (2 Mos 17,8-16). Moses tog ham som sin tjener med op på Sinaj bjerg, da han modtog lovens tavler (2 Mos 24,13; jf 32,17; 33,11). Josva bad Moses forbyde Eldad og Medad at profetere, da de var kommet i profetisk henrykkelse inde i lejren (4 Mos 11,28). Josva var en mand med fast tillid til Gud, og som spejder opfordrede han israelitterne til at stole på Gud (4 Mos 14,6-9). På Guds befaling indsatte Moses ham under håndspålæggelse til sin efterfølger (4 Mos 27,18-23. 5 Mos 3,28; 31,7-8; 34,9). Han førte Israel over Jordanfloden ind i det lovede land, hvor han besejrede nationer og konger. 110 år gammel døde han og blev begravet i Timnat-Sera (Jos 24,29-30). Udover Kaleb, som vi næsten ikke kender, er Josva den eneste voksne israelit, hvis liv omspænder Egyptens trældom, ørkenens besværligheder, Kana’ans erobring og den første tid i det forjættede land.
Josvabogen står sagligt set i tæt forbindelse med Mosebøgerne, men den er en selvstændig bog, som skildrer et bestemt afsnit af Guds frelseshistorie: Hvordan Gud opfyldte sit løfte til Abraham om, at hans slægt skulle få Kana’an til evig ejendom (1 Mos 17,6-8).
Bogens hovedbudskab er Herrens trofasthed. Den vidner om, hvor trofast Gud holder sine pagtsløfter. Han førte sit folk ud af Egypten og ind i Kana’an. Den er et stærkt budskab om, at Gud giver sit folk sejr over enhver fjende, når folket tror og adlyder ham. Den understreger også, at selv om mennesker er troløse, står Gud fast ved sine løfter. Erobringen af Kana’an viser, hvordan Guds magt, trofasthed og retfærdige vrede griber ind i hinanden. På den måde opfylder Gud både sine løfter og sine domsord. Set fra et frelseshistorisk synspunkt skimter vi Guds uransagelige og vise ledelse for at fremme sin frelsesplan.
Bogens inddeling:
1. Josva bliver Israels leder (Jos 1,1-9)
2. Erobringen af Kana’ans land (Jos 1,10-12,24)
3. Fordelingen af det erobrede land mellem Israels stammer (Jos 13,1-21,45)
4. Østjordanstammerne vender hjem (Jos 22,1-34)
5. Josvas afskedstale, død og begravelse (Jos 23,1-24,33).
Alle introduktionerne er skrevet af Flemming Kofod-Svendsen og udgivet i “Bibelens bøger”, Logos Media 2004.
Bragt med tilladelse fra https://blr.dk/resource/introduktioner-til-bibelens-boeger/
Rammerne for Josvabogen
1406 f.Kr.
Josvas Bog fortæller om den israelitiske erobring af Kanaans land under Josvas kommando. Bogen åbner ved Shittim med Josvas befaling fra Herren som leder af israelitterne, fortsætter med hans sejre over de kana’anæiske konger og tildelingen af landet og slutter med Josvas befaling til folket om at forblive trofast mod Herren.
| Uddybende noter |
| 2,15 Hendes hus stødte op til bymuren: Denne interessante arkitektoniske note forklarer, hvordan Rahab sænkede spionerne ned gennem et vindue til ydersiden af byen. Arkæologisk udgravning på stedet for Jeriko tyder på at byen sandsynligvis har haft en dobbeltmur-struktur, med huse, af især fattigere indbyggere, bygget mellem den indre og ydre mur. De huse der støder op til ydermuren kan meget vel have haft et vindue i muren. |
Dag 89 – Josvas Bog 6-8
Jerikos fald hører til de klassiske historier fra børnebiblerne. Erobringerne af både Jeriko og Aj skete med stærk indgriben fra Gud. Mindre kendt er historierne om bandet, som blev lagt på alt byttet, og beretningen om Akan, der i begær forgreb sig på byttet. Dommen over ham må have givet genlyd i hele lejren.
| Uddybende noter |
| 6,1-2 Jeriko er en af de ældste kendte befæstede byer i det antikke nærøsten. Jeriko var godt forsynet med vand fra en kilde. Jeriko var en oase og blev nogle gange omtalt som “Palmebyen” (Dom 1,16). I løbet af sin lange besættelses-historie ændrede det faktiske bosatte område i Jeriko sig lejlighedsvis. GT Jeriko er identificeret med Tell es-Sultan, en høj på omkring 4 hektar. Navnet “Jeriko” (Hb. yerikho) lyder som det hebraiske ord “måne” (Hb. yareakh), hvilket fører mange til den rimeligeantagelse, at den kanaanæiske Jeriko kan have været et centrum for månetilbedelse. |
Kortet ovenfor viser nogle af resterne fra udgravningerne i Jeriko fra forskellige perioder af byens historie. Den ydre bymur stammer således fra den sene middelbronzealder (2000-1550 f.Kr.), hvorimod den indre bymur stammer fra den tidlige bronzealder (3200-2200 f.Kr.). Jeriko var den første by vest for Jordan, der blev erobret af israelitterne under Josvas kommando (Josva kap. 6). Hvorvidt der eksisterer arkæologiske rester fra denne ødelæggelse eller ej, er et meget omdiskuteret emne blandt arkæologer. Efter den israelitiske ødelæggelse blev Jeriko forladt i århundreder, indtil en ny bosættelse blev etableret af Hiel fra Betel i det niende århundrede f.Kr. (1 Kongebog 16,34).
Dag 90 – Josvas bog 9-12
Brændehuggere og vandbærere blev gibeonitternes lod, men den var også bedre end de andre folkeslags lod! Ved list fik de Josvas løfte, (9,15) men det egentlige problem finder vi i 9,14b. Hele erobringshistorien er Guds under, se fx 10,10-14. Historien er makaber, som det altid er i krig – og det var enten Israels undergang eller fjendernes. Hængning på et træ (8,29) er den ultimative ydmygelse, som også blev Jesus til del (Gal 3,13-14).
| Uddybende noter |
| 10,24 I det gamle Mellemøsten satte sejrherrerne ofte foden på … nakken af den besejrede fjende, hvilket symboliserer overherredømme. Denne handling ligger til grund for forestillingen om at gøre sine fjender til en skammel under sine fødder (Sl 110,1). |
